Europæiske Horisonter: Hvad koster det for Europa?

S T U D E N T E R M A G A S I N E T O M E U R O P Æ I S K P O L I T I K

V I N T E R 2 0 2 1

Velkommen til

Magtkritikken er hjemløs i EU

Christine Roj

Europæiske værdier er vigtigere end

erhvervslivets eksportdrømme

Frederik Bast Phillip

EU risikerer at blive fløjet agterud af

dragen og ørnen i jagten på

fremtidens enhjørninger

Markus Bernhart Tang og Michael Nagel Wachtell

Baltic Pipe - En katalysator for grøn

omstilling i Europa eller et skridt

tilbage?

Olav Anker Jessen

Trojkaens dilemma

Markus Giessing

Europas hykleri og muslimske staters

kamp for et globalt blasfemiforbud

Valder Fredens

Magrethe Vestager: Hvis

man vil være globalt konkurrencedygtig,

så må man også være lokalt

konkurrencedygtig

Christine Roj

Hvem skal frygte fremtiden?

Anton Leopold Krogh

EU har lavet en plan for digital

uddannelse, men giver det

overhoved mening?

Jan Høegh

Europæiske kompromiser finder en

vej

Anne Mette Vestergaard

Mød en MEP'er: Morten Løkkegaard

Yasmin Wegener Harbeck og Marc Søgaard

Mød en lobbyist: Sinne Conan

Yasmin Wegener Harbeck og Marc Søgaard

3

4

6

8

11

15

20

26

30

34

38

41

45


Kære læser,

Idéen til ‘Europæiske Horisonter’ opstod i et mødelokale på

Studenterhuset, hvor en gruppe studerende på Københavns

Universitet fandt en fælles interesse for den Europæiske

Union, samt formidlingen af dennes politikområder, dens

udfordringer i globaliseringen og dens rolle i

verdensordenen.

Det er ikke en overdrivelse at påstå, at langt størstedelen af

befolkningen har stiftet bekendtskab med EU på den ene

eller anden måde igennem deres liv. Nogle er dybt

integrerede i det europæiske maskinrum, og andre har

måske gjort det mere implicit, f.eks. ved en bilrejse til italien

uden paskontrol, studier med Erasmus eller billige opkald til

England.

Men de færreste af os læser om det i nyhederne og følger

løbende med i de politiske forhandlinger, magtkampe og

ideologiske slagsmål, som EU også er - ligesom vores

nationale styre. Det er et problem for vores kritiske sans

over for et så kæmpe magtorgan, og det tyder heller ikke

godt for unionens fremtid. For hvis vi ikke kender til det,

kan vi ikke komme med udviklende ideer.

Europæiske Horisonter er for dig der, ligesom os i

redaktionen, gerne vil følge og forstå europæisk politik. Vi

bestræber os efter at gøre det med en kritisk pen og

efterlader meningsdannelsen til dig. Alle vores skribenter

har også vidt forskellige holdninger til politikken.

Vi er alle studerende; både redaktører, skribenter og

grafikere. Så er du studerende, og har du en lille skribent

gemt i dig, eller blot en god idé til et emne vi skal skrive om?

Så kontakt os endelig på ucph@europeanhorizons.org.

God læselyst!

Christine, Yasmin og resten af holdet bag

S I D E 3

EUROPÆISKE HORISONTER

Billede: Syrisk flygtning

ankommer til den græske

ø Kos efter at have

krydset fra Tyrkiet.

[Foto:SyriaFreedom]

A F C H R I S T I N E R O J , C H E F R E D A K T Ø R

På forsiden står spørgsmålet:

Hvad koster det for Europa? Og

det er ikke tilfældigt. Det er

temaet, der har lagt vejen for

historierne i dette første

nummer af Europæiske

Horisonter. ”Koster” forstået

som alt det, vi går på kompromis

med, opgiver, taber – og til tider

vinder i europæisk politik. For

det er, hvad politik i grunden er:

At prioritere noget frem for

noget andet. Det er her

værdikampen ligger, og det er i

fravalget at politikken for alvor

viser sig.

EU er verdens største økonomi.

Det betyder, at den politik, der

føres i EU, har enorme

konsekvenser for den globale

verdens retning. For i

international politik er én

ting sikkert: size matters. Det er

en enorm magt at have at være

verdens største økonomi, og

derfor kan det undre, at dækning

af europæisk politik ikke

fylder mere i medierne end

eksempelvis amerikansk politik.

Både fordi vi er større og især

fordi, det er os selv, det handler

om. Det er her, vi har

indflydelse og kan ændre noget

direkte med vores stemme. Men

der mangler simpelthen

magtkritik i europæisk politik, og

det vil jeg i det følgende give to

årsagsforklaringer på:

1) EU's opbygning

EU har en grundstruktur i tre

dele: Europa-Parlamentet (EP),

Kommissionen og Rådet. De

tre organer udgør tilsammen

beslutningsenhederne i EU. De

kan samlet sammenlignes lidt

med et folketing. Men i praksis

fungerer det helt anderledes.

Kommissionen er det øverste

magtorgan i EU og dets formand,

i øjeblikket Ursula von der Leyen,

ses som EU's leder. Det skyldes,

at Kommissionen er dem, der kan

udforme lovforslag og dermed

reelt er de eneste, der kan skabe

noget konkret og nyt. De svarer

til en regering – men de er ikke

direkte folkevalgte men er

derimod udpeget af hver deres

regeringsleder.

Det folkevalgte organ, som derfor

af naturlige årsager er tættere på

befolkningens bevidsthed,

er Europa-Parlamentet. De kan

dog ikke fremsætte lovforslag

men kun tilføje ændringer,

stemme for eller i mod. De

S I D E 4


behandler altså blot lovgivning

fremsat af Kommissionen. Som

parlamentariker bliver man altså

valgt ind på sine politiske

visioner, men reelt er der ikke

mulighed for at virkeliggøre dem,

med mindre man kan overtale en

kommissær.

SOM PARLAMENTARIKER

BLIVER MAN ALTSÅ

VALGT IND PÅ SINE

POLITISKE VISIONER,

MEN REELT ER DER IKKE

MULIGHED FOR AT

VIRKELIGGØRE DEM, MED

MINDRE MAN KAN

OVERTALE EN

KOMMISSÆR.

Kommissionen kan

dog ikke udstede den overordene

politiske retning for EU. Så

prioriteringerne og

værdispørgsmålene finder man

ikke svar på, hvis man spørger

dér. Det er op til Rådet, der

består af alle regeringsledere fra

EU: Angela Merkel, Emmanuel

Macron, Mette Frederiksen og

alle de andre. De sætter

retningen, og

Kommissionen makker ret.

Så hvis kritikken af EU's politik

skal finde et hjem, så er det i

Rådet. Men Rådet står jo netop

kun for den overordnede linje. Så

når der er en konkret lov, der

skaber problemer, har den altid

rod i Parlamentet og

Kommissionen – ” nede i

Bruxelles”. Men følger de ikke

blot Rådets visioner? Og således

går kritikken i ring og ender uden

et hjem. Diskussionen af

europæisk politik kommer derfor

tit til kun at handle om

roamingtakster og kemikalieindholdet

i tandpastaen, for

det er svært at fange en politiker i

”nede i EU”, der har mandat til at

tale om flygtningepolitik,

finanspolitik eller klimapolitik.

2) Rådsmøderne foregår bag

lukkede døre

De politikere, der har mandat til

at tale om de store politiske

visioner for EU, sidder slet

ikke ”nede i Bruxelles”. Det er

statslederne fra Europa, og når

de mødes i Rådet, foregår

møderne bag lukkede døre.

Faktisk er dørene så lukkede, at

ikke engang MEP’erne bliver

indviet i, hvad der foregår under

forhandlingerne.

Det er uklart, hvorfor det er

blevet sådan i et demokratisk

forhandlingslokale. For hvis

befolkningen ikke har adgang til

diskussionerne, er det umuligt at

føre en konkret og saglig kritik.

Og forsvinder kritikken, er der

ikke ret meget demokrati tilbage.

Så spørgsmålet: hvad koster det

for Europa? kan være nemt at

svare på, men hvis vi som borgere

ønsker reel forandring af

flygtningepolitikken,

skattepolitikken, klimapolitikken

eller noget helt fjerde, så

er det utrolig svært at vide, hvem

vi skal klage til. Er det Merkel,

von der Leyen, Løkkegaard,

Vestager?

EU er verdens største økonomi,

men det politiske ansvar har intet

hjem. Det er et demokratisk

problem. Og når først man finder

ud af, at det er derfor journalistik

Billede: Syrisk flygtning

ankommer til den græske

om EU altid handler om

ø Kos efter at have

tandpasta og solcreme, krydset bliver fra Tyrkiet.

europæisk politik for alvor [Foto:SyriaFreedom]

spændende. For mit gæt er, at det

koster rigtig meget for den

demokratiske følelse i Europa, at

magtkritikken er hjemløs.

EU ER VERDENS

STØRSTE ØKONOMI, MEN

DET POLITISKE ANSVAR

HAR INTET HJEM.

S I D E 5


A F F R E D E R I K B A S T P H I L L I P ,

F O R M A N D F O R E U R O P Æ I S K U N G D O M

Billede: Kinas præsident, Xi Jinping,

taler til COP21. [Foto: Benjamin

Géminel]

Mellem jul og nytår, godt gemt

væk mellem vaccineudrulning,

Brexit-aftale og fortsatte

COVID-19 restriktioner indgik

EU en handelsaftale

med Kina, der har fået for lidt

opmærksomhed og er blevet

mødt med alt for lidt

skepsis. Hvis der fortsat skal

være en form for seriøsitet bag

Lissabon-traktatens flotte ord

og værdier, kan EU ikke lukke

øjnene for Kinas grusomme

handlinger. Derfor opfordrer jeg

også de

S I D E 6

danske medlemmer af Europa

Parlamentet til at vende tomlen

ned når Europaparlamentet skal

godkende denne

aftale.

Efter den kolde krig udbredtes

idéen om, at hvis vi handlede

med lande, ville de med tiden

overtage vores kultur, vores

levevis og vores

værdier. En del af det gik i

opfyldelse; vi sidder klæbet til

skærmene og ser

de samme serier som Tiger King,

og man kan købe en amerikansk

Big Mac de fleste

steder i verden. Men vores

demokratiske værdier har ikke

fulgt med. Tværtimod

må vi efterhånden konkludere at

autoritære styrer har haft

kronede dage med at øge

deres egen velstand, mens

magthaverne har fastholdt et

middelalderligt

udgangspunkt for deres borgeres

menneskerettigheder.

Intet sted er det mere sandt end i


Kina, og derfor er det

ærgerligt at EU Kommissionen

har indgået en handelsaftale, der

øger kinesiske

virksomheders mulighed for at

gøre forretning i Europa.

Værdier uden handling er bare

skåltaler. Hvis EU skal

overleve på den lange bane, er

der behov for at bekræfte at det

europæiske fællesskab er et

værdifællesskab, og ikke blot en

overstatslig pendant til Dansk

Industri. De kinesiske overgreb

mod fundamentale menneskerettigheder

er hverken nogen

ukendt eller uhåndgribelig

størrelse, og listen er lang og

ubehagelig at læse.

VÆRDIER UDEN

HANDLING ER BARE

SKÅLTALER.

I den vestlige provins, Xinjiang,

har FN og Amnesty

International påvist grusomme

brud på helt basale

menneskerettigheder.

Slavearbejde, religiøs

indoktrinering og tvangssterilisering

er blandt de

værktøjer som tages i brug for at

bevare den kinesiske stats magt.

Det er rædselsfuldt at være vidne

til, og ganske enkelt ikke noget

der hører hjemme i

det 21. århundrede.

DET ER RÆDSELSFULDT

AT VÆRE VIDNE TIL, OG

GANSKE ENKELT IKKE

NOGET DER HØRER

HJEMME I

DET 21. ÅRHUNDREDE.

Ligeledes har den kinesiske

hammer ramt hårdt i Hong Kong,

hvor civile og politiske

rettigheder er blevet nådesløst

flået fra borgerne. Kritikere af det

kinesiske styre får mundkurv på

gennem arrestationer, og

bortførsler, og det har ledt til at

flere har forsøgt at flygte til

Vesten.

Alt dette strider mod EU's

nedfældede værdier som

”demokrati”, ”menneskelig

værdighed” og ”lighed for loven”.

Sidste år var EU's Flerårige

Budgetramme (MMF)

omdrejningspunkt for meget

debat i Bruxelles og i

den danske EU-debat og især,

hvorvidt man med rette kunne

sende EU midler til modnende

autokratier som Ungarn eller

Polen. De sparsommelige fire

(Danmark, Østrig, Holland og

Sverige) kæmpede for en

stærkere retsstatsmekanisme og

danske MEPere på tværs af

politiske skel kæmpede for at

sikre ”rule of law”, hvad enten det

gælder uafhængige domstole i

Ungarn, snigmyrdede journalister

på Malta eller fratagelse af

kvinders rettigheder i Polen.

SÅ SELVFØLGELIG SKAL

VI IKKE ÅBNE DØREN FOR

MERE HANDEL MED KINA

Så selvfølgelig skal vi ikke åbne

døren for mere handel med

Kina og dermed støtte et

rædselsregime, der er langt værre

end noget, vi kender

i Europa. Det klinger utroligt hult

når medlemslande og MEPere er

klar til at

rive budgetaftaler itu over

menneskerettigheder, men

samtidig gerne vil bytte EU’s

troværdighed i den globale kamp

for menneskerettigheder for

pandaer og

investeringer. Der er brug for at

vi fastholder troen på vores

europæiske

værdier, og det gælder også når

det gør ondt økonomisk. EU må

aldrig blive til

et samarbejde, der blot handler

om eksportfremme og vækst.

Derfor håber jeg

også at Europaparlamentet

stemmer denne handelsaftale

ned!

Billede: Skyskrabere i Shanghai,

Kina. [Foto: Andy Miccone

S I D E 7


Billede: Kommissionsformand

Ursula von der Leyen mødes med

USAs daværende præsident

Donald Trump til nr. 50, 21. januar

2020, Davos.[Foto: Det Hvide Hus:

Shealah Craighead]

EU RISIKERER AT BLIVE FLØJET

AGTERUD AF DRAGEN OG ØRNEN

I JAGTEN PÅ FREMTIDENS

ENHJØRNINGER

A F M A R K U S B E R N H A R T T A N G O G M I C H A E L N A G E L W A C H T E L L ,

S T U D E R E N D E P Å I N T E R N A T I O N A L B U S I N E S S A N D P O L I T I C S

I ”Clement Kalder Jorden”, sendt

den 22. december 2020, udtrykte

Ulrik Vestergaard Knudsen,

vicegeneralkommisær i OECD og

en af Danmarks højst placerede

diplomater, bekymring over at

man i Europa spørger sig selv:

”Hvordan man kan vi undgå en

ny kold krig?”, hvor Kina og USA

spørger sig selv: ”Hvordan kan

man vi vinde den kommende

kolde krig?”. Kinas og USA’s

proaktive tilgang til et koldkrigsscenarie

er har for længst

spredt sig til deres

konkurrencepolitik, hvor de

aktivt promoverer nationale

virksomheder, og udenlandske

virksomheder mødes med

sanktioner

- nogen mere i

overensstemmelse med WTO’s

regelsæt end andre. Men EU

nøler fortsat, og det kan blive

dyrt i fremtiden.

Men hvad er det konkret, der

giver Kina og USA en fordel, som

EU ikke kan matche? Professor

ved University College London,

Marianna Mazzucato, beskriver i

bogen ” The Entrepreneurial

State”, hvordan føderale- og

statsregeringer i USA har evnet at

styrke deres nationale industri og

-konkurrenceevne gennem

målrettet industripolitik med

formålet at skabe nye markeder

og et nationalt økosystem for

innovation. (1) Specielt det

amerikanske militærs

udviklingsprogram DARPA

(Defense Advanced Research

Projects Agency), har ledt an i

udviklingen af nye teknologier,

der også kan bruges til ikke

militære formål. Her er Apple’s

iPhone en af de store benyttere

af teknologier udviklet af DARPA

og andre føderale styrelser og

udviklingsprogrammer. Faktisk er

de spæde skridt til de

teknologierne, der gør eén

iPhone smart, trådt af den

amerikanske stat. Dette inkludere

Siri, udviklet af DARPA, og lithium

batterier og touch-skærmen,

begge udviklet af Department of

Energy. (1)

Det er en stor del af grunden til,

S I D E 8


at USA stadig er den

verdensøkonomi, der udvikler de

største og mest innovative

firmaer. Den amerikanske stat

har skabt grobund for industrier

og teknologiske gennembrud,

som amerikanske virksomheder

har draget fordel af.

Forskellen bliver for alvor

markant, når man sammenligner

EU's industripolitiske værktøjer

med den autoritære stat Kina.

Kina ligger lige efter USA, når det

kommer til udviklingen af de nye

mest værdifulde firmaer, såkaldte

”Unicorns” (2).

Dette går imod den generelle

forventning i 90’erne og start

00’erne: At autoritære regimer

ville kun ville være i stand til at

kopiere, og ikke innovere.

Ydermere stiller Kinas mangel på

dataetik og villighed til at bøje

reglerne, når det kommer til

strategisk vigtige sektorer,

kinesiske virksomheder stærkt,

og dette vil specifikt inden for

Tech-sektoren fostre

konkurrencefordele, som ikke

kan kopieres eller erstattes af

europæiske virksomheder.

En central begrænsning for EU’s

mulighed for at føre

industripolitik er de strengere

regler for statsstøtte i EU, som

traditionelt er blevet set som en

nødvendigt for at sikre fair

konkurrence og lige vilkår for

medlemslandene. Dette har ført

til, at fokus indenfor

industripolitik i EU har ligget på

at støtte horisontalt gennem

specifikke politikker og

indsatsområder, f.eks. gennem

øget finansiering til grøn

omstilling, hvilket Mazzucato

beskriver som en ”Fund-all”-

tilgang.

FORSKELLEN BLIVER FOR

ALVOR MARKANT, NÅR

MAN SAMMENLIGNER

EU'S INDUSTRIPOLITISKE

VÆRKTØJER MED DEN

AUTORITÆRE STAT KINA.

Dog, argumenterer Mazzucato

for at det i visse tilfælde kan være

nødvendigt at understøtte visse

sektorer eller endda specifikke

firmaer for at kunne give dem en

konkurrencefordel, defineret ved

en vertikal eller ”Cherrypicking”-

tilgang. Eksempler inkluderer

amerikanske Tesla og kinesiske

SunTech, ligesom danske Vestas

bliver fremhævet af Mazzucato.

Denne tilgang har åbenlyse

faldgruber for EU, da den større

risikotagen vil blive

svær at få igennem i en tid, hvor

store dele af unionen ønsker at

spare på udgifterne til EUsamarbejdet.

Dette gør målsætningen om at

styrke det europæiske

innovationsberedskab

usandsynligt, da en sådan

beslutning ville have brug for

enstemmigt flertal, grundet

vetoretten i EU's ministerråd (3).

Ikke desto mindre bliver EU

tvunget til i højere grad at

inkludere specifikke, strategiske

sektorer eller firmaer, hvis de

skal kunne konkurrere med

omverdenen.

Yderligere kommer problemet

med at skabe såkaldte ”Nationale

Vindere” eller ” Europæiske

Vindere” i EU (5). En national

vinder kan defineres som et firma

eller en gruppe af firmaer, som

forventes at kunne skabe værdi i

strategiske sektorer. Disse

firmaer skabes eller forsvares på

forskellige måder, f.eks. gennem

statsstøtte, opfordring til

nationale opkøb og beskyttelse

fra fjendtlige opkøb. Et eksempel

er sammenlægningen af de to

kinesiske landbrugskemikaliegiganter

ChemChina og

SinoChem, der skabte verdens

største landbrugskemikaliefirma,

Syngenta (6).

Intentionen bag at skabe denne

gigant kan i høj grad findes i den

kinesiske ”Made in China 2025”-

plan, hvor landbrug bliver udlagt

som en af de 10 strategiske

sektorer. Modsat har der i EU

været problemer med at skabe

”Europæiske Vindere”. Et

velkendt eksempel er den famøse

Alstom-Siemens sammenlægning,

hvor tysk-fransk pres for at

kunne skabe en af verdens

største producenter af elektriske

tog ikke lykkedes. Intentionen

med sammenlægningen var at

kunne konkurrere globalt med

kinesiske producenter, men

sammenlægningen blev afvist af

Kommissionen med baggrund i

S I D E 9


svær at få igennem i en tid, hvor

store dele af unionen ønsker at

spare på udgifterne til EUsamarbejdet.

Dette gør målsætningen om at

styrke det europæiske

innovationsberedskab

usandsynligt, da en sådan

beslutning ville have brug for

enstemmigt flertal, grundet

vetoretten i EU's ministerråd (3).

Ikke desto mindre bliver EU

tvunget til i højere grad at

inkludere specifikke, strategiske

sektorer eller firmaer, hvis de

skal kunne konkurrere med

omverdenen.

Yderligere kommer problemet

med at skabe såkaldte ”Nationale

Vindere” eller ” Europæiske

Vindere” i EU (5). En national

vinder kan defineres som et firma

eller en gruppe af firmaer, som

forventes at kunne skabe værdi i

strategiske sektorer. Disse

firmaer skabes eller forsvares på

forskellige måder, f.eks. gennem

statsstøtte, opfordring til

nationale opkøb og beskyttelse

fra fjendtlige opkøb. Et eksempel

er sammenlægningen af de to

kinesiske landbrugskemikaliegiganter

ChemChina og

SinoChem, der skabte verdens

største landbrugskemikaliefirma,

Syngenta (Reuters, 2020).

