Pdf. Sorgen over døden - Roskilde Universitet

Et andet beskyttende sorgudtryk har været kvinders brug af kåber og slør. De kåbeklædte kvinders
fremtoning fortæller om den fare man i løbet af sørgeperioden har befundet sig i, og som man mente
var nødvendigt at afskærme sig for: ”Uanset formen har tilhyldningen været en afskærmning over
for dødens nærhed. Den kan både værne de øvrige i samfundet og enken mod den ægtemand, der
måske kom tilbage for at få hende med sig over…” 207
Tilsløringen, der kunne være et helt optrukket skørt over hovedet, har ifølge Kragh fortsat været
anvendt indtil 1870-80’erne på Amager og Samsø 208 og i Slesvig.
Elna Mygdal beretter, at sørgeskikken er kendt fra flere andre steder i landet: Læsø, Fanø,
Vardeegnen, Drejø, Randers, Føhr. Skikken er også kendt fra Sverige i Skåne og dele af Halland. 209
Fra Læsø beskriver Hess Bing i 1802 om deltagelsen i ligtog:
”…Par efter par, til sidst et eller flere Fruentimmere nærmest i Familien, som have et sort Skiørt
over Hovedet, hvor med Ansigtet tildækkes…” 210
De geografiske placeringer angiver traditionsrige egne af landet samt ø – og søfartsmiljøer, som har
haft døden tættere inde på livet. Men også kvinder i den bredere bondebefolkning, som ikke har haft
tradition for særlige sørgedragter, har båret sorg ved at tage den almindelige: ”sorte højtidskjole i
hjemmevævet uld, eller skørt og trøje” i brug. 211
Sørgeskørtet har ændret sig fra kåbe til sørgeflor og i forhold til regionale forskelle og skikke, men
selve anvendelsen vidner om en tvetydig og faretruende sørgemellemperiode.
Et vigtigt karakteristika ved handlingerne har været, at de ikke har fundet sted hengemt selvom den
afdøde i kulturen har været forbundet med et tabu.
Den fællesbaserede sorgpraksis må ses i sammenhæng med landbosamfundets strukturelle forhold,
som har dannet rammen om den sociale og kulturelle organisering af landsbyfællesskaberne.
I starten af 1800 tallet levede hovedparten af befolkningen indenfor rammerne af en husstand og
med det givne landsbyfællesskabs love og regler. De fleste mennesker voksede op som
fæstegårdsbønder, herunder sociale grupper som husmænd, daglejere eller indsiddere, og det var
almindeligt, at man levede og døde samme sted, i den landsby man var født. 212 ( 213 )
207 Kragh 2003, s.110
208 Kragh 2003, s.109
209 Mygdal 1932, s.88-89
210 Mygdal 1932, s.88
211 Kragh 2003, s.78
212 Christensen 1988, s.384
213 Der har været steder i landet, hvor bonden har haft friere økonomiske forhold, det gælder ifølge Palle Ove
Christiansens undersøgelse (2004) for Sjælland.
39