Kierkegaard og Michel Foucault - Lyngby Kirke

opmærksom på i hvor skæbnesvanger grad dekomplicerede magtrelationer går ind og diktererdet enkelte menneske dets identitet, i det hankalder ’subjektiveringen’. Det er dettedisciplinerede selv – eller rettere subjekt – derer hele forfatterskabets omdrejningspunkt.Det drejede sig for ham, som for Kierkegaard,om den enkelte. Kierkegaard taler i sin kritikom det socialt honorerede tab af sig selv, omafslibningen af selvet til et tal, til en rullesten,en gangbar mønt. Dette svarer til Foucaultsopfattelse af ”normalisering”.”Foucault siger selv, at det var hans hensigt atfremstille en historie om de forskelligefremgangsmåder, gennem hvilken mennesker ivores kultur bliver gjort til subjekter. (”MeineAbsicht war es vielmehr, eine Geschichte derverschiedenen Verfahren zu entwerfen, durchdie in unserer Kultur Menschen zu Subjektengemacht werden” (Hubert L.Dreyfus/PaulRabinow: Michel Foucault. Jenseits vonStrukturalismus und Hermeneutik, 1987,s.243)).III. Foucaults person og forfatterskabI forordet til bogen Af en hermafroditserindringer (1981) spørger Michel Foucault:”Har vi i sandhed behov for et sandt køn?”Hovedpersonen i bogen er Herculine Barbin,kaldet Alexina. Foucault skriver i indledningen:”Det er den dagbog eller rettere erindringer, derblev efterladt af et af de individer somlægevidenskaben og loven i det nittendeårhundrede blodtørstigt udfrittede om deressande kønsidentitet”II. ’Normaliseringen’ og ’den enkelte’Hinrich Fink-Eitel, der var tysk professor ipraktisk og politisk filosofi, skriver 1993 iKierkegaardiana (nr.16) om Kierkegaard undFoucault. Her siger han: ”Foucault har hele sitliv kæmpet mod magtens ligedannende”normalisering”, som diskriminerer,undertrykker og udelukker de anormale andre -hvad enten det drejer sig om afsindige, syge,dissidenter, delinkventer eller perverse.Og videre fortæller Foucault: ”Opdraget som enfattig og god pige i et miljø, der var næstenudelukkende kvindeligt og stærkt religiøst, blevHerculine Barbin, af de nærmeste venner kaldetAlexina, omsider anerkendt som værende enung mand »i virkeligheden«. Han var forpligtettil at foretage et juridisk kønsskifte efter enretsproces og en ændring af hans civilstatus,men var ude af stand til at tilpasse sig den nyeidentitet og tog til sidst sit eget liv.”www.lyngby-kirke.dk 2

Det gik fint for Alexina i det kvindelige kloster,den kvindelige kostskole, så længe ingenblandede sig udefra med deresidentitetsmålestokke. Med Foucault: ”Det hårdesandhedsspil, som lægerne senere påtvangAlexinas ubestemmelige anatomi, synes ingen idet kvindelige miljø at have indvilliget i atspille med – indtil en opdagelse, der var blevetforhalet så længe som muligt, endelig blevfremtvunget af to mænd, en præst og en læge.Ingen synes at have været opmærksom pådenne ranglede, lidet yndige og stadigt mereabnorme krop i det ungpigemiljø, hvori denvoksede op; og dog udøvede den på alle, ellerrettere på alle kvinder, en forførerisk magt derduggede deres øjne og tilbageholdt despørgsmål, der lå på deres læber.”Her rammes en grundnerve hos Foucault: Denpåtvungne identitet udefra! Ikke at finde pladstil at være den, du er. Han siger om Alexina:”For hende at se havde hun stadig ikke etbestemt køn, men hun var frataget de glæderhun erfarede ved ikke at have noget, eller vedikke helt at have samme køn som de pigeriblandt hvilke hun boede, og som hun elskedeog begærede så stærkt. Det hun maner frem isin fortid er