pdf version - Zoologisk Museum

More documents

Recommendations

Info

Derfor bliver fugle ringmærket: • For at tilvejebringe viden om fuglenes bevægelsesmønstre og stedtrofasthed. • For at kortlægge trækruter mellem yngleområder og overvintringsområder. • For at følge fuglenes ynglesucces eller mangel på samme. • For at skaffe viden om fugles valg af levested, størrelsen af deres territorier og sociale struktur. • For at følge variationen i de enkelte fuglearters udbredelsesområder. • For at beskrive fuglenes anatomi, fældningsmønstre og geografiske variation. • For at kunne forebygge at bestande kommer i krise og ender med at forsvinde. • For at skaffe viden om, hvor gamle fugle bliver, og hvad de dør af. • For at kunne formidle ny viden fra fuglenes verden. • Fordi ringmærkning er en billig og skånsom metode at skaffe oplysninger på til brug ved videnskabelige undersøgelser og forvaltning af fuglene i Danmark. Sortspætteunger klar til at blive målt, vejet og ringmærket. Sortspætter i sigte Hans Christensen fra Tønder har fulgt sortspættens indvandring i Sønderjylland. Han er ude i skovene op imod 200 dage om året i et forsøg på at udfylde alle huller i vores viden om sortspætten. Tekst og foto af Jan Skriver Som en sønderjysk Robin Hood sigter Hans Christensen med sin bue mod bøgen. Så farer pilen af sted og tager en snor med sig. Hans Christensen ramte plet. Pilen bar sin snor sikkert over en solid sidegren. Nu kan ringmærkeren hejse en rebstige op i den ranke bøg, så han kan kravle til vejrs og få kontakt med sortspætterne i redehullet. Spættehjemmet sidder godt syv meter oppe på den nøgne del af stammen. Den 43-årige ringmærker har fulgt sortspættens indvandring fra det nordtyske til det sønderjyske. Han har bogstaveligt talt mandsopdækket Sønderjyllands sortspætter. I år er der 7 par. Den seneste snes år har Hans Christensen ringmærket flere end 300 unger side 6
og næsten 100 voksne sortspætter med de klassiske metalringe. Desuden har han sat farvede ringe af plastik på godt 160 af fuglene. Farveringene gør ham i stand til at kende hver enkelt fugl på stor afstand, så han i teorien kan følge spætternes færden året igennem. ”Det er enestående, at jeg har kunnet følge en bestand af spætter, før den så at sige vandrede ind i en landsdel. For jeg ringmærkede og holdt øje med de nordtyske sortspætter i årene inden arten i 1985 begyndte at yngle i Sønderjylland”, siger Hans Christensen, der er ringmærker for <strong>Zoologisk</strong> <strong>Museum</strong> og den tyske ringmærkningscentral, Helgoland. I det midtjyske blev sortspætten for første gang konstateret ynglende i 1979, det var ved Silkeborg, men om fuglene herfra er kommet fra den sjællandske bestand, der indvandrede fra Skåne i 1950’erne, eller fra de nordtyske skove, ved man ikke. “Det er nærliggende at tro, at de er fløjet fra Nordtyskland og har bosat sig i Silkeborg-skovene, før de indtog Sønderjylland som yngleområde. Jeg har ringmærket tre sortspætter – to unger og en voksen – nær Flensborg. De er alle aflæst som ynglefugle ved Silkeborg”, siger Hans Christensen. Den sønderjyske ringmærker har en teori om, at orkanen, der i 1967 hærgede store skovområder, har banet vejen for sortspættens indvandring op gennem Jylland. “Storme risikerer at vælte nogle af sortspættens redetræer, men stormfald er sandsynligvis en fordel for arten, fordi der kommer et rigere insektliv i det mere varierede skovbillede, som stormene efterlader. Det bliver nu spændende at se, hvordan 1999-stormen, der særligt hærgede skovene i Sønderjylland, vil påvirke sortspætterne på længere sigt”, siger Hans Christensen. I gennemsnit sidder sortspættens redehul ni meter oppe, og i 95 procent af tilfældene er det hakket ud i en bøg, der har mindst 110 år på rødderne. Det ovale