11-08

Bare det snart var sommer
LEDER
Tiden går åh, så…
Jeg ved godt, det er lidt af en floskel at hive en leder om tiden
ud af ærmet.
For alle mener jo, de har så travlt. Alle føler, at hverdagen
bare ryger af sted, så der slet ikke er tid til at nå alt det, man
gerne vil, medmindre der var 72 timer i døgnet. Ja, jeg kunne
ofte godt bruge endnu flere timer om dagen – eller også ville
jeg ønske, at min far havde ret, når jeg som lille fik at vide, at
jeg bare kunne have sovet ti timer i timen, når jeg morgensur
brokkede mig over at være blevet puttet for sent.
Nå, men i disse måneder, hvor solen for alvor har fået magt,
og de lyse timer er blevet så mange flere, er det ikke altid, der
er tid nok til at rydde ud i alle flosklerne, inden de trækkes ud
af de korte ærmer.
Så – tiden går åh, så…
Sådan set er det ikke så meget det, at den ene dag afløser den
anden med lynets hast, der forbavser mig. Det er jo en selvfølge
for de fleste.
Derimod bliver jeg til stadighed forbløffet over, hvor hurtigt
tiden pludselig kan ændre hastighed og begynde at snegle sig
af sted, når den normalt har det med at flyve – også på den
lange bane.
Her den anden dag kom jeg ellers til at tænke på, at jeg synes,
jeg lige har sat mig til rette med bøgerne efter en regnvåd sommer
– og nu er den så allerede kommet tilbage. Altså sommeren.
For jeg håber bestemt ikke, den bliver lige så våd som sidst.
Jeg har dog min frygt. For min erindring fra sidste år minder
mig om, hvordan månederne op til den sidste eksamen inden
de mange uges fri var fyldt med sol og sol og sol, og hvordan
det på eksamensdagen begyndte at regne for at fortsætte de
næste ti uger. Det var ren skuffelse – for nu var der jo tid til at
nyde de solfyldte dage med god samvittighed, og så forsvandt
de bare for ikke at komme tilbage.
Dengang lovede jeg mig selv, at dette forår ville blive anderledes.
Ikke noget med at gemme sig med bøgerne og lade solen
vente til senere på den anden side af lukkede skodder, mens jeg
længtes efter den. Ikke noget med at udskyde isspisningen, de
korte bukser og solslikkeriet i parken til efter eksamenerne.
Men i ugerne op til sommerferien er det, som om tiden pludselig
vælger at stå stille.
Og når vi prøver at motivere hinanden til lige at give den det
sidste, bliver det pludselig med formaningen om, at de næste
uger nok skal flyve af sted alligevel, så vi endelig kan få fri.
Sjovt nok går vi således det meste af året og irriterer os over,
hvor hurtigt tiden går. Og når den så ikke længere gør det, er vi
alligevel ikke i stand til at nyde det. I stedet håber vi, at den går
endnu hurtigere, så vi kan få tid til at nyde tiden. Det er som om,
tiden skal overstås, før vi kan sætte pris på den.
Jeg selv er ingen undtagelse. For godt nok er min intention, at
jeg skal nyde tiden – hvilket, jeg med tiden håber, vil blive opfyldt.
Men lige nu nynner jeg altså også med i det kor af stemmer,
der beder til, at det bare snart var sommer.
For lige nu går tiden åh, så – langsomt.
Marius Kløvgaard
Chefredaktør
Men det er bare som om, beslutningen ikke rigtig har haft tid
til at rodfæste sig, inden de solrige forårsmåneder fyldt med
varme er vendt tilbage.
Tiden er simpelthen gået så stærkt, at de gode intentioner
stadig kun er gode intentioner. Og timerne indenfor med bøgerne,
mens forårssolen bager udenfor, er stadig en realitet. Det
samme er længslen efter, at de næste uger bare vil flyve af sted,
så det bliver sommerferie, og jeg for alvor kan slappe af. Ja, man
skulle tro, det var løgn, at tiden sådan gentager sig.
Men selv om året altså er fløjet af sted, så undrer jeg mig lige
nu over, hvordan tiden endnu en gang har valgt at føles lang,
når man plaget med bøgerne bare venter på at få ferie.
For det kan godt være, at vi på studiet gennem de seneste ni
måneder har gået og snakket om, hvor hurtigt tiden går. Igen
og igen har vi fortalt hinanden, hvordan vi lige er begyndt på
studiet og nu snart er en tredjedel læger. Og om et år er vi
halvvejs, og så er vi alligevel snart færdige. Ja, så hurtigt går
tiden jo.
Side 3