Intentionen bag at skabe denne

gigant kan i høj grad findes i den

kinesiske ”Made in China 2025”-

plan, hvor landbrug bliver udlagt

som en af de 10 strategiske

sektorer. Modsat har der i EU

været problemer med at skabe

”Europæiske Vindere”. Et

velkendt eksempel er den famøse

Alstom-Siemens sammenlægning,

hvor tysk-fransk pres for at

kunne skabe en af verdens

største producenter af elektriske

tog ikke lykkedes. Intentionen

med sammenlægningen var at

kunne konkurrere globalt med

kinesiske producenter, men

sammenlægningen blev afvist af

Kommissionen med baggrund i

IKKE DESTO MINDRE

BLIVER EU TVUNGET TIL

I HØJERE GRAD AT

INKLUDERE SPECIFIKKE,

STRATEGISKE SEKTORER

ELLER FIRMAER, HVIS DE

SKAL KUNNE

KONKURRERE MED

OMVERDENEN.

dens negative effekt på

konkurrencen internt i EU (6). Så

EU vil i mange tilfælde være

tvunget til at revurdere

paradigmet, der vægter fair

konkurrence og lige muligheder

internt i EU allerhøjest, hvis de

skal kunne konkurrere eksternt

med USA og Kina.

Tiderne med et liberalt

handelsparadigme og handel

baseret på gensidige fordele er

ovre, og EU står overfor en

verden, hvor USA og Kina er klar

til at gå langt for at fremme deres

egne industrier. Derfor er det

nogle interessante valg, som

Kommissionen står over for i de

kommende år. Kommissionen har

allerede fremlagt flere initiativer,

der skal støtte grøn omstilling i

europæisk industri, såvel som

tiltag, der skal gøre det sværere

for ikke-europæiske firmaer at

deltage i offentlige

indkøbsprocesser. Det er ganske

vist tiltag, der peger i den rigtige

retning, men det er dog tvivlsomt

hvorvidt det er for sent, og om

EU overhovedet kan hamle op

med den velsmurte, amerikanske

offentlig-private

innovationsmaskine og den

kinesiske statskapitalisme.

Billede: USAs ambassadør i Kina,

Terry Branstad, taler til konference

om Kina og USAs økonomiske

relation i 2017. [Foto: PAS China]

S I D E 1 0


Billede: Geden Line M/T Carry

sejler i Østersøen. [Foto: Flickr]

A F O L A V A N K E R J E S S E N , S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E

Gas vil altid være gas, uanset om

den kommer fra Rusland eller

Norge. Giver projektet øget

europæisk samarbejde? Uden

tvivl, men for mig er det øget

europæisk samarbejde, der

forstærker den igangværende

klimakatastrofe.

I foråret 2019 fik daværende

energi-, forsynings- og

klimaminister Lars Christian

Lilleholt (V) bemyndigelse af

Folketinget til at godkende

projektet Baltic Pipe: Et

strategisk infrastruktursprojekt,

der skaber en

forsyningsforbindelse af fossilgas

(gas, der findes i undergrunden

på samme måde som råolie)

mellem Norge, Danmark og

Polen.

Gasledningen, der tilslutter sig

den norske forsyningslinje

Euroline i Nordsøen og går tværs

over Danmark, er en 900 km lang

forsyning til den eksplosivt

voksende polske økonomi og de

omkringliggende lande, men kan

også bruges til at transportere

gas fra Polen til det danske

marked.

Allerede i 2013 indsendte Polen

projektet til EU, med håbet om at

mindske afhængigheden af

russisk gas: En forværring af det

allerede anstrengte forhold

mellem landene.Byggeriet blev

igangsat i foråret 2020, og

gasledningen forventes at forsyne

polske forbrugere med fossilgas

fra 2022 frem til 2063. Det danske

bidrag blev fastslået til 6,3

S I D E 1 1


milliarder kroner ud af den

samlede udgift på 12-16 milliarder

kroner (Energinet). Derudover

står EU for 50 % af

finansieringen.

Gasledningen betragtes som et

projekt af særlig europæisk

interesse - et såkaldt PCI-projekt

(Project of Common Interest), der

har til formål at styrke det indre

marked og forsyningssikkerheden

i Europa. Løsrivelsen fra Rusland

og det udbyggede polske

samarbejde med EU, der blev

fundamenteret ved optagelsen i

EU i 2004, har været et

kerneargument for gasledningen

fra EU’s side. Gasledningen skal

fungere som en trædesten, der

skal understøtte den grønne

omstilling på tværs af europæiske

grænser; ikke mindst for Polen,

hvis energisektor primært er

baseret på usikre gasleverancer

fra Rusland (Dansk Energi).

LØSRIVELSEN FRA

RUSLAND OG DET

UDBYGGEDE POLSKE

SAMARBEJDE MED EU,

DER BLEV

FUNDAMENTERET VED

OPTAGELSEN I EU I 2004,

HAR VÆRET ET

KERNEARGUMENT FOR

GASLEDNINGEN FRA EU’S

SIDE.

Hvis 10 pct. af fossilgassen fra

Baltic Pipe erstatter kul eller olie

uden for kraftværk- og

transportsektoren, vil

kulforbruget til el-produktionen i

kraftværkerne falde fra det

nuværende 80 %, til 60 % af

elforbruget i 2030, og skabe en

CO2-reduktion på mellem 1,1 og

2,2 mio. ton om året, ifølge EU.

Udover gasledningen satser den

polske regering på atomkraft,

med bygningen af seks reaktorer

fra 2033-42. Gasledningen har

mødt modstand fra Enhedslisten,

der i sommers vedtog at være

modstandere af projektet, og fra

enkelte socialdemokratiske

politikere i kommunerne, der har

været skarpe modstandere af

projektet.

Dog har projektet ikke vakt røre

internationalt. Den nationale

modstand fra partier og

civilsamfund har ikke stoppet

projektet, men den har været der.

Den primære drivkraft bag

modstanden, har været

organisationen Baltic Pipe Nej

Tak: En paraplybevægelse for

lokale og nationale initiativer, der

forsøger at stoppe projektet.

Organisationen blev stiftet af de

lokale jordejere, men I dag er

organisationen en kombination af

studerende, lokale og andre

aktivister.

Jeg mødte en repræsentant for

Baltic Pipe Nej Tak en kold

vintermorgen i Kongens Have for

at få indblik i organisationens

arbejde mod Baltic Pipe og de

klimamæssige, økonomiske og

procedurale konsekvenser ved

bygningen heraf. Han ønskede at

være anonym, men hans identitet

er redaktionen bekendt. Han har

flere studier på CV’et, har

arbejdet som lærer, og han har

længe brugt tid på frivilligt

arbejde. Han kom i kontakt med

Baltic Pipe Nej Tak kampagnen i

2019 og har siden været

engageret i aktivismen.

ENERGIFORSKERE OG

PROFESSORER HAR

KRITISERET GASLEDNINGEN,

OG DE KLIMAMÆSSIGE

KONSEKVENSER HAR VÆRET I

FOKUS (ING.DK). HVAD ER

UDSIGTEN TIL CO2-

REDUKTIONER MED BALTIC

PIPE?

For mig er miljøspørgsmålet

altoverskyggende. Projektet er en

måde at lade økonomien

fortsætte med at løbe løbsk på.

EU mener selvfølgelig, at vi skal

stoppe brugen af fossile

brændsler, men projektet her

handler om geopolitik, og så må

klimabeskyttelse komme i 2.

række, ifølge EU. Yderligere er

der store konsekvenser for

biodiversiteten, bla. døde

marsvin, der skyller op på

strandene.

BLANDT GASFORBRUGERE ER

DER EN STIGENDE

EFTERSPØRGSEL PÅ

FOSSILGAS, DER PÅ PAPIRET

GIVER EN CO2-REDUKTION PÅ

50 %. YDERLIGERE HAR

KLARGØRELSEN AF

ENERGINETTET TIL

VEDVARENDE ENERGI TAGET

25-30 ÅR I DANMARK. ER

DETTE IKKE ET SKRIDT MOD

DEN GRØNNE OMSTILLING

FOR POLEN?

Polen er ikke interesseret i den

grønne omstilling. Biogassen (en

slags vedvarende energi, der i

Danmark primært er

restprodukter fra den animalske

industri) er spændende, men der

kan produceres meget lidt.

fossilgassen der transporteres i

rørledningen, udvindes derimod

fra undergrunden og er fossil.

VEDTAGELSESPROCESSEN

HAR VÆRET UNDER SKARP

KRITIK, OG DET PÅSTÅS, AT

AFTALEN ER INDGÅET UNDER

BORDET. HAR DER VÆRET

PROBLEMER MED PROCESSEN

FOR VEDTAGELSEN AF

GASLEDNINGEN?

Energiudvalget i Folketinget

modtager en orientering om, at

rørledningen bliver bygget, og at

opgaven er lagt ud til Energinet.

Dermed er det en administrativ

og ikke en politisk beslutning.

Endvidere er de offentlige

høringer sket alt for sent i

processen, til at projektet kan

påvirkes.

Fokuseres der alene på CO2, kan

der være en klimamæssig gevinst,

men klimaproblemerne er mere

komplekse: Tungmetaller,

biodiversitet, og ikke mindst

metan, en af de mest potente

drivhusgasser, der siver ud af

rørledningen. Dermed ved vi ikke,

om der kommer en netto-gevinst

i klimaregnskabet.

S I D E 1 2


EN FÅREAVLER PÅ

SYDSJÆLLAND, BOSAT TÆT

PÅ GASLEDNINGENS FORLØB,

ER BLEVET ET SYMBOL PÅ

KAMPEN MOD BYGGERIET.

HVAD ER DE LOKALE

KONSEKVENSER AF BALTIC

PIPE?

Mange lodsejere får

eksproprieret deres jord af

staten, hvilket de ikke har

mulighed for at sige nej til.

Sekundært er det en farlig proces

at bygge ledningen, og Energinet

ramte den gamle gasledning

forleden, hvilket er meget farligt.

Dette er de selvfølgelig ikke

meget for at indrømme.

Yderligere er byggeri og brug af

jorden er ikke tilladt indenfor 10

meter af Baltic Pipe, da rørene

kan eksplodere. De er oplagte

terrormål, hvilket man har set i

udlandet, og det er ikke sjovt at

have i baghaven. Yderligere er

der hidtil ukendte

sundhedsmæssige konsekvenser,

specielt ved beboerne tæt på

kompressorstationerne.

Huspriserne i omegnen falder

også allerede , så der er

konsekvenser både på kort og

lang sigt.

ENERGINET FASTHOLDER, AT

DET ER I DANSK INTERESSE AT

BYGGE LEDNINGEN. DETTE

SKYLDES FALDET I

GASFORBRUGERE I DANMARK,

DER FØRER TIL HØJERE

PRISER, DER NU KAN BETALES

AF POLSKE FORBRUGERE,

GENNEM TARIFFER.

YDERLIGERE SKABER DET

ARBEJDSPLADSER. ER DETTE

IKKE EN GEVINST FOR

DANMARK?

At danske gasforbrugere kan

forvente en besparelse på mellem

50 og 200 kr. om året, er baseret

på et fravær af billigere

alternativer, stabile priser, og at

vi fortsætter CO2-udledningen på

samme niveau som nu: Business

as usual. I dette scenarie vil der

være en samfundsøkonomisk

gevinst, men lever vi op til

Parisaftalen og EU’s egne mål, der

indebærer udfasning af fossile

brændsler frem mod 2050, vil det

være svært at forestille sig en

økonomisk gevinst. Det er også et

procedurespørgsmål: Et projekt

af den kaliber tillades kun, hvis

økonomien er i orden, så

selvfølgelig viser Energinets

business case sorte tal på

bundlinjen.

Angående arbejdspladserne, er

størstedelen udenlandsk

arbejdskraft, så dette argumentet

kan heller ikke bruges. Læser man

om udbudsrunden, er det

udenlandske firmaer fra Schweiz,

Frankrig og Tyskland, der har fået

ordren, så på den måde skaber

det kun en marginal kortsigtet

gevinst for Danmark.

YDERLIGERE ER BYGGERI

OG BRUG AF JORDEN ER

IKKE TILLADT INDENFOR

10 METER AF BALTIC

PIPE, DA RØRENE KAN

EKSPLODERE. DE ER

OPLAGTE TERRORMÅL,

HVILKET MAN HAR SET I

UDLANDET

UDOVER DE

SAMFUNDSØKONOMISKE

GEVINSTER, FOKUSERER EU

PÅ, AT BALTIC PIPE VIL

STYRKE POLENS FORHOLD TIL

EU YDERLIGERE, OG SKABE

POLSK UAFHÆNGIGHED AF

USTABILE, RUSSISKE

GASFORSYNINGER. ER DETTE I

FÆLLESEUROPÆISK

INTERESSE?

Gas vil altid være gas, uanset om

den kommer fra Rusland eller

Norge. Projektet giver uden tvivl

øget europæisk samarbejde, men

for mig er det et samarbejde, der

katalyserer den igangværende

klimakatastrofe. Vi har brug for

en stor omlægning af energien,

og dette skal gerne ske fra EU på

overnationalt niveau.

Billede: Konference om Baltic Pipe i

Warszawa, Polen, 30. november

2018. [Foto: R. Dubisz / ME]

S I D E 1 3


HVAD HAR HHV. POLENS,

DANMARKS OG EU’S

ARGUMENTER VÆRET FOR

BALTIC PIPE?

I Danmark har fokus været på, at

Baltic Pipe forsyner Polen med

overgangsbrændsel.

Beregningerne forudsætter dog,

at Polen lukker kulkraftværker, og

det er der ingen grund til at tro.

Polen er et land i kraftig

udvikling, så når gasledningen går

til Polen, er det for at udvide

produktionen.

Yderligere er klimaargumentet

fra Danmarks side svagt. Kigger

man specifikt på afbrændingen i

kraftværket, udleder fossilgassen

50 % mindre CO2 end kul og olie,

men betragtes det totale billede,

er der et stort tab af gas.

Fossilgas forurener ved udvinding

og transport, ikke ved

afbrænding, og består mere eller

mindre af metan, der er 30 gange

mere potent end CO2.

Udsivningen sker også på

boreplatformene, hvor tonsvis af

gas siver ud: Bla. i Nordsøen, hvor

boreplatformene står tomme, da

driftsomkostningerne er for høje.

Dette problem har kul ikke, og vi

har ikke set fossilgassens

atmosfæriske påvirkning på lang

sigt. Der er altså kæmpe

miljømæssige konsekvenser ved

denne såkaldte grønne omstilling.

Argumentet, der fokuserer på

Baltic Pipe som Polens frigørelse

fra Rusland, holder heller ikke, da

intet der forhindrer Polen i at få

gas fra både Norge og Rusland.

Betragter vi den polske regerings

udtalelser, fylder

klimaargumentet minimalt, og

her er det lige præcis

uafhængigheden fra Rusland, der

betyder noget.

HVORDAN HAR

MEDIEDÆKNINGEN AF BALTIC

PIPE VÆRET I DANMARK?

Medierne dækker os oftest når vi

laver aktivisme, som blokader og

demonstrationer: Ikke ved

traditionelt kampagnearbejde.

Aktivismen er virkelig belastende

for aktivisternes private og

professionelle liv, og at

aktivismen er eneste vej til

ændringer, der burde være i alles

interesse, peger på et

demokratisk problem.

Reelt har protesterne dog kun

ført til opsætning af kameraer,

G4s vagter og politifolk, der går

rundt på private grunde, og

chikanerer kritikere med

projektørlamper om natten. Det

er virkeligheden i Danmark. Jeg

har stor respekt for

kampagnearbejdet I Baltic Pipe

Nej tak, da det er den klassiske

metode til at få omtale. Dette

arbejde har vist sig ikke at være

nok her, hvor der skal blokader

og besættelser til for at få

opmærksomhed. Baltic Pipe Line

er i jorden, men vi har spredt

information om projektet.

HVAD ER FREMTIDEN FOR

KAMPAGNEN?

Siden projektets begyndelse, har

de lokale ment, at det er for sent

at få ændret noget. Når EU og

Polen en dag kommer op med et

lige så håbløst projekt, skal vi

være hurtigere ude med

kampagner og aktivisme, og vi

ved nu hvad der skaber omtale.

Forhåbentlig bliver Baltic Pipe

taget ud af drift om 10 år, og så

må de danske gasforbrugere og

EU betale regningen.

EU’s kerneargument for Baltic

Pipe er forsyningssikkerheden,

den grønne omstilling og det

internationale samarbejde, der

kan ligge til grund for større

samarbejde i fremtiden.

S I D E 1 4


Billede: Skilte fra demonstrationer

ifm. Occupy London Stock

Exchange (LSX), London, 2012.

[Foto: Garry Knight]

M A R K U S G I E S S I N G , F I L O S O F I S T U D E R E N D E

Eurokrisen forstørrede de

økonomiske uenigheder, der

eksisterer mellem de kriseramte

lande i Sydeuropa og eurozonens

øverstbefalende, ‘Trojkaen’. Men

er det overhovedet muligt for

lande som Italien, Grækenland

og Spanien at finde økonomisk

fodfæste inden for eurozonens

spilleregler uden at miste

folkelig opbakning til EU?

I de fire år, der er gået, siden

briterne stemte for at forlade EU,

har der i mange europæiske lande

været diskussioner om, hvorvidt

Brexit er en enlig svale, eller om

utilfredsheden med det

europæiske projekt har vokset sig

så stor , at det vil føre til et

Grexit, Italexit eller et farvel til et

tredje EU-land.

Særligt i nogle af de

sydeuropæiske lande, som blev

hårdest ramt af finanskrisen, har

utilfredsheden med EU vokset sig

stor de seneste år. I lande som

Italien, Grækenland og Spanien,

der alle oplevede høj

arbejdsløshed og udbredt

økonomisk armod, blev

regeringerne underlagt krav om

‘strukturelle reformer’, som

indebar sparepolitikker, hvilket

gødede deres utilfredshed. De

strukturelle reformer blev

vedtaget i Eurogruppen (forum

for finansministre fra

eurolandene), men faktisk blev de

udformet af IMF, Den Europæiske

Centralbank og EU-

Kommissionen, bedre kendt som

‘Trojkaen’.

Denne treenighed er ikke politisk

valgte repræsentanter for nogen

S I D E 1 5


EU-borgere, men de spiller en

magtfuld rolle i Eurozonen, da de

har tegnet den økonomiske

politik for en række kriseramte

lande. Konsekvensen af det er, at

de kriseramte lande har fået

frataget selvbestemmelsen på det

økonomiske område, hvilket har

mødt stor kritik fra partier som fx

Syriza (Grækenland) og Podemos

(Spanien), samt Lega og

Femstjernebevægelsen (Italien).

Selvom nogle af disse partier

ligger milevidt fra hinanden på

den værdipolitiske akse, er de

fælles om at være forholdsvist

nyopståede partier med en klar

kritisk linje over for EU og

Trojkaens håndtering af de

graverende økonomiske kriser i

de respektive lande. Og de har på

trods af deres få år på bagen nydt

stor folkelig opbakning. Men det

har tilsyneladende ikke fået

reformisterne i Trojkaen til at

ryste på hænderne.

DENNE TREENIGHED ER

IKKE POLITISK VALGTE

REPRÆSENTANTER FOR

NOGEN EU-BORGERE,

MEN DE SPILLER EN

MAGTFULD ROLLE I

EUROZONEN

Derfor står Trojkaen - og i

forlængelse heraf Eurogruppen -

over for følgende dilemma: Skal

man lytte til de EU-kritiske

borgeres røst og give dem

magten tilbage over deres

økonomiske politik, eller skal man

ufortrødent forfølge sine

neoliberale idealer med risiko for,

at en folkelig utilfredshed fører til

at Grækenland, Italien, eller et

tredje land forlader EU?

Hvad er årsagen til

utilfredsheden?

Indtil Brexit-afstemningen i 2016

var der ikke mange i de højere

luftlag i EU, som interesserede

sig for - endsige lyttede til - de

kritiske røster over for unionen,

der voksede rundt omkring i

medlemslandene.

I 2018 blev rapporten The

Geography of EU Discontent

udgivet, hvoraf det fremgik, at

vælgertilslutningen til partier,

som er stærke modstandere af

mere EU-integration “voksede fra

10% til 18% mellem 2000 og

2018.” Og for partier, som er

moderate modstandere af mere

EU-integration gælder det, at de

har oplevet en stigning i

vælgertilslutningen “fra 15% i

2000 til 26% i 2018.” I rapporten

forsøger forfatterne nærmest

udelukkende at forklare

mistilliden og modstanden til EU

ud fra demografi, og de beskriver

“anti-EU vælgeren” gennem

forskning i populisme.

De typiske EU-skeptikere eller -

modstandere beskrives i

rapporten som “ældre,

arbejderklasse, hvide vælgere,

indbyggere med få

kvalifikationer, der lever på lave

indkomster og mangler evnerne,

som det kræver for at tilpasse sig

og klare sig under den moderne,

post-industrielle økonomi.”

Derudover peger forskningen,

som rapporten henviser til, også

på “[f]ormel uddannelse – eller,

mere præcist, en forholdsvis

mangel på det” som “en central

kilde til anti-systemvælgeren”.

