Solidaritet temanummer, februar 2018

»Sovjetstrukturen er i sin politiske
natur et klassekampsorgan«
i løn. Disse erfaringer er vigtige, men
var ikke desto mindre utilstrækkelige,
når det kom til at svare på
hvilken demokratisk forsamling, der
både kunne gøre op med den gamle
magt, og samtidig etablere den nye.
Arbejderbevægelsens egne organiseringer
var blevet eksempel herpå.
Det gamle samfunds institutioner
dør vitterligt aldrig rigtigt hen, før
det nye er på plads.
Sovjetstrukturen vendte alt kendt
ved politik på hovedet. Fra at have
været en beskæftigelse for nogle få
professionelle personer, blev det
allemandseje. Hvad der før havde
været resultatet af hemmelige aftaler
og skjulte forhandlinger, blev nu
slynget åbent ud. Alle verdens øjne
kunne nu beskue de hemmelige
aftaler, der delte verden op mellem
de håbefulde sejrherrer i verdenskrigen,
og de beskidte lån, som fransk
og britisk imperialisme på den
baggrund havde givet Rusland.
Det samme gjorde sig gældende
for de ågerlån, som Rusland havde
givet til sine egne afhængige stater.
Sovjetmagten blomstrede netop
12 | Solidaritet temanummer
fordi den ikke baserede sig på den
gamle magts hemmeligheder og
skjulte dagsordener.
Socialisternes chance
Sovjetstrukturen er i sin politiske
natur et klassekampsorgan. Eksistensen
af organiserede råd og forsamlinger
uden for statens kontrol,
fører den dag i dag til sammenstød
med statsmagten. Vi har for nyligt
set eksempler på dette i blandt andet
Egypten, Grækenland, Spanien
og Syrien. At fastholde sovjettens
eksistens og funktion bliver som en
konsekvens af dette modsætningsforhold,
til et forsvar for rådsstyrets
magt overfor den gamle stats. Den
almene udbredelse og organisering
af samarbejdende råd baseret på arbejdspladser,
reproduktion og lokaliteter,
er revolutionære skridt gennemført
af revolutionære organer.
Ligesom sovjetten ikke kunne
være opstået uden arbejderklassens
spontane, sociale kampe, kan den
ikke forblive uden bevidst at sætte
sig i spidsen for arbejderklassen
og de undertryktes politiske kamp.
Derfor er det også afgørende for
sovjetten at kunne gribe efter
magten over samfundet på det
rette tidspunkt. Historien fælder sin
tydelige dom over rådsstrukturen,
hvis ikke den formår det. Selv de
mindste politiske indrømmelser
er historisk set blevet hævnet i
blod, og kapitalisterne forstår godt
betydningen af rådsforsamlingen. I
skærpede klassekampssituationer
er der vindere og tabere; der er ikke
(plads til) kompromisser.
De finske socialdemokrater,
der troede de kunne håndtere
kontrarevolutionen gennem parlamentariske
manøvrer, lærte om
klassekamp, da de tøvede med at
tage magten fra det korrumperede