pdf version - Zoologisk Museum

zmuc.dk

pdf version - Zoologisk Museum

Kom og se ringmærkning

Lys over troldfuglen

I radiokontakt med natugler

Sortspætter i sigte

Natravn i nettet

Havterne blev Europas ældste

Korte nyheder

Skriv eller ring

September

2002

nr 3

Zoologisk Museum, Københavns Universitet


I april indbød Zoologisk Museum til et lignende

arrangement, hvor der kom mere

end 500 besøgende. Foto: S. Vikstrøm.

Kom og se ringmærkning

lørdag den 28. september

2002

Zoologisk Museum og dets korps af

frivillige ringmærkere, indbyder alle

interesserede til at komme ud og se

ringmærkning af fugle.

Hvis vejret er med os, vil vi have

gode muligheder for at demonstrere,

hvorledes man indfanger fuglene

og forsyner dem med en lille let ring

– og fortælle om hvorfor vi gør det,

samt lidt om hvilke resultater det afstedkommer.

Det er altid en oplevelse

at se en levende fugl helt tæt på,

og vi viser, hvordan man bestemmer

fuglenes art, køn og alder. Nogle af

Zoologisk Museums ringmærkere vil

være til stede, og de fortæller gerne

om de oplevelser, der er ved arbejdet

med at ringmærke fugle.

Dette efterår er der mulighed for at

se ringmærkning af fugle følgende

steder:

• Nors Sø, Thy.

• Indfjorden, Bøvlingbjerg

• Brabrand Sø, Århus

• Blåvands Huk, Varde

• Gulstav Mose, Langeland

• Gedser, Falster

• Stigsnæs, Skælskør

• Gilbjerg, Gilleleje

For yderligere oplysninger,

f.eks. kørselsvejledning og

tidspunkter, se dagspressen

eller vores internetadresse:

www.zmuc.dk/VerWeb/ringing

Vi ses den 28. september

Lys over troldfuglen

Henrik Vang Christensen er

ekspert i at fange skovsnepper.

Han har sat ring på 141 snepper,

og det er en kunst, for året

byder kun på få sneppedage,

og fangsten er vanskelig.

Tekst og foto af Jan Skriver

Der er magi i luften denne aften

i november. Desuden småregn,

ganske let vind og en smule dis af

den milde, kropsnære slags. Tusmørket

er blevet tæt, det er kort

efter aftentide, og vi står midt i de

bedste betingelser for at få kontakt

med skovsnepper.

Det er en opskrift for absolutte

eksperter i kunsten at fange sky,

vagtsomme fugle i mørket. Man

ved aldrig med snepper. Vi befinder

os på en mark i Thy, hvor

Zoologisk Museums ringmærker

Henrik Vang Christensen har gode

erfaringer med at få skovsnepper

i nettet. Hans far, konservatoren

Hugo Christensen, er hans makker,

for det kræver samarbejde at vriste

skovsnepper ud af deres terræn.

“Der sidder én”, siger Henrik

Vang lavmælt, da vi langsomt og

yderst koncentreret bevæger os

hen over den våde, mørke græsmark

med den lette vind imod os.

Han sigter på sneppen med sin

lygte, der ligner en kænguru-lampe

fra Australien. Skarpt og målrettet

lys skal bruges, når skandinaviske

skovsnepper på mellemlanding i

Thy skal ”holdes fast” i en lysstråle

og forsigtigt fanges for at blive

ringmærket.

Sneppen sidder stille i lysstriben

og er helt paralyseret. Dens store,

runde øjne reflekterer grønligt som

et sæt katteøjne. Nu handler det

om at udnytte situationen, som

i hvert fald for skovsneppen er

uvant. Hugo Christensen sænker

stille nettet for enden af den

næsten otte meter lange og meget

lette kulfiberstang ned over sneppen.

Pludselig flyver den op. Det var

ikke meningen. Men fuglefængerne

har håndelaget i orden.

Henrik Vang holder den flyvende

skovsneppe ”fast” i lyskeglen, og

oppe i fem meters højde får hans

far fat i fuglen, med nettet.

“Dér var vi heldige. Det er ikke så

tit, at der er fangst i første forsøg”,

Henrik Vang har ringmærket mere end

140 skovsnepper siden begyndelsen af

1990’erne.

siger Henrik Vang.

Den nordjyske ringmærker er den

dansker, som har fanget flest skovsnepper

til ringmærkning. Det er

blevet til 141 siden begyndelsen af

1990’erne. Som bifangster og sidegevinster

i mørket har han ved hjælp

af kunstigt lys og netstang også

fanget enkeltbekkasiner, dobbeltbekkasiner,

sanglærker, viber, hjejler og

sågar lille lappedykker.

Hans teknik er i dag raffineret i

forhold til de indledende fagter som

fænger.

“I starten bruget jeg klassiske ringmærkningsnet,

de såkaldte spejlnet,

til snepperne. Jeg spændte 200

meter net ud på marker, hvor jeg

vidste, at skovsnepper på deres træk

om efteråret søgte føde i skumringen

og i daggryet. Derpå forsøgte jeg at

genne fuglene ind i nettet. Det var

tidskrævende og et slid. Og resultatet

stod slet ikke mål med mine anstrengelser.

Jeg fangede 1-2 snepper pr.

sæson de første år”, fortæller Henrik

Vang, mens han måler og vejer

denne gavmilde og effektive novemberaftens

første fangst.

Det er en gammel fugl, fit for fight

og fed for at sige det lige ud. Den

skal nok klare trækket, medmindre

den bliver truffet af en dygtig jæger.

De snepper, som Henrik Vang har

haft i hænderne, har vejet mellem

285 og 445 gram. De fleste ligger

omkring 330 gram. Og yderste led

på vingerne, også kaldet ”hånden”,

måler mellem 19 og 21 centimeter.