Disse og andre demografiske

faktorer, samt økonomisk

velstand og indvandring i de

respektive lande, benyttes i

rapporten til at lave en model for

vælgere, som er kritiske over for

establishment-politik.

Rapportens konklusion lyder, at

disse vælgere kan identificeres ud

fra “specifikke kombinationer af

socioøkonomiske og geografiske

faktorer, og at sidstnævnte ofte

former den førstnævntes

indflydelse i stemmeboksen”.

Men det er ikke helt tydeligt,

hvad man skal bruge denne

model til, hvis man ikke også

tager højde for, hvilke ting ved

EU, som kunne gøde

utilfredsheden med Bruxelles.

Når man eksempelvis undersøger

tilliden til politikere i et land, er

det ikke blot vælgerdemografien

og økonomiske faktorer, som er

interessante i denne

sammenhæng, men naturligvis

også hvordan institutionerne i

landet fungerer, om der er

sammenhæng mellem vælgernes

ønsker og den førte politik,

korruption og andre faktorer, der

kan have betydning for vælgernes

generelle tillid til systemet og

politikerne.

DET ER DOG

BEMÆRKELSESVÆRDIGT,

AT NOGLE AF DE LANDE,

HVOR FLEST MENNESKER

ER UENIGE I, AT EU ER

DEMOKRATISK, ER

GRÆKENLAND (45 PCT.)

OG ITALIEN (36 PCT.).

EU-Kommissionen forfatter hvert

år en tilbundsgående

undersøgelse af den offentlige

opinionen, der kaldes

Eurobarometer. I en

Eurobarometer-rapport fra 2019

kan man læse, at “64 pct. af

europæere” mener “at

beskrivelsen ‘demokratisk’ er

passende” for EU, mens 28 pct. er

uenige og 8 pct. ikke udtrykte en

holdning til det.

Det er dog bemærkelsesværdigt,

at nogle af de lande, hvor flest

mennesker er uenige i, at EU er

demokratisk, er Grækenland (45

pct.) og Italien (36 pct.). De to

lande har nemlig på tætteste hold

mærket, hvordan EU kan optræde

udemokratisk.

S I D E 1 6


Den græske tragedie

Da finanskrisen ramte i 2009 gik

den særdeles hårdt ud over

eurozonen. På det tidspunkt var

euroen ikke mere end 10 år

gammel. Gennem den fælles

valuta var håbet, at man kunne

skabe større økonomisk

integration mellem landene, som

kunne lede til gensidig fremgang

og høj økonomisk vækst, men det

var et monetært eksperiment

som aldrig hidtil var forsøgt

udrullet i lignende skala. Men

dette eksperiment indebar en

række problematikker som fx at

adressere en økonomisk

recession som finanskrisen i

2009.

Eksempelvis har økonomer

påpeget faren ved, at de

forskellige eurolande havde

forskellige økonomiske strukturer

men alle var fastlåste af én fælles

centralbank, og dermed færre

muligheder for at tilpasse

krisehåndteringen til de enkelte

landes forskellige behov. Den

nobelprisvindende økonom,

Joseph Stiglitz, påpeger i sin bog

The Euro, at “[h]vis

omstændighederne i lande, som

centralbanken er ansvarlig for, er

forskellige, så kan én politik være

passende for et land, der kæmper

med inflation, og være

fuldkommen upassende for et

land, der er bekymret for

arbejdsløshed.” I det tilfælde

kunne det “at dele en fælles

valuta og en centralbank - et

fælles offentligt gode - være en

katastrofe”, skriver Stiglitz.

GENNEM DEN FÆLLES

VALUTA VAR HÅBET, AT

MAN KUNNE SKABE

STØRRE ØKONOMISK

INTEGRATION MELLEM

LANDENE, SOM KUNNE

LEDE TIL GENSIDIG

FREMGANG OG HØJ

ØKONOMISK VÆKST

Et af de lande, der især oplevede

bagsiden af ikke at råde over sin

egen vej ud af krisen, var

Grækenland.

Før finanskrisen, i 2007, havde

landet en vækst af BNP pr.

indbygger på 3,2 pct., som i 2010

var faldet til -5,4 pct. ifølge tal fra

Verdensbanken. Samme år gik

Grækenland statsbankerot med

en arbejdsløshed på 12, 8 pct. - og

stirrede dermed direkte ned i den

økonomisk afgrund. I maj 2010

indgik landet derfor en låneaftale

med Trojkaen på 110 mia. euro,

som angiveligt skulle hjælpe dem

ud af krisen. Men det var ikke et

lån i traditionel forstand, for

Trojkaen havde modkrav om, at

Grækenland skulle indføre en

række reformer, som senere

skulle vise sig at forværre krisen.

MEN DET VAR IKKE ET

LÅN I TRADITIONEL

FORSTAND, FOR

TROJKAEN HAVDE

MODKRAV OM, AT

GRÆKENLAND SKULLE

INDFØRE EN RÆKKE

REFORMER, SOM SENERE

SKULLE VISE SIG AT

FORVÆRRE KRISEN.

Reformkravene var en streng

form for sparepolitik - også kendt

som austerity-politik - der bl.a.

førte til et fald på 22 pct. i det

offentlige forbrug med

katastrofale konsekvenser for

middelklassen og

lavindkomstgrupper mellem 2007

og 2015. Besparelserne blev bl.a.

indført på kritiske

velfærdsområder som uddannelse

og sundhed. Samtidig fordrede

aftalen med Trojkaen at

Grækenland ikke kunne føre en

ekspansiv finanspolitik, som

mange andre lande succesfuldt

gjorde for at skabe arbejdspladser

under krisen, og i stedet for var

Grækenland tvunget til at spare

sig ud af krisen. Ydermere blev

det krævet af Grækenland, at de

skulle skære i lønninger, skære i

folkepensionen og privatisere

visse offentligt ejede

virksomheder.

Det paradoksale er dog, at denne

løsning aldrig har virket under

lignende kriser, og det er derfor

et mysterium, hvorfor Trojkaen

stillede de krav til Grækenland,

hvis de virkelig forsøgte at hjælpe

landet ud af krisen hurtigst

muligt. Det bedste svar på det er

formentlig, at det ikke var sund

økonomisk fornuft, der lå bag de

krav, men derimod en

fundamentalistisk tro på

neoliberal politik.

Den forhenværende chef for IMF,

Christine Lagarde, udtalte under

eurokrisen i 2013, at der er ”no

alternative to austerity”, hvilket

er en meget sigende bemærkning

fra én af troikaens tre grene,

fordi det understreger dens

stædige insisteren på

neoliberalistisk sparepolitik og

deregulering. Samtidig er det en

indikation af, at Trojkaen er af

den overbevisning, at den

økonomiske politik i eurozonen

er en nødvendighedens politik.

Det var en lignende plan den

amerikanske præsident Herbert

Hoover valgte efter krakket på

Wall Street i 1929. Hoovers

austerity-politik forværrede den

økonomiske situation i kølvandet

på krakket, og førte USA ind i Den

Store Depression. Vendepunktet

for den amerikanske økonomi i

1930’erne var ikke stramninger af

den økonomiske bælterem,

dereguleringer af finanssektoren

eller privatiseringer, men det stik

modsatte.

Det var præsident Franklin D.

Roosevelts ‘New Deal’, der satte

skub i økonomien gennem en

keynesiansk-inspireret forøgelse

af det offentlige forbrug,

reguleringer af finanssektoren for

at forhindre endnu et børskrak og

initiativer til et socialt

S I D E 1 7


sikkerhedsnet, der skulle hjælpe

de mange arbejdsløse og fattige.

Men på trods af at denne kur er

kendt for at forkorte økonomiske

kriser og skabe bedre levevilkår -

både på kort og lang sigt -

sammenlignet med sparepolitik,

har institutioner som IMF og Den

Europæiske Centralbank alligevel

tvunget kriseramte EU-lande til

at indføre de drakoniske

austerity-reformer, som ikke

virker.

Selvom Lagarde og resten af

Trojkaen ikke mente at der

fandtes et alternativ, var partiet

Syriza ved at udforme netop det,

et alternativ, da de blev det

regeringsbærende parti i

Grækenland efter valget i januar

2015. Deres plan var at foreslå

Trojkaen en genforhandling af

Grækenlands offentlige gæld og

de strenge økonomiske krav, de

var blevet pålagt, som var det

partiet havde fået mandat til af de

græske vælgere.

Efter to låneaftaler med Trojkaen,

en arbejdsløshed på ca. 25 pct.,

negativ vækst og stigende

fattigdom, havde Grækenland i

2015 i forvejen svært ved at

tilbagebetale på de aftalte vilkår.

Men Troikaens løsning var at

forgælde Grækenland endnu

mere uden at ændre på

reformkravene, hvilket betød at

afdragelsen af gælden ville blive

fuldkommen udsigtsløs.

MEN TROJKAENS

LØSNING VAR AT

FORGÆLDE

GRÆKENLAND ENDNU

MERE UDEN AT ÆNDRE

PÅ REFORMKRAVENE,

HVILKET BETØD AT

AFDRAGELSEN AF

GÆLDEN VILLE BLIVE

FULDKOMMEN

UDSIGTSLØS.

Det forsøgte den daværende

græske finansminister, Yanis

Varoufakis, at tale kreditorerne

fra, da han tog til møde i

Eurogruppen den 11. februar 2015.

Med sig havde ministeren en plan

for, hvordan landet kunne

bekæmpe skatteunddragelse, der

i mange år havde været et stort

problem i landet på lige fod med

korruption og en galopperende

ulighed, som var til fordel for de

græske oligarker, men som

udhulede den græske økonomi på

bekostning af den almindelige

græker.

Derudover havde Varoufakis

forslag til, hvordan gælden kunne

omstruktureres, hvilket ville gøre

det mere sandsynligt for

Grækenland at betale

kreditorerne tilbage. Men det var

hverken Trojkaen eller

Eurogruppen interesserede i.

KRISEN ER GÅET

UNØDVENDIGT HÅRDT

UD OVER LANDET, OG

DEN KUNNE VÆRE

BLEVET FORKORTET

MARKANT, HVIS

TROJKAEN HAVDE

VÆRET VILLIG TIL AT

GIVE SIG.

Ifølge Varoufakis, som har skrevet

om møderne i bogen Adults in the

Room, havde Jeroen Dijselbloem,

den daværende finansminister for

Holland og præsident for

Eurogruppen, fortalt Varoufakis

få dage efter valget, at “[d]et

nuværende program skal

gennemføres, ellers er der ikke

andet”. Præsidenten for

Eurogruppen fortalte Varoufakis,

at ECB ville lukke de græske

banker, hvis de ikke ville

underskrive aftalen på Trojkaens

præmisser. Under mødet med

Eurogruppen den 11. februar var

det en mindst lige så nedslående

melding, der kom fra den tyske

finansminister, Wolfgang

Schäuble. Schäuble

understregede, at det var

ligegyldigt hvad de græske

vælgere ønskede, fordi “valg kan

ikke tillade at ændre økonomisk

politik”, sagde han.

Hvordan genvindes tilliden?

I de respektive EU-lande er der

stor forskel på, hvor stor tillid og

opbakning der er til EU. Men i

nogle af de lande, der nager

allerstørst mistillid til unionen, og

anser den for at være

udemokratisk, er der god grund

til at tro, at der er en forholdsvis

simpelt forklaring på, hvorfor. Og

den forklaring kan for

Grækenlands vedkommende i høj

grad findes i den behandling, som

landet er blevet udsat for at

Trojkaen. Krisen er gået

unødvendigt hårdt ud over

landet, og den kunne være blevet

forkortet markant, hvis Trojkaen

havde været villig til at give sig.

Den 26. juni 2015 valgte den

græske regering at forlade

forhandlingerne, og

premierminister Alexis Tsipras

udskrev folkeafstemning om,

hvorvidt Grækenland skulle

acceptere en videreførelse af

reformkravene for at forny en

lånepakke med Trojkaen.

Grækerne stemte et rungende nej

til dette spørgsmål med 61 pct.

mod 39 pct. på ja-siden. Men det

gjorde ikke indtryk på

kreditorerne, eftersom Den

Europæiske Centralbank valgte at

lukke for bankerne.

Dermed var måneders arbejde

gået spildt. Den græske regering

havde naivt troet, at den skulle

indgå forhandlinger med

Eurogruppen og Trojkaen om en

genopretning af den græske

økonomi, når de i virkeligheden

ikke havde andet valg end at tage

imod diktater - eller få lukket

bankerne. I sidste ende valgte

premierminister Tsipras at bukke

under og underskrive den tredje

græske låneaftale, hvilket udløste

ramaskrig blandt vælgere og en

S I D E 1 8


opsigelse fra finansminister

Varoufakis.

Grækernes erfaringer med de

forholdsvis ukendte magtfaktorer

i EU, nemlig Trojkaen og

Eurogruppen, er et godt

eksempel på, at EU-borgere med

rette kan kritisere unionen for at

være udemokratisk på visse

områder. Samtidig er der heller

ikke gennemsigtighed i

Eurogruppen og Trojkaens

arbejde, eftersom der ikke

offentliggøres mødereferater,

som kan give indtryk af, hvad der

faktisk diskuteres på disse møder,

der har vidtgående konsekvenser

for borgere i eurozonen. Derfor

besluttede Varoufakis at lække

lydoptagelser fra nogle af de

møder han deltog i, for at give

belæg til sine påstande om

institutionernes metoder. De er

offentliggjort under navnet

Euroleaks.

Hvis EU er interesserede i at

undgå, at flere lande forlader

unionen, kan de med fordel

overveje, om ikke det er på tide at

give landene i eurozonen noget af

den økonomiske selvbestemmelse

tilbage. Det faktum, at store

økonomiske beslutninger bliver

taget af ikke-valgte

repræsentanter fra IMF, ECB og

Kommissionen på vegne af

medlemslande, er dybt

kritisabelt, og er endvidere blot

brænde på bålet for de

frembrusende EU-kritiske

partier, som ønsker at forlade

unionen med henvisning til, at EU

er uigennemsigtigt, udemokratisk

og fratager landene en stor del af

deres selvbestemmelse. Derfor er

nødvendigt at EU tager

mistilliden alvorligt.

Mange EU-lande var kommet ud

af finanskrisens kløer, og der har

været fremgang (omend ikke

tilstrækkelig) i flere

sydeuropæiske lande i de seneste

år, men det blev der sat en brat

stopper for med

coronapandemien, der udløste en

ny økonomisk krise. I september

gennemførte EU en hjælpepakke,

Genopretningspakken, som

reaktion på coronakrisens

alvorlige økonomiske

konsekvenser. Kravene til

modtagere af lån og hjælpepakker

under Genopretningepakken blev

ikke de sædvanlige reformkrav,

fordi flere lande - især Italien -

udtrykte deres utilfredshed ved

forhandlingerne i april 2020.

Dermed har EU vist, at det rent

faktisk kan lade sig gøre at hjælpe

nødstedte lande ud fra et princip

om solidaritet, og at der rent

faktisk findes et alternativ til

neoliberale reformkrav.

HVIS EU ER

INTERESSEREDE I AT

UNDGÅ, AT FLERE LANDE

FORLADER UNIONEN,

KAN DE MED FORDEL

OVERVEJE, OM IKKE DET

ER PÅ TIDE AT GIVE

LANDENE I EUROZONEN

NOGET AF DEN

ØKONOMISKE

SELVBESTEMMELSE

TILBAGE.

Spørgsmålet er så, om den

strenge neoliberale linje, der i

mange år er udgået fra EU er nået

til sin vejs ende, og om man har

lært af fejltagelserne fra

eurokrisen. Det er nok for tidligt

at spå om, men der er grund til at

tro at coronahjælpen er en

undtagelse, eftersom der i de

fleste lande rundt omkring i

verden er blevet pumpet penge

ud i samfundene uden de store

bekymringer om gældsætning, da

det er en fuldkommen

ekstraordinær krise, vi står i, der

kalder på ekstraordinære

løsninger.

Men på den anden side af krisen

er EU - eller rettere Trojkaen og

Eurogruppen - nødt til at

forholde sig til følgende dilemma:

Er man villig til fortsat at ville

styre eurozonens økonomier med

strenge reformkrav og risikere

stigende mistillid og utilfredshed,

som kan føre til

folkeafstemninger og

udmeldelser af unionen? Eller er

det på tide at demokratisere EU

yderligere, gøre processerne

mere gennemsigtige og give de

sydeuropæiske lande mere

selvbestemmelse?

S I D E 1 9


EUROPAS HYKLERI OG MUSLIMSKE

STATERS KAMP FOR ET GLOBALT

BLASFEMIFORBUD

A F V A L D E R F R E D E N S ,

Ø K O N O M I S T U D E R E N D E

I efteråret 2020 blussede

debatten om ytringsfrihed og

Islam atter op i Europa, og igen

tegnede konturerne sig af et

kultursammenstød mellem

Europa og den muslimske

verden. En indflydelsesrig aktør

i denne debat er Organization of

Islamic Cooperation (OIC), som

arbejder for, at det

internationale samfund indfører

strammere blasfemiparagraffer

og omfortolker, hvad

ytringsfriheden skal indebære.

Den 16. oktober 2020 blev den

franske skolelærer Samuel Paty

halshugget med en økse af den

18-årige tjetjenske flygtning,

Abdoullakh Anzorov. Mordet var

en reaktion på, at Paty havde vist

Charlie Hebdos muhammedtegninger

fra 2012 til sine elever,

da de skulle lære om ytringsfrihed.

Sagen eskalerede hurtigt

til en national og diplomatisk

krise for Frankrig. Og den franske

præsident Emmanuel Macrons

udtalelse om, at de var blevet

udsat for et ” islamistisk

terrorangreb” (7), og at ”Islam er

en religion i krise”(7.1), vakte

vrede i den muslimske verden.

Især den tyrkiske præsident,

Recep Tayyip Erdoğan, som i

forvejen af geopolitiske årsager

havde et anstrengt forhold til den

franske præsident, var hurtig til

at svare igen med, at Macron ”har

brug for psykiatrisk behandling”

(8). Efterfølgende opfordrede han

samtlige muslimske lande til at

boykotte franske varer.

I blandt andet Pakistan,

Bangladesh og Indonesien gik

titusinder på gaden, hvor de satte

S I D E 2 0

Billede: Præsident Donald Trump

taler i FN. [Foto: Det Hvide Hus]

ild til satiriske tegninger af

Macron og den franske trikolore

(9). En vigtig, men ofte overset,

aktør i denne anledning, er

paraplyorganisationen for

islamiske stater, Organization of

Islamic Cooperation (OIC). OIC er

en mellemstatslig organisation

for 57 lande, hvoraf de fleste har

en hovedsageligt muslimsk

befolkning. OIC har formuleret

sin egen menneskerettighedserklæring,

som lægger mere

vægt på islamiske værdier og

mindre vægt på individuelle

frihedsrettigheder.

Organisationen arbejder aktivt i

FN’s menneskerettighedsråd,

hvor de gør en indsats for at

sætte deres præg på


resolutionerne, så de afspejler en

mere kollektivistisk fortolkning af

menneskerettighederne, hvor

religion får en højere status.

Mellem 1999 og 2010 blev

resolutioner, der fordømte

såkaldt “religionskrænkelse” (på

engelsk ”defamation of religion”),

årligt fremlagt af OIC. Disse

resolutioner blev stemt igennem i

FN’s menneskerettighedsråd og

til Generalforsamlingen (10). Et af

OIC’s langsigtede mål er at få

indført en global blasfemiparagraf

i international

menneskerettighedslov.

MELLEM 1999 OG 2010

BLEV RESOLUTIONER,

DER FORDØMTE

SÅKALDT

“RELIGIONSKRÆNKELSE"

ÅRLIGT FREMLAGT AF

OIC.

Den 29. oktober udtalte OIC, at

bespottelse af profeten ikke hørte

under ytringsfriheden. Hertil blev

det påpeget, at blasfemiske

ytringer ikke kun er ulovlige i

OIC-medlemslande, men at de

også er ulovlige i Europa (11). Her

henviste OIC til en dom fra Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol

fra oktober 2018 (12),

som gav den østrigske højesteret

medhold i, at stater kan have

legitime årsager til at straffe

blasfemiske ytringer, da det

krænker folks religiøse følelser og

truer den sociale fred.

Sagen udsprang af, at en østrigsk

kvinde ved et offentligt seminar i

2009 sagde, at hun betragtede

det som pædofili, at profeten

Muhammed ifølge en hadith fra

det 9. århundrede var gift med

den mindreårige pige Aisha.

For at blive klogere på

grænsefladerne mellem

ytringsfrihed i både Europa og

OIC, har jeg talt med forfatteren

og forskeren, Heini í Skorini, som

er adjunkt og ph.d i international

politik ved Færøernes Universitet.

Heini í Skorini har en Ph.D. fra

King’s College London i

international politik.

Han har i en årrække studeret

OIC’s ageren, og han har

observeret, hvordan de løbende

er blevet dygtigere til at forfine

deres diskurs og legitimere deres

politik ved at referere til sekulære

værdier om menneskerettigheder

og antidiskrimination.

Denne strategi bruger de til at

fremme deres agenda om at få

indført blasfemiparagraffer på

globalt plan, der skal afskrække

folk fra at kritisere eller gøre grin

med Islam.

DE FLESTE HAR IKKE HØRT OM

OIC. DET HAVDE JEG INDTIL

FOR NYLIG HELLER IKKE SELV.

