Kultur Pete Seeger døde i en alder af 94, den 27. januar 2014. Udover borgerrettighedsbevægelsen, var han op gennem årene aktivist, engageret i miljøkamp og anti-krigsbevægelser. Foto: Roberto Rizzato, CC gennem man kunne bruge folkemusikkens inklusive mekanismer til politisk mobilisering. Fællessangen fik nye betydninger, i det øjeblik man flyttede den fra landdistriktet og ind i den industrialiserede storby, og man – som den lidt ældre Joe Hill gjorde det med »Ballad of Casey Jones« – ændrer teksten i en sang om et løbsk godstog til at handle om skruebrækkeri. Seegers ideologi var holistisk i sin indstilling og didaktisk i sin udførelse. Hans fremtoning på scenen var inkluderende; publikum opfordredes til at deltage og synge harmonier. Han udgav bøger, der instruerede i banjoteknik, og plader med børnemusik, der kunne aktivere og stimulere de yngste til tidligt at deltage i det æstetiske fællesskab, der kunne forbinde dem kulturelt til andre, på tværs af klasse og raceskel. Så hvorfor taber Seegers projekt luft - hvad sker der med strømningen? En del af svaret skal findes i 1960'erne, og det historiske fænomen vi kalder ungdomsoprøret. »Folkemusik - kens præmis er fælleseje, genanvendelse og evolution – vigtigst af alt lever den af at blive spillet, deltaget i« Den personlige vending Med 1960ernes kulturelle brydningstid opstår for første gang en generation, der identificerer sig som modsætning til den foregående generation – som unge. Det er en generation med købekraft, og som sådan den første generation der vokser op i massemedierne og marketingens tidsalder. Scenen er på den måde sat for rockmusikkens, ungdomsfilmenes og beatlitteraturens entré. Turen kommer også til de traditionsbevidste og idealistiske folkemusikere. De står pludselig i et dilemma – hvor den tillokkende kommercialisering nok repræsenterer et integritetskompromis, repræsenterer den også en platform for udbredelse, nye muligheder. Men samtidig med at masseplatformen giver folkemusikken en iscenesættelse, der giver udslag politisk, transformerer og kompromitterer det kommercielle også den traditionelle fælleskultur, den repræsenterer. For et produkt skal bruge et ansigt, singulære historier, man som køber kan identificere sig med. Det mytologiske vendepunkt i den sammenhæng er selvfølgelig Bob Dylan. Han dukker op først i 60'erne og udkrystalliserer så at sige genren, portrætterer dens etos i sine tidlige sange. Han får hurtigt en slags frelserstatus, og beskyldtes for at forråde folkemusikken da han optræder på Newport Folk Festival i 1965 med et elektrisk band bag sig. Det er da også Pete Seeger der, hvis man skal tro anekdoten, truer med at afbryde strømmen i raseri over det han hører. Og fra et bestemt perspektiv leverer Dylan en transformation, der er så godt som et dødsstød. Men det er netop ved at sætte individualiteten ind. Ved at indsætte digterskikkelsen - det romantiske geni - i genren, eksploderer han den kollektivform, der har været formens horisont indtil da. Æstetisk mobilisering Det er et grundlæggende, og altså ikke noget nyt træk ved kulturer, at de migrerer og muterer, danner hybridformer og nye fællesskaber. Alt andet lige, er en risiko ved disse kulturprocesser, at der finder marginalisering sted. Og derfor er det, for mig at se, afgørende at skelne mellem to slags kulturel transformation, nemlig appropriering og advokering. Appropriering er en imitation af en genres æstetisk genkendeligste elementer, ude af deres rette kontekst. Til sammenligning er advokering er en praksis, der lægger sig i forlængelse af genren, ved eksplicit at adressere dens kontekst, formsprog, etc. Appropriering er problematisk, fordi det marginaliserer de retmæssige ophavsfolk ved at overflødig- og usynliggøre dem kulturelt. Advokering, derimod markerer solidaritet med dem, fordi den formidler deres kultur. Pete Seeger døde i en alder af 94, den 27. januar 2014. Udover borgerrettighedsbevægelsen, var han op gennem årene aktivist, engageret i miljøkamp og anti-krigsbevægelser. Han gav sin formodentlig sidste optræden til støttekoncerten Farm Aid i september 2013. Sangen var Woody Guthries nationale fællessang »This Land is Your Land«. Det, der gør Pete Seeger til så interessant en skikkelse, er den dobbelthed, der ligger i hans musikalske praksis. Her tjener musikken nemlig ikke som æstetisk blikfang, der skal få det ideologiske indhold til at glide lettere ned; det politiske projekt og det æstetiske projekt er et og samme forehavende. Selve ideen er, at man ved at repræsentere etniske og kulturelle minoriteter æstetisk, repræsenterer dem politisk. I det perspektiv er hans virke som indsamler og kulturformidler en inspirerende aktivistisk indsats for national fællesskabsdannelse på tværs af klasser. Den amerikanske folkemusik viser os, at det er vigtigt at holde et vågent øje med samfundets subkulturelle fortropper, og se hvordan deres æstetiske strategier bevæger folk – metaforisk såvel som konkret. Det kan meget vel være, at nogle af fremtidens politiske mobiliseringsstrategier gemmer sig i de æstetiske. ■ 40 | <strong>Solidaritet</strong>
Tema <strong>Solidaritet</strong> | 41