Solidaritet #6, februar 2016

Tema: EU og venstrefløjen
Den europæiske
venstrefløj
og EU
Venstrefløjen burde kunne
mobilisere til et stærkt EU-kritisk
alternativ til venstre.
Af Inger V. Johansen
Få emner er så centrale for den europæiske venstrefløj
og dens fremtid lige nu som forholdet til og
opfattelsen af EU. EU er i krise - reelt i flere kriser,
politisk, økonomisk, flygtningekrise m.m. - Men
også i en krise der handler om en tiltagende folkelig
mistillid til EU og til de traditionelle (regeringsbærende)
partier, herunder Socialdemokratierne.
Venstrefløjen udfordres af den ekstreme højrefløj
Vi befinder os i en situation, hvor venstrefløjen burde
kunne mobilisere til et stærkt EU-kritisk alternativ til
venstre og et nødvendigt opgør med EU’s krise- og nedskæringspolitik,
’austerity’.
Men selv om det er venstrefløjens traditionelle basis
- lønarbejderne og de svagt stillede - der mister tiltroen
til EU, ser vi i størsteparten af Europa, at især den ekstreme
højrefløj vinder stigende opbakning.
Det sker i modsætning til sydeuropæiske lande som
Grækenland, Spanien og Portugal, hvor den økonomiske
krise har ramt hårdest - og hvor det netop er lykkedes
venstrekræfterne at mobilisere den brede befolkning
i en voksende modstand mod EU’s krise- og
nedskæringspolitik samt økonomiske diktater. Men desværre
var den folkelige modstand uden for Grækenland
for svag til at hindre, at den græske regering og Syriza i
juli 2015 måtte bøje sig for EU’s pres.
Det har imidlertid skabt en udvikling, hvor fremtrædende
dele af den europæiske venstrefløj risikerer at
begive sig ind på eller tvinges ind på en bane med kompromisser
i forhold til den EU-dikterede krisepolitik.
For eksempel synes Syriza og den græske regering
at have udviklet en venstre-socialdemokratisk politisk
linje. Det samme ses med Podemos i Spanien, der har
18 | Solidaritet
»Store dele af den
sydeuropæiske brede
befolkning er ikke
parat til et opgør med
Euro-medlemskabet«
opnået succes som et alternativ til de to korrupte traditionelle
spanske partier, men som også ønsker at vise
”regeringsduelighed”. Begge steder kan det i værste fald
udvikles til en tilpasningspolitik til EU.
Men det skal ikke underkendes, at store dele af den
sydeuropæiske brede befolkning pt. ikke er parat til et
opgør med Euro-medlemskabet, som jo dikterer kriseog
sparepolitikken.
Det er også en udfordring for venstrepartierne, som
risikerer at skuffe befolkningen og deres tilhængere,
hvis de svækker deres modstand mod EU’s krisepolitik.
Venstrefløjen delt i sin opfattelse af EU
Det er ikke noget nyt, at der er forskellige opfattelser
af EU på den europæiske venstrefløj. Både i de radikale
venstrepartier og i bevægelserne. Netop den europæiske
fagbevægelses følgagtighed
over for EU (og Socialdemokratierne)
har været med til at stække
fagbevægelsen som politisk aktør
under de seneste årtiers nyliberale
offensiv.
Oprindeligt var der en skarp skillelinje
i opfattelsen af EU på den
europæiske, radikale venstrefløj: I
Norden var venstrefløjen EU-modstandere,
syd for var den hovedsageligt
EU-tilhængere.
Den bagvedliggende forklaring
på det positive syn på EU hos venstrefløjen i det sydlige
Europa - i lande som Spanien, Portugal og Grækenland
- var især landenes historiske erfaringer som tidligere
diktaturstater: EU blev af venstrefløjen set som progressiv
- som en faktor der kunne hindre en tilbagevenden
til diktaturet. De nordiske velfærdstater stod for dem
som det sociale EU, som EU stræbte efter at opbygge -
og som de håbede, at deres lande ville blive en del af.
Maastricht-traktaten gør venstrefløjen mere EU-kritisk
- men ikke nok