HVOR MEGET MAGT HAR OIC

INTERNATIONALT, OG HVAD

ER DERES MEST CENTRALE

POLITIKKER?

Det er symptomatisk, at du siger,

at du ikke har hørt om

organisationen før, og at der ikke

er så mange, der taler om det.

Det er ikke mit indtryk, at det er

en organisation, som er særlig

synlig i hverken medierne eller i

universitetsverden. Der er ikke så

meget fokus på organisationen,

fordi den er meget splittet i

forhold til klassiske

sikkerhedspolitiske og

forsvarspolitiske spørgsmål.

Derudover er den splittet mellem

shia og sunni og mellem Iran og

Saudi-Arabien, som er

dødsfjender.

Men det er en meget

indflydelsesrig organisation, når

det kommer til

menneskerettigheder og global

værdipolitik. Angående spørgsmål

som ytringsfrihed, LGBT+rettigheder,

ligestilling og abort,

er OIC vigtig i FN-sammenhæng,

fordi OIC omfatter så mange

medlemsstater. OIC er den

næststørste mellemstatslige

organisation i verden efter FN, og

OIC koordinerer sine politikker i

FN’s menneskerettighedsråd i

Genève.

Så på trods af interne

uenigheder, udgør OIC en fælles

front mod liberale, sekulære og

individuelle

menneskerettigheder. Dette gør

de ofte i samarbejde med lande

uden for den muslimske verden,

såsom Rusland, Kina og katolske

lande i Afrika og til dels også

Latinamerika.

HVIS MAN GERNE VIL

FORSTÅ DEN KAMP, DER

UDFOLDER SIG OM, HVAD

INTERNATIONAL LOV

SKAL SIGE OM

MENNESKERETTIGHEDER

, KAN MAN IKKE KOMME

UDEN OM OIC.

SÅ DE VESTLIGE LANDE ER I

MINDRETAL I FN’S

MENNESKERETTIGHEDSRÅD,

NÅR DET KOMMER TIL

YTRINGSFRIHED?

FN’s menneskerettighedsråd er et

råd med 47 stater og roterende

medlemskab, men der er faste

pladser for hvert kontinent. Og

de vestlige lande er en klar

minoritet.

Hvis den asiatiske blok eller den

mellemøstlige blok danner

alliancer, så er de vestlige lande i

mindretal. Dette er også grunden

til, at Trump-administrationen

boykottede menneskerettighedsrådet

i 2018. OIC er en meget

magtfuld organisation, når det

kommer til internationale

menneskerettigheder, og hvis

S I D E 2 1


man gerne vil forstå den kamp,

der udfolder sig om, hvad

international lov skal sige om

menneskerettigheder, kan man

ikke komme uden om OIC.

HVILKE EKSEMPLER ER DER

PÅ, AT OIC HAR HAFT SUCCES

MED AT PÅVIRKE

BESLUTNINGER ANGÅENDE

MENNESKERETTIGHEDER I FN?

OIC har siden 1990’erne været

fortaler for, at vi skal have en

global blasfemiparagraf. I 1999

lancerede OIC - med Pakistan i

spidsen - en resolution, der

fordømmer krænkelse af

religioner. Resolutionen blev

vedtaget i forskellige udgaver

hvert år frem til 2010 i FN’s

menneskerettighedsråd og i FN’s

Generalforsamling.

Resolutionerne havde til formål

at blåstemple blasfemiparagraffer

og censur. Det var først, da USA

gik aktiv ind i sagen under

Obama-administrationen og

begyndte at bekæmpe

resolutionen ved at lægge

diplomatisk pres på andre lande,

at OIC mistede sit flertal. Her var

de europæiske lande helt

fraværende, og de var enkeltvis

heller ikke i stand til at lægge det

fornødne diplomatiske pres som

USA.

Jeg har interviewet 25 diplomater

i FN for at finde ud af, hvad der

foregik i den her proces. Det

klare billede er, at USA - med en

kombination af pisk og gulerod -

fik flere lande til at vende sig

imod OIC’s dagsorden.

UNDERVURDERER

EUROPÆISKE EMBEDSMÆND

OIC?

Mit indtryk er, at danske

diplomater, som jeg har været i

kontakt med, udmærket godt ved,

hvem OIC er. Men politikere og

forskere på universiteterne

generelt har ikke så meget viden

om OIC. Men jeg har også fået at

vide fra danske og europæiske

diplomater, der arbejdede i FNsystemet

i 1999, at de

undervurderede OIC’s resolution

imod religionskrænkelse og var

langsomme til at reagere og tage

truslen alvorligt.

KAN MAN SIGE, AT OIC’S

HOVEDFOKUS ER AT KÆMPE

IMOD VESTLIGE VÆRDIER PÅ

GLOBALT PLAN?

Ja, man kan i hvert fald sige, at

deres hovedfokus er at være et

bolværk imod liberale værdier og

fundamentale civile og politiske

rettigheder, der tager

udgangspunkt i individet.

I stedet advokerer de for en mere

autoritær tilgang til

menneskerettigheder, hvor de er

underlagt en bestemt religiøs og

politisk orden. Så det er en blok,

der prøver at trække verden i en

anden retning, og hvor landene

samtidig forsvarer deres egen

nationale lovgivning.

De mest magtfulde stater i OIC,

for eksempel Pakistan, Egypten,

Iran, Saudi-Arabien og Tyrkiet,

har alle meget restriktive

blasfemiparagraffer. Disse love

går mest ud over minoriteter,

dissidenter og systemkritikere.

DERES HOVEDFOKUS ER

AT VÆRE ET BOLVÆRK

IMOD LIBERALE VÆRDIER

OG FUNDAMENTALE

CIVILE OG POLITISKE

RETTIGHEDER, DER

TAGER UDGANGSPUNKT I

INDIVIDET.

HAR OIC LAGT PRES PÅ EU?

Der er løbende kommunikation

mellem OIC og EU, men de

diplomatiske konfrontationer

sker mere på nationalt plan. Den

danske Muhammed-sag i 2005 er

et oplagt eksempel. Her

koordinerede udenrigsministrene

i OIC’s medlemsstater, hvordan

man skulle agere, og flere

muslimske lande valgte at

boykotte danske produkter. Vi så

det samme med Frankrig i

oktober-november i 2020.

ER DET FØRST OG FREMMEST

ENKELTE STATER FRA OIC

ELLER ER DET OIC SOM

SAMLET BLOK, DER

HENVENDER SIG TIL ENKELTE

STATER?

Både og. Den danske professor,

Jytte Klausen, har skrevet bog,

som hedder "The Cartoons that

Shook the World", hvor det

pointeres, at Muhammed-sagen

først og fremmest var orkestreret

ovenfra af primært det egyptiske

udenrigsministerium, fordi den

egyptiske regering havde brug for

en god sag til at vise over for den

islamistiske opposition i landet,

navnlig det muslimske

broderskab, at de var parat til at

beskytte profeten og Islam.

Denne udlægning strider altså

imod ideen om, at reaktionerne

startede nedefra som en spontan

flodbølge fra folkedybet. Det var i

stedet først og fremmest en

politisk styret proces, fordi visse

muslimske stater havde en

interesse i at optrappe konflikten.

Så vi ser både, at enkelte lande

tager sagen op, for eksempel da

Tyrkiet kritiserede Frankrig og

opfordrede andre muslimske

lande til at boykotte franske

varer, og da OIC i fællesskab

koordinerede en boykot, som vi

så med Danmark i 2005-2006.

Efter min overbevisning skal man

betragte OIC som en strategisk

arena for de magtfulde stater i

den muslimske verden. Når der er

sammenfaldende interesser, kan

de bruge OIC som platform.

STÅR OIC’S MÅLSÆTNINGER I

MODSÆTNING TIL DE

VÆRDIER, EU BYGGER PÅ?

Der er nogle helt grundlæggende

modsætninger. Hvis du tager et

land som Saudi-Arabien, som er

S I D E 2 2


et teokratisk monarki, og som er

blandt de værste

menneskerettighedskrænkere i

verden, og Pakistan, som har

dødsstraf for blasfemi, så er der

et helt grundlæggende

sammenstød mellem de værdier,

vi har i Europa, og dem, der

dominerer i den muslimske

verden. Nu er Europa selvfølgelig

ikke en homogen størrelse. Vi ser

for eksempel Ungarn og Polen,

som udfordrer EU’s værdier om

retsstatsprincipper og pluralisme.

Og vi har europæiske lande, som

stadig har blasfemiparagraffer,

f.eks. Østrig og Grækenland.

NU ER EUROPA

SELVFØLGELIG IKKE EN

HOMOGEN STØRRELSE.

VI SER FOR EKSEMPEL

UNGARN OG POLEN, SOM

UDFORDRER EU’S

VÆRDIER OM

RETSSTATSPRINCIPPER

OG PLURALISME.

Men anvendelsen af disse

paragraffer kan på ingen måde

sammenlignes med de brutale

straffe og den udbredte censur i

lande som Pakistan, Iran og Saudi

Arabien. Der er selvfølgelig også

stor variation internt i den

muslimske verden, men

overordnet ser vi et sammenstød

mellem en teokratisk og en

demokratisk tilgang til

menneskerettighederne.

EN TING ER, HVORDAN OIC’S

MEDLEMSSTATER INDRETTER

DERES EGNE SAMFUND, MEN

HVILKE KRAV ER DET, DE

STILLER TIL EU?

Det er ikke kun krav, de stiller til

EU, men til hele verden, når de

præger diskussioner om

menneskerettighedskonventioner

i FN. OIC’s ambition er at få en ny

international værdipolitisk orden.

Så kan man selvfølgelig sige, at

international lov bare er nogle

”gummiparagraffer’, fordi

international lov bliver jo

overtrådt hver dag uden

konsekvenser. Men det har

alligevel en betydning, fordi

international lov reflekterer de

idealer, vi har, og det er et

produkt af en politisk kamp med

vindere og tabere. OIC’s

grundlæggende vision er at

redefinere og genfortolke

indholdet af internationale

normer og lov i forhold til

menneskerettighederne.

HVIS MAN SAMMENLIGNER

OIC’S FØRSTE

MENNESKERETTIGHEDSERKL

ÆRING FRA 1990 MED DERES

SENESTE UDKAST, SÅ ER DEN

RELIGIØSE RETORIK BLEVET

ERSTATTET MED EN MERE

MODERNE OG SEKULÆR

DISKURS OM BL.A. ANTI-

DISKRIMINATION, ANTI-

RACISME OG LIGESTILLING. ER

DETTE ET UDTRYK FOR, AT

DEN MUSLIMSKE VERDEN ER

BLEVET MERE PROGRESSIV,

ELLER ER DET BLOT EN

STRATEGISK ÆNDRING?

Jeg ser det som en strategisk

ændring. OIC’s diplomater er

uddannet på nogle af de bedste

universiteter i Vesten, og de ved

godt, hvilken politisk diskurs man

skal tale ind i for at blive hørt og

taget alvorligt. Hvis man gerne vil

have lande uden for den

muslimske verden med om bord,

så nytter det ikke noget, at man

kun snakker om sharia, profeten

og koranen.

Hvis man kigger tilbage på,

hvilken diskurs OIC brugte på

FN’s talerstol tilbage for 30 år

siden, så var den offentlige

diskurs meget mere religiøs. Men

de seneste 20 år har de skiftet til

en mere sekulær

menneskerettighedsdiskurs, hvor

man for eksempel fordømte

Danmark i forbindelse med

Muhammed-sagen ud fra en

menneskerettighedsdiskurs og

ikke en religiøs.

Et eksempel på dette er brugen af

paragraffer imod hate speech.

Mens man venter på ny

international blasfemilovgivning

hævder OIC’s diplomater, at

religionskrænkelse er en ny form

for hate speech, som er ulovlig i

henhold til international

lovSåledes har OIC i forbindelse

med sagen i Frankrig for nylig

også udtalt, at de mener at det

allerede er ulovligt at krænke

profeten i Europa med henvisning

til de love, man allerede har imod

hadefuld tale i mange europæisk

lande, samt afgørelserne fra

Menneskerettighedsdomstolen i

Strasbourg.

OIC’S DIPLOMATER ER

UDDANNET PÅ NOGLE AF

DE BEDSTE

UNIVERSITETER I

VESTEN, OG DE VED

GODT, HVILKEN POLITISK

DISKURS MAN SKAL TALE

IND I FOR AT BLIVE HØRT

OG TAGET ALVORLIGT.

HVORDAN STYRKER DET OIC’S

POSITION OVER FOR

EUROPÆISKE LANDE?

Det gør det nemmere for

muslimske lande at retfærdiggøre

brugen af blasfemiparagraffer, og

det styrker deres argumentation,

når de kræver, at europæiske

lande bør indføre og håndhæve

strengere blasfemiparagraffer.

Samtidig anvender de også en

vestlig/sekulær diskurs om

menneskerettigheder og

minoritetsbeskyttelse, hvor de

kæder behovet for

blasfemiparagraffer sammen med

bekæmpelse af racisme samt

vestlig imperialisme og

islamofobi, diskrimination og

intolerance. Når så

menneskerettighedsdomstolen i

S I D E 2 3


Strasbourg siger det samme, er

det en kæmpe gave til OIC, for så

kan diplomater i OIC bare direkte

citere ordlyden fra dommen.

ER DET ET UDTRYK FOR OIC’S

INDFLYDELSE, AT

MENNESKERETTIGHEDSDOMS

TOLEN KOMMER MED SÅDAN

EN DOM, ELLER ER DER BLOT

TALE OM, AT OIC FORMÅR AT

UDNYTTE NOGLE

STRØMNINGER I VESTEN TIL

DERES EGEN FORDEL?

Jeg vil ikke overdrive OIC’s

indflydelse på en europæisk

domstol, og jeg mener absolut

ikke, at dommerne i Strasbourg

er bevidste om OIC, når de

træffer beslutninger. Jeg ser

dommen som et udtryk for en

splittelse i den offentlige opinion

i Europa, og OIC lukrerer på den

splittelse.

Der er jo mange europæere, der

mener, at der skal være

retningslinjer for, hvad man må

sige i forhold til religion, ligesom

vi allerede har love mod hadtale

og racisme. Der er en kulturkamp

internt i Europa og Vesten, der

handler om, hvor grænserne for

ytringsfriheden skal gå.

JEG SER DOMMEN SOM

ET UDTRYK FOR EN

SPLITTELSE I DEN

OFFENTLIGE OPINION I

EUROPA, OG OIC

LUKRERER PÅ DEN

SPLITTELSE.

Når folk løbende ser konflikter

blusse op, når nogen har tegnet

Muhammed, så er det med til at

påvirke folks holdning til

ytringsfrihed. Folk bliver skræmt

af terror og vold, som vi for

eksempel så det med

Krudttønden og Charlie Hebdo.

Da Danmark afskaffede sin

blasfemi-paragraf, så stemte

Socialdemokratiet imod, netop

fordi man vil kunne undgå typer

DA DANMARK

AFSKAFFEDE SIN

BLASFEMI-PARAGRAF, SÅ

STEMTE

SOCIALDEMOKRATIET

IMOD, NETOP FORDI MAN

VIL KUNNE UNDGÅ

TYPER SOM PALUDAN,

DER STÅR OG KASTER

MED KORANER I DET

OFFENTLIGE RUM.

som Paludan, der står og kaster

med koraner i det offentlige rum.

Ud fra et snævert og kortsigtet

sikkerhedspolitisk hensyn kan det

ifølge mange være en god idé at

have en blasfemiparagraf, hvis

man gerne vil forhindre

provokatører i at opildne til

konfrontationer mellem grupper.

Jeg er selv stærkt imod dette

argument, men jeg påpeger bare,

at det findes. Jeg er imod dette

argument, fordi jeg er bange for,

at vi på sigt får mere og ikke

mindre vold, hvis vi begynder at

acceptere fundamentalistiske

krav om, at religiøse idéer og

symboler skal forsvares imod

kritik og satire.

Vi har således et paradoks i

Europa, idet politikere på den ene

side siger, at ytringsfrihed og

religionskritik er essentielle

europæiske værdier, og at de er

en forudsætning for demokrati og

menneskerettigheder. Samtidig

har vi en

Menneskerettighedsdomstol, som

i flere omgange har blåstemplet

brugen af blasfemiparagraffer. Så

der er en dobbeltmoral i, at

europæiske lande kritiserer

muslimske lande for at overtræde

menneskerettighederne og

indskrænke ytringsfriheden,

samtidig med at man har en

domstol, der retfærdiggør brugen

af blasfemiparagraffer på

europæisk jord.

TRUER DET

YTRINGSFRIHEDEN I EUROPA?

Det bliver en trussel mod

ytringsfriheden, hvis man giver

efter argumentet om, at censur

er en forudsætning for social

fred. Jeg synes tværtimod, at

forudsætningen for fred og

harmoni, tolerance og

interkulturel sameksistens, netop

er, at vi tolererer hinandens

synspunkter, uanset hvor

frastødende noget kan være for

en selv.

Prisen for at leve i et frit

demokrati er risikoen for, at man

kan blive krænket. Det modsatte

argument siger jo, at vi hele tiden

skal tage hensyn til hinandens

røde linjer. Men hvem er det, der

tegner de røde linjer? Hvem er

det, der bestemmer, hvornår en

ytring er tilpas krænkende til, at

afsenderen skal censureres?

PRISEN FOR AT LEVE I ET

FRIT DEMOKRATI ER

RISIKOEN FOR, AT MAN

KAN BLIVE KRÆNKET.

Det kan hurtigt udvikle sig til en

skrue uden ende, og det bliver

altid de mest intolerante og de

mest hysteriske og

fundamentalistiske kræfter, der

så skal definere, hvor grænserne

skal gå. Prisen for at leve i et

åbent samfund er, at vi må

tolerere hinandens forskellige

synspunkter.

POLITOLOGEN SAMUEL

HUNTINGTON MENTE, AT DER

ER ET

CIVILISATIONSSAMMENSTØD

MELLEM VESTEN OG DEN

MUSLIMSKE VERDEN. SYNES

DU DET ER ET BRUGBART

S I D E 2 4


PERSPEKTIV - FOR EKSEMPEL

NÅR VI SER, AT SAMTLIGE

MUSLIMSKE LANDE

BOYKOTTER FRANSKE VARER?

Jeg er delvist enig i hans

hypotese. Huntington

identificerer nogle reelle

kulturelle konfliktlinjer i verden.

Men der er nogle svagheder med

teorien om civilisationernes

sammenstød.

Først og fremmest kan man

komme til at overse alle de

interne stridigheder inden for en

civilisation (f.eks. den islamiske

eller den kristne civilisation).

Dermed overser man nemt et

andet vigtigt sammenstød, nemlig

sammenstødet mellem

demokratiske og ikkedemokratiske

kræfter, som

foregår i alle lande og inden for

alle kulturer og religioner.

VI SER OGSÅ

AUTORITÆRE REGIMER I

VESTEN, SÅSOM UNGARN

OG POLEN. DEN

PRIMÆRE VÆRDIKAMP I

VERDEN ER

DEMOKRATER OVER FOR

IKKE-DEMOKRATER.

Katolikker imod protestanter,

som vi har set i Nordirland og til

overflod i Europæisk historie.

Ortodokse imod katolikker, som

vi så det på Balkan. Shiamuslimer

imod sunnimuslimer i den

muslimske verden i dag. Sekulære

imod religiøse, liberale imod

konservative osv. Der findes også

demokrati- og

menneskerettighedsforkæmpere

og NGO’er i de muslimske lande.

Muslimske organisationer, som

bekæmper OIC. Derfor er det

forkert at at putte hele den

muslimske verden i én kasse.

Vi ser også autoritære regimer i

Vesten, såsom Ungarn og Polen.

Den primære værdikamp i verden

er demokrater over for ikkedemokrater.

ER DET SÅ OGSÅ EN

GENERALISERING AT SE EU

SOM REPRÆSENTANT FOR ÉT

VÆRDISÆT, MENS OIC ER

REPRÆSENTANT FOR ET

MODSATRETTET?

Der er et sammenstød. Hvis man

kigger på den europæiske

menneskerettighedskonvention,

så er det grundlæggende noget

helt andet end OIC’s egen

menneskerettighedserklæring.

Den ene tager udgangspunkt i det

enkelte menneske uden

henvisning til en religiøs orden.

Den anden tager udgangspunkt i

en given religiøs orden, som skal

opretholdes på bekostning af

individets frihed.

Så der er et sammenstød, men

der er stadig en intern variation

og spændinger både i Europa og i

den muslimske verden. Hvis man

udelukkende ser verden igennem

Huntingtons briller, kan man få

svært ved at få øje på disse

interne konflikter.

HVORDAN ER UDSIGTERNE

FOR YTRINGSFRIHEDEN I

EUROPA?

Europa er dybt splittet. I Frankrig

ophøjer man eksempelvis på den

ene side ytringsfrihed som et

helligt princip, men samtidig har

man også alle mulige paragraffer,

der indskrænker ytringsfriheden,

såsom at man ikke må krænke det

franske flag. Flere europæiske

lande har også gennemført alle

mulige stramninger i forhold til

hate speech, ikke mindst på

nettet. Og mange mener stadig,

at det er okay at censurere

blasfemiske ytringer for at bevare

den sociale og religiøse fred. Hvis

europæiske lande internationalt

skal kunne føre

sammenhængende argumenter,

bliver man nødt til at have en

mere stringent og principiel

holdning.