en ikke-identitetens lykkeligeingenmandsland, som paradoksalt nok blevbeskyttet i de lukkede, snævre og varmesamfund, hvor man kan opleve den mærkeligelykke, på én gang tvungen og forbudt, derligger i kun at kende til eet køn.”I 1948, da Foucault var 22 år gammel, forsøgtehan for første gang at tage sit eget liv. Det erblevet sagt, at Foucault stod for en homofilosofi,men han stod i virkeligheden for enhetero-filosofi (jf. Anders Fogh Jensen:Mellem ting. Foucaults filosofi (2005), s.87),hvor han kæmpede for plads til forskelligheden.Han døde i 1984 efter at være blevet smittetmed AIDS/HIV.”Uden at ville strække parallellen mellem liv ogværk for hårdt, kan man sige, at detomflakkende og til tider udsvævende liv har envis overensstemmelse med hans filosofiskeværk”, siger filosoffen Ejvind Hansen.Og med hensyn til Foucaults afprøvning afgrænser, hans grænse-erfaringer: ”I Foucaultsbøger fornemmer man… en bestræbelse på atafprøve nogle grænser, som normalt ståruantastede.” Derfor ”må man studeregalskaben, klinikkens fødsel, fængselsvæsenetsog seksualitetens historie for at forstå nogle afkulturens mest grundlæggende mekanismer.For at forstå de kulturelle mekanismer er detnødvendigt at få indblik i, hvad de gør ved dewww.lyngby-kirke.dk 3

udstødte elementer, det vi helst ikke taler om(de gale, de syge, forbryderne, seksualiteten)”,(Indledning til Foucaults Vidensarkæologien,2005,s.9f.).IV. Foucaults arv fra NietzscheProfessor i idéhistorie ved universitetet i Oslo,Trond Berg Eriksen, siger i sin bog Nietzscheog det moderne fra 1989: ”Med støtte i språkethar kristendommen forkynt en sjelsatomisme,som må utryddes. Nietzsche hevder, atsjelsbegrepet og gudsbegrepet forutsetterhverandre. Hensikten med de to begrepene var,at de skulle støtte hverandre gjensidig. Derformå de to hoder – det store og de mange små –rulle samtidig. Det finnes ikke noe «jeg» somtenker, sier Nietzsche i sin avvisning avDescartes. Troen på et substantielt «jeg» eruberettiget. Det finnes ingen enkel årsak til altdet et individ foretar seg eller utfører.Grammatikken forleder oss til å forestille oss enusynlig akt bak hver handling” (s.143f).Foucault tager arven fra Nietzsche op. MedTrond Berg Eriksens udtryk: ”Nietzschebokstaverer «menneskets død», slik MichelFoucault senere forstår og utdyper hanshumanismekritikk”(s.87).Trond Berg Eriksen erklærer: ”Foucault troddealdri på et personlig «jeg», som skulle kunnebære en kontinuitet gjennem tiden eller formeomgivelserne med sine beslutninger. Det finnesbare et «man», sier han i et tidlig intervju. Imenneskets sted trer «en anonym tenkning, enerkjennelse uten subjekt, noe teoretisk utenidentitet». «Vi må gjøre tanken om mennesketoverflødig», sier Foucault, «kaste av osshumanismen som forsøkte å løse de problemer,som den ikke var i stand til å løse med begrepersom moral, verdi og forsoning». Trond BergEriksen tilføjer: ”I denne forbindelse talerFoucault om «menneskets død»i et åpenbartforsøk å overby den krisebevissthet som fikkNietzsche til å tale om «Guds død»” (s.235).V. Foucaults ’arkæologiske’ og’genealogiske’ forskningsmetodeProfessor i pædagogik Staf Callewaert kommermed følgende indførelse i Michel Foucaultsforfatterskab: ”Michel Foucault giver med sinbog fra 1966 Les mots et les choses (Ordene ogtingene) en ledetråd til at læse hans to storetidligere værker, nemlig hans succesfulde bogom galskabens historie Histoire de la folie fra1961, en arkæologisk beskrivelse af det somkonstitueredes som ’det andet’, samt bogen omklinikkens fødsel, Naissance de la clinique frawww.lyngby-kirke.dk 4