indgangshul, der måler 12 gange 8 centimeter, leder ind til et redehul, som er omkring 30- 40 centimeter dybt. Hans Christensen kan ikke se nogen foretrukken retning i sortspættens valg af verdenshjørne til sin indgang. Hos det par, vi i dag besøger i Lindet Skov, vender redehullet mod sydvest. side 7 Sortspættens redehul er næsten altid placeret under de første grene på bøgen. Ud over hullet med reden har hvert sortspættepar fra 3 til 10 andre huller i deres område, som de kan logere i. “Et sortspættepar svækker måske i gennemsnit en håndfuld træer, men sortspætten hakker aldrig i et friskt bøgetræ. Den begynder altid, hvor træet har en lille svaghed, som på længere sigt alligevel vil svække træet. Skovens folk bør lade sortspættens træer stå, for halvdelen af redehullerne bliver genbrugt i flere år. Fuglene udgør en fordel for skovdriften, fordi de æder en lang række af de insektarter, for eksempel barkbiller, som set fra skovfolkenes synsvinkel er skadelige”, siger Hans Christensen. Et sortspættehul står næsten aldrig ubrugt. Der er ofte andre arter klar til indflytning. “Jeg har kendskab til 19 forskellige beboere i sortspættens gamle huller – fra flagermus, egern og skovmår over bier og gedehamse til natugler, hulduer, stære og flagspætter”, fortæller ringmærkeren. Sortspætten er en standfugl, der er trofast over for sin fødeegn. Men når et skovområde er besat af fastboende par, må ”overskuddet” af unge spætter finde nye områder. Formentlig på den måde er sortspætten vandret nordpå i Jylland, hvor der i dag yngler op imod 150 sortspættepar. Allerede som ét-årig kan en sortspætte stifte familie. Hans Christensen har fundet ud af, at sortspætterne i gennemsnit lægger æg omkring den 18. april. Allerede i slutningen af maj er der afgang for de nye unger. “Sortspætte-unger tilbringer 28 dage i redehullet, og det er lang tid. Det hænger sammen med, at de skal have tid til at udvikle deres klatrefod”, siger Hans Christensen. De fleste sortspætter bliver kun 3-4 år gamle. Men Hans Christensen har engang aflæst en af ”sine” spætter, som da var blevet 14 år. Det er og bliver aflæsningerne af ringene, som giver de fleste oplysninger om sortspætterne. Det er meget få ringmærkede sortspætter, der bliver fundet døde. Blandt de sønderjyske fugle er det kun sket to gange. De store linier i undersøgelsen af sortspætterne er efterhånden trukket fuldt op. Nu venter en række nuancer på at blive afklaret. “Jeg kan se, at sortspætter ret ofte Hans Christensen med en sortspætteunge, der venter på at komme tilbage til sin rede. danner par med nært beslægtede individer. Det er tilsyneladende ikke sjældent, at for eksempel to halvsøskende fra hver sin årgang stifter familie. Jeg håber at kunne påvise, hvordan et nært slægtskab mellem partnere påvirker produktionen af unger”, siger Hans Christensen, der i nærheden af Flensborg har haft et ganske særligt ynglepar. Her ynglede en hun i tre år lige efter bogen. Så flyttede en af hendes sønner hjem og blev sortspættemanden i redehullet. Mor og søn fik tre unger. Hvordan den type afkom vil påvirke udviklingen af bestanden, vil Hans Christensen forsøge at finde et svar på. Læs mere: - om 1999-stormens betydning for sortspætten i ”Sortspættehuller & stormfaldet..” i det sønderjyske blad Panurus, vol. 34 nr. 1 (2000) side 14-15, skrevet af Hans Christensen. - om sortspættens indvandring i Jylland i det tyske fagblad Corax, vol. 12 (1986) side 54-57 skrevet af Hans Christensen
Page 1 and 2: Kom og se ringmærkning Lys over tr
Page 3 and 4: storie i Thy: efter et par magre å
Page 5: Hver gang en radiomærket ugle fang
Page 9 and 10: Europamester endte sine dage mellem
Page 11 and 12: Taffeland på østfronten Det er ke

pdf version - Zoologisk Museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?