Solidaritet temanummer, februar 2018

More documents

Recommendations

Info

Bondehær til kamp for en Gennem tre år fra 1917-1920 var en anarkistisk bondehær og deres »frie sovjetter« i Ukraine en af de stærkeste konkurrenter til venstre for bolsjevikkernes nye etpartistat. Af Thomas Christtreu og Bjarke Friborg Borgerkrigen 1917-1920 fandt ikke kun sted mellem de borgerlige »hvide« og bolsjevikkernes »røde« hære. I Ukraine var der f.eks. en stærk anarkistisk inspireret bevægelse, der med sin egen guerillahær og lokalt forankret rådsmagt, hverken lod sig diktere af godsejere eller en ny bolsjevikisk centralmagt. På sit højeste rådede den over et område med syv millioner indbyggere, titusinder af frivillige militssoldater og et netværk af landsbyskoler, aviser m.m. Under parolen om »frie og demokratiske sovjetter« frem for »proletariatets diktatur« havde bevægelsen sin egen selvstændige dagsorden, der både indebar samarbejde, men også brud med bolsjevikkerne. Selv om begge var mod de hvide, havde de ultimativt uforenelige syn på det fremtidige samfund. Den sorte hær Ved udgangen af 1917 befandt Ukraine sig i kaos. De tidligere herskere var væk og ingen af landets skiftende regeringer havde vundet fodfæste. De lokale bønder var blevet fanget i kampe mellem de røde og hvide styrker i området, samt en tysk militæroffensiv. Som resultat opstod en række ukrainske guerillagrupper, som over tid bekæmpede både røde, hvide og udenlandske styrker. To af de mest kendte partisaner var Maria Nikiforova og Nestor Makhno, der både stod i spidsen for bondeog fagorganisering og for mere Robin Hood-agtige aktioner, hvor de bl.a. røvede banker og militærlagre og med våbenmagt støttede lokale bønder og arbejdere i at omfordele jord, overtage værksteder etc. I 1918 gik de forskellige oprørsgrupper sammen som Ukraines Revolutionære Oprørshær – kaldet den sorte hær på grund af farven på deres faner eller for Makhnoisterne efter deres militære leder. 16 | Solidaritet temanummer »Frihed eller død – landjorden til bønderne, fabrikkerne til arbejderne« Et frit samfund De befriede områder, hvor Makhno-bevægelsen rådede, blev snart kendt som »det frie territorium«, der varierede i størrelse og havde sin basis på landet frem for i byerne, der under borgerkrigen konstant blev erobret af først den ene og så den anden part. Politisk var målet her og nu at opbygge et socialistisk samfund med både lighed, frihed og social retfærdighed – afspejlet i deres slagord »Frihed eller død – Landjorden til bønderne, fabrikkerne til arbejderne«. Dette betød blandt andet, at når de indtog en by, opfordrede de arbejderne til at selv-organisere sig med et mål om at overtage virksomhederne, ligesom de støttede bønder i at omfordele jord og overtage godser. Samtidig var de kritiske overfor både banker og penge. De opmuntrede til direkte vareudveksling, f.eks. ved at bønder tilbød mel i bytte for tekstiler – en politik, som bolsjevikkerne afviste som »primitiv« og i strid med den overordnede planlægning. Den vigtigste gruppe internt i bevægelsen var en føderation af anarkistiske grupper kaldet Nabat, der var samlet om fem grundlæggende principper: Modstand
anden socialisme »Ved slutningen af 1920 var det lykkedes endeligt at besejre de hvide, og den sorte hær gik med til fredsforhandlinger med Trotskij på vegne af Sovjetunionen« Konflikten førte til, at den sorte hær på skift enten var i krig med den røde hærs styrker eller fungerede som skjold for den imod de hvide, som de begge bekæmpede. I flere år lykkedes det for guerillahæren at holde stand – dels på grund af strategisk snilde og vovemod, men i høj grad også, at den kunne vise resultater og var forankret i lokalbefolkningen. Flere gange skete det, at deserterede styrker fra de hvide eller de røde sluttede sig til bondehæren eller nedlagde våbnene frem for at kæmpe mod dem. mod alle politiske partier, modstand mod alle former for diktatur, afvikling af enhver central stat, afvisning af såkaldte »revolutionære overgangsperioder« og selvstyre til alle arbejdende gennem frie arbejderråd eller sovjetter. Bevægelsen gik desuden ind for et frivilligt samarbejde mellem bønder og arbejdere og var i stærk opposition til tvangsopkrævningen af korn og andre fødevarer, som bolsjevikkerne indførte under borgerkrigen. Et spørgsmål, der ikke mindst var påtrængende i Ukraine, kendt som »Ruslands kornkammer«. Konflikten med bolsjevikkerne Makhnoisterne kritiserede fra starten bolsjevikkernes begrænsninger på ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed, samt forfølgelsen af politiske modstandere, der tog fart med klapjagten på anarkister fra april 1918, før borgerkrigens udbrud. Dette førte hurtigt til en eskalerende konflikt med bolsjevikkerne og særligt Trotskij, der stod i spidsen for den røde hær og dens interesser i Ukraine. Tre af den sorte hærs ledere, 1919: Simon Karetnik (nr. 3 fra venstre) Nestor 'Batko' Makhno (i midten) og Fedir Shchus (nr. 1 fra højre). Foto: CC Revolutionens nederlag Ved slutningen af 1920 var det lykkedes endeligt at besejre de hvide, og den sorte hær gik med til fredsforhandlinger med Trotskij på vegne af Sovjetunionen. Makhno og resten af den sorte hærs ledelse tog imod en indbydelse om at mødes med repræsentanter for den røde hær – men efter ankomsten blev de fleste af forhandlerne enten anholdt eller skudt. Straks derefter sendte Trotskij mere end 350.000 soldater fra den røde hær til Ukraine for at gøre landet til en del af Sovjetunionen og hindre, at anarkisternes idéer spredte sig. For bolsjevikkerne var det ikke mindst afgørende, at ingen gik imod deres politik for tvangsrekvirering af korn til de sultende i byerne, og slet ikke i landbrugslandet Ukraine. Flere år senere fortalte Trotskij, at bolsjevikledelsen en overgang seriøst overvejede at give Makhno og andre lov til at fortsætte deres »statsløse eksperiment«. Det blev afvist. Men det viser, at det »frie territorium« var en realpolitisk størrelse, som andre var nødt til at tage alvorligt. Officielt blev de afvist som primitive banditter, men deres libertærsocialisme og krav om frie sovjetter viste, både i praksis og teori, at der kunne tænkes andre veje end et-partistyre og kommandoøkonomi. ■ Solidaritet temanummer | 17
Page 1 and 2: Temanummer om den russiske revoluti
Page 3 and 4: En eksplosion af potentiale Den rus
Page 5 and 6: 25-27. september: Lenins brev til b
Page 7 and 8: »Kapitalismen er afhængig af, at
Page 9 and 10: Sovjetterne er arbejderklassens par
Page 11 and 12: med den russiske arbejderbevægelse
Page 13 and 14: Petrogradsovjetten, 1917. Foto: CC
Page 15: ingen grund til, da mulighederne fo
Page 19 and 20: titet. Dansksindede nordslesvigere
Page 21 and 22: i så henseende var efter sigende e
Page 23 and 24: kritisk i forhold til Lenins politi
Page 25 and 26: Jeg siger ikke at jeg har fundet p
Page 27: Osip Brik træder som litteraturfor

Solidaritet temanummer, februar 2018

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?