Europæiske Horisonter: Hvad koster det for Europa?

More documents

Recommendations

Info

EU-borgere, men de spiller enmagtfuld rolle i Eurozonen, da dehar tegnet den økonomiskepolitik for en række kriseramtelande. Konsekvensen af det er, atde kriseramte lande har fåetfrataget selvbestemmelsen på detøkonomiske område, hvilket harmødt stor kritik fra partier som fxSyriza (Grækenland) og Podemos(Spanien), samt Lega ogFemstjernebevægelsen (Italien).Selvom nogle af disse partierligger milevidt fra hinanden påden værdipolitiske akse, er defælles om at være forholdsvistnyopståede partier med en klarkritisk linje over for EU ogTrojkaens håndtering af degraverende økonomiske kriser ide respektive lande. Og de har påtrods af deres få år på bagen nydtstor folkelig opbakning. Men dethar tilsyneladende ikke fåetreformisterne i Trojkaen til atryste på hænderne.DENNE TREENIGHED ERIKKE POLITISK VALGTEREPRÆSENTANTER FORNOGEN EU-BORGERE,MEN DE SPILLER ENMAGTFULD ROLLE IEUROZONENDerfor står Trojkaen - og iforlængelse heraf Eurogruppen -over for følgende dilemma: Skalman lytte til de EU-kritiskeborgeres røst og give demmagten tilbage over deresøkonomiske politik, eller skal manufortrødent forfølge sineneoliberale idealer med risiko for,at en folkelig utilfredshed fører tilat Grækenland, Italien, eller ettredje land forlader EU?Hvad er årsagen tilutilfredsheden?Indtil Brexit-afstemningen i 2016var der ikke mange i de højereluftlag i EU, som interesseredesig for - endsige lyttede til - dekritiske røster over for unionen,der voksede rundt omkring imedlemslandene.I 2018 blev rapporten TheGeography of EU Discontentudgivet, hvoraf det fremgik, atvælgertilslutningen til partier,som er stærke modstandere afmere EU-integration “voksede fra10% til 18% mellem 2000 og2018.” Og for partier, som ermoderate modstandere af mereEU-integration gælder det, at dehar oplevet en stigning ivælgertilslutningen “fra 15% i2000 til 26% i 2018.” I rapportenforsøger forfatterne nærmestudelukkende at forklaremistilliden og modstanden til EUud fra demografi, og de beskriver“anti-EU vælgeren” gennemforskning i populisme.De typiske EU-skeptikere eller -modstandere beskrives irapporten som “ældre,arbejderklasse, hvide vælgere,indbyggere med fåkvalifikationer, der lever på laveindkomster og mangler evnerne,som det kræver for at tilpasse sigog klare sig under den moderne,post-industrielle økonomi.”Derudover peger forskningen,som rapporten henviser til, ogsåpå “[f]ormel uddannelse – eller,mere præcist, en forholdsvismangel på det” som “en centralkilde til anti-systemvælgeren”.Disse og andre demografiskefaktorer, samt økonomiskvelstand og indvandring i derespektive lande, benyttes irapporten til at lave en model forvælgere, som er kritiske over forestablishment-politik.Rapportens konklusion lyder, atdisse vælgere kan identificeres udfra “specifikke kombinationer afsocioøkonomiske og geografiskefaktorer, og at sidstnævnte ofteformer den førstnævntesindflydelse i stemmeboksen”.Men det er ikke helt tydeligt,hvad man skal bruge dennemodel til, hvis man ikke ogsåtager højde for, hvilke ting vedEU, som kunne gødeutilfredsheden med Bruxelles.Når man eksempelvis undersøgertilliden til politikere i et land, erdet ikke blot vælgerdemografienog økonomiske faktorer, som erinteressante i dennesammenhæng, men