Europæiske Horisonter: Hvad koster det for Europa?

svær at få igennem i en tid, hvor
store dele af unionen ønsker at
spare på udgifterne til EUsamarbejdet.
Dette gør målsætningen om at
styrke det europæiske
innovationsberedskab
usandsynligt, da en sådan
beslutning ville have brug for
enstemmigt flertal, grundet
vetoretten i EU's ministerråd (3).
Ikke desto mindre bliver EU
tvunget til i højere grad at
inkludere specifikke, strategiske
sektorer eller firmaer, hvis de
skal kunne konkurrere med
omverdenen.
Yderligere kommer problemet
med at skabe såkaldte ”Nationale
Vindere” eller ” Europæiske
Vindere” i EU (5). En national
vinder kan defineres som et firma
eller en gruppe af firmaer, som
forventes at kunne skabe værdi i
strategiske sektorer. Disse
firmaer skabes eller forsvares på
forskellige måder, f.eks. gennem
statsstøtte, opfordring til
nationale opkøb og beskyttelse
fra fjendtlige opkøb. Et eksempel
er sammenlægningen af de to
kinesiske landbrugskemikaliegiganter
ChemChina og
SinoChem, der skabte verdens
største landbrugskemikaliefirma,
Syngenta (Reuters, 2020).
Intentionen bag at skabe denne
gigant kan i høj grad findes i den
kinesiske ”Made in China 2025”-
plan, hvor landbrug bliver udlagt
som en af de 10 strategiske
sektorer. Modsat har der i EU
været problemer med at skabe
”Europæiske Vindere”. Et
velkendt eksempel er den famøse
Alstom-Siemens sammenlægning,
hvor tysk-fransk pres for at
kunne skabe en af verdens
største producenter af elektriske
tog ikke lykkedes. Intentionen
med sammenlægningen var at
kunne konkurrere globalt med
kinesiske producenter, men
sammenlægningen blev afvist af
Kommissionen med baggrund i
IKKE DESTO MINDRE
BLIVER EU TVUNGET TIL
I HØJERE GRAD AT
INKLUDERE SPECIFIKKE,
STRATEGISKE SEKTORER
ELLER FIRMAER, HVIS DE
SKAL KUNNE
KONKURRERE MED
OMVERDENEN.
dens negative effekt på
konkurrencen internt i EU (6). Så
EU vil i mange tilfælde være
tvunget til at revurdere
paradigmet, der vægter fair
konkurrence og lige muligheder
internt i EU allerhøjest, hvis de
skal kunne konkurrere eksternt
med USA og Kina.
Tiderne med et liberalt
handelsparadigme og handel
baseret på gensidige fordele er
ovre, og EU står overfor en
verden, hvor USA og Kina er klar
til at gå langt for at fremme deres
egne industrier. Derfor er det
nogle interessante valg, som
Kommissionen står over for i de
kommende år. Kommissionen har
allerede fremlagt flere initiativer,
der skal støtte grøn omstilling i
europæisk industri, såvel som
tiltag, der skal gøre det sværere
for ikke-europæiske firmaer at
deltage i offentlige
indkøbsprocesser. Det er ganske
vist tiltag, der peger i den rigtige
retning, men det er dog tvivlsomt
hvorvidt det er for sent, og om
EU overhovedet kan hamle op
med den velsmurte, amerikanske
offentlig-private
innovationsmaskine og den
kinesiske statskapitalisme.
Billede: USAs ambassadør i Kina,
Terry Branstad, taler til konference
om Kina og USAs økonomiske
relation i 2017. [Foto: PAS China]
S I D E 1 0
EUROPÆISKE HORISONTER