C.A. Thielo og de syngende fruentimmere- »Tanker og Regler«, 1746

tendens 6 . Kirkemusikken lå virkelig Thielo på sinde, derom vidner hans
mange udtalelser i »Tanker og Regler«. Men han skulle jo leve, og efter
denne passionsopførelse var hans forhold til kirkens præst blevet så dårligt,
at det sikkert har medvirket til, at han i 1744 ophørte med sin organistvirksomhed.
Samme år udsendte han et bind fabler på vers. Det var på tysk og hed
»Des andern Zuschauers in Fabeln«7. Der lå i meget af det, der blev skrevet
i denne tid, en utilsløret moraliseren, og Thielo sluttede sig med begejstring
til' denne linie såvel i fablerne, som i det meste af det, han senere skrev.
Blandt de fjorten historier er der en, hvori han beskæftiger sig med sit
yndlingsemne, musikerens slette levevilkår. »Von dem grossen Posaunen C
in der Orgel und der Windmiihle« hedder den. Orgelpiben er kunstneren,
kirkemusikeren Thielo velsagtens. Den rejser en tur til sit fædreland Tyskland,
farer vild og søger hjælp hos en vindmølle, der er et billede på den
velbjærgede borger. Orgelpiben mener, at de må være brødre: »ich lebe
auch vom Winde/wie diese Miihle hier«. Møllen praler af sine gode kår og
spørger:
»Wie viel hast du den Lohn? du liderliche Prahler!
Das C sprach: ich? des Jahrs nur zwey und funfzig Thaier.
Die Miihle lachte, sprach: ey hast du denn nicht mehr?
Komm her! und iss dich satt! ich weis: dich hungert sehr.
Es ist kein Wunder nicht! man kan es taglich sehen,
Wie das, bald hie! bald da! die Kiinste betteIn gehen!«
Thielo har absolut fantasi, og ideen med at lade en orgelpibe spadsere ud i
verden kunne der være kommet en fin fabel ud af, men som det ses falder
pointen noget mat ud. I meget af det, Thielo skrev, kvæler hans brede
snakkesalighed den kunstneriske disciplin.
Thielos litterære produktion efter 1746 er beskrevet af Torben Krogh 8 og
delvis undersøgt af Hakon Stangerup9.
Thielo og vokalmusikken
Selvom en stor del af Thielos kompositioner er vokalmusik (omfanget af
hans tabte instrumentalmusik kendes ikke), så er der meget der tyder på, at
sangundervisningen i hans pædagogiske virksomhed var en underordnet del
i forhold til klaver- og teoriundervisningen. Han var selv pianist og organist,
hans anden lærebog blev udelukkende en klaverskole, og i den føromtalte
annonce fra 1754 var det klaver- og teorielever, han søgte.
Hvor meget han overhovedet har beskæftiget sig med kunstsang, før han i
1743 opførte sin passionsmusik, kan der kun gisnes om. Antagelig var det
økonomiske grunde, der fik ham til at slå ind på sangundervisningen.
Fra sin tyske uddannelse må han have haft et vist kendskab til de kirke-
11