C.A. Thielo og de syngende fruentimmere- »Tanker og Regler«, 1746

32
Indledningen (s. 59)
I sit leksikon bag i bogen definerer Thielo syngekunsten således: »Er en
Videnskab at treffe Tonerne med Halsen. Man kand dømme om den Syngende,
om han haver lært denne Videnskab efter Grund-Reglerne af Musiken,
eller om han har lært Stykkerne af Gehøret«l.
I mange af det attende århundredes lærebøger i sang betones tilegnelsen
af noder, takt, nøgler etc. overordentligt stærkt, antagelig fordi det ofte stod
sløjt til med den elementære musikteoretiske viden hos sangerne. Den foragt
Thielo nærer for den sanger, »dette Under«, der ganske vist »efter
Gehøret« synger med »en til Verden medfød temmelig reen Stemme«, men
som ikke har »de allerringeste musicaliske Videnskaber«, deles tilfulde af
Tosi, århundredets mest fremtrædende forfatter på sangpædagogikkens område
2 .
Niels Hansen betoner også stærkt, hvor vigtigt det er, at sangeren altid i
situationer, hvor det er muligt, synger med nodebladet foran sig. Men han
fremhæver tillige sangerens »følende Hierte«3. Hos Thielo spiller kravet om
teoretisk kunnen imidlertid en langt større rolle end hos Tosi, fordi denne
kunnen i afhandlingen om syngekunsten er blevet det eneste saliggørende.
Det er en grundlæggende skævhed i Thielos syn på kunstsangen sammenlignet
med f.eks. Tosis og Hansens, at den vokale kunnen kun i ringe omfang
og det kunstneriske udtryk slet ikke er medtaget i hans fremstilling 4 •
Det fremgår, at denne afhandling først og fremmest henvender sig til
damerne. Det har sikkert været iblandt dem de fleste af Thielos kunder har
været at finde.
Han fremhæver det forkastelige i, at damerne vil lære det hele (sang,
generalbas, klaverspil) på eengang. Der kræves »megen Tid, stor Flid og en
nøysommelig Eftertænkning«. Senere mistede han forøvrigt troen på, at
kvinder kunne lære generalbas (den var for mandfolk!), og også klaverspillet
burde de fleste lægge på hylden: »Jeg har kendt nogle hundrede Fruentimmer,
som har lærdt 1, 2, 3, 4 og flere Aar, i det siette Aar har de enddog
ikke kunde spille ti stykker, saa lette og almindelige de ogsaa vare«. Denne
udtalelse stammer fra »Den borgerlige Hovmesterinde«, 1759, en »Samling
moralske, critiske og oeconomiske Tanker for Fruentimmerne«. Sammesteds
siger han videre: »Dersom de ikke vil foragte min Mening, saa vilde
jeg raade dem, at de i Steden for at lære paa Claveret, lærte at synge; men
kun disse som har en angenem Stemme. Syngekunsten er ikke saa tung at
lære som Claveret«5. I forbifarten beskæftiger Thielo sig i sin indledning
med kirkesangerne (»Cantores eller Degne«). Han slår til lyd for, at de
lærer sig synge kunsten (= »Tonerne og Tonemaaderne«), så de kan begynde
rettidigt efter præludiet og synge en melodi korrekt, hvor intet orgel er.
Han tror dog ikke selv på, at det nytter (»lad dem synge saa godt de kand«).