1963”, (Fra Bourdieus og Foucaults verden,2003, s.12).Foucault går med sin ’arkæologiske’ metodetilbage i tiden og finder brud i historiens forløb.Staf Callewaert skriver: ”I Ordene og tingeneses videnskaberne om sprog, organisk liv ogfordelingen af rigdomme som tre variationer afdet samme, i en første form ca. 1650, i en andenform efter 1750, og i en tredje form efter år1800. Det handler om, at vi har tre epoker medto brud, hvor alt det som har at gøre mederfaring, forestilling, begreb, sprog og viden,ændrer sig fordi det tre gange bygger på en nysokkel mellem en praktisk sans og en teori, somer fælles for mange domæner af viden”(s.12).Foucault peger altså på, hvordan tilsyneladendevidt forskellige områder – der kategorialt ikkehar noget med hinanden at gøre – alligevel –ved at være ’synkrone’ (samtidige) er blevet tilud af samme sokkel.Samtidig påpeger Foucault, hvordan deforskellige epoker gennem tiden, ’diakront’udviser brud. Der foreligger ikke enkontinuerlig men en vilkårlig udvikling.Med den ’arkæologiske’ metode kunneFoucault gå tilbage og påpege bruddene mellemde historiske epoker. Finde frem til det –ligesom førbevidste – bag vor viden. Såledesudgav han i 1969 Vidensarkæologien. OmFoucaults forfatterskab i 1960’erne sigerHinrich Fink-Eitel: ”I løbet af 60’erne blev hantil en vidensarkæolog, som skrev en teoretiskfilosofi om objektive, autonome og anonymediskurs- og vidensformationer. Nu er det ikkemere subjektet, som frit strukturerer sineksistens, men det er omvendt subjektløseanonymeobjektive diskursformer, derstrukturerer den individuelle livserfaring”(Kierkegaardiana 16,18. Hvad Foucault forstårved ’diskurs’, vil der nedenfor blive redegjortfor).”Men blot en arkæologisk analyse kunne ikkesige noget om grundene fra overgangen mellemén måde at tænke på til en anden og måttesåledes ignorere den måske mest magtfuldegrund til tilfældigheden af grundfæstedesamtidige positioner. Genealogien, den nyemetode, anvendt i Overvågning og straf, havdetil formål at råde bod på den fejl,” (GaryGutting: Michel Foucault (StanfordEncyclopedia of Philosophy(2003)).Vedgenealogien rettes opmærksomheden modbegrundelserne for de tilsyneladende brud ihistorien. I Overvågning og straf fra 1975 viserFoucault, hvad der har været drivkraften bagudviklingen fra de officielle henrettelser – medwww.lyngby-kirke.dk 5

de legemlige pinestraffe – frem til det moderneovervågningssamfund. Se senere.VI. Subjektiveringen ifølge FoucaultSøren Kierkegaard skrev sit værk Indøvelse iChristendom. I sin bog om Nietzsche kalderTrond Berg Eriksen kapitlet om Foucault:Innøvelse i den moderne staten. Et præcistudtryk for Foucaults opfattelse af den måde,hvorpå det moderne samfund subjektiverer(underkaster) subjektet og bestemmer detsidentitet. Om ikke staten gør det ovenfra, så gørden det gennem de magtrelationer, subjektetindgår i.Det skal bemærkes, at Kierkegaard benytterudtrykket subjektet, eller subjektiviteten, somdet personlige, i modsætning til det objektive.Subjektet - eller subjektiviteten – er hosKierkegaard det afgørende, sådan som han iAfsluttende uvidenskabelig Efterskrift hævder,at det er subjektiviteten, der er sandheden.Ifølge Foucault er det netop dette sidste, der vilgøre sig gældende igennem samfundetssandhedsspil, som vi indgår i, hvorigennemunderkastelsen sker. Det er denne farligeudvikling fra at være et selv