Nu tilbage til sneppefangstens forhi-

side 2


storie i Thy: efter et par magre år på

sneppemarkerne fandt Henrik Vang

på at sætte et fiskenet på en rund

ramme for enden af en bambusstang

og bruge lys til at holde fuglene

”fast” med.

Det var gennembruddet for hans

sneppe-succes. Hans nyopfundne

metode var dog klassisk, fandt han

senere ud af, da et hold franske

sneppe-sagkyndige i efteråret 1994

gæstede Danmarks Miljøundersøgelser

(DMU), Kalø. I Frankrig har

fagfolk masser af erfaringer med at

fange skovsnepper. Franskmændene

brugte netop lygter, der samler lyset

i en kraftig stråle, og lange stænger

med net, når de skulle fange og ringmærke

snepper.

Kun årelang erfaring fra felten kan

give gevinst i skovsneppens terræn.

Sneppen lever op til sit ry som en

troldfugl, der synes umulig at placere

i noget mønster.

“Jeg går også som jæger på jagt

efter snepper. Derfor ved jeg, at

skovsneppen er utilregnelig. Du kan

stå i en situation, hvor du siger til

dig selv, at nu må der være masser

af snepper i plantagen. Når du så

kommer af sted, ser du ikke skyggen

af en fugl”, fortæller Henrik Vang.

“Men ét mønster tegner sig, når vi

fanger fugle til ringmærkning. Det

er en times tid efter at mørket har

sænket sig, at vi skal ud på marken

med lygten. Skovsnepperne søger

føde fra skumring til daggry. Det ser

ud til, at snepperne sidder og fordøjer,

når de har været på jagt efter

føde i en time eller to. Vi forsøger

at fange dem, når de holder deres

side 3

første hvileperiode”, fortæller ringmærkeren.

De lette, sandede jorde er i Thy de

bedste sneppe-terræner. Områder

med vedvarende græs, hvorpå

der går kreaturer, er optimale.

Fugtige marker, der veksler

med tuer, flader og kokasser

er skovsneppens foretrukne

natlige jagtmarker. Særligt

hvis markerne støder op til skove.

“Når man sæson efter sæson

bruger de samme marker til sin

fangst af skovsnepper, lærer man

sneppernes vaner at kende. Det

er tydeligt, at de samme lavninger

og småpytter i terrænet år efter år

tiltrækker snepper. Fuglene ved præcist,

hvor de kan finde flest orme,

snegle og insekter. De er på trækket

ligesom de andre bekkasiner. Dem

kan man også år efter år finde på de

samme kvadratmeter sumpet eller

fugtigt land, hvis området da ikke er

blevet drænet og opdyrket”, siger

Henrik Vang.

Sneppefængerne fra Thy må være

klar til at rykke i felten, straks vejret

er til fangst. I praksis byder det

danske vejrlig kun på 15 aftener i

løbet af en sæson, hvor vilkårene er

optimale til sneppefangst.

“Fuldmåne og klare nætter dur

ikke. Det skal være mildt, fugtigt og

let blæsende i perioden fra den 20.

oktober og til midt i december, før

man kan fange skovsnepper. Om foråret

har fuglene mere travlt på trækket,

end de har om efteråret, fordi de

da skal nordpå for at yngle. I martsapril

kan man en sjælden gang være

heldig at fange en sneppe”, siger

Henrik Vang.

Når ringmærkeren står med en

sneppe i hånden, kan han straks

se, om det er en ung eller en

gammel. De unge snepper har

slidte, takkede svingfjer. Gamle

skovsneppers svingfjer er rene

og glatte i kanten, for de har skiftet

fjer, lige inden de begyndte deres

træk mod syd. Årsungerne fælder

først efter deres efterårstræk.

Næbbet på sneppen bliver også

målt. Henrik Vang har to gange

fanget en af de sjældne ”kortnæbbede”

skovsnepper. Deres næb

måler kun 3-5 centimeter, hvor snepper

her i landet almindeligvis har et

næb, der er flere centimeter længere.

En teori går på, at de kortnæbbede

snepper hører til en bestand højt

mod nord, men teorien er aldrig

blevet videnskabeligt bevist.

“Den 3. december 1992 fangede

og ringmærkede jeg en kortnæbbet

sneppe ved Førby Sø i Thy. Året

efter blev fuglen skudt den 4. december

ved Nørhå Sø lige i nabolaget.

Det kunne tyde på, at skovsnepper

er tro mod deres rastelokaliteter på

trækket”, siger Henrik Vang.

Ud af de 141 skovsnepper, som

ringmærkeren fra Thy har haft i hænderne,

er 13 blevet genmeldt. De er

alle skudt. En faldt i Sverige på forårstrækket.

De øvrige genmeldinger

er fra Frankrig, England, Skotland,

Irland, Holland, og fem fra Jylland er

fra efteråret.

Alle disse genfund er med til at

kaste lys over skovsneppens liv,

blandt andet som gæsten fra nordøst,

der holder vinter i det milde nordvestlige

Europa.

Skovsneppen er en vadefugl, som træffes

i åbne løv- og nåleskove. Skovsneppen

lever overvejende af regnorme, larver og

biller.


I radiokontakt

med natugler

Forskeren Peter Sunde undersøger,

hvad der gør en ynglesæson

god eller dårlig for natugler, og

hvordan uglerne spreder sig i

landskabet.

Af Jan Skriver

Som en lille rygsæk på bare 13 gram

sidder radiosenderen fast på uglen.

Senderen, der er helt dækket af

fuglens bløde fjerdragt, skal hjælpe

til med at kortlægge uglernes ellers

ukendte livsbaner.

De seneste fire år har forskeren

Peter Sunde fra Afdeling for Populationsøkologi

på Københavns Universitet

sat radiosendere på 120 natugler i

Gribskov i Nordsjælland.

Peter Sunde, der i dag udfører sin

forskning med base på Universitetet i

Lund i Sydsverige, er manden bag et

radiomærkningsprojekt godkendt af

Ringmærkningscentralen på Zoologisk

Museum i København.

