Solidaritet temanummer, februar 2018

Bondehær til kamp for en
Gennem tre år fra 1917-1920 var en anarkistisk
bondehær og deres »frie sovjetter« i Ukraine
en af de stærkeste konkurrenter til venstre
for bolsjevikkernes nye etpartistat.
Af Thomas Christtreu og Bjarke Friborg
Borgerkrigen 1917-1920 fandt ikke kun sted mellem
de borgerlige »hvide« og bolsjevikkernes »røde«
hære. I Ukraine var der f.eks. en stærk anarkistisk
inspireret bevægelse, der med sin egen guerillahær
og lokalt forankret rådsmagt, hverken lod
sig diktere af godsejere eller en ny bolsjevikisk
centralmagt. På sit højeste rådede den over et
område med syv millioner indbyggere, titusinder af frivillige
militssoldater og et netværk af landsbyskoler,
aviser m.m. Under parolen om »frie og demokratiske
sovjetter« frem for »proletariatets diktatur« havde bevægelsen
sin egen selvstændige dagsorden, der både
indebar samarbejde, men også brud med bolsjevikkerne.
Selv om begge var mod de hvide, havde de ultimativt
uforenelige syn på det fremtidige samfund.
Den sorte hær
Ved udgangen af 1917 befandt Ukraine sig i kaos. De tidligere
herskere var væk og ingen af landets skiftende regeringer
havde vundet fodfæste. De lokale bønder var
blevet fanget i kampe mellem de røde og hvide styrker i
området, samt en tysk militæroffensiv. Som resultat opstod
en række ukrainske guerillagrupper, som over tid
bekæmpede både røde, hvide og udenlandske styrker.
To af de mest kendte partisaner var Maria Nikiforova
og Nestor Makhno, der både stod i spidsen for bondeog
fagorganisering og for mere Robin Hood-agtige
aktioner, hvor de bl.a. røvede banker og militærlagre og
med våbenmagt støttede lokale bønder og arbejdere i
at omfordele jord, overtage værksteder etc.
I 1918 gik de forskellige oprørsgrupper sammen som
Ukraines Revolutionære Oprørshær – kaldet den sorte
hær på grund af farven på deres faner eller for Makhnoisterne
efter deres militære leder.
16 | Solidaritet temanummer
»Frihed eller
død – landjorden
til
bønderne,
fabrikkerne til
arbejderne«
Et frit samfund
De befriede områder, hvor Makhno-bevægelsen rådede,
blev snart kendt som »det frie territorium«, der varierede
i størrelse og havde sin basis på landet frem for i
byerne, der under borgerkrigen konstant blev erobret
af først den ene og så den anden part. Politisk var målet
her og nu at opbygge et socialistisk samfund med både
lighed, frihed og social retfærdighed – afspejlet i deres
slagord »Frihed eller død – Landjorden til bønderne, fabrikkerne
til arbejderne«.
Dette betød blandt andet, at når de indtog en by,
opfordrede de arbejderne til at selv-organisere sig med
et mål om at overtage virksomhederne, ligesom de
støttede bønder i at omfordele jord og overtage godser.
Samtidig var de kritiske overfor både banker og penge.
De opmuntrede til direkte vareudveksling, f.eks. ved at
bønder tilbød mel i bytte for tekstiler – en politik, som
bolsjevikkerne afviste som »primitiv« og i strid med den
overordnede planlægning.
Den vigtigste gruppe internt i bevægelsen var en
føderation af anarkistiske grupper kaldet Nabat, der var
samlet om fem grundlæggende principper: Modstand