til at blive etsubjekt.Filosoffen Anders Fogh Jensen skriver i sin bogfra 2005 om Foucaults filosofi med titlenMellem ting: ”Er problemet et selv, der er enfarlig materialitet, så bliver underkastelsenunder regler, råd og anvisninger i sig selv ettegn på sejr. Selvet sejrer, idet det bliverunderkastet(assujeti), dvs. bliver subjekt. Atvære subjekt er at være afhængig af nogen,gennem bevidsthed og selverkendelseunderkastet og naglet til sin egen identitet”(s.205).Udtrykket ’subjektivering’ er en afgørendeåbning til Foucaults filosofi, når det drejer sigom at begribe, hvad Michel Foucault forstårsom ’subjekt’: Det være sig i forhold til entranscendent magt – eller i sekulariseringen tilen immanent, dennesidig magt– i forhold til desamfundsrelationer subjektet indgår i.En mindst lige så vigtig adgang til Foucaltsfilosofi – og svarende dertil - udgør det begrebhan kalder ’diskurs’.VII. Diskursens ’ordre’Ved sin tiltrædelsesforelæsning ved Collège deFrance som professor i ’tankesystemerneshistorie’ talte Foucault om L’ordre du discours.Anders Fogh Jensen gør opmærksom på, at detfranske ’ordre’ kan betyder både en ’ordre’ ogwww.lyngby-kirke.dk 6

en ’orden’: ”Det er et nøglebegreb i Foucaultstænkning, der er meget betydningsfuldt.”Discours”… betyder egentlig et forløb frem ogtilbage, men betyder i denne sammenhæng’talen’(som forløb).Foucault undersøger altså den praksis, somtalen bevirker, den opstillede orden og ordre,der er forbundet hermed, altså en signifikantmagt. Ikke sproget, le langage, ellersprogsystemet, la langue, men den praksis, somtalen indgår i og er medskaber af. Ved discoursforstår Foucault også den skriftlige talepraksis,idet han ikke kun behandler det talte ords ordenog ordrer, men også den praksis, der erforbundet med det at skrive, udgive og fortolke.’Ordren’ er skjult i praksis, kutyme, forventningog normalitet. Forventningerne til normalitetensætter dagsordenen for, hvad der ermeningsfuldt…”, siger Anders Fogh Jensen isin bog fra 2001 Metaforens magt (s.128f.). Ogdet afsnit, hvori han kommenterer Foucaultstiltrædelsesforelæsning har han givet titlen:Talen som ordensmagt.sider af bogen beretter Foucault om denoffentlige henrettelse af Damiens, der i 1757 afukendt grund myrdede Ludvig XV med enkniv. Beretningen om denne minutiøstudspekulerede iscenesatte offentlige liturgi skerpå en omhyggelig, objektiv registrerende måde,og er som en nedstigning i Helvede, hvor hævnritualetikke kender til noget som helstforbehold.Men disse offentlige spektakulærehenrettelsesceremonier, begyndte efterhåndenat miste deres afskrækkende virkning, idetbefolkningen igennem det, de så – og hvem detvar, det gik ud over i samfundet – begyndte atreagere mod myndighederne i stedet for.Myndighederne – eller samfundet – ændrerstrategi: Fokus flyttes fra de dømtes kroppemed de kropslige pinestraffe kulminerende idødsliturgierne til forbrydernes sjæl, hvor detafgørende bliver indespærringen ogdisciplineringen af de dømtes sjæle. IfølgeFoucault skabte Europa sine nyestraffesystemer i løbet af 150 til 200 år(Overvågning og straf s. 32f.).VIII. De spektakulære henrettelsesliturgierMichel Foucaults Overvågning og straf fra1975 må betragtes som et hovedværk ieuropæisk sociologi og filosofi. På de førsteIX. PanoptikonDen polsk fødte, engelske sociolog ZygmuntBauman siger: ”Der er få allegoriskeforestillinger i samfundstænkningen, som iwww.lyngby-kirke.dk 7

