Inkjetpatroner - Tonerpatroner - Farvebånd - Blæk - TTR - Kontorpapir

Fortsat fra side 14
vores afsætningsmuligheder i 2009 er
særdeles gode. Men det er klart, at så
mange opkøb også betyder, at vi har
etableret en gæld. Og med finanskrisen
er vi så løbet ind i likviditetsproblemer,”
siger Imad Mahaini.
Fortryder ikke opkøb
Så han fortryder ikke den væksstrategi,
der har været det bærende, siden han
overtog den skrantende kontorartikelvirksomhed
CJC i 1992. Den gang var
omsætningen 45 mio. kr. og antallet af
ansatte 65. I 2008 omsatte Scan Office
­ CJC gruppen for lige over 600 mio. kr.
og har i dag omkring 300 medarbejdere.
Men de 600 mio. lå altså 100 mio.
under det budgetterede.
De 50 mio. i manglende omsætning
stammer fra 3. kvartal, fortæller Imad
Mahaini. Og tilskriver dermed finanskrisen
den største del af årsagen til,
at CJC Gruppen i dag er i vanskeligheder.
Men det er ikke hele forklaringen.
I forhold til det budgetterede overskud
mangler der altså yderligere 50 mio. kr.
”Det første halve år af 2008 gav selvfølgelig
også udfordringer efter de mange
opkøb, men vi ville have klaret det,
hvis finanskrisen ikke var kommet, og
hvis vi ikke pludseligt havde fået problemer
med at sælge på finansministeriets
aftale,” siger Imad Mahaini.
16 Nr. 4 | 2009 | KONTOR|papir
Problemerne med den offentlige møbelaftale
opstod, som Kontor|papir tidligere
har beskrevet det, da møbelvirksomheden
Labofa Munch indklagede
ministeriet for Klagenævnet for Udbud
med den påstand, at de øvrige tilbudsgivere
ikke havde overholdt udbudsbetingelserne.
Labofa Munch fik delvist
ret i sin klage med den konsekvens, at
møbelvirksomheden EFG Bonde i den
sidste halvdel af 2008 var den eneste
virksomhed, der kunne levere til staten.
Ergoteam, som ejes af CJC Gruppen,
var med i et konsortium med Jesper Office,
der blev dømt ude af Klagenævnet.
Imad Mahaini lægger vægt på, at
Scan Office/CJC Gruppen har vundet
aftalen med staten igen pr. 1. januar i år
og understreger, at situationen derfor
ser helt anderledes ud nu.
Risikerer alt
For Imad Mahaine betyder betalingsstandsningen
at han og familien, der
ejer virksomheden, risikerer at miste
”rigtig, rigtig mange penge” som han
udtrykker det. Og den betyder også, at
han er helt ude af den daglige drift af
det nye datterselskab. Han ejer det formelt,
fordi det er 100 procent ejet af det
gamle firma, men det er banken, der
sidder på magten i dag.
”For mig har drivkraften været vækststrategien.
Jeg dur ikke til vedligeholdelsesarbejdet.
Og i disse tider kan man
godt vinke farvel til vækst. Så derfor er
der heller ingen grund til, at jeg skulle
sidde i ledelsen. Jeg har stået for væksten
og strategien og har i øvrigt ikke
haft så meget med den daglige ledelse
at gøre,” siger han.
Imad Mahaini lægger ikke skjul på,
at sandsynligheden for at familien mister
alt, er ret stor. ”Men alt afhænger
af, hvordan tingene udvikler sig her i
2009. Budgetterne ser meget positive
ud, og hvis de holder, ender det med et
pænt overskud. Men vi havde jo også
gode budgetter sidste år,” siger han.
Frygter branchens fremtid
Imad Mwahaini har ikke stor tiltro til
branchens fremtid – i hvert fald ikke for
de nationale virksomheder. Branchen
tjener simpelthen for lidt – og det har
den gjort i årevis, siger han.
”Jeg har været virkelig engageret i
branchen, og jeg mener også, jeg har
sat den i gang med omstrukturering og
konsolidering. Men jeg har også hele tiden
været klar over, at det ikke er i denne
her branche, man kan tjene penge,
med mindre man kan holde ud og være
mellem de sidste 10­15 virksomheder,
som måske vil overleve. Men faktisk
tvivler jeg på, at de nationale virksomheder
har en fremtid efter de store internationales
indtræden på markedet. Jeg
håbede selv, at vi med den størrelse, vi
havde nået, ville være i stand til også at
forbedre indtjeningen. Men så kom finanskrisen
altså,” siger han.
Der er ingen tvivl om, at Imad Mahaini
er oprigtig ked af, at hans livsværk
nu risikerer at smuldre væk mellem
hænderne på ham. Men han glæder sig
lige så oprigtig over, at det i skrivende
stund ser ud til, at det er lykkedes at
redde arbejdspladserne. At leverandørerne
så risikerer at miste deres tilgodehavender,
tager han lidt lettere på.
”Det skal man ikke græde over. De
har formentlig tjent meget på os gennem
årene, og virksomheden har et så
stort omsætningspotentiale, at de sikkert
kommer til at tjene dem ind igen.
Og jeg tror da, at de vil finde ud af, at
der er en god fremtid her,” siger han.
Imad Mahaini har ikke tænkt sig at
trække sig tilbage og lade pensionsroen
falde over sig. Under ingen omstændigheder,
siger han.
”Det har jeg alt for meget energi til.
Der går ikke ret lang tid, før jeg er aktiv
igen. Men det bliver ikke indenfor branchen,
der er ingen indtjening i den.
Mine sønner har en fornuftig virksomhed
i Mellemøsten, hvor jeg altid har
bistået, og det vil jeg fortsat gøre. Og så
må vi se,” siger Imad Mahaini.
Det er finanskrisen og et stop for møbelsalg til staten, der har slået CJC Gruppen af
pinden – i hvert fald midlertidigt, siger Imad Mahaini, her fotograferet på KONPAs
konference i marts. Foto: Jørgen Ploug