Magasinet Politi - Nummer 09 - Politiets

Tema: Bander
»Min fortid indhenter mig«
Det er lykkedes Aydin at komme ud af det bandemiljø, han var en del
af i slutningen af 1990’erne. Og selv om livet som lovlydig borger er
svært, håber han, at hans historie kan være med til at forhindre, at
andre børn og unge havner i samme situation som han.
Af Maja Plesner
En trussel for samfundet. Sådan betegner Aydin selv lidt
henkastet den bande, han var medlem af i slutningen af
1990’erne. Vatos Logos kaldte de sig, og i en årrække terroriserede
de et boligområde på Københavns Vestegn. De begik
hård kriminalitet, indtog, handlede og var konstant påvirkede
af stoffer og tæskede folk, som de mente kom i vejen for
dem.
»Alle var bange for os. Når politiet kom, kastede vi med
sten og molotowcocktails. Så hentede de os i pansrede busser,
men vi var ligeglade. Vi kom jo hurtigt ud igen,« fortæller
Aydin, der er tæt på 30 år og i dag er ansat i et projekt, hvor
han skal forsøge at få en flok 13-17-årige drenge, der er på
vej ud i alvorlige problemer, på bedre tanker.
»Jeg kender dem i forvejen, for vi kommer fra det samme
boligområde. De ser op til mig på en måde, og derfor lytter de
til mig. Jeg skal styrketræne med dem, være til stede og holde
øje med dem. Men jeg viser dem også mine papirer og siger,
’Hvis I gør som mig, kommer I ingen vegne. Så ødelægger
I jeres fremtid’.«
Fik masser af tæsk
Aydin taler dansk med accent, selv om han er født og opvokset
i Danmark som den yngste i en søskendeflok på seks.
Hans forældre kom hertil fra Tyrkiet i 1970’erne. I lejligheden,
hvor familien boede, var pladsen trang, og farens hænder sad
løst. Så Aydin foretrak som regel gaden frem for at være
hjemme.
»Fra jeg var omkring tre år, rendte jeg rundt på gaden med
nogle større drenge til sent om aftenen. De tvang mig til at
stjæle alt muligt til dem. Jeg vidste jo knap nok selv, hvad jeg
lavede. Men mine forældre vidste det godt, for politiet kom
nærmest to gange om dagen med mig, fordi jeg havde stjålet.
Så fik jeg masser af tæsk af min far. Jeg var mere bange for
min far end for politiet.«
Aydins far slog mest med hænderne, men han slog hårdt.
Engang brækkede han Aydins næse. Men egentlig forstår
Aydin ham godt.
»Hvad skulle han ellers gøre? Vi var jo nærmest umulige.
Men det var også noget med kulturen. Mine forældre kommer
fra en lille landsby i Tyrkiet, og det var et barsk sted. Min far
laver alle regler i sit eget hoved, og dem kan man ikke lave
om på. At diskutere med min far ville være som at diskutere
med en fra stenalderen. For eksempel havde han aldrig set
en cykel, da han kom her, så han kunne ikke forstå, at det var
vigtigt for mig at have en cykel. ’Hvad skal du med en cykel?
Du har ikke brug for en cykel’, sagde han bare.«
»Når man ikke får støtte i sin familie, leder man efter støtte
et andet sted. Så finder man sammen med 20 kammerater,
og efterhånden bliver det en bande. Men da jeg var dreng, var
der jo heller ikke nogen SSP-arbejdere, der kom og spurgte,
’Hvad har du brug for? Jeg kan hjælpe dig’. De dukkede først
op, da jeg var i 20’erne, og der var det for sent. Hvis der var
kommet en SSP-medarbejder og havde prøvet at tale med os
dengang, havde vi bare givet ham tæsk. Man kan ikk e få et
bandemedlem med i et socialt projekt. Det er helt umuligt,«
siger Aydin og tilføjer:
»Jeg tror godt, man kan undgå, at unge bliver bandemedlemmer.
Men det kræver, at man tager fat i dem tidligt. Nogle
af de drenge, som jeg arbejder med nu, er 13 år og har allerede
fået en chance gennem projektet. Det er godt. For er de
først blevet medlem af en bande, er det for sent. Så er der
ikke andet at gøre end at slå hårdt ned på dem.«
Tæt på at dø
At Aydin lagde bandelivet bag sig, var mere en tilfældighed
end et bevidst valg. En dag sagde hans krop fra over for det
14 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 01 | 2009