Jeg synes, at lovgivning imod

hadefuld tale er et vældigt

dilemma. På den ene side kan

disse paragraffer nemt

misbruges. På den anden side kan

jeg anerkende nødvendigheden af

en nederste grænse for, hvad du

kan sige om andre

samfundsgrupper, f.eks. hvis dine

ytringer udgør en trussel imod

jøder, muslimer eller andre.

Opfordring til vold er allerede

ulovlig, men den svære diskussion

er jo, hvad er en konkret trussel

og hvad er en abstrakt trussel?

Hvornår gøder jeg jorden for vold

uden selv at overtræde

straffelovens bestemmelser? Men

når det kommer til ting som et

flag eller en religion eller et

helligt symbol, så skal der ikke

være nogen begrænsninger.

Menneskerettighederne skal jo

beskytte mennesker, ikke

symboler og idéer og værdier. Jeg

kan ikke krænke et flag, for det er

ikke et menneske. Så på dét

område har Europa et

forklaringsproblem, som OIC

udnytter for at fremme deres mål

om nye internationale

restriktioner i forhold til retten

til at tænke og kommunikere frit

om religiøse emner.

MENNESKERETTIGHEDER

NE SKAL JO BESKYTTE

MENNESKER, IKKE

SYMBOLER OG IDÉER OG

VÆRDIER. JEG KAN IKKE

KRÆNKE ET FLAG, FOR

DET ER IKKE ET

MENNESKE.

S I D E 2 5


A F C H R I S T I N E R O J , S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E

Billede: Googles kontorer i London.

[Foto: Flickr]

"Hvis ikke man er ”vokset op”

under vilkår, hvor man skal

konkurrere, så er det meget

svært at gøre sig gældende på

det globale marked. Det er

åbenlyst rigtigt, at der ikke er

gigantiske, europæiske

teknologivirksomheder, men

samtidig er det også sådan, at

der er mange virkelig

succesfulde, europæiske

virksomheder, som gør sig

glimrende gældende på det

globale marked."

Interview med

konkurrencekommissær og

ledende næstformand i

Kommissionen, Magrethe

Vestager.

I sommers tabte du og

kommissionen en sag i EUdomstolen

omkring en bøde på

omkring 100 mia. (96,72 mia.

DKK), som Apple skulle betale til

den irske stats. Har det ændret

din holdning til, hvad du kan

opnå som konkurrencekommissær,

når skat – som

sagen jo grundlæggende handler

om

– er et nationalt anliggende og

det har været en så stor

udfordring at få nok

juridisk belæg for ulovlig

statsstøtte?

VESTAGER: Nej,

det har det ikke. Vi har som

bekendt også anket sagen. For

det, der er paradokset i vores

skattesager, er, at i de sager, vi

har ført indtil videre,

har vi fået ret i den

grundlæggende præmis, nemlig,

at statsstøtteredskabet er

relevant, også når det kommer til

skat.

Du har selvfølgelig ret i, at skat er

et nationalt anliggende, men det

skal stadig være i

overensstemmelse med EUretten.

Det betyder, at der er

grænser for, hvor selektiv en

skatteordning, man kan have

nationalt. Det andet, vi har fået

ret i, er de grundlæggende

principper om, at virksomheder,

som er integreret i eksempelvis

en holding, stadigvæk skal

håndteres skattemæssigt, som om

de var enkeltstående

S I D E 2 6


virksomheder.

Grunden til, at det er så vigtigt,

er, at ellers var der stort set ikke

nogen, der kunne være

enkeltstående virksomheder. Det

ville ikke give nogen mening. For

du ville ikke kunne konkurrere

med konkurrenter, som var

integreret i en holding. Og det

har vi også helt konsekvent fået

medhold i. Selvom vi har tabt

nogle sager delvist, har vi stadig

fået grundlæggende ret.

Det ændrer dog ikke på, når skat

er et nationalt anliggende, kræver

det enstemmighed i Rådet

[samlingen af europæiske statsog

regeringsledere, red.] . Der er

brug for ændringer i

skattelovgivningen landene

imellem. Der er sket en lang

række ændringer i de seneste

fem/ seks år for at lukke en lang

række skattehuller, men

der er brug for noget mere

grundlæggende; fx at få en

konsolideret definition af

virksomhedsskattebasen og få en

bund under, hvor lav

selskabsskatten skal være.

SELVOM VI HAR TABT

NOGLE SAGER DELVIST,

HAR VI STADIG FÅET

GRUNDLÆGGENDE RET.

Her spiller statsstøttearbejdet

kun en rolle som

”underleverandør”, fordi

hovedvejen til at få en større grad

af skattemæssig retfærdighed og

mere fair konkurrencevilkår

er gennem hel almindelig

skattelovgivning.

Når det kræver enstemmighed at

ændre skattepolitikken, er det så

realistisk, at der vil komme

store ændringer på EU-plan, når

der er lande, som lukrerer på

den mere deregulerede

skattepolitik?

VESTAGER: Det er helt åbenlyst

svært. Men i de seneste år

FOR ENHVER MED ET

BARE NOGET

UTÅLMODIGT SIND, GÅR

DET MEGET LANGSOMT.

SELVOM RETNINGEN ER

RIGTIG.

er der rent faktisk blevet

gennemført en række ting, som

viser, at der er nogle ting,

man godt kan opnå. Der er fx

gennemført lovgivning om

moder- og datterselskaber,

og det har lukket en lang række

skattehuller. Der er blevet

gennemført ændringer i den

måde, skattemyndigheder skal

hjælpe hinanden på for at undgå

nogle af de sager, vi har

set på statsstøtteområdet. Der er

gennemført ændringer, som

sikrer, at skattemyndigheder

i højere grad får oplysninger om,

hvordan virksomheder egentlig er

organiseret, hvad de har af

aktiviteter, hvad de har af

overskudsgrad, og hvor de

betaler deres skat.

Så der sker nogle ting på

skatteområdet, men det er klart,

at for enhver med et bare noget

utålmodigt sind, går det meget

langsomt. Selvom retningen er

rigtig.

Overvejer du, hvordan det stiller

EU's virksomheder i den globale

konkurrence, når I kæmper mod,

at virksomheder bliver for

store? Risikerer det ikke at

skade disse virksomheders

konkurrence-dygtighed globalt

overfor eksempelvis kinesiske

og amerikanske virksomheder?

VESTAGER: For mig vender det

præcist modsat. Nemlig at, hvis

man vil være globalt

konkurrencedygtig, så må man

også være lokalt konkurrencedygtig.

Hvis ikke man er ”vokset

op” under vilkår, hvor man skal

konkurrere, så er det meget

svært at gøre sig gældende på det

globale marked.

Det er åbenlyst rigtigt, at der ikke

er gigantiske, europæiske

teknologivirksomheder, men

samtidig er det også sådan, at der

er mange virkelig succesfulde,

europæiske virksomheder, som

gør sig glimrende gældende på

det globale marked. Det kan

være togproducenter,

flyproducenter, producenter til

satellitudstyr og medicinalvirksomheder.

KONCENTRATION

RISIKERER AT BLIVE EN

SOVEPUDE, HVOR

KONKURRENCE ER DET,

DER BÅDE GIVER DIG

KONKURRENCEDYGTIGH

EDEN, OG SOM OGSÅ

GIVER FORBRUGERNE DE

BEDSTE PRODUKTER.

De er ikke gigantiske, men de

klarer sig til gengæld rigtig godt.

En af grundende til, at

de nok gør det, er, at de er nødt

til at være konkurrencedygtige.

Ofte ser vi faktisk det modsatte;

at koncentration risikerer at blive

en sovepude, hvor konkurrence

er det, der både giver dig

konkurrencedygtigheden, og som

også giver forbrugerne de bedste

produkter.

Hvor der så alligevel sker en

monopolisering, bliver vi nødt til

at finde andre redskaber til at

håndtere det. Og det er en af

grundende til, at vi har fremlagt:

”Digital Services Act” og ”Digital

Markets Act”, fordi digitale

markeder har en anden

dynamik end traditionelle

markeder pga. den dynamik, der

eksempelvis er i netværkseffekter

og, at de marginale omkostninger

falder til nul.

S I D E 2 7


I tråd med det udtalte du til

Washington Post 14. januar, at

du opfattede det positivt, at

Donald Trump er bandlyst fra

Twitter og Facebook. Mener du,

at tech-giganterne i højere grad

skal styre, hvem der har adgang

til deres platforme?

VESTAGER: Den måde, vi ønsker

at håndtere det på, er, ved at

sige, at ting, der er ulovlige, skal

heller ikke kunne finde sted i

vores online verden. Vi har brugt

meget lang tid på at diskutere,

hvad der skal gælde i vores

offline-verden: Vi er enige om, at

man ikke må besidde, producere

eller distribuere børneporno.

Man må ikke sprede bombeopskriver,

og man må ikke

forsøge at hyre folk til terrorisme.

Det må man heller ikke gøre

online. Så det vil vi gerne have

bliver taget ned, og vi vil gerne

lukke for adgangen til det. Der

hvor det er sværere at håndtere,

er der, hvor man kan sige, at det

måske er skadeligt, men det er

også en ytring, som man kan være

grundlæggende uenig i, og som

man synes er forkert, men som

egentlig er legitim nok.

Der siger vi til de meget store

virksomheder, at de

bliver nødt til at lave et system,

som beskytter folks ytringsfrihed.

Forstået på den måde, at hvis de

fjerner en tekst, skal folk blive

gjort opmærksomme på det og

have mulighed for at klage. Hvis

så man ikke kan blive enige, skal

der være en uafhængig part, som

vurderer, om det er retmæssigt,

at det er blevet taget ned. Den

balance, som vi forsøger at holde,

er, at der er noget, der skal

fjernes, fordi det er ulovligt, men

der, hvor tingene er lovlige

offline, må de også være lovlige

online.

Man kan argumentere for, at

man i det online rum

fuldstændig kan fjerne en

persons ytringer.

Det kan man ikke i det offline

rum. Kan begrænsningerne af

ytringsfrihed blive mere

ekstreme online end offline?

VESTAGER: For nyligt er der for

første gang i Danmark brugt en

grundlovsbestemmelse i forhold

til Loyal To Familia. Der har man

også forsøgt at fjerne dem fra det

offentlige rum, fordi man ikke må

have en forening, der opfordrer

til vold. De må ikke gå i deres

sweatshirts eller have de

forskellige kendemærker på, fordi

foreningen er opløst. Den må

faktisk ikke findes. Det er sådan

set det samme.

Hvis der stod en nede foran

Københavns Rådshus og delte

børneporno ud, ville

vedkommende også blive

arresteret og varetægtsfængslet.

Han ville blive taget ud af det

offentlige rum, fordi han gjorde

noget, som vi er enige om, er

forbudt.

Er ambitionen for jer, at det

bliver EU, regeringer eller andre

offentlige instanser, der kan gå

ind i fremtiden og sige, at

specifikt indhold og profiler skal

fjernes fra forskellige medier?

VESTAGER: Nej, det er det ikke.

Vores ambition er, at

virksomheder selv har systemer

til det.

TING, DER ER ULOVLIGE,

SKAL HELLER IKKE

KUNNE FINDE STED I

VORES ONLINE VERDEN

For vi vil ikke have det sådan, at

EU kan lukke hjemmesider, eller

at stater kan gå ind og bestemme,

hvad der kan være og ikke kan

være. Der kan være nogle

undtagelser - men som

altdominerende hovedregel. Og

de forslag, vi har lavet, handler

heller ikke om indholdet af det,

folk siger på platformene, men de

handler om de mekanismer, der

skal til for at håndtere forskelligt

indhold.

For der er faktisk forskel –

landene imellem – på, hvad man

synes, der må siges, og hvad

der ikke må siges. I en dansk

sammenhæng har vi eksempelvis

et meget mere liberalt forhold til

nøgenhed, end man har så mange

andre steder. Det synes vi faktisk

ikke, man skal have en europæisk

lovgivning om. Jeg tror, de fleste

danskere er absolut tilfredse med

tingenes tilstand, selvom der er

andre europæere, der synes, det

ser helt vanvittigt ud.

VI VIL IKKE HAVE DET

SÅDAN, AT EU KAN

LUKKE HJEMMESIDER,

ELLER AT STATER KAN

GÅ IND OG BESTEMME,

HVAD DER KAN VÆRE OG

IKKE KAN VÆRE.

Men der er det i virkeligheden

en amerikansk virksomhed, der

går ind og styrer den politik i

Danmark nu. Vi må ikke poste

billeder af nøgne kroppe på

Instagram og Facebook

eksempelvis - ud fra en

amerikansk standard. Er det så

ikke bedre, at det bliver

europæisk?

VESTAGER: Det kan måske få

flere til at tænke over, hvad de

accepterer, når de accepterer

”Terms and Conditions”. Det er

det andet, som er tankevækkende.

Når vi er på et

privat site, accepterer vi de

regler, der nu engang er der, som

vi også gør det, når vi melder os

ind i en anden klub. I stedet for at

finde en europæisk platform,

hvor man ikke havde de

samme holdninger – eller en

snæver dansk en for den sags

skyld.

S I D E 2 8


Et andet vigtigt konkurrenceelement

er selvfølgelig

frihandelsaftaler. Den største af

slagsen har været undervej de

seneste 20 år – Mercosuraftalen

med bl.a. Brasilien. Den

forventes at øge vores import af

Sydamerikansk oksekød

markant og risikerer at øge

fældningen af

Amazonasregnskoven med 25

pct. hvert år de næste seks år.

Derudover er EU's ombudsmand

trådt ind i sagen, fordi der ikke

er blevet udført en såkaldt

Sustainability

Impact Assessment (SIA), inden

handelsaftaleteksten er

færdiggjort, som

ellers er et traktatskrav for alle

handelsaftaler, EU indgår. Det

peger altså for ombudsmanden i

retning af et traktatbrud.

Hvorfor har Kommissionen

presset handelsaftalen igennem,

hvis den ikke lever op til vores

egne bæredygtighedsinitiativer,

Parisaftalen og traktater?

VESTAGER: Det

som meget har været vores

interne diskussion [i

Kommissionen, red.], har været,

at det at have en handelsaftale, er

det stærkeste værktøj, vi kan have

i forhold til fx at give en

tilskyndelse til, at man holder op

med at brænde regnskov for at

dyrke soja eller palmeolie.

Jeg tror, baseret på, hvad mine

kollegaer har fortalt mig om

denne her aftale, at det at

have en aftale af den her type –

som jo, uanset kritikken, er en

moderne handelsaftale forstået

på den måde, at den mere

handler om relationen og den

måde, som ting bliver reguleret

på blandt de to handelspartere,

snarer end at den bare handler

om at få så meget handel som

overhoved muligt uanset,

hvordan det er produceret uden

nogen form for tarif og told.

Fordi det stadig er en moderne

handelsaftale i sin natur, så får

man et værktøj til faktisk at

kunne håndtere nogle af de ting,

som jeg tror, alle mennesker er

forfærdede over: at regnskoven

bliver fældet og brændt, at man

ødelægger biodiversiteten.

Det har været vores tilgang til

den. Det gør ikke vores

handelsaftaler perfekte, men det

gør, at de måske er bedre end

ikke at have nogen aftale.

FORDI DET STADIG ER EN

MODERNE

HANDELSAFTALE I SIN

NATUR, SÅ FÅR MAN ET

VÆRKTØJ TIL FAKTISK

AT KUNNE HÅNDTERE

NOGLE AF DE TING, SOM

JEG TROR, ALLE

MENNESKER ER

FORFÆRDEDE OVER.

Handelen vil vel altid stige

mellem EU og det land, som

aftalen indgås med. Det er vel

også den grundlæggende idé. Er

der ikke nogle lande, hvor vi

ikke er interesserede i at øge

handlen, eksempelvis Brasilien

eller Kina, hvor deres egne

politiske forhold er

problematiske?

VESTAGER: Det kommer an på

aftalens indhold. For hvis man

siger, at man gerne vil handle

mere men ikke vil gøre det, hvis

det er produkter, som er

produceret, så de skader

biodiversiteten. Så kan det godt

være, at man øger sin handel på

andre områder, men på de

områder, hvor man har en

grundlæggende kritik af den

måde, forholdene er på, der får

man et andet håndtag i en

handelsaftale, end man ellers

havde haft.

Jeg tror ikke, vi kan håndtere

klimaforandringer ved at sige, at

vi kun vil forbruge

ting, der er produceret lokalt. Vi

håndterer klimaforandringerne

ved at få CO2-aftrykket af de

forskellige aktiviteter så langt

ned som overhoved muligt.

Fordi en verden, hvor man

handler med hinanden, hvor man

er integreret i hinandens

forskellige, økonomiske systemer,

det er en verden, hvor vi er

meget mere afhængige af

hinanden, end vi ellers ville have

været. Uden den afhængighed, er

der stor risiko for, at vi glemmer,

at vi lever på den samme klode,

og at vi er ”ofrer” eller

”modtagere” af det samme vejr og

klima på kloden.

De problemer, vi har i øjeblikket,

de er så store, at de kræver en

global indsats. Det er en af

grundene til, at vi kalder den her

kommission for en ”geopolitisk

kommission”. Ligesom et tættere

europæisk samarbejde er

nødvendigt – det viser

pandemien i alle detaljer – viser

pandemien også, at globalt

samarbejde er helt afgørende

for, at vi kan komme videre.

JEG TROR IKKE, VI KAN

HÅNDTERE

KLIMAFORANDRINGER

VED AT SIGE, AT VI KUN

VIL FORBRUGE

TING, DER ER

PRODUCERET LOKALT.

S I D E 2 9


Billede: Missionsspecialist Winston

Scott opsætter robot på

rumstation. [Foto: NASA]

HVEM SKAL

FRYGTE

FREMTIDEN?

A F A N T O N L E O P O L D K R O G H ,

S A M F U N D S F A G S S T U D E R E N D E

Automatiseringens udfordringer

kan komme i mange henseender.

Den påvirker ikke kun

arbejdsmarkedet, men har også

stor betydning for EU’s

fremtidige rolle – både internt

mellem medlemslandene, men i

særdeleshed også i forhold til

den globale konkurrence.

Automatiseringen må gøres til

genstand for langt mere

opmærksomhed, hvis EU ønsker

at høste af

automatiseringsgevinsterne.

Globaliseringens tvillingebror

Forestil dig at du befinder dig i

Tjekkiet eller Ungarn. Dit land har

vist sig at have trukket

globaliseringens korte strå.

Lønkonkurrencen drev

S I D E 3 0

industriarbejdspladser mod øst,

og umiddelbart lignede det at

kommunismens efterhånden

slappe jerngreb. ikke havde

formået at knuse fremtiden helt

og aldeles. Et potentielt EUmedlemskab

kunne anes i

horisonten, og de nedlagte

statslige fabrikker skulle

privatiseres og moderniseres, og

dermed skabe liv på ny.

På trods af nye og stramme

reguleringer til krav hos

produktionsvirksomhederne –

som ikke blot henstiller sig til

fabrikkernes infrastruktur, men

også deres miljø- og

sundhedsmæssige aftryk – har I

kæmpet for at nå de europæiske

standarder for at kunne være

med i klubben. Man havde jo set,

hvordan græsset var grønnere på

den anden side. Man kunne blot

skue mod vest for at se den frie

markedskapitalisme udmanøvrere

den sovjetiske planøkonomi.

Den mest sandfærdige historie

om Østeuropa ligner da også

samme fortælling.

Levestandarden og økonomien er

steget kraftigt siden overgangen

til markedsøkonomi.

Indlemmelsen i den globale

frihandel gennem EU’s

handelskanaler gav et længe

tiltrængt økonomisk løft. Men

selvom levestandarden er steget,

kan vi nu se at fabrikkerne igen

står overfor en modernisering.

Man begynder måske at frygte for


sin jobsikkerhed, og hvorvidt man

kan leve op til fremtidens krav.

Man begynder at frygte, hvorvidt

man er kampdygtig til den

efteruddannelse, der tegner til at

blive nødvendig.

Selvom det kan være svært at tale

om deciderede vindere og tabere

af globaliseringen – og for slet

ikke at tale om den efterhånden

famøse ’elefantgraf’ og heraf

klasseskel eller ulighed – peger

det meste økonomiske teori og

studier på at uddannelsesgraden i

økonomier har haft en stor

betydning for økonomisk

fremgang.

Fælles for mange af Østeuropas

økonomier er, at produktion,

detail og telekommunikation er

yderst betydningsfulde sektorer i

disse økonomier. Særligt

produktionsvirksomhederne er

blevet skubbet østpå. Mange af de

vigtige sektorer har et stort

automatiseringspotentiale, men

det kræver en veluddannet

arbejdsstyrke at kunne drage

gevinsterne af en automatisering.

Billedet af de såkaldte vindere og

tabere kan forestilles at blive

yderligt forstærket, hvis særligt

sårbare økonomier ikke formår at

justere sig tilstrækkeligt til de

enorme forandringer, der vil ske

over de næste 10-20 år.Historien

om Østeuropa er selvfølgelig også

en historie om globalisering.

Globalisering og automatisering

kan dog ikke ses uafhængigt af

hinanden, som Philipp Schröder,

forsker ved Økonomisk Institut

på Aarhus BSS, forklarer ved at

kalde automatisering for

globaliserings tvillingebror. De

læresætninger og problemer vi

har set på den anden side af en

øget globalisering, kan vise sig at

blive brugbare i håndteringen af

automatisering.

