Solidaritet #6, februar 2016

Tema
trækker lod om dem. På den måde
motiveres alle til at gøre sig lige
umage med alle byggerierne. Huslejen
er 15 euro om måneden, der går
til afbetaling af materialer mv., hvorfor
man efter 20-25 års beboelse ejer
boligen, og ikke længere skal betale
husleje. Man kan ikke spekulere i
disse huse, da der er forbud mod at
sælge dem privat. Sådan et hus, som
han selv har været med til at bygge,
bor byens borgmester Juan Manuel
Sánchez Gordillo i.
Andalusiens Ché Guevara
Vi møder Juan Gordillo på hans kontor
i byrådet. Vi har ventet en times
tid ude foran i den bagende sol,
men i Andalusien kommer borgmestre
hverken for tidligt eller for sent.
De kommer præcist når de vil. Alligevel
er vi meget begejstrede for,
med en dags varsel at få adgang til
byens berømte leder.
Gordillo er en lille mand med
langt skæg og et Che-Guevara-look,
som ikke kun er et tilfælde. Han er
63 år gammel, tidligere historielærer
og har været folkevalgt borgmester
siden d. 6. maj 1979, da de åbne
offentlige valg kom til byen i kølvandet
på Franco-styrets fald. Byrådet
udgøres af 11 pladser, hvor Gordillos
lokale parti CUT-BAI fra den yderste
venstrefløj sidder på de 9, og de socialdemokratiske
PSOE sidder på de
sidste 2.
Marinaleda
er faktisk en
lille utopi midt
i et kriseramt
Andalusien. Kun
gennem årtiers
besættelser,
blokader, demonstrationer
og
aktioner har de
tilkæmpet sig
det lille stykke
land, som de
ejer, midt i
regionen.
Fotos: Sofie
Nüchel Heggenhougen
og
Jakob Lindell
Ruggaard
På kontoret er det stabler af bøger
og dokumenter og væggene prydes
af billeder af Che og palæstinensiske
flag såvel som kort over byen.
Byens budget findes på et flip-chart
henne i hjørnet. Vi lægger ud med
at få stillet vores nysgerrighed over,
hvad borgmesterens projekt med
byen er:
»Det politiske mål med kampen
og arbejdet i Marinaleda er at prøve
at vise folk, at en anden verden faktisk
er muligt. Vi prøver at plante
en anden verden, en bedre verden,
midt i det kapitalistiske system
og dermed vise mennesker, at de
drømme, de har om en bedre verden,
kan blive til virkelighed, hvis vi
organiserer os og slås sammen.«, siger
han og uddyber:
»Marinaleda skal være et referencepunkt
for hele verden, netop derfor
er det også så vigtigt at forsvare,
så det kan leve videre. Fordi vi inspirerer
til kamp og opstand i hele
Spanien og viser verden en vej uden
om kapitalismen, så prøver EU, bankerne
og de store virksomheder
også at knække os. At få byen til at
bryde sammen bid for bid, ligesom
de gjorde med Grækenland. De tillader
ingen alternativer.«
Hvordan kommer man konkret fra et socialistisk
Marinaleda til en mere socialistisk
verden?
»Vi skal være gode til at vinde sympati
for vores sag gennem medierne
og ved at bruge internettet. Men vi
skal også vise kæmpende bønder,
arbejdere og små erhvervsdrivende
i hele Spanien, at Marinaleda støtter
deres kamp. Derfor sender vi altid
busser med demonstranter til
kampens brandzoner i hele landet.
Skridt efter skridt skal vi få fattige og
landarbejdere til at slutte sig til bevægelsen
og lære af vores erfaringer.
På den måde kan vi hjælpe hinanden
og udbrede socialismen til
flere landsbyer.«
Det er dog en sej kamp, der kræver
ressourcer, der ikke altid er tilgængelige.
Byens hjemmeside er
forældet, radio- og tv-stationen er
lukket ned, og mails besvares sjældent
og kun på spansk. Det er ikke
uden grund, at Gordillo taler om
’forsvar’ af byens måde at gøre tingene
på, og aktiv udbredelse har
længere udsigter.
Du nævnte at EU, bankerne og de store
virksomheder prøver at knække jer.
Hvordan overbeviser du borgerne til at
kæmpe den lange, hårde kamp?
»Jeg leder gennem eksemplet. Ved
at gå forrest og vise borgerne nye
uventede veje i den konstante kamp
for deres rettigheder og modstand
mod kapitalismen. Stormøderne i
byen er en anden vigtig anledning
til at forklare og diskutere den politiske
situation og vedtage, hvad der
30 | Solidaritet