Den Lille Onkolog Onkologisk afdeling Odense ... - Kemoland

Interferoner (IFN)
IFN er en familie af beslægtede proteinstoffer, der ved en effekt på cellerne i
værtsorganismen hæmmer replikationen af talrige vira. IFN har imidlertid også en antiproliferativ
effekt på tumorceller, en evne til at revertere den maligne fænotype og en evne til at
stimulere immunapparatet. En eller flere af disse egenskaber kan bidrage til at IFN ved visse
maligne lidelser udøver en cytotoksisk effekt. Alfa-IFN, som kun administreres parenteralt,
fremstilles via gensplejsningsteknik og doseres i megaenheder (MU). Bivirkningsprofilen
adskiller sig markant fra gængse cytostatikas. Bivirkningerne er dosisrelaterede, de er dog ret
moderate ved doser under 5 MU. Marvtoksicitet er beskeden, og hovedbivirkningen er
influenza-lignende symptomer (feber, kulderystelser, utilpashed), i mindre grad nausea,
somnolens, konfusion og hypotension. Alfa-IFN har først og fremmest vist effekt over for
langsomt voksende, veldifferentierede hæmatologiske neoplasmer som 'hairy-cell'-leukæmi
og kutane T-celle lymfomer, og i et vist omfang over for kronisk myeloid leukæmi,
lavmaligne non-Hodgkin lymfomer og myelomatose. Desuden anvendes Alfa-IF i behandling
af antigent aktive tumorformer, specielt malignt melanom og adenocarcinoma renis.
Interleukin-2 (IL-2){ XE "Interleukin-2 (IL-2)" }
Interleukin-2 virker via en stimulation af natural killer cells (NK-celler). De bedste resultater
er opnået ved behandling af patienter med metastaserende malignt melanom og
metastaserende adenocarcinoma renis. Behandlingen har været karakteriseret af komplette
responsrater på ca. 5 - 7 %, men den væsentligste faktor har været, at disse remissioner har
været langvarige. Dette er bemærkelsesværdigt ved de to nævnte tumorformer, for hvilke man
ikke tidligere har haft effektive medicinske behandlingstilbud. Bivirkninger er dosisrelaterede
og består af feber, kulderystelser, kvalme, opkastning, anoreksi og erytem. Capillary leak
syndrome er et væsentligt problem i de kliniske undersøgelser med IL-2, hvor man giver
behandling intravenøst. Ved at gå over til behandling med lavere doser givet subkutant, er
fænomenet nu mindre udtalt. Der er dog fortsat risiko for væskeretention, og specielt i CNS
kan dette give problemer og i enkelte tilfælde føre til inkarceration. Kardiologiske
bivirkninger med hypotension ses også i væsentlig mindre udstrækning ved lavdosis subkutan
behandling.
IL-3
Kan stimulere trombopoiesen. Et specifikt trombopoietin er også under udvikling.
34
Den lille Onkolog, Odense 2003