23 centimeter - Ove Bjørn Petersen

Side 6
Det spanske bombetogt
Men snart igen blev byen tilgængelig, hotellet slog
dørene op, og livet fortsatte ubekymret. Dog, hvad vejrguderne
ikke magtede, det gjorde den spanske borgerkrig,
idet falangisterne under generalissimo Franco i 1938
bombede jernbaneanlægget. Ingen i Frankrig tog dog
notits af denne grænseoverskridende krigshandling –det
var jo så langt væk fra alt og alle. Op imod en halv million
spaniere flygtede via Cerbère væk fra deres spanske hjem
ind i det rolige sydfranske. At nogle hundreder vesteuropæiske
frivillige spanienskrigere tog den anden vej,
bekymrede Paris sig heller ikke om. Bombardementet var
i realiteten dødsstødet for Cerbères internationale profil,
også for hotellet Belvédère Rayon Vert, der kun holdt ud i
endnu en halv snes år.
Den usædvanlige ruin ligger som et trist, men stolt minde
over fortids glans, men den har på grund af sin konstruktion
med armeret beton indskrevet sig i ’Patrimoine des
Monuments Historiques’, den er bevaringsværdig. En flot
rangering, som udover æren også følges af et vist årligt
tilskud til vedligeholdelse, men som dog er langt fra den
beløbsstørrelse, som skal til for, at den private ejer blot
kan undgå forfald. At ethvert initiativ også skal godkendes
af Regionen, in casu bystyret i Montpellier, gør det kun
vanskeligere at tage lokale hensyn. Eksempelvis har man
her besluttet, at en rundvisning skal være gratis, men den
lokale guide Mme Danry får dog fortalt, at man gerne
må lægge en skilling til vedligeholdelse af bygningen
–mange penge bliver det dog ikke til, for kun omkring
500 besøgende årligt er ikke mange.
Går man ind i bygningen, da fornemmer man straks
fortidens elegance og pragt. Brede trapper i marmor,
smukke vægmalerier i den store spisesalon, flotte inter-
ieur med udskårne træpaneler, marmoreringer og ikke
mindst det store biograf- og teatersal med plads til 200
tilskuere, plus den helt vidunderlige udsigt over havet.
Der er endnu mange arbejdspladser i tilknytning til
jernbanen, men også her sker der snart store ændringer.
Teknisk sætter jernbaneselskaberne mange kræfter ind
på at finde en løsning på de 23 centimeter, og i 1966
kan man konstruere togvogne, der passer til den smalle
skinne for så – når man skal over på den bredere spanske
skinne – manuelt at udskifte den korte aksel med en
bredere, blot et par minutter tager det for hver vogn. En
hurtigere og mere bekvem løsning end at flytte varerne.
Der går kun ganske få år, før næste revolution sætter sig
præg, og den sidste transbordeuse forlader byen i 1970.
Togvognene konstrueres nu så flexible, at de automatisk
følger den aktuelle skinnebredde, så når toget med lav
hastighed kører hen over det særlige skinneområde, tilpasser
hjulene sig, hvorefter hastigheden sættes op igen.
Yves Maurice, indehaveren af Cerbères gamle familierestaurant
La Dorade, fortæller, at
de fremsynede spaniere – man
kaldte dem Les transitaires,
i dag ville man omtale dem
som investorer - byggede store
villaer langs kysten, de viste
film på Hotel Central for de
fastboende, og de arrangerede
festfyrværkeri, som ingen
havde set magen til, hverken
her eller andre steder på kontinentet.
Den italienske mester
Ruggieri blev hyret hertil; at
han også satte København
på den anden ende med sine
spektakulære fyrværkerier i
Tivoli er en ganske anden historie.
Yves understreger realistisk,
at dengang som i dag, satte
de fremmede dagsordenen. De
lokale var fattige arbejdere og
kunne ikke tilføre byen noget,
der blot mindede om finkultur
- snarere var det et spørgsmål
om at overleve. Så da de sidste
fremmede i 1960’erne trak sig, sank byen igen tilbage til
ukendtheden.
Men snart får turisterne øje på den uspolerede by, og
her er man ikke sen til at udnytte mulighederne i den
nye type af aktiviteter. Midt i 80’erne kan man indvi
’kystvejen’, så de mange biler ikke skal gennem byens
krogede gader, men kan køre direkte ned på ramblaen.
I den øverste etage af fortidens hotel Belvédère Rayon
Vert indrettes 9 ferielejligheder, som turister kører langt
for at bebo. Man kan sige: Vi boede dér! Er man heldig,
kan man deltage i de filmweekends, hvor den gamle sal
åbnes, hvor man kan nyde den drink i La salle Bleu og
blive sat generationer tilbage i tiden. Også udlændinge,
der ønsker at slå sig ned i byen, bydes velkommen.