Betænkning om lægdommerordningen i straffesager m.v. - Krim

3^
at befolkningen har indseende med domstolenes virksomhed, og
det er i den henseende af væsentlig betydning, at: repræsentanter
for befolkningen som lægdommere regelmæssigt deltager
i strafferetsplejen og får mulighed for at øve indflydelse
på de afgørelser, der træffes.
Af fremstillingen i kapitel 1 fremgår, at man ved udformningen
af den gældende lægdommerordning har været opmærksom på,
at det ville være uhensigtsmæssigt - eller nærmest praktisk
umuligt - at lade lægdommere medvirke ved afgørelsen af alle
straffesager. Man fandt dels, at der herved ville blive lagt
for stort beslag på lægdommernes tid, dels at det ville blive
for omstændeligt og bekosteligt at have lægdommere med i alle
straffesager.
Disse synspunkter har fortsat betydelig vægt i forbindelse
med overvejelser om udvidelse af området for lægdommeres medvirken.
Deltagelse af lægdommere gør sagsbehandlingen tungere
og mere kompliceret. Sagerne tager længere tid og kræver
derfor større ressourcer. Dette gælder naturligvis især i nævningesager,
men også i domsmandssager er sagsbehandlingen mere
tidkrævende end i sager , der behandles udelukkende af juridiske
dommere. Præsentationen af sagen bliver mere udførlig
og mere formbundet, når domsmænd medvirker. Det hænger sammen
med, at der må gås langsommere frem, når begivenhedsforløbet
skal gøres forståeligt for ikke rutinerede dommere. Også bevisførelsen
bliver som følge heraf mere indgående og tidkrævende.
De anvendte retsregler må endvidere gennemgås og forklares,
og der må i videre omfang gøres rede for retspraksis.
At domsforhandlingen bliver mindre rutinepræget og mere udførlig
for en ret, hvori domsmænd er repræsenteret, regnes for
en af domsmandsinstitutionens fordele, men medfører uundgåeligt
et væsentligt større tidsforbrug for dommeren, anklageren
og forsvareren. Der skal også gives domsmændene en vis
vejledning inden domsforhandlingen, og - i modsætning til sager,
hvor byretsdommeren virker alene - skal der i domsmandssager
ske en efterfølgende drøftelse og votering, som nødvendigvis
må være forholdsvis indgående og derfor tidkrævende.