Billede: NCATS Kalypsys robot

analyserer molekyler på overflade.

[Foto: NCATS]

Robotterne kommer!

På mystisk vis er automatisering

endnu ikke en mainstream

politisk problematik. Dog

S I D E 3 1


88% AF DE MISTEDE

ARBEJDSPLADSER

MELLEM 2000 OG 2010

KAN TILSKRIVES

AUTOMATISERING.

risikerer man at møde modstand,

hvis man forsøger at bringe

emnet til offentligt skue. Sådan

skete det for Andrew Yang,

Demokratisk præsidentkandidat

til primærvalget i 2020, og måske

dén politiker med størst fokus på

automatiseringens konsekvenser.

Op til flere gange har man måtte

høre at hans ypperste mærkesag

er ren alarmisme, og ikke har

hold i virkeligheden – det der

med robotter der tager ens job,

er urealistisk. Og hvis det kan

ske, er det i hvert fald ikke ens

eget job. At ens mærkesag lyder

som en ringe science fiction-film

fra 70’erne er heller ikke det

bedste udgangspunkt, men

prognosen taler altså sit tydelige

sprog.

At robotterne rent faktisk

kommer, er den udbredte

holdning blandt forskere,

disruptionseksperter og

praktikere.

For at blive i Yangs USA, mener

man at 88% af de mistede

arbejdspladser mellem 2000 og

2010 kan tilskrives

automatisering. Nogen har måske

allerede set Amazons store

fabrikker, der mest af alt ligner

noget en nørdet science fictionfikseret

teenager har udtænkt.

Lave orange robotter kører rundt

i massevis og samler de korrekte

varer. Fejlmargin er ikke et

begreb man arbejder med her.

Automatiserede samlebånd så

langt øjet rækker, og

overraskende få mennesker.

Chefkonsulent i Dansk Erhvev,

Poul Noer, beskriver områder i

USA, som høster godt af

automatiseringens gevinster. Han

peger samtidig på at USA’s

udvikling har vist os i Europa,

hvilke konsekvenser

automatiseringen også kan have,

hvor den positive fortælling fra

Silicon Valley har stjålet

rampelyset.

Han beretter om at en stor del af

dem der har været utilfredse med

det politiske system, også hænger

sammen med automatiseringen,

men at denne fortælling ikke er

noget man taler så meget om.

Han mener at vi: ”… skal angribe

automatiseringen så vi hjælper

folk med at tilegne sig nye

kompetencer”. Det er ikke alle

europæiske lande der har

angrebet automatiseringen i lige

høj grad. Tyskland er den

ukronede konge, når man kigger

på udbredelsen af robotter, målt i

robot density (antal industrielle

robotter pr. 10.000 indbyggere).

Poul Noer påpeger dog, at det

især skyldes enkelte

virksomheder, men at: ”i forhold

til udbredelsen til den brede

befolkning er de virkelig bagud.”.

I dansk og europæisk kontekst, er

der en udbredt konsensus om, at

automatiseringspotentialet på

jobmarkedet er stort. Med den

teknologi vi havde i 2019 kunne 4

ud af 10 arbejdstimer i Danmark

automatiseres, fastslår en rapport

udarbejdet for Disruptionsrådet

af McKinsey rapport fra 2017 –

altså 40% af alt arbejde. Europa-

Kommissionen spår at 45-60% af

alle arbejdere i EU kan forvente

at være byttet ud med en robot

inden 2030. Ydermere estimerer

Europa-kommissionen at ca. 96%

af alle arbejdere enten helt eller

delvist er truet af

teknologiudviklingen. Relativt

nye tal og statistikker bliver dog

hurtigt forældede, og det

illustrerer automatiseringens

anden særlige karakteristika, der

ifølge Poul Noer gør, at den

adskiller sig fra tidligere

industrialiseringsbølger – nemlig

hastigheden.

”Denne industrialiseringsbølge

går simpelthen stærkere.”, mener

Poul Noer.

Det kan godt være at

globalisering og automatisering

er tvillingebrødre, men

automatiseringen løber væsentlig

hurtigere. Altså ligger der noget i

accelerationshastigheden, der

gør denne disruption særegent,

og grundfæster den som et

individuelt fænomen, som vi ikke

nødvendigvis kan kigge på med

historiske briller.

Akademikeren og

lastbilchaufføren i fælles front

Automatiseringen i befolkningens

og politikernes bevidsthed lider

under samme fænomen, som da

coronavirussen blot var noget,

der berørte “de andre”. Det var et

kinesisk problem, som ikke havde

nogen betydning for os danskere

eller os europæere. Man kan

derfor frygte for hvilken

virkelighed automatiseringen skal

tilkendegive, før vi vågner op.

Men før alarmklokkerne ringer

for højt, er det vigtigt at

fastholde, at der altså er mange

centrale aktører, der interesserer

sig for problematikken.

Automatiseringen fortjener

opmærksomhed fra alle

samfundets lag. En hurtig

hovedregning peger på, at de

omtalte 96%, som er truet i den

ene eller anden forstand, ikke er

forbeholdt ufaglært arbejde, men

når bredere ud. Den

robotteknologi vi kender i dag, er

bedst til at udføre forudsigelige

og repetitive opgaver, men dette

omfatter ikke kun lavtlønsjobs og

ufaglært arbejde.

Ifølge Poul Noer er en central

egenskab, hvor automatiseringen

adskiller sig fra tidligere

industrialiseringsbølger, at også

højtuddannede er i farezonen.

Han fremhæver banksektoren,

med de såkaldte ”traders” – altså

sælgerne på gulvet, som du

kender dem fra The Wolf of Wall

Street – hvis jobs allerede i dag

S I D E 3 2


består af robotter, der handler

med hinanden.

Ydermere kunne man også

påpege dele af det juridiske

arbejde eller sågar læger, hvor

radiologien er en gren af

medicinalindustrien, hvor

robotterne allerede ser ud til at

vinde. Danny Lange, ekspert i

kunstig intelligens, ser reinforced

learning som en af de vigtigste

tendenser lige nu. Reinforced

learning er et system, som “lærer”

af den feedback, de modtager.

MASKINEN LÆRER AT

TAGE BESLUTNINGER,

IDET MAN GIVER DEN

ENTEN BELØNNING

ELLER STRAF FOR DET,

DEN GØR.

Det er kort sagt træning af

robotter, frem for

programmering. Maskinen lærer

at tage beslutninger, idet man

giver den enten belønning eller

straf for det, den gør. I yderste

potens kan man fjerne mennesket

fra beslutningsprocessen, da

maskinen selv vil kunne komme

med løsninger til, hvilke

problemer andre robotter kan

løse. Robotter der bygger

robotter, om man vil.

Potentialet for automatisering er

langt større end de fleste tror, og

kan ramme mange sektorer og

brancher, som vi ikke før har

kunnet forestille os. Når vi først

når derud, hvor robotter

optimerer processer med fokus

på at fjerne mennesket fra

beslutningsprocessen, må vi

begynde at fundere mere nøje

over, hvad menneskets funktion

skal være på fremtidens

arbejdsmarked.

Løsningerne kommer ikke af sig

selv

Uddannelse, uddannelse,

uddannelse. Efterhånden er det

at råbe uddannelse blevet svaret

på alt, og det er også det svar,

man finder hos størstedelen af

eksperterne på

automatiseringsområdet.

De ved godt, at det handler om at

være rustet til at høste gevinsten

ved automatisering, og således

må man uddanne sin arbejdskraft

til at være håndteringsdygtig og

omstillingsparat. Poul Noer

kalder fokus på uddannelse for

"en langsigtet investering, og en

investering i fremtiden.” Han

siger dog at mange de løsninger

der ligger derude, ikke er blevet

implementeret i bredden.

Derimod ser han mange gode

løsninger på virksomhedsplan.

Han beretter om en fortælling fra

Telenor, der har valgt at bruge

alle eftermiddage om fredagen på

at efteruddanne sit personale.

Ledelsen har set et øget behov

for digitale kompetencer, og

vælger at investere i dette for at

øge det digitale niveau.

PÅ EN MÅDE ER

ROBOTKAPLØBET ET

NULSUMSSPIL, HVOR

DET KUN VIL VÆRE EN

TABERSAG FOR EU IKKE

AT FORSØGE AT FØLGE

MED.

Om Telenor-modellen er den

løsning der skal implementeres i

bredden, kan være svært at gisne

om. I hvert flad kan EU have

fordel i at sikre at alle

medlemslande er godt rustet til

at håndtere automatiseringen, og

at forandringerne kommer til at

byde på transformering af jobs

frem for jobtab.

At sikre dette er også noget

eksperterne er bredt enige i. På

en måde er robotkapløbet et

nulsumsspil, hvor det kun vil

være en tabersag for EU ikke at

forsøge at følge med.

Tankegangen er, at hvis vi ikke

gør det, så er der nogen andre

der gør det. Her handler det

særligt om EU’s rolle globalt. Der

er mange andre aktører, som ikke

har tænkt sig at sove i timen, når

det gælder automatisering. Så

hvis EU’s magt fremover skal

vokse sig større, nytter det ikke

noget at overlade

automatiseringsgevinsterne til

lande som Kina, der blot

yderligere vil udkonkurrere

europæiske virksomheder.

S I D E 3 3


EU HAR LAVET EN PLAN FOR

DIGITAL UDDANNELSE,

MEN GIVER DET OVERHOVED

MENING?

A F J A N H Ø E G H , S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E

Billede: Den Europæiske Unions

flag. [Foto: Flickr

Covid-19 har krævet stor

omstilling og overrasket på

mange områder. Uddannelse er

ingen undtagelse. Her er

streaming og online platforme

blevet benyttet på et hidtil uset

niveau. Denne omstilling kan EU

ikke se sig undtaget fra, og

unionen er derfor nødsaget til at

følge med i den stadigt voksende

digitalisering. I den forbindelse

ønsker EU, at der bliver et større

samarbejde på europæisk niveau

for at sikre, at digital

uddannelse og dannelse passer

til den digitale tidsalder.

Behovet for en Digital Education

Action Plan

Pandemien har betydet, at lærere

og elever verden over er blevet

presset til at benytte digitale

læringsmidler og -platforme. Der

behøves vist ingen yderligere

introduktion – vi har alle oplevet

det på egen krop. Men EU har

formået at gøre det til en

krumtap i deres mål om at

transformere uddannelserne, så

de bedre ruster europæiske unge

til en digital fremtid. Det har EU

præsenteret i deres plan for

digital uddannelse: Digital

Education Action Plan (DEAP).

EU skriver i deres

’communication’, at: ”This mass

and unprecedented use of

S I D E 3 4


technology for learning revealed

many opportunities for teachers

to organise their teaching

differently and to interact with

students on a more personalised

basis, focusing on their specific

needs. At the same time, many

Member States experienced

shortcomings in the system and a

widespread lack of digital

readiness.”

Når alle uddannelser er presset

til at benytte Zoom, Teams, Meet

eller noget helt fjerde, kan man

benytte det som et afsæt til at

finde ud af, hvilke positive ting

platformene indebærer, samtidig

med at man sørger for at

forbedre manglerne. Det er ikke

en sjældenhed, at der opstår

problemer i en online

undervisningsgang; lyden kratter,

kommentarsporet virker ikke og

til sidst lader netværket livet.

Dette, sammen med en større

trend, der indebærer en stigende

grad af digitalisering af

samfundet, har gjort, at EU nu

prioriterer ’digital education’ og

ikke længere ønsker at se på det

isoleret fra andre

uddannelsesaspekter, men

integreret i den samlede

uddannelsessektor.

Margrethe Vestager,

konkurrencekommissær og

formand for kommissærgruppen

“Europa Klar til den Digitale

Tidsalder, sagde på pressemødet

den 30. september, der

introducerede DEAP, at: ”Digital

education is now an integral part

of our future. It is a matter of

utmost importance.” Det er

vigtigt at understrege, at det er

svært at oversætte education til

dansk på en retvisende måde, da

begrebet både kan dække over

“uddannelse” og “dannelse” i

bredere forstand.

Uddannelse skal klargøres til

den digitale tidsalder

Hvad er det, DEAP skal

imødekomme? Kommissionen

mener, at europæiske borgere

skal rustes bedre til den digitale

tidsalder. Det bygger bl.a. på, at

det er vist, at 1 ud af 5 unge

mennesker i EU ikke har basale

digitale færdigheder, og at OECD

i 2018 kunne vise, at under 40%

af lærere og undervisere følte sig

parat til at bruge digitale

værktøjer til undervisningen.

KOMMISSIONEN MENER,

AT EUROPÆISKE

BORGERE SKAL RUSTES

BEDRE TIL DEN DIGITALE

TIDSALDER.

tidsalder. Det bygger bl.a. på, at

det er vist, at 1 ud af 5 unge

mennesker i EU ikke har basale

digitale færdigheder, og at OECD

i 2018 kunne vise, at under 40%

af lærere og undervisere følte sig

parat til at bruge digitale

værktøjer til undervisningen.

Derudover udførte EU også

offentlige konsultationer, der

viste, at næsten 60% af

respondenterne ikke havde

benyttet fjernundervisningsværktøjer

og online læring før

covid-19-krisen, og mere end

60% mener, at de har fået bedre

digitale færdigheder under

krisen. Tallene viser altså, at der

er gevinster at hente ved at

investere i digital uddannelse og

dannelse.

Derudover er det ingen

hemmelighed, at den digitale

udvikling foregår utroligt hurtigt

samtidig med, at der er bred

konsensus om, at

uddannelsessystemet bliver nødt

til at tilpasse sig for at kunne

følge med udviklingen. Der er dog

delte meninger om, hvordan det

gøres bedst mulig. Kommissionen

fremfører to overordnede

strategiske prioriteter, der skal

styre, hvilken retningen

tilpasningen skal ske.

Strategisk prioritet 1: Promovere

udviklingen af en højtydende

digital uddannelse og dannelse.

Det burde være en fælles

bestræbelse at promovere

undervisning af høj kvalitet med

høj grad af inklusion. Det er ikke

kun EU, der skal stå for det.

Kommissionen mener, at både

regeringer,

uddannelsesinstitutioner, den

private sektor og offentligheden

alle skal være engageret og

inkluderet samt, at politikker

relevant for digital undervisning

skal være bedre forbundne.

Kommissionen understreger, at

der er tre ting, der skal fokuseres

på, for at denne strategiske

prioritet kan opnås:

1) Effektiv digital

kapacitetsplanlægning og -

udvikling er vigtig for

uddannelse.

2) Internetforbindelse af høj

kapacitet er nødvendig for

uddannelse.

3) Digitalt uddannelsesmateriale

og træning i digitale færdigheder,

herunder digitale

læringsmetoder, vil være

essentielle for undervisere og

lærere.

Strategisk prioritet 2: Styre

digitale færdigheder og

kompetencer for den digitale

transformation.

Kommissionen siger, at digital

’literacy’ (defineret som evnen til

at kunne artikulere

informationsbehov, finde og

indsamle digital data og

information og bedømme

kvaliteten af datakilder og

relevansen af disse) er blevet en

essentiel del af hverdagen for os

alle. Derfor er en god forståelse

af digital information, herunder

persondata, vigtig for at kunne

navigere i en verden, der i

stigende grad er drevet af

algoritmer. Derfor er informatik

og ’computer science’ vigtig at

S I D E 3 5


lære fra en tidlig alder, for at vi

forstår verden omkring os. Dette

spiller sammen med, at

specialiserede digitale

færdigheder er i stor

efterspørgsel, da alle

medlemslande er i underskud af

digitale eksperter, data- og

cybersikkerhedsanalytikere samt

udviklere.

Derfor vil Kommissionen udvikle

fælles retningslinjer til lærere og

undervisere til at promovere

digital ’literacy’ og overkomme

disinformation gennem

uddannelse og give Rådet en

henstilling til at forbedre

bestemmelserne for digitale

færdigheder i

uddannelsessystemet. Derudover

vil Kommissionen også skabe

”European Digital Skill

Certificate”, som er et certifikat,

der skal kunne vise europæiske

borgeres digitale niveau til

arbejdsgivere og uddannelser.

Rammer DEAP en smule forbi?

På dansk er ’digital education’

blevet oversat til ’digital

uddannelse’. Kommissionens

egen definition af ’digital

education’ er: ”Digital education

comprises two different but

complementary perspectives: the

pedagogical use of digital

technologies to support and

enhance teaching, learning and

assessment and the development

of digital competences by

learners and education and

training staff”

Problemet med at oversætte

begreber fra engelsk til dansk på

en fyldestgørende måde er et af

de evige problemstillinger, mener

Kristina Aaltonen, leder af

Bruxelleskontoret i Dansk

Lærerforening International

(DLI). Hun argumenterer for, at

oversættelsen af ’digital

education’ til ’digital uddannelse’

er et forsøg på at oversætte noget

meningsfuldt, men ’education’ er

et langt bredere begreb end

’uddannelse’ er, hvorfor man

misser mange nuancer til en

Billede: Formand for EU-Kommissionen

(daværende tysk forsvarsminister), Ursula von

der Leyen til møde med USAs forsvarsminister i

2016. [Foto: Flickr]

S I D E 3 6


grad, hvor ‘digital uddannelse’

ikke rigtig giver mening.

AALTONEN: “DET

MANGLER, AT VI FÅR EN

TYDELIG

BEGREBSAFKLARING AF,

HVAD DET ER, VI

EGENTLIG GERNE VIL.”

For taler man om, at

uddannelserne skal være

digitaliserede i form af den måde

undervisningen foregår på? Taler

man om indholdet – altså at man

skal undervises i for eksempel

teknologi og digitalisering?

Herom mener Aaltonen: “Det

mangler, at vi får en tydelig

begrebsafklaring af, hvad det er,

vi egentlig gerne vil”. For tit og

ofte bliver det hele diskuteret

under et, og når man forsøger at

få det til at handle om det hele,

kommer det dermed til at handle

om ingenting.

Fx ønsker Kommissionen at

digitaliseringen skal understøtte,

at alle elever og studerende får et

lærings- og menneskeligt udbytte

af at uddannelse sig. Aaltonen

mener dog, at der ikke er nok

klarhed om, hvordan det rent

faktisk virker. Der er ikke nok

forskning på området om fx,

hvordan en digitaliseret

undervisning virker for elever

med indvandrerbaggrund og

elever med en socioøkonomisk

svag baggrund.

Derfor efterspørger Aaltonen, at

vi spørger os selv, hvad vi taler

om, når vi taler om

digitaliseringen: “For det er ret

afgørende, for at vi får en

meningsfuld snak om det

(digitaliseringen red.) og hvad vi

ved om, hvordan det virker.”

Uddannelse er et nationalt

anliggende

Aaltonen stiller sig også kritisk

overfor, hvad EU overhovedet

kan gøre, da uddannelse er et

nationalt anliggende. Aaltonen er

bekymret for, at uddannelse er et

’soft-law’ område i EU-regi, så

der er reelt ingen, der er tvunget

til at følge noget, der kommer fra

Bruxelles. For som Aaltonen selv

siger: ”Jeg er ret overbevist om at

Uddannelses- og

Forskningsministeriet og Børneog

Undervisningsministeriet

smider rimelig mange af disse

dokumenter i en eller anden

skuffe, og så kommer det ikke så

meget frem i en dansk kontekst,

når man diskuterer noget

tilsvarende”.

Det prøver Kommissionen dog at

overkomme ved at samle

uddannelsesstakeholders og

medlemslanderepræsentanter for

at stimulere ’peer-learning’,

specielt ved spørgsmål

omhandlende samarbejde mellem

det offentlige, uddannelserne og

den private sektor.

Aaltonen siger her: “Jeg tror at

Kommissionen kan gøre rigtig

meget. De kan ikke gøre så meget

på lovgivningsplan. Men mere ved

at facilitere og udvikle viden

sammen, og ved at sætte en

retning ved at sige: ‘Det er de her

elementer der er vigtige i

digitaliseret undervisning og

uddannelse. Og det er de her

målsætninger vi har.’” EU skal

kort sagt spille en mere aktiv

rolle i at identificere og opskalere

good practices samt støtte

medlemslandene og

uddannelsessektoren med

værktøjer, frameworks,

vejledning, teknisk ekspertise og

research.

DEAP er løsningen, men…

Selvom DEAP er i sin tidlige fase,

efterspørger Aaltonen at EU

faktisk besvarer, hvordan

digitalisering fremmer kvaliteten

af undervisningen. Hun

problematiserer, at der ikke

findes nok forskning og viden om,

hvordan digitaliseringen i

uddannelsessektoren kan hjælpe

forskellige segmenter af elever og

studerende, og hvordan de får

gavn af det. Aaltonen mener, at

det er uklart, om det er

intentioner, formodninger

og/eller forventninger man

bygger handlingsplanen på.

Dog mener Aaltonen samtidig, at

DEAP er positivt i den forstand,

det skaber en ramme for at

diskutere digitaliseringen i

uddannelse. Det er nu muligt, at

relevante uddannelsesaktører har

en ramme for at sige, hvad der er

brug for, og hvordan vi

indholdsudfylder det. Den

ramme, kombineret med ’peerlearning’en,

som Kommissionen

vil facilitere, gør, at man vil

kunne mærke, at

uddannelsesområderne på tværs

af EU vil få et øget fokus på at

uddanne til den digitale fremtid.

Men at pege på præcist, hvordan

det vil udforme sig i

klasselokalerne, er for tidligt at

sige.