Radiosenderne og ringmærkningen

er helt afgørende redskaber, når der

i felten skal høstes resultater. En

sender gør forskeren i stand til hver

dag at spore sit mål meget præcist.

“Netop natuglen egner sig fortrinligt

til radiomærkning, også kaldet

telemetri. Uglen lever så skjult, at

det i praksis er umuligt at spore den

uden en sender. Endvidere er natuglen

meget stedtrofast. Et føderigt

natugle-territorium er på under én

kvadratkilometer. Det betyder, at

radiosendere, der har 2-5 kilometers

rækkevidde, i reglen kan give mig de

oplysninger, jeg skal bruge”, fortæller

Peter Sunde.

I gennemsnit flyver unge natugler

ikke længere end fem-seks kilometer

væk fra det redehul eller den redekasse,

de blev født i.

“De voksne natugler har deres

skarpt afgrænsede territorier. Når de

unge ugler, der kan yngle allerede i

deres andet leveår, skal ud for at

finde deres eget, ”shopper” de

så at sige omkring i nabolaget,

indtil et territorium bliver ledigt.

Jeg kan se, at forældrefugle ofte

tolererer deres eget afkom i flere

måneder i deres eget territorium.

Natugleunger skal være ca. 4 uger gamle, før de kan radiomærkes og ringmærkes.

Foto: Peter Sunde

Tolerancen over for eget afkom giver

sandsynligvis de helt unge ugler en

ekstra chance for at finde føde i de

første vanskelige måneder. Men på

et tidspunkt bliver de unge smidt ud

af territoriet, og så er de med i den

pulje, som kommer i venteposition

til et fast territorium”, fortæller Peter

Sunde.

Fire-fem uger gamle forlader natugleungerne

deres redehul. Straks de

er udenfor, indtræffer fuglenes absolut

mest farefulde fase i livet.

Afhængigt af de levevilkår et år

giver uglerne, vil 30-75 procent af de

udfløjne unger overleve, til de bliver

ét år.

“To ud af tre natugleunger, der dør,

omkommer i løbet af de første 3-4

dage i det fri. Mange af dem sidder

ofte synligt fremme eller dumper ned

på jorden, hvor de bliver taget af en

ræv eller en rovfugl”, siger natugleforskeren.

Natuglen kan lægge æg allerede

midt i februar. Jo tidligere på året

et kuld unger forlader reden, desto

større er chancen for at uglerne vil

overleve, har Peter Sunde fundet ud

af.

“Jeg har set natuglekuld flyve ud 1.

april. Disse meget tidlige kuld klarer

sig statistisk set langt bedre end kuld,

der først flyver ud et stykke ind i maj.

Også selv om ugleungerne i april

ofte er meget synlige, fordi der endnu

ikke er kommet løv på træerne”, siger

Peter Sunde.

Natuglen, der får ét årligt kuld

på mellem to og seks unger, er en

såkaldt overlevelses-strateg. Den er

tidligt i sæsonen i stand til at vurdere,

om året vil byde på meget eller lidt

føde. Herefter lægger natuglehunnen

bogstaveligt talt sine æg efter fødeudbudet.

“En art som sløruglen sikrer sin

overlevelse ved at få flere kuld og

fantastisk mange unger hvert år. En

høj produktion af yngel er denne

uglearts investering i fremtiden. Natuglehunnen

vælger fra år til år, hvor

mange anstrengelser hun vil lægge

i sin yngel. Efter oldenår, der giver

masser af mus, lægger hunnen op

til seks æg. I magre sæsoner vil hun

helt springe over at yngle. I et natuglepar

er hannen skaffedyret. Hvis

hunnen oplever, at hannen ikke bringer

ret mange mus med hjem først

på ynglesæsonen, kan hun droppe

æggene. For en natugle er det ufornuftigt

at pukle med yngel i et dårligt

fødeår, for det udsætter immunforsvaret

for en unødvendig belastning,

som vil forringe uglens overlevelseschancer,”

fortæller Peter Sunde.

Det er og bliver bestandene af gnavere,

som afstikker kursen for natuglens

familieliv. Det er kun i ringe grad

temperaturen eller nedbøren, der

afgør, hvornår natuglen yngler, og

hvor mange anstrengelser, der bliver

investeret i talstærke kuld.

Peter Sunde tager som led i sin

forskning blodprøver af natuglerne

side 4


Hver gang en radiomærket ugle fanges,

gøres der grundige notater om fuglens

størrelse og tilstand. Foto: Peter Sunde

for at finde ud af, hvordan blodparasitter

påvirker fuglene.

“Så at sige alle natugler har blodparasitter,

der er encellede organismer.

Ligesom malaria svækker et menneske,

vil blodparasitterne svække en

ugle, fordi parasitterne æder blodceller.

Unge natugler fra kuld i dårlige

fødeår har flere parasitter end artsfæller

fra gode, muserige sæsoner.

Det er ligeså tydeligt, at har en ugle

først fået parasitterne, vil den hele sit

liv døje med dem. Og så er vi igen

tilbage ved fødegrundlaget, som er

det afgørende for en natuglebestands

trivsel. Masser af føde giver formentlig

overskud af energi til at sikre et

stærkt immunforsvar”, siger Peter

Sunde.

Musebestandene vil altid køre op og

ned i fede og magre sæsoner. Natuglens

territorium kan bidrage til at

afbøde effekterne af svingningerne.

“De bedste natugle-territorier er

dem, som kan give føde til et natuglepar

selv i de dårligste musevintre.

Natugler æder også padder og fugle,

side 5

ja selv flodkrebs har jeg fundet i

gylpene. Derfor er et territorium i et

varieret terræn med vandhuller, grøfter,

enge og skovbryn det optimale.

I kraft af radiokontakten til uglerne

har jeg oplevet, at fuglene har siddet

i den klassiske højstammede bøgeskov

i oldenår, hvor skovbunden har

vrimlet med mus, mens uglerne året

efter, da det var småt med gnavere,

rykkede ud til grøfter og vandhuller,

hvor de jagede frøer og spidsmus”,

fortæller Peter Sunde.