overbevisningskraft kommer på højde medPanoptikontanken. Michel Foucault brugte medstor virkning Jeremy Benthams ([britisk filosof(1748 – 1832)]) forfejlede projekt, som metaforfor moderne transformation for den moderneomfordeling og omlægning af kontrollerendekræfter. Med mere indsigt end de fleste af sinesamtidige så Bentham igennemkontrolmagternes kulørte indpakning ogfokuserede på deres væsentligste og fællesopgave – som bestod i at udøve disciplin vedkonstant at holde truslen om straf levende ogkonkret ved gennem de mange betegnelser formagtudøvelsen i sin basale, indre strategi at fåfolk til at tro, at de ikke et øjeblik kunne skjulesig for øvrighedens altovervågende øje – og atderfor ingen forseelse, uanset hvor skjult, villeforblive ustraffet.”Zygmunt Bauman præciserer dette yderligereved at erklære: ”I sin „ideelle udgave“ villePanoptikon ikke tillade noget privat rum, ikkenoget uigennemsigtigt, privat rum, ikke nogetuovervåget, privat rum og slet ikke et rum, detville være umuligt at overvåge. I den by, derbeskrives i den sovjetiske forfatter Zamiatinsroman We, havde alle deres eget private hjem,men væggene i disse hjem var lavet afglas…..”, (Globalisering. De menneskeligekonsekvenser, 1998, s. 51f.). We, udkom i 1920,men blev først tilladt i Sovjet i 1987. JeremyBenthams Panopticon var arkitektonisk byggetop omkring et udkigstårn i midten omgivet affængselsceller, der kunne overvåges fra detteindre tårn.I Zygmunt Bauman bog Det belejredesamfund(2002) skriver han: ”Da chokkene overden bolsjevikiske og den nazistisketotalitarisme havde bundfældet sig og varfordøjet, blev Jeremy Benthams Panoptikon(med dets altseende og nøjeregnendeovervågning og skarpe opdeling mellemovervågere og overvågede) – efter at væreblevet genopdaget og relanceret af MichelFoucault – budt velkommen af den oplysteopinion som den længe søgte, præcise model afden moderne stat og al moderne magtudøvelsesiboende tendens”(s.92).X. Det ’rationaliserede’ eller ’disciplinerede’samfundLektor i filosofi og sociologi Øjvind Larsensætter Michel Foucaults synspunkt i relief vedat konfrontere Foucaults samfundsopfattelsemed sociologen Max Webers: ”Disciplin bliverhos Foucault et synonym for en moralitet, somingen kan unddrage sig. På denne måde er derligheder mellem Webers altomfattenderationalisering og Foucaults altomfattendewww.lyngby-kirke.dk 8

disciplinering. Men” – tilføjer Øjvind Larsen –”der er den væsentlige forskel, at hvor det hosWeber principielt var muligt at spørge bagomden fremherskende rationalisering af detmoderne samfund, bliver disciplineringen hosFoucault et lukket fængselssamfund, som detikke er muligt at spørge bag om, således somdet for eksempel fremgår af hans afhandlingOvervågning og straf … Rationaliteten går tilgrunde i Foucaults analyse på den måde, atselve rationaliseringen af institutionerneforstået som en disciplinering bliver detkonstituerende for det moderne samfund.”XI. Foucault’s Grænse-erfaringerUnder arbejdet med ’Seksualitetens historie’retter Foucault i tredje bog på nyopmærksomheden mod subjektet, selvet.Således er titlen på den sidste bog, han kom tilat udgive Omsorgen for sig selv (1984).Men det er ikke selvet eller subjektet iKierkegaardsk forstand. Foucault lader sig isine selv-teknikker inspirere af antikkensgrækere i sin eksperimentering i livskunsten, ien ’eksistensens æstetik’.Med andre ord: Når disciplineringen blivertotal, er det ikke muligt at komme uden fordenne. Mennesket er udelukkende til påsamfundets vilkår. Øjvind Larsen siger