Solidaritet #1, marts 2015

Debatten
ger på erfaringer fra de sidste ti år.
De havde kæmpet mod regeringen
sammen med Socialdemokraterne
og SF.
Det overraskende er ikke Socialdemokraternes
borgerlige politik,
men at de slet ikke forsøgte at rette
med bare en lille taktisk venstredrejning,
da deres eget bagland vendte
dem ryggen.
Pelle: En anden ting var den parlamentariske
situation. Der har ikke
været en finanslov, hvor vi har haft
fat i nosserne i regeringen, fordi Lars
Løkke har stået parat til en billig pris.
Vores muligheder for at presse, når
vi sad ved bordet, har været mindre,
end jeg troede. I en eller anden grad
overvurderede vi, hvor langt vores
parlamentariske muskler rakte. En
stærk bevægelse udenfor havde
selvfølgelig ændret tingene, men en
Løkke i klar opposition havde givet
os bedre muligheder.
Michael: Det burde have været
tydeligere, at vi ikke var en del af regeringsblokken,
og det er vores fallit,
at kun en tredjedel af dem, der
har forladt Socialdemokraterne, er
gået til os, og to tredjedele til DF.
Pelle: Nogle gange er vi rigtig dårlige
til at fejre vores sejre, nu har vi
en vælgeropbakning på mellem 8-10
procent. Jeg tror ikke, det skyldes
manglende evner hos os, at vi ikke
har vundet flere vælgere. Det tager
tid at rykke folks holdninger, og det
er ikke sådan, at vi bare kunne have
fået de S-vælgere, der er gået til DF.
De er langt fra os. Store pludselige
vælgerryk, som dem vi ser i Grækenland
og Spanien sker ikke, med
mindre at samfundet er kastet ud i
alvorlige kriser, der har taget legitimiteten
fra de gamle partier.
Så vi kunne ikke have gjort det bedre?
Pelle: Når folk skifter parti, så skal
de være frustrerede over det, som
de går fra, og det, som de går til, skal
være attraktivt, så jeg siger bare, at
vi har fået de fleste af de vælgere,
som vi kunne få på nuværende tidspunkt
med vores radikale program.
Vi ser jo i Europa, at det kan lade sig
gøre at blive et masseparti, men det
kræver også at vi kan udvikle os og
ramme bedre ind i de følelser og
spørgsmål, som driver vælgerne. Vi
24 | Solidaritet
har været ret gode til det, men der
er sikkert situationer, hvor vi kan
blive bedre.
Pia: Der ligger nogle grænser for,
hvor langt vi kan nå, når vi fortæller
traditionelle socialdemokrater, at
det var skidt at opgive betalingsringen,
at han godt kan glemme turen
til Thailand hver vinter, og at det er
»Vi har ikke haft fat i nosserne i
regeringen, fordi Lars Løkke har
stået parat til en billig pris«
Pelle Dragsted
folketingskandidat Enhedslisten
fint med østeuropæere – på danske
overenskomster. Vi vil jo ikke lave
om på vores udlændinge-, kultur- eller
miljøpolitik.
Pelle: Har vi fx tænkt ordentligt
igennem, hvad betalingsringen betyder
for en arbejderfamilie i Rødovre.
Det er jeg ikke sikker på. Jeg
har nogle venner, to pædagoger,
der var blevet nødt til at flytte fra
deres hus, hvis den var blevet indført.
Og lidt det samme med vores
forslag om registreringsafgift, som
vil have store konsekvenser for folk i
udkants-Danmark.
Pia: Der er også en værdipolitisk
akse med kultur, indvandring,
sikkerhed, skolepolitik osv., hvor
de skuffede socialdemokratiske
vælgere slet ikke kan se sig som
Enhedslisten-folk, her tilbyder DF
sig som Socialdemokraterne + ti
procent. Det samme gælder forandringsaksen:
»Det Danmark du kender«
er jo præcis lavet til de vælgere.
Michael: Jeg tænker på de
3F’erne, der gik op og ned ad trapper
for at få en ny regering, de troede
at der kom forandringer. Når
Socialdemokraterne og SF så bliver
afprøvet og ikke leverer, så må det
være vores ambition at vinde dem,
der bliver skuffede, og ikke kun en
tredjedel. Vi er nødt til at spørge,
som Nyrup en gang gjorde: Kunne vi
have gjort det lidt bedre?
Har Enhedslisten ikke i praksis fredet
regeringen, når man på forhånd har
afskrevet sig muligheden for et mistillidsvotum,
og Socialdemokraternes
regerings-erfaring er, at de kan bruge
Enhedslisten som sikkert parlamentarisk
grundlag samtidig med, at de gennemfører
den overordnede økonomiske politik
sammen med de borgerlige.
Pelle: Holdningen har hele tiden
været, at hvis regeringen ikke kunne
finde flertal for finansloven, så var vi
parat til at vælte den. Men den lejlighed
har aldrig budt sig. I venstrefløjstraditionen
er finansloven der, hvor
man tager det afgørende slag. Det har
bare vist sig, at det ikke er det bedste
sted. Hvis man skulle vælte regeringen,
så ville jeg faktisk foretrække at
gøre det umiddelbart efter en konkret
uenighed – med et mistillidsvotum,
og ikke pr. efterkrav ved finansloven.
Men det har vi heller ikke gjort?
Pelle: Nej, men det har været drøftet
rigtig meget, både i Hovedbestyrelsen
og i folketingsgruppen. Man
er endt med, at vi stiller ikke et mistillidsvotum,
med mindre der er et
bedre regeringsalternativ. Argumentet
har været, at vi muligvis, med et
mistillidsvotum, kunne blive populære
i situationen, men tre uger efter
et valg ville folk vende os ryggen
og spørge, hvorfor fanden vi væltede
regeringen og gøre os ansvarlige en
borgerlig regering. Det er den holdning,
der har været flertal for - jeg har
selv været meget i tvivl i mange situationer.
Pia: Hvis man ikke vil vælte regeringen,
med mindre der et bedre
alternativ, så har man på forhånd
afskrevet sig muligheden, med den
parlamentariske situation vi har nu.
Men jeg synes, vi havde lejligheden i
forbindelse med den anden finanslov,
hvor det, vi fik tilbudt på dagpengespørgsmålet,
virkelig var krummer.
Sandhedens øjeblik var den anden
finanslov.
Vi ved jo ikke, hvad der ville være
sket, men når vi stemte ja til den finanslov,
så blev det rigtig svært videre
frem.
Michael: Min holdning har været,
at vi ikke skulle stille en mistillidsdagsorden,
med mindre der var
noget bedre i udsigt, men det me-