Solidaritet #8, maj 2016

Tema: USA
kerhedsnet, give gratis uddannelse på alle offentlige
universiteter og sørge for universelle sundhedsydelser
til alle mennesker i USA. Hans plan for at betale for disse
programmer er enkel: At hæve skatten for velhavende
enkeltpersoner og store selskaber, og beskatte spekulative
finansielle transaktioner.
Når Sanders fortæller om, hvad der gør Amerika til et
af de mest ulige af de større lande i verden, vender han
særligt sin vrede mod de store finansielle institutioner,
som han anser som ansvarlige for den finansielle krise
2007-08. Han beklager, at ikke en eneste bankdirektør
er kommet i fængsel for deres rolle i krisen. Det er vel at
mærke det samme retssystem, som fængsler millioner
af mennesker for små, ikke-voldelige forbrydelser.
Udover sine økonomiske forslag, er den anden hjørnesten
i Sanders-kampagnen en opfordring til at afskaffe
’de store penge’ i politik. Han agiterer for en omfattende
reform af kampagnefinansiering, herunder en
afskaffelse af de såkaldte ’super-PACs’, som i deres konstruktion
slører hvem der donerer (meget) store pengebeløb
til politiske kampagner. Han ønsker at imødegå,
at det er virksomhedernes penge, der udøver (en stadig
større) kontrol i amerikansk politik.
Sanders minder os jævnligt om, at han er den eneste
kandidat uden opbakning fra en ’super-PAC’, og at hans
kampagne er reelt uafhængig. I stedet er han hovedsageligt
finansieret af små donationer og et par større
bidrag fra fagforeninger. Hillary Clintons kampagne
derimod, er finansieret mestendels af velhavende enkeltpersoner
og selskaber – seks af hendes ti største donorer
er banker.
Svagheden ved symbolpolitik
Selv de bedste og mest velmenende Clinton-støtter
vil hævde, at hun er demokraternes bedste bud på at
kunne slå de sindssyge og farlige republikanske kandidater,
og at hun vil have langt lettere ved at gennemføre
sit program, mens hun er ved magten. Naturligvis skal
den trumfes med, at hun vil være den første kvindelige
præsident.
Her vil jeg argumentere for, at Clinton repræsenterer
for meget af det, der er dysfunktionelt i det nuværende
politiske system, til at hun virkelig kan gøre noget ved
det. Hun er lige så tæt forbundet med Wall Street som
de øvrige politikere. Hun stemte for Irak-krigen og forblev
loyal over for krigshøgenes fløj i Det Demokratiske
Parti, som bevidstløs baserer sig på liberal interventionisme.
Clinton vil indtage hvilket som helst standpunkt,
idet målet alene er at vinde magt.
Symbolikken i at få en kvinde som præsident er uden
tvivl vigtig. En potentielt historisk begivenhed, på linje
med valget af Barack Obama som USA’s første sorte præsident.
Men vi har også set begrænsningerne af symbolpolitikken
under præsident Obama: De sortes indkomst
og formue er stadigt faldende, mens fængslingerne forsætter
i et tilsyneladende ubønhørligt tempo og deportationer
af latino-indvandrere har nået rekordhøjder.
Symbolikken ved en kvindelig præsident bliver langt
10 | Solidaritet
»Sanders gør alt hvad han
kan for at minde os om,
at det store problem er
økonomien«
overskygget af at vælge en præsident med en plan og et
mandat til at ændre den måde, Washington, og landet
som helhed, fungerer på.
Skeptisk venstrefløj og opdateret racefokus
Længere ude på venstrefløjen har jeg mødt den sædvanlige
mistanke. Herfra beskyldes Sanders for ikke at
være bærer af den sande revolution, og han beskyldes
for en lang række tvivlsomme beslutninger. Nogle siger,
han handler som en "trojansk hest" for det demokratiske
parti, som fører utilfredse unge
tilbage i folden. Det til trods for, at
han har været uafhængig det meste
af sin karriere, og nu stort set er
hovedfjenden i det demokratiske
partis ledelse. Andre vil aldrig tilgive
ham for faktisk at være en oprigtig
socialdemokrat. Så er der dem, der
mener Sanders har fejlet på dette eller
hint udenrigspolitiske emne, og
det viser sig, at han er ligesom alle andre. Det på trods
af, at han åbent kritiserer USA’s historiske medvirken til
diverse regimeskifter i verden, og overfor borgerlige aggressive
medier fastholder han, at klimaforandringerne
er en større eksistentiel trussel end terrorisme. I den
brede offentlighed har disse kritikpunkter ingen gennemslagskraft,
men de er værd at nævne, da de påviser
opdelingen på den bredere "socialistiske venstrefløj".
Nemlig skellet mellem dem der laver politik, med udgangspunkt
i virkeligheden og der hvor folk er – og dem
som hellere vil sidde på sidelinjen og skælde ud på alle,
som ikke i forvejen er enige med dem.
Sanders er en hvid, 74-årig jøde fra en af de "hvideste"
stater i USA, og har haft svært ved at vinde opbakning
blandt USA’s sorte befolkning. Aktivister fra bevægelsen
Black Lives Matter har i flere tilfælde afbrudt møder
og forhindret Sanders i at tale, senest i Seattle med
henvisning til den hvide befolknings liberalistiske overherredømme.
Sanders har måske været en smule for
langsom til at opfange den umiddelbarhed, som kendetegner
bevægelsen BLM.
Dog blev Sanders-kampagnens budskaber hurtigt efter
den første aktivist-afbrydelse justeret. Blandt andet
blev hans mantra om social ulighed eksplicit sammenkædet
med racisme, som værende en del af den økonomiske
udvikling i USA siden slaveriet. Han blev også
mere og mere aktiv i at sætte fokus på den igangværende
tendens af politivold mod sorte mennesker. For
eksempel besøgte han familien til Sandra Bland – en 28-
årig kvinde, der blev fundet død i fængslet efter arrestation
for en mindre trafikforseelse. Han sagde bagefter
ligeud at hun "ville være i live i dag, hvis hun var en hvid
kvinde." Selvom Clintons navn stadig vækker langt mere
genkendelse, så er Sanders opbakning og potentielle
stemmetal blandt minoritetsgrupperne på vej op.
Igennem flere årtier har progressive kræfter ikke spillet
den store rolle i den brede befolknings optik. Men
der skete noget med Occupy-bevægelsen, der i begyndelsen
var smuk og uskyldig som et nyfødt barn, der