Et ekstremt grundigt kendskab til sit

territorium er en anden del af natuglens

strategi for at overleve. Natugler

kender hver en kvist og gren i deres

leveområder.

“Natuglens evne til at se om natten

er ikke mere end to en halv gang

bedre end et normalt menneskes

tilsvarende evne. Og der findes formentlig

mennesker, som ser ligeså

godt i mørke som natugler. Det er

den fantastisk veludviklede høresans,

der i kombination med lokalkendskabet

udgør uglens bedste

våben”, siger Peter Sunde.

Forskeren har kendskab til 30 natuglepar

i Gribskov, som formentlig

huser mindst 40 par. Omkring 15 af

parrene har han fulgt meget nøje.

Det er disse par, som er kilderne til

den ny viden om natuglernes spredning

og overlevelse.

Forskeren fra Hillerød er draget

i felten med økonomisk støtte fra

Carlsbergfondet. To års løn og alle

udgifter til radiosendere er betalt.

Og der er udsigt til masser af signaler

det næste års tid. Et oldenår er

på vej. Med dét kommer musene. I

hælene på dem følger natuglerne.

Skygget af Peter Sunde.

Læs mere:

- om Peter Sundes forskning i ”Overlevelse

og spredning af radiomærkede

unge Natugler Strix aluco i Nordsjælland”

i Dansk Ornitologisk Forenings

Tidsskrift, vol. 93 (1999) side 267-270.

Peter Sunde med tre natugleunger,

der netop er radiomærket.

Regler for

ringmærkning

Ringmærkningen af vildtlevende

fugle i Danmark hører

under ”Lov om jagt og vildtforvaltning”.

Der er strikse regler

og en nøje kontrol forbundet

med mærkningen. Mærkning

af fugle og andet vildt må kun

ske efter dispensation fra

Skov- og Naturstyrelsen.

Med hjemmel i ”Lov om jagt og

vildtforvaltning” har Zoologisk

Museum og Danmarks Miljøundersøgelser

bemyndigelse

til selv eller ved tredjemand

efter nærmere retningslinier at

foretage fangst og ringmærkning

af fugle.

Al fangst og mærkning af dyr

i Danmark bliver fulgt tæt af

Vildtforvaltningsrådet. Rådet

tæller bl.a. repræsentanter fra

Danmarks Jægerforbund, Danmarks

Naturfredningsforening,

Dansk Ornitologisk Forening

og Foreningen til Dyrenes

Beskyttelse. Rådet fungerer

som et rådgivende organ for

Skov- og Naturstyrelsen samt

Miljøministeriet.

Den administrative del af Ringmærkningscentralen

Zoologisk

Museum bliver finansieret

af museet og Skov- og Naturstyrelsen.

Arbejdet på Ringmærkningscentralen

bliver løbende fulgt

af en styringsgruppe, der

består af repræsentanter fra

Zoologisk Museum, Danmarks

Miljøundersøgelser, Skov- og

Naturstyrelsen samt Vildtforvaltningsrådet.


Derfor bliver fugle

ringmærket:

• For at tilvejebringe viden om

fuglenes bevægelsesmønstre

og stedtrofasthed.

• For at kortlægge trækruter

mellem yngleområder og

overvintringsområder.

• For at følge fuglenes

ynglesucces eller mangel på

samme.

• For at skaffe viden om fugles

valg af levested, størrelsen

af deres territorier og sociale

struktur.

• For at følge variationen

i de enkelte fuglearters

udbredelsesområder.

• For at beskrive fuglenes

anatomi, fældningsmønstre

og geografiske variation.

• For at kunne forebygge at

bestande kommer i krise og

ender med at forsvinde.

• For at skaffe viden om, hvor

gamle fugle bliver, og hvad de

dør af.

• For at kunne formidle ny

viden fra fuglenes verden.

• Fordi ringmærkning er en

billig og skånsom metode

at skaffe oplysninger på til

brug ved videnskabelige

undersøgelser og forvaltning

af fuglene i Danmark.

Sortspætteunger klar til at blive målt, vejet og ringmærket.

Sortspætter i sigte

Hans Christensen fra Tønder har fulgt sortspættens indvandring i

Sønderjylland. Han er ude i skovene op imod 200 dage om året i et

forsøg på at udfylde alle huller i vores viden om sortspætten.

Tekst og foto af Jan Skriver

Som en sønderjysk Robin Hood sigter Hans Christensen med sin bue mod

bøgen. Så farer pilen af sted og tager en snor med sig.

Hans Christensen ramte plet. Pilen bar sin snor sikkert over en solid sidegren.

Nu kan ringmærkeren hejse en rebstige op i den ranke bøg, så han kan

kravle til vejrs og få kontakt med sortspætterne i redehullet. Spættehjemmet

sidder godt syv meter oppe på den nøgne del af stammen.

Den 43-årige ringmærker har fulgt sortspættens indvandring fra det nordtyske

til det sønderjyske. Han har bogstaveligt talt mandsopdækket Sønderjyllands

sortspætter. I år er der 7 par.

Den seneste snes år har Hans Christensen ringmærket flere end 300 unger

side 6


og næsten 100 voksne sortspætter

med de klassiske metalringe. Desuden

har han sat farvede ringe af

plastik på godt 160 af fuglene. Farveringene

gør ham i stand til at kende

hver enkelt fugl på stor afstand, så

han i teorien kan følge spætternes

færden året igennem.

”Det er enestående, at jeg har

kunnet følge en bestand af spætter,

før den så at sige vandrede ind

i en landsdel. For jeg ringmærkede

og holdt øje med de nordtyske sortspætter

i årene inden arten i 1985

begyndte at yngle i Sønderjylland”,

siger Hans Christensen, der er ringmærker

for Zoologisk Museum og

den tyske ringmærkningscentral,

Helgoland.