naturligvisogså hvordan institutionerne ilandet fungerer, om der ersammenhæng mellem vælgernesønsker og den førte politik,korruption og andre faktorer, derkan have betydning for vælgernesgenerelle tillid til systemet ogpolitikerne.DET ER DOGBEMÆRKELSESVÆRDIGT,AT NOGLE AF DE LANDE,HVOR FLEST MENNESKERER UENIGE I, AT EU ERDEMOKRATISK, ERGRÆKENLAND (45 PCT.)OG ITALIEN (36 PCT.).EU-Kommissionen forfatter hvertår en tilbundsgåendeundersøgelse af den offentligeopinionen, der kaldesEurobarometer. I enEurobarometer-rapport fra 2019kan man læse, at “64 pct. afeuropæere” mener “atbeskrivelsen ‘demokratisk’ erpassende” for EU, mens 28 pct. eruenige og 8 pct. ikke udtrykte enholdning til det.Det er dog bemærkelsesværdigt,at nogle af de lande, hvor flestmennesker er uenige i, at EU erdemokratisk, er Grækenland (45pct.) og Italien (36 pct.). De tolande har nemlig på tætteste holdmærket, hvordan EU kan optrædeudemokratisk.S I D E 1 6EUROPÆISKE HORISONTER
Den græske tragedieDa finanskrisen ramte i 2009 gikden særdeles hårdt ud overeurozonen. På det tidspunkt vareuroen ikke mere end 10 årgammel. Gennem den fællesvaluta var håbet, at man kunneskabe større økonomiskintegration mellem landene, somkunne lede til gensidig fremgangog høj økonomisk vækst, men detvar et monetært eksperimentsom aldrig hidtil var forsøgtudrullet i lignende skala. Mendette eksperiment indebar enrække problematikker som fx atadressere en økonomiskrecession som finanskrisen i2009.Eksempelvis har økonomerpåpeget faren ved, at deforskellige eurolande havdeforskellige økonomiske strukturermen alle var fastlåste af én fællescentralbank, og dermed færremuligheder for at tilpassekrisehåndteringen til de enkeltelandes forskellige behov. Dennobelprisvindende økonom,Joseph Stiglitz, påpeger i sin bogThe Euro, at “[h]visomstændighederne i lande, somcentralbanken er ansvarlig for, erforskellige, så kan én politik værepassende for et land, der kæmpermed inflation, og værefuldkommen upassende for etland, der er bekymret forarbejdsløshed.” I det tilfældekunne det “at dele en fællesvaluta og en centralbank - etfælles offentligt gode - være enkatastrofe”, skriver Stiglitz.GENNEM DEN FÆLLESVALUTA VAR HÅBET, ATMAN KUNNE SKABESTØRRE ØKONOMISKINTEGRATION MELLEMLANDENE, SOM KUNNELEDE TIL GENSIDIGFREMGANG OG HØJØKONOMISK VÆKSTEt af de lande, der især oplevedebagsiden af ikke at råde over sinegen vej ud af krisen, varGrækenland.Før finanskrisen, i 2007, havdelandet en vækst af BNP pr.indbygger på 3,2 pct., som i 2010var faldet til -5,4 pct. ifølge tal fraVerdensbanken. Samme år gikGrækenland statsbankerot meden arbejdsløshed på 12, 8 pct. - ogstirrede dermed direkte ned i denøkonomisk afgrund. I maj 2010indgik landet derfor en låneaftalemed Trojkaen på 110 mia. euro,som angiveligt skulle hjælpe demud af krisen. Men det var ikke etlån i traditionel forstand, forTrojkaen havde modkrav om, atGrækenland skulle indføre enrække reformer, som senereskulle vise sig at forværre krisen.MEN DET VAR IKKE ETLÅN I TRADITIONELFORSTAND, FORTROJKAEN HAVDEMODKRAV OM, ATGRÆKENLAND SKULLEINDFØRE EN RÆKKEREFORMER, SOM SENERESKULLE VISE SIG ATFORVÆRRE KRISEN.Reformkravene var en strengform for sparepolitik - også kendtsom austerity-politik - der bl.a.førte til et fald på 22 pct. i detoffentlige forbrug medkatastrofale konsekvenser formiddelklassen