AALTONEN: ”JEG ER RET

OVERBEVIST OM AT

UDDANNELSES- OG

FORSKNINGSMINISTERIE

T OG BØRNE- OG

UNDERVISNINGSMINISTE

RIET SMIDER RIMELIG

MANGE AF DISSE

DOKUMENTER I EN ELLER

ANDEN SKUFFE"

S I D E 3 7


EUROPÆISKE KOMPROMISER

FINDER EN VEJ

A F A N N E M E T T E V E S T E R G A A R D , K O N T O R C H E F F O R E U R O P A -

P A R L A M E N T E T I D A N M A R K

Allerede i starten af 2020 vidste

vi, at året skulle bruges på at

lande en aftale om EU’s

langsigtede budget og finde en

løsning på Storbritanniens

udtrædelse af EU. Og der ville

være nok at se til, hvis bare én af

disse aftaler skulle landes. Oveni

disse to kæmpestore opgaver

kom så en pandemi, som ingen

har kunnet undgå at få helt tæt

på. COVID-19 tog Danmark,

Europa og resten af verden på

sengen. Fra de største

metropoler til de mindste

landsbyer - ingen gik fri, da

Europa blev hotspot for

pandemien. Vi var alle i samme

båd, uanset om vi bor i Athen

eller på Amager, Budapest eller

Brønderslev.

S I D E 3 8

Et dække for brud på europæiske

værdier

Selvom Danmark uden tvivl

kommer til at kæmpe med

eftervirkningerne af pandemien

længe, har vi levet med færre

restriktioner end mange af vores

samarbejdspartnere i EU. Flere

lande har deciderede

udgangsforbud og påbud om

mundbind inde såvel som ude.

Samtidig er antallet af arbejdsløse

steget eksplosivt. Over 5,5

millioner europæere, der har

mistet deres job under

pandemien.

Desværre har de nødvendige

nedlukninger og restriktioner

også haft andre konsekvenser

end blot de direkte økonomiske

og menneskelige. Et flertal i

Europa-Parlamentet har på det

kraftigste kritiseret, at regeringer

i flere EU-lande har benyttet

anledningen til at se stort på

europæiske værdier og

retsstatsprincippet. I Polen er

abort de facto blevet gjort ulovlig

midt under pandemien, hvor

mulighederne for at protestere

blev besværliggjort af

smittefaren. I Ungarn benyttede

regeringen nedlukningen til på

ubestemt tid at indføre

undtagelsestilstand, der

bemyndigede regeringen til at

styre landet ved hjælp af dekreter

uden nogen tidsbegrænsning og

begrænsede det nationale

parlaments nødtilsyn. Sådanne

tiltag er ikke forenelige med

europæiske værdier.


Europæisk demokrati fra

hjemmekontoret

Netop fordi opgaverne nærmest

faldt over hinanden, har det

været vigtigt, at arbejdet kunne

fortsætte for Europa-

Parlamentet, der er hovedsædet

for vores europæiske demokrati.

Europaparlamentarikerne fra de

27 EU-lande har ufortrødent

fortsat med at vedtage love og

hjælpeindsatser for at få Europa

igennem krisen og sikre intakte

demokratier efter pandemien.

DE UDFORDRINGER,

ALMINDELIGE

MENNESKER HAR

KÆMPET MED FOR AT FÅ

HVERDAGEN OG

SAMFUNDET TIL

FORTSAT AT HÆNGE

SAMMEN, HAR

POLITIKERNE OGSÅ

SKULLET LÆRE AT

NAVIGERE I FOR AT

FINDE FREM TIL DE

BEDSTE LØSNINGER.

Til det formål blev privaten

indrettet med computer, kamera

og printer. Pludselig var alle

møder, debatter og afstemninger

rykket ind i dagligstuen.

De udfordringer, almindelige

mennesker har kæmpet med for

at få hverdagen og samfundet til

fortsat at hænge sammen, har

politikerne også skullet lære at

navigere i for at finde frem til de

bedste løsninger. Det gælder i

Danmark såvel som i EU.

Svær start på pandemien

Hos Europa-Parlamentet har vi

arbejdet hårdt for at finde en

måde at sikre, hvad vi kalder

“business continuity”, så EU’s

lovgivende organ ikke alene

kunne godkende de akutte

S I D E 3 9

hjælpepakker, forhandle EU’s

langsigtede budget og Brexit,

men også holde gang i den

sædvanlige lovgivningsproces.

Der blev ikke altid handlet hurtigt

nok, og det kunstneriske indtryk

var heller ikke altid i top. Det

gjaldt især i starten af pandemien.

Særligt koordinationen mellem

EU-landene haltede gevaldigt, da

krisen brød ud: Lukkede grænser,

problemer med at få varer frem

og udfordringer med at skaffe

nok værnemidler. I dag forstår vi,

at fælles indkøb af værnemidler

og medicin stiller os stærkere.

Koordineret indkøb af vacciner

hjælper ikke blot EU-landene,

men også fattigere lande udenfor

EU.

EU har som et led

i vaccineinvesteringerne blandt

andet støttet COVAX med 500

millioner euro – et

program, der skal sikre lav- og

mellemindkomstlande adgang til

vaccinen. Det

giver mening fra et humanitært

synspunkt, men også fordi EU’s

økonomi ikke kan

komme sig helt, før COVID-19 har

modtaget det endelige dødsstød.

EU HAR SOM ET LED

I VACCINE-

INVESTERINGERNE

BLANDT ANDET STØTTET

COVAX MED 500

MILLIONER EURO – ET

PROGRAM, DER SKAL

SIKRE LAV- OG

MELLEMINDKOMST-

LANDE ADGANG TIL

VACCINEN.

Budgettet blev gidsel

De store og vigtige forhandlinger

om EU’s fremtid trak ud helt til

slutningen af 2020. Vi lykkedes

med at blive enige om fælles lån

og en kolossal hjælpepakke på

svimlende 750 milliarder euro,

der har fokus på at hjælpe her og

nu med investeringer, der skal

sikre vores fremtid.

Next Generation EU, som

genopretningspakken hedder, har

særligt fokus på

at hjælpe de trængte EU-lande

med at lave grønne og digitale

investeringer. Det

skal skabe arbejdspladser nu og

her, men også forberede landene

på en digital fremtid, hvor

drivhusgas-udledningerne skal

falde drastisk. Det er et vigtigt

skridt for at hjælpe os efter

COVID-19.

Europa-Parlamentet godkendte

også EU’s budget for de næste 7

år. I forløbet blev både budgettet

og coronahjælpepakken taget

som gidsel af Polen og Ungarn,

der i utilfredshed med den

foreslåede retsstatsmekanisme

nægtede at stemme for budget og

hjælpepakke. Løsningen blev, at

de to lande i en fortolkende

topmødeerklæring blev lovet, at

retsstatsmekanismen ikke vil

blive taget i brug, før den har

været forbi EU-Domstolen. Men

Europa-Kommissionen er

forpligtet til at håndhæve EU-lov,

og derfor kræver Parlamentet da

også, at retsstatsmekanismen

bliver håndhævet fra 1. januar

2021, hvor den træder i kraft. Med

den nye mekanisme bliver det nu

muligt for EU at ramme lande på

pengepungen ved at tilbageholde

EU-midler, hvis de ikke

respekterer retsstatsprincippet.

MED DEN NYE

MEKANISME BLIVER DET

NU MULIGT FOR EU AT

RAMME LANDE PÅ

PENGEPUNGEN VED AT

TILBAGEHOLDE EU-

MIDLER, HVIS DE IKKE

RESPEKTERER

RETSSTATS-PRINCIPPET.


Sammen ind i det nye år

Når vi kigger frem mod 2021, er

én ting sikkert for alle i Europa:

Coronavirus kommer fortsat til at

have betydning for politik,

arbejdsliv og fritidsliv.

En vaccine kan endelig give os

overtaget i kampen mod COVID-

19, men selv da står vi stadig med

nogle store udfordringer.

De europæiske

værdier og retsstatsprincippet

kommer fortsat til at være under

hårdt pres.

ÉN TING SIKKERT FOR

ALLE I EUROPA:

CORONAVIRUS KOMMER

FORTSAT TIL AT HAVE

BETYDNING FOR POLITIK,

ARBEJDSLIV OG

FRITIDSLIV.

Eftervirkningerne af Brexit

kommer til at kunne mærkes,

både på grund af det

hul, der er efterladt i budgettet,

og fordi EU-landene skal finde sig

selv i

deres nye forhold til briterne.

Selv med den aftale, der blev

landet juleaften

2020, er det svært at forudse,

hvordan forholdet til briterne

bliver i

fremtiden.

I skrivende stund kort før jul er

der stadig ingen afklaring af,

hvordan det fremtidige forhold til

briterne kommer til at blive.

Uden at vi kan love noget, så ved

vi, at EU plejer at finde en vej -

der plejer at blive fundet et

kompromis. Ikke fordi vi

nogensinde bliver helt enige -

men fordi EU-landene har brug

for hinanden.

Det kommer stadig til at kræve

lange forhandlinger, svære aftaler

og hårdt arbejde, men jeg tror på,

at Europa finder en vej. Vi er

sammen, selv når vi er hver for

sig.

S I D E 4 0


I hvert magasin vil du møde et

medlem af Europa-Parlamentet

(MEP) og læse om deres arbejdsliv

og holdninger til den politik, som

EU beskæftiger sig med. I denne

udgave møder du MEP for Venstre

(Renew Europe), Morten

Løkkegaard.

A F Y A S M I N W E G N E R H A R B E C K O G M A R C S Ø G A A R D ,

S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E

HVAD VÆKKEDE DIN

INTERESSE FOR

EUROPÆISK POLITIK?

Lige siden jeg var et ungt

menneske, har jeg interesseret

mig for politik i al almindelighed

og for europæisk politik i

særdeleshed. Jeg har i mange år

arbejdet som journalist i

forskellige danske medier,

herunder med europæisk politik.

Ifm. dét, havde jeg ofte i 90’erne

rejser til Bruxelles, hvor jeg

dækkede og gav en europæisk

vinkel på danske problematikker.

Der havde jeg en følelse af, at der

aldrig rigtig var noget, der

fængede folk derhjemme. Folk var

generelt ikke særligt

interesserede i stoffet, og det var

journalisterne heller ikke. Det

undrede mig meget, og da jeg så i

2005 stoppede som journalist

og arbejdede i mit eget

konsulentfirma, blev ringet op af

Venstre og spurgt, om jeg havde

lyst til at stille op til EP-valget i

2009, var det som om, der var et

eller andet, der klikkede. Så jeg

stillede på en platform: at prøve

at skabe en bro mellem

befolkning og politikere. Jeg

opfattede egentlig ikke mig selv

som politiker, mere som en

kommunikator.

S I D E 4 1


HVAD, MENER DU, ER

DEN STØRSTE

FORSKEL PÅ AT

ARBEJDE I EUROPA-

PARLAMENTET OG I

FOLKETINGET?

Basalt set laver man det samme.

Man er lovgiver, i tilfældet af EP

er vi medlovgiver. Så der er

selvfølgelig en grads forskel, for

vi har ikke nogen initiativret – det

har FT i allerhøjeste grad, men

det har man faktisk ikke i EP.

Det har så gradvist ændret sig

over tid. Da jeg kommer ind i

billedet, havde man lige vedtaget

Lissabontraktaten, hvor der var

en masse nye beføjelser til

parlamentet. Lige det øjeblik, jeg

kommer ind ad døren, og skal

starte min politiske tilværelse, så

er der for første gang i mange år

mere indflydelse på en række

politiske områder - ikke mindst

på budgettet.

Det er gennem budgettet og

pengekassen og retten til at

disponere, at indflydelsen ligger i

politik. Der er parlamentet, hvis

jeg skal pege på den største

forskel, kommende fra et

nulpunkt, hvor vi slet ikke havde

indflydelse på de her ting.

ER DER SÅ NOGET

SOM DANMARK KAN

LÆRE AF EU?

Det er lidt en myte, at der ikke er

nogen, der ved noget om, hvad

der foregår i Bruxelles. Jeg kan

vanskeligt komme i tanke om et

parlament i hele verden, der er

mere transparent og mere åbent

end EP. I en europæisk kontekst

er EP helt fremme i bussen.

Problemet er i Rådet, fordi der

foregår alt stort set i

hemmelighed. Ganske vist

meddeler de, når de er færdige

med deres forhandlinger, men så

bliver det i en sammenkogt ret,

hvor man har ikke nogen

mulighed for at kigge dem over

skuldrene undervejs i processen.

S I D E 4 2

Selvfølgelig bliver der meldt ud

fra pressen med rygter, men de

fleste af de processer, der foregår

mellem rådsdeltagerne, foregår

på traditionel diplomatisk vis bag

lukkede døre, som ingen af os

borgere har adgang til. Det ved

jeg, at jeg og flere af mine

kollegaer går op i.

PROBLEMET ER I RÅDET,

FORDI DER FOREGÅR ALT

STORT SET I

HEMMELIGHED. I EN

EUROPÆISK KONTEKST

ER EP HELT FREMME I

BUSSEN.

Hvis folk havde mere indsigt i,

hvad der foregik dér, så ville

demokratiet være mere udviklet.

Jeg skal skynde mig at sige, at det

ville gøre det endnu sværere at

vedtage noget som helst, men det

er et paradoks, som man er nødt

til at forholde sig til.

STILLES EP VÆRRE

END RÅDET I SÅDAN

EN FORHANDLINGS-

SITUATION?

Ja, vi er 705 parlamentarikere, og

vi er lidt på Herrens mark i

mange af forhandlingerne. I

trilogforhandlingerne (uformelt

møde mellem EP, Rådet og EU-

Kommissionen, red.) sidder vi

selvfølgelig med, og der får

forhandlerne indsigt.

Den indsigt går ikke automatisk

ud til hele parlamentet. Derfor

må vi ty til vores diplomater: En

stor del af den indsigt, jeg har

om, hvad der foregår i Rådet, har

jeg fra den danske

repræsentation [Danmarks Faste

Repræsentation ved den

Europæiske Union, red.], som vi

konsulterer, da de sidder med

derinde og i og for sig ingen

interesse har i at holde noget

tilbage.

MED DIN FORTID I

PUBLIC RELATIONS

FORHOLDER DU DIG

MERE KRITISK TIL

LOBBYISME?

Nej, jeg har ikke på nogen måde

fået et dårligere syn på det af den

grund, tværtimod. Jeg er stor

tilhænger af lobbyisme. Jeg synes,

at det er en forskruet debat, der

ofte kører med udgangspunkt på

universiteterne, hvor man synes,

at lobbyisme er noget skidt.

Lobbyister er gode, fordi de hele

tiden tilføjer ny viden.

Jeg er jo ikke idiot. Jeg ved godt,

at de kommer og har et

udgangspunkt for det, de mener.

Hvad tror folk? Selvfølgelig er det

ens pligt som politiker at forholde

sig kritisk til det, de siger, men

sådan forholder jeg mig til alting.

Det ville være nonsens, hvis

lobbyisterne skulle blive væk. Så

er der en diskussion, som

universitetsstuderende også godt

kan lide. Den handler om, at hvis

man har mange penge, så kan

man købe sig til indflydelse. Det

jo også delvist sandt, fordi mange

penge giver mulighed for at købe

dygtige folk, der ved noget og kan

argumentere godt for noget. Så

det er selvfølgelig en diskussion,

som er fuldstændig legitim.

DET VILLE VÆRE

NONSENS, HVIS

LOBBYISTERNE SKULLE

BLIVE VÆK.

Der er nogle dele af vores

samfund, der ikke er

repræsenteret i processen, fordi

de ikke har midlerne til det. Men

sådan har det jo altid været. Man

kan sikre, at folk har lige

muligheder for at komme dertil,

og heldigvis er Danmark jo et

mønstereksempel herpå.


I virkeligheden køber jeg ikke

præmissen om, at der, i en dansk

kontekst, skulle være folk, der

ikke kommer til orde. Nogle

gange er det faktisk det

omvendte, der er problemet; der

er alt for meget snak og alt for

mange, der kommer til orde – det

gør beslutningsprocessen utroligt

vanskelig.

HVAD ER DEN

STØRSTE UDFOR-

DRING FOR EU LIGE

NU?

Der er ikke tale om én

udfordring, der er tale om mange.

EU er konstant en kampplads,

hvor støvet flyver omkring, fordi

man er i gang med at bygge et

eller andet.

Man er aldrig helt færdig med

processen.Så det er også altid

nemt at pege på en masse

problemer. Problemer er jo

nærmest grundsubstansen i det

hele.

Hvis der ikke var problemer, så

var der heller ikke noget EU. EU

er jo problemknuseren, der er sat

ind af flere årsager. Der er flere

forskellige problemstillinger:

Der er helt grundlæggende et

legitimitetsproblem. Det har

været der helt fra begyndelsen og

er kulmineret med Brexit.

DER ER IKKE TALE OM ÉN

UDFORDRING, DER ER

TALE OM MANGE. EU ER

KONSTANT EN

KAMPPLADS, HVOR

STØVET FLYVER

OMKRING,

Brexit har ikke løst problemer,

men har skabt nye problemer.

Det har dog også vist, at der er et

sammenhold mellem EU27 og en

forståelse af, at det er nu eller

aldrig. Vi skal sørge for at holde

sammen.

Der var mange, der i 2016 spåede,

at nu ville det hele slutte og falde

fra hinanden. Det skortede ikke

på doom day-scenarier.

Modsætningsvis viste det sig,

selvfølgelig, at EU er en fantastisk

succes i den forstand, at man er

blevet mere afhængig af hinanden

i samarbejdet som global

økonomi og i globale systemer.

Det betyder i bund og grund, at

når hele økonomier, erhverv,

befolkninger og teknologi gør, at

alt hænger sammen i et

kludetæppe, så er reguleringen af

kludetæppet mere og mere

nødvendigt. Det er det mest

succesfulde i EU.

I betragtning af at vi er 27

forskellige nationer, som prøver

at samarbejde, er det jo helt

vanvittigt, at vi overhovedet kan

få det til at fungere. Er det det

samme som, at der ikke er

problemer? Nej, det er det ved

Gud ikke. Det er jo netop, fordi vi

konstant løser problemer på den

kedsommelige, samtaleagtige

måde omkring nogle borde i

Bruxelles. Problemer, de står i kø

og skal løses.

Senest er der opstået det

problem, at Ungarn og Polen

konsekvent træder demokrati og

retssystemet over fødderne.

Det underminerer de, mens de

samtidig skovler 10 mia. af euros

ind hvert år, så vi kan få lov til at

finansiere veje og produktion i

deres elendige økonomier.

Samtidig med at kleptokraterne

beriger sig og sine omgivelser

med EU-milliarder, så taler de

konsekvent os andre og

samarbejdet ned.

Det forsøger vi at gøre noget ved.

Det handler i bund og grund om

legitimitet.

Derfor er det ikke tilfældigt, at vi

diskuterer Rule of Law og

retsstatsmekanismer lige præcis

på det her tidspunkt.

I TRAKTATERNE STÅR

RET PRÆCIST, HVAD MAN

KAN, OG HVILKEN TYPE

SAMFUND, MAN SKAL

VÆRE FOR AT VÆRE

MED.

Så er der økonomien. Hele eurokonstruktionen

og eurozonen,

som Danmark ikke er med i. De

facto er vi dog qua finanspagten

med (en aftale om budgetdisciplin

og økonomisk koordinering, red.).

Det kulminerede med

finanskrisen, som vi har arbejdet

10 år for at komme over.Det var

en stor trussel mod hele

samarbejdet og vil altid være det,

fordi euroen er fejlkonstrueret.

Man har lavet en valuta uden

finanspolitik. Man har ikke nogen

fælles regering eller

finansminister, der kan lave

finanspolitik svarende til,

hvordan valutaen udvikler sig.

Det er i bund og grund en

fejlkonstruktion.

Jeg ved ikke om de, der lavede

det dengang med Tyskland og

Frankrig i spidsen, havde en

forestilling om et “De Europæiske

Forende Stater”, men det får vi

ikke – af mange andre grunde.

Derfor er eurokonstruktionen

sårbar indtil den dag, vi får en

afklaring på det.

Corona-hjælpepakken, 760 mia.

euro, er et meget direkte svar fra

vores side på et problem, der

skulle løses. Hvis ikke pakken

kommer ud og hjælper nu, så går

de sydeuropæiske lande fallit, i

hvert fald meget firkantet sagt,

og så ryger hele det indre marked

S I D E 4 3


og dermed EU.

Klimaet er den fremmeste

dagsorden, hvis du kigger på den

politiske agenda for de næste fem

år. Vi har lige vedtaget et

minimum for CO2-nedbringelse

på 55% i 2030 på fælleseuropæisk

plan. Den hed 40% for et år siden.

Bare for at vise, at det er

vanvittigt høje mål. Danmark

presser så på at få

ambitionsniveauet op i Europa.

VI HAR LIGE VEDTAGET

ET MINIMUM FOR CO2-

NEDBRINGELSE PÅ 55% I

2030 PÅ

FÆLLESEUROPÆISK

PLAN. DEN HED 40% FOR

ET ÅR SIDEN.

Effekten er jo 100 gange større i

Europa, hvis man gør noget, end

hvis man gør noget i Danmark. Vi

er i en situation, hvor vi skal

kæmpe europæisk for det her.

Den sidste udfordring.

Migrationen, sikkerhed og

spørgsmålet om, hvordan vi

håndterer problemet med

folkevandring fra andre dele af

verden.