I det midtjyske blev sortspætten

for første gang konstateret ynglende

i 1979, det var ved Silkeborg, men

om fuglene herfra er kommet fra den

sjællandske bestand, der indvandrede

fra Skåne i 1950’erne, eller fra de

nordtyske skove, ved man ikke.

“Det er nærliggende at tro, at de er

fløjet fra Nordtyskland og har bosat

sig i Silkeborg-skovene, før de indtog

Sønderjylland som yngleområde.

Jeg har ringmærket tre sortspætter

– to unger og en voksen – nær

Flensborg. De er alle aflæst som

ynglefugle ved Silkeborg”, siger Hans

Christensen.

Den sønderjyske ringmærker har en

teori om, at orkanen, der i 1967 hærgede

store skovområder, har banet

vejen for sortspættens indvandring

op gennem Jylland.

“Storme risikerer at vælte nogle

af sortspættens redetræer, men

stormfald er sandsynligvis en fordel

for arten, fordi der kommer et rigere

insektliv i det mere varierede skovbillede,

som stormene efterlader. Det

bliver nu spændende at se, hvordan

1999-stormen, der særligt hærgede

skovene i Sønderjylland, vil påvirke

sortspætterne på længere sigt”, siger

Hans Christensen.

I gennemsnit sidder sortspættens

redehul ni meter oppe, og i 95 procent

af tilfældene er det hakket ud

i en bøg, der har mindst 110 år på

rødderne. Det ovale indgangshul, der

måler 12 gange 8 centimeter, leder

ind til et redehul, som er omkring 30-

40 centimeter dybt. Hans Christensen

kan ikke se nogen foretrukken

retning i sortspættens valg af verdenshjørne

til sin indgang. Hos det

par, vi i dag besøger i Lindet Skov,

vender redehullet mod sydvest.

side 7

Sortspættens redehul er næsten

altid placeret under de første grene

på bøgen. Ud over hullet med reden

har hvert sortspættepar fra 3 til 10

andre huller i deres område, som de

kan logere i.

“Et sortspættepar svækker måske

i gennemsnit en håndfuld træer,

men sortspætten hakker aldrig i et

friskt bøgetræ. Den begynder altid,

hvor træet har en lille svaghed, som

på længere sigt alligevel vil svække

træet. Skovens folk bør lade sortspættens

træer stå, for halvdelen af

redehullerne bliver genbrugt i flere år.

Fuglene udgør en fordel for skovdriften,

fordi de æder en lang række af

de insektarter, for eksempel barkbiller,

som set fra skovfolkenes synsvinkel

er skadelige”, siger Hans Christensen.

Et sortspættehul står næsten aldrig

ubrugt. Der er ofte andre arter klar til

indflytning.

“Jeg har kendskab til 19 forskellige

beboere i sortspættens gamle huller

– fra flagermus, egern og skovmår

over bier og gedehamse til natugler,

hulduer, stære og flagspætter”, fortæller

ringmærkeren.

Sortspætten er en standfugl, der er

trofast over for sin fødeegn. Men når

et skovområde er besat af fastboende

par, må ”overskuddet” af unge spætter

finde nye områder. Formentlig på

den måde er sortspætten vandret

nordpå i Jylland, hvor der i dag yngler

op imod 150 sortspættepar. Allerede

som ét-årig kan en sortspætte stifte

familie.

Hans Christensen har fundet ud af,

at sortspætterne i gennemsnit lægger

æg omkring den 18. april. Allerede i

slutningen af maj er der afgang for de

nye unger.

“Sortspætte-unger tilbringer 28

dage i redehullet, og det er lang tid.

Det hænger sammen med, at de skal

have tid til at udvikle deres klatrefod”,

siger Hans Christensen.

De fleste sortspætter bliver kun 3-4

år gamle. Men Hans Christensen har

engang aflæst en af ”sine” spætter,

som da var blevet 14 år.

Det er og bliver aflæsningerne af ringene,

som giver de fleste oplysninger

om sortspætterne. Det er meget få

ringmærkede sortspætter, der bliver

fundet døde. Blandt de sønderjyske

fugle er det kun sket to gange.

De store linier i undersøgelsen af

sortspætterne er efterhånden trukket

fuldt op. Nu venter en række nuancer

på at blive afklaret.

“Jeg kan se, at sortspætter ret ofte

Hans Christensen med en

sortspætteunge, der venter på

at komme tilbage til sin rede.

danner par med nært beslægtede

individer. Det er tilsyneladende

ikke sjældent, at for

eksempel to halvsøskende fra

hver sin årgang stifter familie. Jeg

håber at kunne påvise, hvordan et

nært slægtskab mellem partnere påvirker

produktionen af unger”, siger

Hans Christensen, der i nærheden af

Flensborg har haft et ganske særligt

ynglepar.

Her ynglede en hun i tre år lige

efter bogen. Så flyttede en af hendes

sønner hjem og blev sortspættemanden

i redehullet.

Mor og søn fik tre unger. Hvordan

den type afkom vil påvirke udviklingen

af bestanden, vil Hans Christensen

forsøge at finde et svar på.

Læs mere:

- om 1999-stormens betydning for

sortspætten i ”Sortspættehuller &

stormfaldet..” i det sønderjyske blad

Panurus, vol. 34 nr. 1 (2000) side

14-15, skrevet af Hans Christensen.

- om sortspættens indvandring i Jylland

i det tyske fagblad Corax, vol.

12 (1986) side 54-57 skrevet af Hans

Christensen


Natravn i nettet

I den lyse juninat får ringmærkeren

Niels Odder Jensen nærkontakt

med natravne ved at tænde

en båndoptager, der indeholder

klitplantagens sommerhit: natravnens

snurrende sang.

Tekst og foto af Jan Skriver

Ringmærkeren Niels Odder Jensen

har taget sin båndoptager med på

skovturen i den lyse sommernat.

Båndet indeholder natravnens besynderlige

snurrende ”sang”.

