Europæiske Horisonter: Hvad koster det for Europa?

behandler altså blot lovgivning
fremsat af Kommissionen. Som
parlamentariker bliver man altså
valgt ind på sine politiske
visioner, men reelt er der ikke
mulighed for at virkeliggøre dem,
med mindre man kan overtale en
kommissær.
SOM PARLAMENTARIKER
BLIVER MAN ALTSÅ
VALGT IND PÅ SINE
POLITISKE VISIONER,
MEN REELT ER DER IKKE
MULIGHED FOR AT
VIRKELIGGØRE DEM, MED
MINDRE MAN KAN
OVERTALE EN
KOMMISSÆR.
Kommissionen kan
dog ikke udstede den overordene
politiske retning for EU. Så
prioriteringerne og
værdispørgsmålene finder man
ikke svar på, hvis man spørger
dér. Det er op til Rådet, der
består af alle regeringsledere fra
EU: Angela Merkel, Emmanuel
Macron, Mette Frederiksen og
alle de andre. De sætter
retningen, og
Kommissionen makker ret.
Så hvis kritikken af EU's politik
skal finde et hjem, så er det i
Rådet. Men Rådet står jo netop
kun for den overordnede linje. Så
når der er en konkret lov, der
skaber problemer, har den altid
rod i Parlamentet og
Kommissionen – ” nede i
Bruxelles”. Men følger de ikke
blot Rådets visioner? Og således
går kritikken i ring og ender uden
et hjem. Diskussionen af
europæisk politik kommer derfor
tit til kun at handle om
roamingtakster og kemikalieindholdet
i tandpastaen, for
det er svært at fange en politiker i
”nede i EU”, der har mandat til at
tale om flygtningepolitik,
finanspolitik eller klimapolitik.
2) Rådsmøderne foregår bag
lukkede døre
De politikere, der har mandat til
at tale om de store politiske
visioner for EU, sidder slet
ikke ”nede i Bruxelles”. Det er
statslederne fra Europa, og når
de mødes i Rådet, foregår
møderne bag lukkede døre.
Faktisk er dørene så lukkede, at
ikke engang MEP’erne bliver
indviet i, hvad der foregår under
forhandlingerne.
Det er uklart, hvorfor det er
blevet sådan i et demokratisk
forhandlingslokale. For hvis
befolkningen ikke har adgang til
diskussionerne, er det umuligt at
føre en konkret og saglig kritik.
Og forsvinder kritikken, er der
ikke ret meget demokrati tilbage.
Så spørgsmålet: hvad koster det
for Europa? kan være nemt at
svare på, men hvis vi som borgere
ønsker reel forandring af
flygtningepolitikken,
skattepolitikken, klimapolitikken
eller noget helt fjerde, så
er det utrolig svært at vide, hvem
vi skal klage til. Er det Merkel,
von der Leyen, Løkkegaard,
Vestager?
EU er verdens største økonomi,
men det politiske ansvar har intet
hjem. Det er et demokratisk
problem. Og når først man finder
ud af, at det er derfor journalistik
Billede: Syrisk flygtning
ankommer til den græske
om EU altid handler om
ø Kos efter at have
tandpasta og solcreme, krydset bliver fra Tyrkiet.
europæisk politik for alvor [Foto:SyriaFreedom]
spændende. For mit gæt er, at det
koster rigtig meget for den
demokratiske følelse i Europa, at
magtkritikken er hjemløs.
EU ER VERDENS
STØRSTE ØKONOMI, MEN
DET POLITISKE ANSVAR
HAR INTET HJEM.
S I D E 5
EUROPÆISKE HORISONTER