oglavindkomstgrupper mellem 2007og 2015. Besparelserne blev bl.a.indført på kritiskevelfærdsområder som uddannelseog sundhed. Samtidig fordredeaftalen med Trojkaen atGrækenland ikke kunne føre enekspansiv finanspolitik, sommange andre lande succesfuldtgjorde for at skabe arbejdspladserunder krisen, og i stedet for varGrækenland tvunget til at sparesig ud af krisen. Ydermere blevdet krævet af Grækenland, at deskulle skære i lønninger, skære ifolkepensionen og privatiserevisse offentligt ejedevirksomheder.Det paradoksale er dog, at denneløsning aldrig har virket underlignende kriser, og det er derforet mysterium, hvorfor Trojkaenstillede de krav til Grækenland,hvis de virkelig forsøgte at hjælpelandet ud af krisen hurtigstmuligt. Det bedste svar på det erformentlig, at det ikke var sundøkonomisk fornuft, der lå bag dekrav, men derimod enfundamentalistisk tro påneoliberal politik.Den forhenværende chef for IMF,Christine Lagarde, udtalte undereurokrisen i 2013, at der er ”noalternative to austerity”, hvilketer en meget sigende bemærkningfra én af troikaens tre grene,fordi det understreger densstædige insisteren påneoliberalistisk sparepolitik ogderegulering. Samtidig er det enindikation af, at Trojkaen er afden overbevisning, at denøkonomiske politik i eurozonener en nødvendighedens politik.Det var en lignende plan denamerikanske præsident HerbertHoover valgte efter krakket påWall Street i 1929. Hooversausterity-politik forværrede denøkonomiske situation i kølvandetpå krakket, og førte USA ind i DenStore Depression. Vendepunktetfor den amerikanske økonomi i1930’erne var ikke stramninger afden økonomiske bælterem,dereguleringer af finanssektoreneller privatiseringer, men det stikmodsatte.Det var præsident Franklin D.Roosevelts ‘New Deal’, der satteskub i økonomien gennem enkeynesiansk-inspireret forøgelseaf det offentlige forbrug,reguleringer af finanssektoren forat forhindre endnu et børskrak oginitiativer til et socialtS I D E 1 7EUROPÆISKE HORISONTER
Page 1 and 2: S T U D E N T E R M A G A S I N E T
Page 3 and 4: Kære læser,Idéen til ‘Europæi
Page 5 and 6: behandler altså blot lovgivningfre
Page 7 and 8: Kina, og derfor er detærgerligt at
Page 9 and 10: at USA stadig er denverdensøkonomi
Page 11 and 12: Billede: Geden Line M/T Carrysejler
Page 13 and 14: EN FÅREAVLER PÅSYDSJÆLLAND, BOSA
Page 15: Billede: Skilte fra demonstrationer
Page 19 and 20: opsigelse fra finansministerVaroufa
Page 21 and 22: resolutionerne, så de afspejler en
Page 23 and 24: et teokratisk monarki, og som erbla
Page 25 and 26: PERSPEKTIV - FOR EKSEMPELNÅR VI SE
Page 27 and 28: virksomheder.Grunden til, at det er
Page 29 and 30: Et andet vigtigt konkurrenceelement
Page 31 and 32: sin jobsikkerhed, og hvorvidt manka
Page 33 and 34: består af robotter, der handlermed
Page 35 and 36: technology for learning revealedman
Page 37 and 38: grad, hvor ‘digital uddannelse’
Page 39 and 40: Europæisk demokrati frahjemmekonto
Page 41 and 42: I hvert magasin vil du møde etmedl
Page 43 and 44: I virkeligheden køber jeg ikkepræ
Page 45 and 46: I hvert magasin vil du blivepræsen
Page 47 and 48: DET ER FRIVILLIGT ATLADE SIGREGISTR
Page 49 and 50: Kilder:1.Mazzucato, M. (2015). TheE

Europæiske Horisonter: Hvad koster det for Europa?

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?