Ringmærkeren, der bor i Klitmøller i

Thy, har de seneste godt ti år fanget

og sat ring på knapt 100 natravne.

Alle fuglene er lokket i nettet ved

hjælp af båndoptageren, som Niels

Odder Jensen placerer tæt på sit

fintmaskede fangstnet.

“Natravne er nysgerrige, og de

er på vagt over for artsfæller, som

trænger ind på deres territorier.

Båndoptageren spiller rollen som

en konkurrent, der pludselig er på

forbudt område”, siger Niels Odder

Jensen.

Midt i en sætning stopper ringmærkeren

og meddeler, at nu er der

natravn i nettet. Forsigtigt piller han

fuglen ud af netmaskerne. Natravnen

har en fjerdragt, der er let og blød

som en ugles. Den har en mursejlers

hurtige overlegenhed i luftrummet

og en evne som en flagermus til at

fange insekter i døgnets mørke timer.

I skæret fra en lygte placerer Niels

Odder Jensen en lille, nummereret,

let metalring fra Zoologisk Museum

om natravnens ene ben.

“Natravnen repræsenterer på

mange måder et af de sorte huller

i vores almene viden om fuglelivet.

Der findes kun få genmeldinger fra

udlandet af natravne ringmærket i

Danmark. Én dansk mærket trækfugl

er blevet genmeldt fra Malta i Middelhavet,

og én ynglefugl fra Vestjylland

blev genfundet i Norditalien. Vi

har ingen genmeldinger fra Afrika,

hvor natravnen formentlig overvintrer

i Sahel-zonen syd for Sahara eller

måske endda så langt væk som i

Øst- eller Sydafrika”, fortæller Niels

Odder Jensen.

På grund af artens sky levevis er

der næppe tvivl om, at den dag teknologien

bliver så raffineret, at vi kan

placere en lille let satellit-sender på

en fugl, vil vi kunne afsløre betydelig

flere detaljer af natravnens trækruter

og endestation”, siger Niels Odder

Jensen.

Ringmærkning er for Niels Odder

Jensen et redskab til at holde styr på

den lokale bestand i Thy.

”Jeg har 12 gange fanget natravne,

som jeg år forinden havde sat en

ring på. Natravne, der i hvert fald kan

blive otte år, er trofaste over for deres

fødeegn. De kommer tilbage år efter

år til præcis samme lysning, hvis levestedet

ikke har ændret sig radikalt”,

siger Niels Odder Jensen.

Tidligere var natravnen formentlig

stærkt knyttet til de store, åbne jyske

heder. I takt med at hederne er blevet

opdyrket og lynghederne er groet

til, er natravnen i langt højere grad

blevet nåletræsplantagernes fugl.

”Danmarks bestand af natravne

er næppe gået tilbage det seneste

kvarte århundrede. Den ligger i nabolaget

af 500-600 par. Men fuglenes

yngleområde er blevet forskudt

mod nord og vest. Klitplantagerne i

Nordvestjylland og syd for Skagen er

sammen med området fra Ho Bugt

og til Ringkøbing Fjord vores væsentligste

terræner for natravne. I det

midtjyske findes en talstærk bestand

i plantagerne syd for Silkeborg, Ikast

og Herning. På øerne kan kun Tisvilde

Hegn i Nordsjælland mønstre

en lokal bestand, som matcher de

jyske natravne-habitater”, siger Niels

Odder Jensen.

”Natravnens trivsel er i dag helt afhængig

af skovdriften”, fastslår Niels

Odder Jensen. ”Skovbilledet skal

helst veksle mellem rydninger, skovbryn

og flader med hede, der støder

op til nåletræsplantager. En rydning

mister sin værdi efter 13-15 år, fordi

de nyplantede træer da er vokset op

i en højde, hvor landskabet bliver for

lukket”, siger Niels Odder Jensen,

der spår frugtbare år for natravnen.

”Stormfaldet, der ramte Sydjylland

i december 1999, vil ganske givet

bane vejen for nye natravnepar, der

vil blive tiltrukket af de åbne, nytilplantede

flader og de nye bryn, som

stormen efterlod.

I Nystrup og Torup Plantager syd

for Hanstholm Vildtreservat er Niels

Odder Jensen ved at undersøge,

hvad der får en natravn til at vælge

sit levested, og hvad der senere får

den til at forlade det.

”Jeg gennemfører projektet i et

samarbejde med Thy Statsskovdistrikt.

Jeg håber engang at kunne

give skovfolk konstruktive råd om en

driftsform, der vil være en permanent

håndsrækning til natravnen”, siger

Niels Odder Jensen.

Med næbbet på vid gab fanger natravnen

insekter, mens den flyver rundt i nattens

mulm og mørke.

Læs mere:

- ”Ynglebestanden af Natravn Caprimulgus

europaeus i Danmark, 1992-

1995” i Dansk Ornitologisk Forenings

Tidsskrift, vol. 90 (1996) side 93-98,

af Niels O.Jensen og L. B. Jacobsen.

side 8


Europamester endte sine dage mellem Lolland og Falster

Af Jesper Bønløkke-Pedersen

Danmark har fået en ny europamester.

En havterne blev i sommeren

1971 udklækket på øen Hjelm

mellem Lolland og Falster, og denne

fugl indskriver sig nu, næsten 31 år

senere, i rekordbogen.

Havternen blev fundet den 8. maj

i år på Kalvø, ligeledes mellem Lolland

og Falster, af politibetjent Jørn

Hansen, og endte således sine dage

i det samme farvand som den startede.

Med sine 31 år er det den ældste

dokumenterede havterne i Europa.

At det overhovedet er muligt at fastslå

alderen og udklækningsstedet på

fuglen skyldes, at den kort tid efter

udklækningen i 1971 blev ringmærket

af Zoologisk Museums ringmærker,

Willy Mardal. Den lille lette stålring

bar inskriptionen ”8645637 Zool.