omFoucault: ”Det er muligt at opretholde et sådantperspektiv, men hvis man ønsker at diskutere deetiske udfordringer, bliver det temmeligumuligt, fordi det ifølge Foucault ikke er muligtat tænke hinsides den dominans, som sættesigennem disciplineringen i det modernesamfund” (Den samfundsetiske udfordring,2005, s.107).Man kan spørge, om Foucault ikke netop bliverstående ved at lade sig negativt bestemme af detmoderne samfund?I sine sidste år eksperimenterede Foucault medgrænseerfaringer, ved blandt andet at brugeLSD. ”Under sine besøg i USA deltagerFoucault også aktivt i det livlige natteliv – bl.a.bøsse- og S&M-miljøet i San Francisco.Foucault var erklæret bøsse, og døde i 1984som én af de første af HIV/AIDS-relateredekomplikationer” (Indl. til Vidensarkæologiens.9(Ejvind Hansen)).Foucault oplevede - som på egen krop - denkierkegaardske problemstilling: fortvivlet ikkeat ville være sig selv, fortvivlet at ville fri af sigselv, at ville være en anden. Dette ergrundtemaet i Kierkegaards værk Sygdommentil Døden fra 1849. Kierkegaard har sagt: ”Atwww.lyngby-kirke.dk 9

dræbe Gud er det rædsomste Selvmord”(Christelige Taler, SV 13, 68). Guds-forholdetog selvet er for Kierkegaard to sider af sammesag. Mennesket søger fortvivlet at rive sig løsfra, hvad det er bestemt til at være, det hankalder dets ’nødvendighed’.Kierkegaard taler om mennesket som ensyntese af frihed og nødvendighed, en syntese,som mennesket har til opgave at sætte sammen.Kierkegaard siger i Sygdommen til Døden:”Løber nu Muligheden Nødvendigheden overEnde, saa Selvet i Muligheden løber fra sigselv, saa det intet Nødvendigt har, hvortil detskal tilbage: saa er dette MulighedensFortvivlelse”(SV 15,93). Den ’MulighedensFortvivlelse’, hvor individet friteksperimenterer med sit liv for selv at villebestemme, hvem det skal være. Eller medKierkegaards formulering fra Om BegrebetIroni: ”Eet er nemlig at digte sig selv, et Andetat lade sig digte” (SV 1,292).Foucault har ladet sig inspirere af antikkensgrækere i sine selv-teknikker - i sineksperimentering i livskunsten. Men det er ikkeselvet eller subjektet i Kierkegaardsk forstand.For Kierkegaard kan spørgsmålet om subjekteteller selvet ikke reduceres til at være af tekniskart. Det drejer sig heller ikke kun om omsorgenfor sig selv. Spørgsmålet om den enkelte,selvet, er af eksistentiel, etisk, af transcendentkarakter.Kierkegaard siger i Indøvelse i Christendom fra1850, at det er den enkeltes Gudsforhold, denenkeltes samvittighed, der holder det bestående,holder samfundet, svævende. Så det beståendeikke gør sig til den øverste instans for etmenneske.Den enkeltes måde at forholde sig på, har ikkebare betydning for den enkelte selv, men holdersamfundet på plads, det samfund vi sommennesker indgår i med hinanden.Fra Michel Foucault’s forfatterskab:1961: Galskabens historie (Histoire de la folie)1963: Klinikkens fødsel (Naissance de laclinique)1966: Ordene og tingene (Les mots et leschoses)1969: Vidensarkæologien (L’archéologie dusavoir)--1975: Overvågning og straf (Surveiller et punir)1976: Viljen til viden. Seksualitetens historie 1(Histoire de la sexualité I: La volonté de savoir)www.lyngby-kirke.dk 10

1984: Brugen af nydelserne. Seksualitetenshistorie 2 (Histoire de la sexualité II: L’usagedes plaisirs.)1984: Omsorgen for sig selv. Seksualitetenshistorie 3 (Histoire de la sexualité III: Le soucide soi)Lyngby Sognegård2800 Kongens Lyngby.Torsdag den 25. januar 2007Leif Bork Hansenwww.lyngby-kirke.dk 11