Beretning om Skolevæsenets Tilstand i Kongeriget Norge for Aaret ...

97 Tromso Stift.
vanskelige Forbolde. Stiftsdirektionen har ved forskjellige Anledninger tidligere
fremhævet, at den Omstændighed,'at Kvænerne have paa saamange Steder i Finmarken
sluttet sig sammen og optaget sammenhængende Strøg, hvor de bygge
og bo paa Hjemlandets Vis, i hoieste Grad bidrager til at styrke den nationale
Følelse, til at hævde det kvænske Sprog som det daglige Talesprog og til at
udslette Virkningerne af Skolens Arbeide for at udbrede Kjendskab til Norsk.
Under det daglige Samliv og under de forskjellige Gjoremaal har Kvænen inden
saadanne Kolonier ikke nogen Opfordring til at lære andet Sprog end det kvænske ;
dette Sprog bliver det nærmestliggende for ham at anvende i de forskjellige
Livsforholde. Man stille sig f. Ex. Forholdene paa Bugonaas for Oie. Dette
Sted, der er et paa sondre Side af Varangerfjorden temmelig isoleret liggende
Fiskevær, har en Befolkning af ca. 400 Mennesker af overveiende kveensk
Nationalitet, medens kun fire til fem norske Familier bo her. Det vil være indlysende,
at under disse Forholde bliver det kvænske Sprog det dominerende paa
Stedet, ligesom den kveenske Befolkning her kan leve paa Hjemlandets Vis saa
godt som uberørt af Paavirkning fra Nordmændenes Side. Paa lignende Maade
stille Forholdene sig i Bugøfjord og Neiden, hvortil for Bugofjords Vedkommende
maa foies, at ned til dette Strøg gaar Feerselsveiene fra Finland. De Skarer,
som hvert Aar fra de finlandske Distrikter soge til Vaarfisket, strømme ned til
13ugøfjord for der at indskibe sig til Vadsø og andre Steder i Nordvaranger.
Den fastboende Befolkning staar saaledes i jevnlig Berøring med Hjemlandet og
bliver hvert Aar saa at sige opfrisket ved de frem og tilbage vandrende Skarer
fra Finland. Det vil, som bemærket, være indlysende, at Skolen under Forholde
af denne Art har store Vanskeligheder at kjeempe med for at kunne virke for
Udbredelse af Kjendskab til det norske Sprog. Den modtager Børnene fra faldt
ud kvænske Hjem og sender dem tilbage til Hjem og til Forholde udenfor Hjemmene,
hvor den ikke kan vente at finde synderlig Støtte for denne Gren af sit
Arbeide. I Langfjorddalens Distrikt, hvor der findes ikke saa faa norske Opsiddere,
og hvor der paa de forskjellige Afdelinger i Skolen findes indblandet
flere norske Born, stiller Vanskelighederne sig mindre. For Jarfjords Distrikts
Vedkommende synes Tilstanden at være ret tilfredsstillende.
Man har stedse tidligere fremhævet, at der ikke fra nogen Kant inden
Varanger Provsti har været udtalt, at Kveenerne have ytret Misnidie over, at der
drives med Styrke paa Undervisningen i Norsk. Stiftsdirektionen hentydede dog
i sidste Indberetning paa, at der kunde reise sig en Opposition fra den læstadianske
Retning, som dengang synes at gjøre sig gjieldende med storre Styrke.
I de nu foreliggende Beretninger for Vadsø og Sydvaranger forekommer Udtalelser,
som pege hen paa, at en Forandring i Kvænernes som Regel
betragtet — hidtil velvillige Forhold ligeoverfor Skolen let kan indtræde. I
Beretningen for Vadsø hedder det vistnok fremdeles at «der -- saavidt bekjendt
ingen Misnoie har ytret sig mod den nu i flere Aar praktiserede helt norske
Undervisning i Skolen» ; men der udtales ogsaa Folgende: «Her skal bemærkes,
at ihvorvel der i det sidste Aars Tid inden Kveenerne — specielt ogsaa ved de
Kontroverser, som af og til have indtruffet mellem den læstadianske Del af den
7