Museum Denmark”.

Ringmærkning har vist, at skandinaviske

havterner trækker til Antarktis

og den sydpolare sommer, når der er

vinter og fødeknaphed på den nord-

Aktuelle forsknings- og formidlingsaktiviteter på Ringmærkningscentralen, Zoologisk Museum

Dansk Trækfugleatlas

Bogen vil i en let tilgængelig form præsentere de store mængder ringmærknings- og genfundsdata, som nu ligger tilgængelige i

Zoologisk Museums databaser.

Museets ”Projekt Baggrundsmærkning”

Formålet er at tilvejebringe basal biologisk og faunistisk viden om danske fuglearter som f.eks. ungfuglespredning, trækruter og

overvintringsområder.

Fokus på landsvalen

Sammenslutningen af europæiske ringmærkningscentraler har iværksat en totalundersøgelse, der inkluderer både yngle-,

træk- og vintersæsoner og som samtidig udføres over hele Europa på én gang.

Satellitmærkning af Afrika-trækkende sildemåger

Et projekt i samarbejde med universiteter i Tyskland og Finland omhandlende et af fugletrækkets største ubesvarede spørgsmål:

Er trækstrategier betinget af arv eller miljø?

Fugle som kilde til salmonella-infektion?

Formålet er at belyse betydningen af ikke-produktionsdyr i forhold til introduktion og vedholdenhed af salmonellainfektioner i

husdyrbesætninger.

Påvirker habitatforandringerne i Afrika de europæiske fugles trækstrategier?

Formålet er at samle al eksisterende viden om europæiske og afrikanske trækfugles trækruter, rastepladser og overvintringsområder

i Afrika i en samlet database.

Orientering under trækket

Et Ph.d.-projekt med det mål at teste hypoteser om trækfugles orientering ved at benytte de store mængder eksisterende data,

der findes om trækfugle, bl.a. ringmærkningsdata.

Tager fugle skade af at blive fanget?

Projektet skal undersøge omfanget af omkomne fugle, hvis død er indtruffet i direkte forbindelse med ringmærkningsaktiviteter.

Informationskampagne om ringmærkning i Danmark

Formålet er at øge den danske befolknings viden om ringmærkning af fugle.

De eksterne ringmærkningsprojekter

Hertil kommer 70 eksterne ringmærkningsprojekter, der udføres under Zoologisk Museums licens til fangst og mærkning af

vilde fugle.

side 9

lige halvkugle. Havternerne følger

først Europas og senere Afrikas vestkyst,

og de udfører det længste træk

mellem yngleplads og vinterkvarter,

der kendes hos nogen fugleart. Tidligere

er en havterne, ringmærket

på Saltholm i Øresund, genfundet

ved pakisen ca. 3000 km syd for

Australien, eller godt 18.000 km fra

Danmark.

Den 31-årige europamester fra Lolland

har sandsynligvis hvert år fløjet

mellem Danmark og vinterkvarteret

ved Antarktis, og har således, alene

på denne rute, sammenlagt tilbagelagt

mere end 1 mio. kilometer - hvilket

er noget af en bedrift for en fugl

på kun 100 g.


Ældre brite bukket under i Hvide Sande

Den var mindst 33 år, den britiske mallemuk, da den blev fundet

død ved Hvide Sande i Vestjylland. Mallemukken blev den 19. juni

1967 ringmærket med nr. SS 43.985 ved Ness of Sound i Lerwick

på Shetlandsøerne i Storbritannien. På det tidspunkt var havfuglen,

der kan minde om en lille albatros, udfarvet og derfor mindst

tre år gammel. Den 2. juli 2000 blev den så fundet død ved den

vestjyske fiskerby, hvorpå dens ring via Zoologisk Museum blev

postet til den engelske ringmærkningscentral. Det er kendt, at

mallemukker, også kaldt havheste, kan blive meget gamle. Aldersrekorden

for mallemukken er 43 år. Havfugle er gjort af et særligt

sejt stof. Foto: Jan Skriver.

Sølvmåge på 5. sal

Tro endelig ikke at sølvmåger nødvendigvis er

jordnære. I København lever en mindst 13 år

gammel sølvmåge, der ofte færdes i femte sals

højde. Ringmærkeren Knud Flensted fangede i

juni 1993 sølvmågen uden for sit vindue i sin lejlighed

på 5. sal på Østerbro i København. Mågen

var dengang mindst fire år. I februar 1997 blev

mågen fanget af Kjeld Pedersen fra Zoologisk

Museums Ringmærkningscentral. Han satte en

gul farvering, ”VN37”, på mågens ene ben. Siden

er fuglen blevet aflæst ud for mindst fem Østerbro-adresser.

Alle ligger på 5. sal. Flere fortæller,

at sølvmågen med den gule ring har opholdt sig

lige uden for deres køkkenvindue. Det er også

sket, at mågen har banket på ruden. Hovedstadens

højhusmåge lever formentlig endnu. Så

bliv endelig ikke forskrækket, hvis det pludselig

banker på Deres rude i femte sals højde. Det er

sikkert bare ”VN37”, der er sulten. Foto: J. J.

Madsen.

Korte nyheder

Storkjove strandede som 28-årig

De er tilsyneladende godt oppe i årene, de briter der besøger de

danske farvande. En storkjove falder ind i mønsteret af gamle

britiske havfugle, som tager afstikkere østpå til Danmarks vestkyst.

Efter en storm blev en storkjove den 31. oktober 2000

fundet død på stranden ved Vester Vedsted nær Ribe. Den ring,

nr. HW 38.112, der sad på kjovens ene ben, viste, at den var ringmærket

af den britiske ringmærkningscentral BTO. Storkjoven

blev den 7. juli 1972 ringmærket som unge ved Foula på Shetlandsøerne.