Vi trænger til migration, men vi

trænger til personer, som har

gode muligheder for at bidrage til

vores samfund. Der er mange, der

kommer, som ikke kan ret meget,

men de vil gerne bruge vores

sociale system og leve godt.

Det kan man ikke bebrejde

nogen, men vores

velfærdssystemer er dybt

overbelastede, og vi har ikke et

system, der kan modsvare

presset. Derfor er det et problem,

at vi mangler en effektiv kontrol

ved grænsen.

S I D E 4 4

DET ER ET PROBLEM, AT

VI MANGLER EFFEKTIV

KONTROL VED

GRÆNSEN.

AFSLUTNINGSVIS

HVAD VIL DU ØNSKE

AT HAVE VIDST,

INDEN DU STARTEDE

I EUROPÆISK

POLITIK?

Det, som overraskede mig mest,

er de store kulturforskelle, der er

mellem nationer og befolkninger.

Eksempelvis jeg vidste jo godt,

igennem ferier i Frankrig med

min familie som barn, at de kunne

være irriterende at have med at

gøre, og at italienerne var

anderledes. Det vidste man godt,

men man har måske ikke tænkt

over det rigtigt, før man kommer

ned og skal træffe beslutninger

og lave politik med de her

personer.

Her finder man ud af, at der en

verden til forskel på måden,

hvorpå de angriber politik og

verden både på, hvad man mener,

og hvordan man gør det. Er en

aftale en aftale? Nej, ikke

nødvendigvis. Hvad kan man

tillade sig inden for politik? Det

er der meget forskellige

holdninger til.

Der er 27 forskellige politiske

kulturer og baggrunde, som man

skal forsøge at samle til noget

fælles, som man skal forhandle

med andre grupper, som så skal

forhandles med Rådet og

Kommissionen.

I gamle dage var man ikke

interesseret i at omfavne

kulturforskelle, men hellere at

påtvinge andre kulturer, lande og

befolkninger sin vilje. Det skete

som regel med våben i hånden,

for det var den hurtigste måde at

gøre det på. Den største ahaoplevelse

er at opleve, hvor

forskellige mennesker i Europa

er. Det er selvom man opfatter

Europa som ét værdi- og

kulturfællesskab. Derfor skal man

være i stand til at forstå andres

tankegange for at kunne opnå

noget.

Har du et forslag til, hvem vi kan

tale med i de næste udgaver af

Europæiske Horisonter? Så skriv

til redaktionen på

ucph@europeanhorizons.org

MORTEN LØKKEGAARD

Født: 19. december 1964

Medlem af Europa-

Parlamentet for Venstre, der er

en del af den politiske gruppe

Renew Europe i parlamentet.

Uddannet journalist fra

Danmarks Medie- og

Journalisthøjskole.

Medlem af Europa-

Parlamentet (V), 2009-13 og

2016-

Forhenværende journalist på

DR og rådgiver hos

Løkkegaard Kommunikation


I hvert magasin vil du blive

præsenteret for en vigtig

personlighed inden for europæisk

interessevaretagelse, hvor du kan

læse om deres arbejdsliv og

holdninger til den politik, som EU

beskæftiger sig med. I denne udgave

møder du Europapolitisk direktør i

Finans Danmark, Sinne Conan.

[Foto: FinansDanmark]

A F Y A S M I N W E G N E R H A R B E C K O G M A R C S Ø G A A R D ,

S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E

HVAD VÆKKEDE DIN

INTERESSE FOR

EUROPÆISK POLITIK?

Jeg var 15-16 år og var på

studietur i Bruxelles og i

Strasbourg, og der kan jeg huske,

at jeg tænkte, det her, det bliver

jeg simpelthen nødt til at

beskæftige mig med. Fra da af

abonnerede jeg på Europa-

Kommissionens månedsavis. Jeg

sad der flittigt og læste igennem,

hvad der var af eksotiske

nyheder. Det følger med min

interesse for, hvordan samfundet

er opbygget - især den

internationale dimension af det.

HVAD VÆKKEDE DIN

INTERESSE FOR

EUROPÆISK POLITIK?

Jeg startede i virkeligheden et

helt andet sted – på Slotsholmen

og arbejdede i Fødevareministeriet.

Både fiskeri og

landbrug er jo områder, som er

fuldt ud integrerede inden for

EU-politikken. Der er ikke noget

nationalt kompetencespor på de

områder. Som embedsmand

møder man også rigtige mange

interesseorganisationer.

Sidenhen kom jeg i Dansk

Industri, hvor jeg endte med at

S I D E 4 5


blive Europachef.

Interessevaretagelse er en vigtig

del af det daglige demokrati. Jeg

mener, at det er super vigtigt, at

vi ikke får truffet beslutninger i et

lukket vacuum - fx kun i et

folkevalgt rum. Det er de

folkevalgte, der i sidste ende skal

bestemme, hvilken vej de vil gå,

men jeg mener, at de har en

forpligtelse til at høre på, hvad

civilsamfundet mener om et givet

tiltag.

Det er super vigtigt, at det er

noget, man skal varetage med høj

grad af integritet. Jeg vil meget

nødigt leve i et samfund, hvor

civile organisationer af alle slags

ikke kom til orde. Alle skal have

en lejlighed til at komme med

deres budskab, og så må de

folkevalgte, som de er valgt til,

træffe en beslutning på et oplyst

grundlag.

JEG VIL MEGET NØDIGT

LEVE I ET SAMFUND,

HVOR CIVILE

ORGANISATIONER AF

ALLE SLAGS IKKE KOM

TIL ORDE.

HVAD VÆKKEDE DIN

INTERESSE FOR

EUROPÆISK POLITIK?

Det giver sig selv, at vi

interesserer os rigtigt meget for,

hvad der foregår i den finansielle

sektor. Sammen med vores

bestyrelse lægger vi en strategi

for, hvad vi gerne vil opnå. Hvad

vil vi gerne bidrage med til

samfundet?

Det er min rolle at kigge ud over

det politiske landskab i Bruxelles

og få en god fornemmelse for,

hvilke politiske diskussioner, der

er vigtige. Det kan fx være om,

hvordan den finansielle sektor .

skal bidrage til den bæredygtige

omstilling. Min opgave er at sige

til bestyrelsen, “I Bruxelles er der

nu de her sager, som er vigtige, at

vi mener noget om.”

HVAD ER DEN POLITISKE

VIRKELIGHED, OG HVAD

ER VIRKELIGHEDEN UDE I

DANSKE BANK ELLER I

SPAREKASSEN

KRONJYLLAND? JEG

SKAL PRØVE AT FÅ TO

VERDENER TIL AT PASSE

SAMMEN.

På EU-området sætter vi fokus på

10 temaer. Der er nogle, der siger,

at hvis man har mere end tre

temaer, så har man ikke nogen

prioritering. De skal bare komme

på besøg hos mig, fordi hvis vi

skulle nøjes med tre, så var vi

tabte bag en vogn.

Temaerne gør det muligt for os at

kortlægge politikforslag med

hensyn til positionerne i Europa-

Parlamentet eller et muligt

forslag fra EU-Kommissionen.

Min rolle er at oversætte: Når jeg

er i København, skal jeg forklare

en dansk sektor, hvad der foregår

politisk i Bruxelles. I Bruxelles

skal jeg forklare, hvordan det, de

tænker at gøre på et område,

virker i Danmark.

Så hvad er den politiske

virkelighed, og hvad er

virkeligheden ude i Danske Bank

eller i Sparekassen Kronjylland?

Jeg skal prøve at få to verdener til

at passe sammen.

HVORDAN SIKRER

DU, AT DER ER ET

POSITIVT RY

OMKRING INTE-

RESSEVARETAGELSE?

Vi gør ikke noget bag lukkede

døre. Jeg har ikke papirer i min

taske, som ikke tåler dagens lys.

Man tror, at det er sådan noget

med at stå med et glas bobler i

hånden og hyggesnakke.

I Danmark skal vi have en

diskussion om åbenhed; at gøre

det mere gennemsigtigt. Hvem

taler politikerne med? Jeg har fx

ingen problemer med at fortælle,

hvem jeg taler med. Det bør

politikerne heller ikke have.

Der er mange myter. Betaler vi

penge til nogen? Nej, det gør vi

ikke. Men der står i

Åbenhedsregistret, hvor mange

ressourcer vi bruger, og hvor

mange mennesker, vi er.

Kommissærerne skal oplyse,

hvem de mødes med.

Senest er der indgået en aftale

om, at registeret skal gælde for

alle tre EU-institutioner, så det

også bliver åbent, hvem MEP’erne

mødes med.

I Ministerrådet har man ellers

holdt det ude i strakt arm i lang

tid.

Jeg tror, at åbenhed kan være

med til at betrygge folk. Så vil

man meget tydeligt kunne se; Har

transportkommissæren kun talt

med bilindustrien? Eller har hun

også talt med

miljøorganisationerne? Så kan

man se, hvem det er, man

forsøger at få afdækket

interesserne hos.

Hvis det bliver mere tydeligt for

alle, hvordan den politiske,

demokratiske samtaler foregår, så

tror jeg, at der også vil være

større anerkendelse af, hvad det

rent faktisk betyder for os alle, at

vi kan komme til orde.

S I D E 4 6


DET ER FRIVILLIGT AT

LADE SIG

REGISTRERE I ÅBEN-

HEDSREGISTRET, ER

DET ET PROBLEM?

Ja, det synes jeg. Der har været

nogle meget spændende

diskussioner: Der var fx

organisationer, som mente, at de

ikke bedrev interessevaretagelse.

Det gjaldt fx fagbevægelsen. De

bedrev ikke interessevaretagelse.

Hvad laver I så? Det tror jeg nok, I

gør. I diskussionerne var det især

spændende, hvem der syntes, at

de ikke skulle stå i registret. For

min skyld må det gerne blive

obligatorisk.

I DISKUSSIONERNE VAR

DET ISÆR SPÆNDENDE,

HVEM DER SYNTES, AT

DE IKKE SKULLE STÅ I

REGISTRET. FOR MIN

SKYLD MÅ DET GERNE

BLIVE OBLIGATORISK.

Jeg synes også, vi skal have det i

Danmark. Der er tit en

fornemmelse af, at

interessevaretagelse ikke foregår

i Danmark. Kig på ethvert

lovforslag i Folketinget. Der står

en liste over høringsberettigede

organisationer. Hvad er det, hvis

det ikke er at bedrive

interessevaretagelse? Hvorfor

skulle de ellers skrive, hvad de

mener om lovforslaget?

ER DER OGSÅ ANDRE

TING UD OVER

ÅBENHEDSREGIST-

RET, SOM DANMARK

KAN LÆRE AF EU?

Jeg synes, det er et utroligt åbent

system i Bruxelles. Enhver MEP,

der bliver ansvarlig for et

lovforslag, vil starte med at

konsultere interesser omkring

lovforslaget for at finde ud af,

hvor flertallet i Europa-

Parlamentet er.

Vi kan også lære af EU-

Kommissionens program. Når der

kommer en ny regering i

Danmark, fremlægges der et

grundlag for dens arbejde. I

Bruxelles foregår det oftere på

den måde, at statsog

regeringscheferne, ved valget af

en ny kommissionsformand, laver

et strategipapir. Så fremlægger

kommissionsformanden en liste

af prioriteter for Europa-

Parlamentet, som de kan komme

med indvendinger til. I år var det

var ret tydeligt for os, at der ville

komme en Green Deal, og at der

ville være en digital agenda. I det

her program er det tydeligt for

alle, hvilken retning den

pågældende kommission går i.

På den her måde får man en

chance for at skabe sig et

overblik over den politiske

proces. I Danmark er der sjældent

lange køreplaner, som man kan

drage forståelse af. Jeg har aldrig

oplevet, at man ikke kunne

komme til orde [i Bruxelles, red.].

Så jeg synes, man skal tage den

der “Checks and Balances”-

tilgang, som hele det europæiske

apparat er bygget op omkring, til

sig.

DET BETYDER, AT DE

TYPISKE

ÆNDRINGSFORSLAG,

DER KOMMER IGENNEM I

FOLKETINGSSALEN,

MANGE GANGE ER EN

TYND KOP TE

Der er ikke nogen ministre, der

fremsætter et lovforslag i

Danmark, som ikke allerede har

90 mandaters opbakning på

forhånd. Det betyder, at de

typiske ændringsforslag, der

kommer igennem i

Folketingssalen, mange gange er

en tynd kop te; det er ligesom

allerede handlet af. I Bruxelles

forsøger Kommissionen

selvfølgelig at regne ud, hvor

flertallet i Europa-Parlamentet

er, men vi har jo forslag, hvor der

er 2000 ændringsforslag til.

Så der er virkelig mulighed for at

få lavet ændringer i Europa-

Parlamentet. Vi plejer at sige: Når

først de kommer i Europa-

Parlamentet, kan det blive en

dreng eller en pige – vi ved ikke

helt hvordan det ender. Jeg tror

dét, der skal være

hovedbudskabet, er åbenhed og

“Checks and Balances” - det

fungerer.

ER DET EN

UDFORDRING FOR

DANSKE BANKER, AT

DANMARK IKKE HAR

TILSLUTTET SIG

BANKUNIONEN?

Vi har et lidt specielt

banklandskab i Danmark, hvor vi

har mange små banker og så

nogle få store. Det vil også sige,

at hvis vi blev medlem af

Bankunionen, ville der være en

håndfuld banker, som skulle være

en del af det særlige regelsæt, der

er i Bankunionen, og det handler

fx om hvilket slags tilsyn, man

fører med store banker i

Bankunionen.

Indtil nu har vi ikke oplevet, at

det har betydet, at de globale

finansielle markeder vurderer

den danske banksektor som

værende mere usikker. Betyder

dét, at vi er uden for indflydelse?

Ja det gør det. Men dét er jo mere

en dansk problematik, end det er

en individuel bankproblematik. Er

vi med, når det virkelig bliver

diskuteret, hvordan vi skaffer

eller sikrer finansiel stabilitet i

den europæiske banksektor? Som

udgangspunkt ikke. Det har man

S I D E 4 7


så politisk set fravalgt, fra dansk

side, og jeg tror, før end det giver

negativt udslag for vurderingen af

danske finanssektor, så vil vi ikke

se nogen regering reelt set flytte

sig på det her område.

Bankunionen er bare én af de

mærkværdigheder, der er ved

Danmark. Efter vores britiske

kollegaer er ude, så er vi det mest

mærkelige EU-medlemsland: med

fire forbehold og ingen

bankunion. Lige efter Brexitafstemningen

måtte jeg mange

gange svare på, om det nu også

betød, at Danmark var på vej ud.

Vi skal derfor være virkelig

dygtige, og vores diplomater lige

så, når vi arbejder for danske

sager. Vi skal være meget

opmærksomme på, at vi kommer

med en bagage af særligheder.

HVAD ER DET

VÆRSTE SCENARIE

FOR DEN DANSKE

FINANSSEKTOR IFT.

BREXIT?

Der er lige den lille twist ift.

finanssektoren, at finanssektoren

ikke er omfattet af

frihandelsaftalen, så uanset om

der var kommet en aftale eller ej,

så vil vi i finanssektoren være

afhængige af, at EU-

Kommissionen giver os nogle helt

særlige tilladelser, uden for

frihandelsaftalen, og de britiske

myndigheder skal gøre det

samme. Alligevel, vil vi jo

allerhelst have en aftale. Hvorfor

det? Ja, for det første er forholdet

altså ikke intakt. Det er et helt

andet forhold, men der er stadig

et forhold.

DER ER LIGE DEN LILLE

TWIST IFT.

FINANSSEKTOREN, AT

FINANSSEKTOREN IKKE

ER OMFATTET AF

FRIHANDELS-AFTALEN.

S I D E 4 8

Det håber vi smitter af på viljen til

at ville give os nogle flere særlige

tilladelser på finansområdet. Den

anden ting er, at vores bankers

kunder jo også vil være i en bedre

situation, hvis vi har en aftale.

Det er jo ikke sjovt, at være fisker

i Nordjylland. Uden en aftale var

det helt håbløst og selv med en

aftale, er det fundamentalt

anderledes end dét, der findes i

dag. Det er nogle skide svære

spørgsmål.

JEG VIL NÆSTEN SIGE,

AT JEG ER OPTIMISTISK,

NÅR JEG KIGGER NED I

MASKINRUMMET. MÅSKE

LIDT MINDRE

OPTIMISTISK NÅR JEG

KIGGER UD OVER

RÆLINGEN.

ER DET SÅ SVÆRT AT

VÆRE OPTIMIST NU

PÅ EU’S VEGNE?

Ej, jeg vil faktisk sige, at der er de

her overordnede spørgsmål, som

er svære såsom Brexit. Men nede

i maskinrummet er der nogle

rigtig spændende og vigtige

forslag. Supertankere på det

digitale og bæredygtige område,

som kommer til at definere

fremtiden. Jeg vil næsten sige, at

jeg er optimistisk, når jeg kigger

ned i maskinrummet. Måske lidt

mindre optimistisk når jeg kigger

ud over rælingen. Det er jo ikke

småting, der ligger i horisonten

såsom forholdet til Tyrkiet.

HVAD VILLE DU

ØNSKE AT HAVE

VIDST, INDEN DU GIK

IND I INTERESSE-

VARETAGELSE PÅ EU-

OMRÅDET?

Ja. To ting: Læs rigtig mange

historiebøger. Alle kommer med

en historie, og især i Europa. I er

simpelthen nødt til at vide, hvor

grænserne var et eller andet sted

mellem Litauen og Polen i 1784,

for at forstå, at det nogle gange

er dér, en konflikt gør ondt i

Europa.

Hvis I ellers lige har lidt mere

benzin på efter studielæsningen,

så kast jer over historiebøgerne.

Den anden ting er, at I skal tale

nogle sprog, gerne flere. Det er

okay med det der dårlige

engelske, vi taler i Bruxelles, men

det er bedst, hvis man kan noget

mere.

Så skal man også rejse. Det er en

total up-side ved det her job; der

er snart ikke det sted, jeg ikke har

været i Europa. Nogle gange skal

man forstå nogle ting, der er

meget lokale, for at kunne se,

hvad løsningen i Bruxelles skal

være. Så hvis man har hang til

sprog, historie og rejser, så tror

jeg, man bliver ret glad for sådan

et job som mit.

Har du et forslag til, hvem vi kan

tale med i de næste udgaver af

Europæiske Horisonter? Så skriv

til redaktionen på

ucph@europeanhorizons.org

SINNE CONAN

Født: 8. oktober 1970

Cand.jur. fra Københavns

Universitet.

Europapolitisk direktør i Finans

Danmark.

Forhenværende Europapolitisk

direktør i Dansk Industri og

ministersekretær i

Fødevareministeriet


Kilder:

1.Mazzucato, M. (2015). The

Entrepreneurial State Debunking

Public vs. Private Myths (3rd ed.).

Public Affairs.

2. CB Insights. (2019). Global Unicorn

Club 2019.

3. Landesmann, M. (2015). Industrial

policy : its role in the European

economy. Intereconomics : Review of

European Economic Policy, 50(3),

133–138.

4. Reuters. (2020, January 5).

ChemChina, Sinochem merge

agricultural assets: Syngenta.

Reuters.

https://www.reuters.com/article/uschemchina-sinochem-syngentaidUSKBN1Z40FZ

5.Heim, M., Midoes, C., & Bruegel.

(2019, July 26). European championships:

industrial champions and

competition policy. 1990, 1–14.

https://www.bruegel.org/2019/07/eur

opean-champion-ships-industrialchampions-and-competition-policy/

6. Efstathiou, K. (2019). The Alstom-

Siemens merger and the need for

European champions. Bruegel, 1–6.

http://bruegel.org/2019/03/thealstom-siemens-merger-and-theneed-for-european-champions/

7. Politico, 29. okt. 2020, Rym Momtaz

og Elisa Braun

https://www.politico.eu/article/nicea-islamist-terrorist-attack-saysmacron/

7.1 Berlingske, 21. nov. 2020, Pierre

Collignon

https://www.berlingske.dk/komment

atorer/det-provokerende-er-atmacron-har-ret-islam-er-i-krise

8. TV2 nyheder, 24. okt. 2020, Ritzau

https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-

10-24-erdogan-macron-bormentalundersoges-for-holdning-tilmuslimer

9. DR nyheder, 27. okt. 2020

https://www.dr.dk/nyheder/udland/b

illeder-protester-mod-frankrig-ogmacron-breder-sig-i-denmuslimske-verden

10. Wikipedia, Defamation of religion

and the United Nations

https://en.wikipedia.org/wiki/Defama

tion_of_religion_and_the_United_N

ations>

11. OIC, 29. okt. 2020. Disparaging

Prophet Muhammad not “free

expression”, ECHR rules, OIC recalls

https://www.oic-oci.org/topic/?

t_id=24890&t_ref=15211&lan=en

12. Dom fra MRK:Case of E.S. v.

Austria, 25. okt.

2018:https://hudoc.echr.coe.int/eng#

{%22appno%22:

[%2238450/12%22],%22itemid%22:

[%22001-187188%22]}


Studentermagasinet om europæisk politik

Første udgave

18. januar 2021

I chefredaktionen: Christine Roj (chefredaktør), Yasmin Wegener Harbeck (redaktionschef),

Marc Søgaard, Valder Fredens, Jan Høegh, Katrine Kristensen, Olav Anker Jessen

Kontakt: ucph@europeanhorizons.org


Europæiske Horisonter: Hvad koster det for Europa?

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?