C.A. Thielo og de syngende fruentimmere- »Tanker og Regler«, 1746

Trillen l
Både Thielo (s. 27), Hiller (s. 38) og Hansen (s. 3) nævner trillen først af alle
ornamenter. Det gør Tosi ikke - af pædagogiske årsager. Forslagene er de
letteste at udføre, derfor kommer de først hos ham (s. 18). Det betyder
imidlertid ikke, at trillen hos Tosi er mindre vigtig end hos de andre: »Chi
ha un bellissimo Trillo, ancorche fosse scarso d'ogn'altro ornamento, gode
sempre il vant aggi o di condursi senza disgusto alle Cadenze, ove per Io piiI e
essenzialissimo; E chi n'e privo (o non I'abbia che disettoso) non sara mai
gran Cantante bencbe sapesse molto« (s. 25).
At trillen er en så grundlæggende del af en sangers kunnen i det attende
århundrede lægger en vældig afstand mellem kunstsangen dengang og nu.
Trillens centrale position understregedes af, at den, som Tosi siger, næsten
altid dannede afslutning på de improviserede kadencer (Thielo s. 66,
Hiller s. 143, Hansen s. 110). Alle fire forfattere understreger, at trillen er
vanskelig at lære. Tosi bemærker, at kun få synes at have fået den i vuggegave
(s. 24). »En Trillo er ziirlig i Sangen, naar den bruges ret, men det er
tungt, at giøre en Trillo med Halsen, dog maa Tunghed ey hindre Lærdommen«,
siger Thielo (s. 65). Hansen understreger endnu stærkere end Hiller
(under indflydelse af syngemester Potenza?), at trillen er det bedste middel
til at skaffe sig »en villig Hals og en bøyelig Stemme« (Hansen, s. 3 og
Hiller, s. 39), og han kalder den »den sværeste og uundværligste af alle
Maneerer« (s. 94).
Thielo (s. 67), Hiller (s. 39) og Hansen (s. 3) anviser samme vej til
opnåelse af den eftertragtede færdighed. Thielo: »Man Øver i Begyndelsen
en Trillo med en langsom Bevegning, indtil Halsen bliver van der ved og
siden meer og meere gesvindere«.
Alle fire skelner mellem trille på stor sekund og trille på lille sekund
(Tosi, s. 25-26, Thielo s. 67, Hiller s. 38 og Hansen s. 24). Thielc har som
den eneste et særligt navn til hver af disse triller, idet trille på stor sekund
hedder »Triller (tr.)« og på lille sekund »Trillette (t.)« (s. 27).
Thielo giver ikke nogen tydelig forklaring på, hvilken tone trillen skal
begynde med: »Man tager en og den mest oven ved ligende heele eller halve
Ton, (efter Tonens Beskaffenhed) og anslaaer med en Gesvind Bevegning
begge Cl aves , den ene efter den anden« (s. 27). Denne anvisning kunne
tyde på, at han kun har regnet med en trille, der begynder på hovednoden.
Ifølge Tosi (s. 25) begynder trillen enten med hovednoden eller med dennes
oversekund. De fleste eksempler i C.Ph.E. Bachs klaverskole begynder
med oversekunden 2 • Hiller og Hansen råder sangerne til at begynde med
»Hielpetonen«, d.v.s. oversekunden (Hansen s. 24, Hiller s. 39). Der kan
altså være tale om en forskydning i trillepraksis fra Tosi til Hiller til fordel
for oversekunden.
27