Betænkning om isolationsfængsling i andre europæiske lande - Krim

60Bemærkninger til lovforslagetAlmindelige bemærkningerVaretægtsfængsling med isolationsanbringelse harigennem de senere år optaget den offentlige debat omretspolitiske emner. I sig selv er varetægtsfængslinget betænkeligt brud på princippet om, at ingen erskyldig, før han er dømt, og når hertil lægges den omstændighed,at en varetægtsfængslet fuldstændigtkan isoleres fra omverdenen bortset fra uundgåeligekontakter med forsvarer og fængselspersonale, synesdet, som om retssystemet begrundet i efterforskningsmæssigehensyn har fået tildelt en legal reaktionsmulighedmed vidtgående konsekvenser af navnlig psykiskkarakter, før domfældelse har fundet sted. Ja, reaktionenvil vel umiddelbart forekomme langt merebrutal, da den set i forhold til den idømte fængselsstraflangt hyppigere er skærpet i kraft af isolationsanbringelsen,idet ca. 26 pct. af alle varetægtsfængslingerknyttes til isolation.Disse forhold har da også gentagne gange ført tilforslag om ændringer af reglerne vedrørende isolationsfængsling.Folketinget har senest i folketingsåret 1983-84, 2.samling, beskæftiget sig med spørgsmålet ved behandlingenaf justitsministerens lovforslag nr. L 80(se Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingernesp. 934,1683,6778 og 7084, tillæg Asp. 1623,tillæg B sp. 993 og 1117 og tillæg C sp. SS3, samt lovnr. 299 af 6. juni 1984) og Det Radikale Venstres lovforslagnr. L 88 (se Folketingstidende 1983-84, 2.samling, forhandlingerne sp. 1264 og 1683 og tillæg Asp. 1757). Resultatet heraf fremgår nu af retsplejelovens§§ 770 a-c. Hensigten med de ændringer, derblev gennemført ved lov nr. 299 af 6. juni 1984, var atbegrænse anvendelsen af isolation mest muligt, idetdette hensyn dog skulle afvejes med mulighedernefor efterforskning og pådømmelse af forbrydelser.Siden 1984 er den allerede da igangværende tendenstil færre isolationsanbringelser fortsat, såledesat niveauet har stabiliseret sig på omkring 26 pct. afsamtlige varetægtsfængslinger. Der er imidlertid sketnogle væsentlige ændringer i den gennemsnitlige anbringelsestidi isolation. Dette tidsrum har svinget fra26,8 dage i 1978 til 28,7 dage i 1987. (De talmæssigeoplysninger er baseret på oplysninger fra Direktoratetfor Kriminalforsorgen. Her citeret efter PrebenWilhjelms »Tvangsindgreb i Strafferetsplejen1976-85«, København 1988).Koncentreres interessen om de langvarige isolationsanbringelser,der naturligvis må antages at væresærlig skadelige, har procentdelen af samtlige isolationersvinget mellem 8,9 og 7,8 (isolationer over 2måneder). For isolationer fra 4 måneder og opeftersynes der efter en nedgang fra 1984-85 at være tale omen svag stigning (op. cit. s. 268).For januar, april og juli kvartaler 1988 er tallene foranbringelse over 2 måneder henholdsvis 24,33 og 34.Heraf varede én anbringelse 192 dage, én 218 dage,én 220 dage, én 224 dage, én 262 dage, én 265 dage, én266 dage og én 273 dage. Én var isoleret i alt i 307dage.De af Folketinget vedtagne ændringer af retsplejeloveni 1984, jf. ovenfor, synes således ikke at havehaft nogen afgørende indflydelse på udviklingen i antalletaf isolationsfængslinger eller på spørgsmåletom disses længde.Isolation er efter forslagsstillernes opfattelse etindgreb, der ikke burde kunne finde sted i et retssamfund.Den logiske konsekvens af denne holdning villevære at foreslå indgrebet helt afskaffet. Med Folketingetsnuværende sammensætning og med de eksisterendevilkår for den retspolitiske praksis vil et forslagherom imidlertid forekomme som et slag i luften.Dette lovforslag tager derfor sigte på at foretage enabsolut begrænsning af brugen af fuldstændig isolation,således at denne begrænses til maksimalt atkunne udstrækkes til 2 gange 4 uger - denne sidsteperiode dog kun, såfremt afgørende efterforskningsmæssigehensyn gør det absolut påkrævet. Derudoverforeslås det, at fuldstændig isolation kun kanfinde sted, såfremt indgrebet ikke vil kunne påføreden sigtede varig eller forbigående skade af fysisk ellerpsykisk karakter.Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen gjordesig i Politiken den 28. november 1987 til talsmand fordet synspunkt, at isolation ikke skulle kunne findested ud over en 6-måneders-pcriode. Ninn-Hansensovervejelser var øjensynlig påvirket af det forhold, at