Dermed nåede storkjoven at runde 28 år og 3 måneder,

hvilket er tæt på aldersrekorden for arten. Den ældste storkjove,

man kender, blev 28 år og 10 måneder. En brite naturligvis.

side 10


Taffeland på østfronten

Det er kendt, at taffelænder fra Danmark kan

trække langt mod øst, hvor Europa grænser op til

Asien. I år er fundet en dansk ringmærket taffeland

som er nået hele 3.030 kilometer østpå. Det

skete, da taffeland nummer 4.228.264 blev ”truffet”

af en jæger ved søen Aydarkul nær Khalitovo

i det sydlige Ural. Taffelanden blev ringmærket

den 13. december 1991 som en årsunge. Anden

nåede altså at blive 11 år, inden den faldt for forårsjagten

i Rusland. Bag fangsten og mærkningen,

der fandt sted på Amager, stod ringmærker

Nikolaj Mardal Jensen. Taffelanden har i Danmark

en østlig udbredelse med Maribo-søerne som sin

vigtigste lokalitet i vinterhalvåret. Op imod 15.000

taffelænder kan ses i søerne i oktober.

Falkeflugt til Libyen

En ung vestjysk tårnfalk har sat ny Danmarksrekord

i sydgående træk for arten.

Den 10. juni 1998 ringmærkede Kurt Storgaard

en ung tårnfalk med Zoologisk Museums

ring nummer 547.939 ved Vester Nebel

i Vestjylland. Den 16. januar 2001 blev

falken fanget afkræftet i et ørkenområde

ved Alhmada i Libyen i Nordafrika. Dens

ring blev aflæst og nummeret rapporteret

til Zoologisk Museum i København, hvorpå

fuglen efter en tid i pleje fik sin frihed igen.

Den vestjyske tårnfalk var fløjet 3.099 kilometer

stik syd for sin fødeegn. Det er det

længste træk, man nogensinde har konstateret

hos en dansk ringmærket tårnfalk.

Langt størsteparten af de danske tårnfalke

er standfugle. De fleste genfund fra udlandet

af tårnfalke, der er ringmærket i Danmark,

stammer fra Frankrig og Spanien.

side 11

Alderspræsident dræbt

af svartbag

Danmarks hidtil ældste tejst endte den 26.

marts i år sine dage på Hirsholmene ved Frederikshavn,

hvor den måske har levet hele sit

næsten 26 år lange liv. Tejsten blev offer for

en svartbag. Cirka 750 par tejster yngler i området.

Ringen på den døde tejst afslørede, at

svartbagen havde dræbt alderspræsidenten

blandt danske tejster. Tejsten blev den 11. juli

1976 ringmærket med nr. 6.027.332 af ringmærker

Sten Asbirk netop på Hirsholmene.

Fuglen blev altså knapt 26 år, hvilket er 5 år

mere end den hidtil ældste danske tejst. Hirsholmenes

gamle tejst var tæt på en aldersrekord

for hele Europa, men så kom en sulten

svartbag på tværs. Foto: Jan Skriver.


Ringnyt

Informationsblad om ringmærkning

af fugle i Danmark og de resultater,

den afstedkommer. Udsendes

gratis til flere grønne foreninger,

friluftsorganisationer, naturskoler,

naturvejledere, jagtforeninger,

statsskovdistrikterne, vildtkonsulenter,

Falck-stationer, vejvæsener,

samt til private, som har leveret

oplysninger om ringmærkede fugle

til Zoologisk Museum inden for de

seneste år.

Udgiver:

Zoologisk Museum

Københavns Universitet

Universitetsparken 15

2100 København Ø

Redaktion:

Jesper Johannes Madsen

Journalist Jan Skriver

Carsten Rahbek (ansv.)

Tegninger:

Jon Fjeldså

Layout:

Birgitte Rubæk

Redaktionsadresse:

Ringmærkningscentralen

Zoologisk Museum

Universitetsparken 15

2100 København Ø

Telefon: 35 32 10 97

Fax: 35 32 10 10

E-mail: jjmadsen@zmuc.ku.dk

Udkommer:

Fire gange i perioden 2001 til 2003

Oplag:

3.500

Grafisk produktion og tryk:

Nysted Bogtrykkeri a/s

Tlf. 54 87 11 24

ISSN:

1601-3565

Forside:

Sølvmåge

Foto: J. J. Madsen

Udgivet med støtte

fra Friluftsrådet

Returneres ved varig adresseændring

(angiv venligst ny adresse)

Universitetsparken 15

2100 København Ø

Skriv eller ring om en ring

Finder du en ringmærket fugl, er det uhyre vigtigt, at du indsender

oplysninger herom til Zoologisk Museum, hvad enten fundet er gjort

i Danmark, Grønland eller på Færøerne. Jo flere ”brikker”, der bliver

samlet, desto mere nuanceret vil vores billede af fuglenes verden blive.

Vi har brug for følgende oplysninger:

1. ringens nummer

2. evt. fuglens art

3. datoen for fundet

4. lokaliteten hvor fuglen er fundet og nærmeste større by

5. fuglens tilstand, f.eks. død, syg eller i live

6. omstændighederne, f.eks. om fuglen fløj mod et vindue, blev

trafikdræbt, fanget af katten, ringen aflæst el. lign.

Findere vil senere modtage et brev med oplysninger om, hvor og

hvornår fuglen blev ringmærket.

Hvis fuglen er død, vil Zoologisk Museum gerne have tilsendt

metalringen. Skriv ringnummeret i et vedlagt brev samt fastgør ringen til

brevet med tape. Ellers risikerer ringen at falde ud under forsendelsen.

Fund af ringmærkede fugle

rapporteres til:

Ringmærkningscentralen

Zoologisk Museum

Universitetsparken 15

2100 København Ø

Tlf. 35 32 10 29

Fax. 35 32 10 10

E-mail: ringing@zmuc.ku.dk

For yderligere vejledning, se:

http://www.zmuc.dk/VerWeb/

ringing/fugle-ring.htm

Foto: Allan Nørregaard,

Frederiksborg Amtsavis.

More magazines by this user
Similar magazines