Rejseavisen Dansk Vestindien Ekspedition - willum-design.dk

Dansk Vestindien: Dansk Vestindien:
Historien
styret. Han indkaldte kolonien til rådslagning. Der var ni
englændere og tre hollændere,
og de var endda i flertal. Han fik
dem til at sværge troskab til den
danske konge, til gengæld måtte
de dyrke deres religion, som de
ville. Kjeld Jensen betingede
kun, at de fremmede ikke ville forsøge at omvende
lutheranere, og at de ville overholde danske helligdage.
Dermed havde han indført den religionsfrihed på øen,
som senere skulle blive afgørende for befolkningstilvæksten.
Alligevel gik det hele i smadder. Der blev mangel på mad
og brændevin. Pirater plyndrede jævnligt, og til sidst var
alle døde, syge eller sultne, så de sidste tog hjem igen i
1668. Men Dannebrog blafrede stadig på øen.
Chr 5. kom på tronen i 1670, og hans regering havde
fokus på handel. De så store muligheder i Caribien. I
1671 oprettede en række købmænd Dansk Vestindisk
Guinea Compagni, og kongen købte en stor aktiepost for
at vise, at det var fremtiden. Kongen stillede desuden
flådefartøjet ”Færø” og en jagt til rådighed. Man headhuntede
den erfarne Vestindien-farer Jørgen Iversen
Dyppel til guvernør, og så blev det alvor. Færø sejlede i
august 1671 udrustet med materialer nok til at opføre
en mindre provinsby. Ombord var 190 mænd og kvinder
– de fleste servinger, danskere der forpligtede sig
til at arbejde for kompagniet i ca. tre år mod senere at
få deres egen jord i det nye land. Desuden var der 62
straffefanger, mange af dem kom hurtigt til at længes
efter deres rare, klamme fængsel. Også nordmænd var
med, for under skibets ophold i Bergen blev der fyldt op
med lokale som erstatning for de danskere, der var døde
eller stukket af, og det var ikke så få.
Turen over Atlanten skulle normalt tage tre måneder,
men den kom til at vare syv. 77 døde undervejs, og efter
syv måneders hårdt slid på øen, var kun 29 af den oprindelige
besætning tilbage. Hjælpen kom fra hollændere og
englændere, som drog til øen for at slippe for ballade på
deres egne øer, nogle af dem var forvist, andre flygtede
fra straf, men på St. Thomas havde man ikke råd til at
spørge efter cv´er, alle var velkomne, hvis de ville give
en hånd med. De første slaver kom til øen, den danske
guvernør købte en mulat, to indianere og seks negre,
og dermed var slavehandlen indledt. Senere udvidede
han med et parti slaver fra et forlist skib, men særlig
imponerende har de ikke været med navne som: Benrad,
Uden Bug, Indtørret, Sur-Øye og Skidenside.
I 1673 kunne guvernør Dyppel afskibe over 100 ton
sukker og andre gode sager til København, formentlig
har han handlet sig til det, mere end han har dyrket det.
I 1675 indlemmede guvernør Iversen den lille naboø
St. Jan i kolonistyret, men det var der ingen, der lagde
mærke til.
Dyppel opførte Fort Christian, så øen kunne forsvares.
Og herfra regerede han med en selv efter den tid ret
hård hånd. Små forseelser blev straffet voldsomt. Planterne
kunne ikke fordrage ham, fordi han forhindrede
dem i at handle med andre end danske skibe. Slaverne
kunne af gode grunde ikke lide at være der, mange slog
sig selv ihjel. Rygterne om rædselsstyret, sygdomme,
død, hede og orkaner, og alt for mange myg, nåede
Danmark, og det fristede ikke mange. Det blev svært at
få folk derover. Alligevel var det lykkedes at etablere 46
plantager med en befolkning på 156 hvide, 175 slaver,
3 frinegere og en indianer, der hed Jan Henrichsen, da
Dyppel endelig fik lov at vende hjem 4. juli 1680, og en
ny guvernør kom til.
Den danske piratrede
Nicolaj Esmit hed den næste guvernør. Han kom fra
Holsten og lød ideel, for han havde 30 års erfaring i
Caribien og havde været med til at kolonisere Jamaica,
sagde han. Esmit viste sig at være en katastrofe. Han
sørgede for sig selv, og det tog al hans tid, så kompagniets
interesser blev ikke plejet. Han opkaldte byen i
St. Thomas efter Danmarks dronning, selv om den kun
bestod af et fort og nogle værtshuse. Det var nu noget af
det mere fredelige, han fandt på. Han gik også i ledtog
med pirater, og efterhånden kunne man ane, at hans
caribiske erfaring mere var udi sørøveri end administration.
St. Thomas blev en piratrede, berygtet videnom.
Venligsindede skibe blev konfiskeret, med dårlige undskyldninger
om at de havde ligget for længe i havnen.
Til sidst blev det for meget, og hans bror Adolph, som
var viceguvernør, afsatte ham. Nicolaj drog hjem, blev
sindssyg og aldrig retsforfulgt.
Adolph Esmit viste sig at have langt mere til fælles med
broderen, end man havde håbet. Han spredte skræk og
rædsel. Slaver blev parteret og hængt rundt om i byen til
skræk og advarsel. Hvide fik tungen gennemstukket med
gloende stænger og gnubbet i salt, hvis de ikke opførte
sig ordentligt. Han gik selv i ledtog med pirater, og 1683
gav han ly for et af tidens mest berygtede sørøverskibe,
Trompeuse. Uheldigvis for guvernøren ankom et engelsk
krigsskib, og han kunne ikke forklare sin gæstfrihed
over for terroristerne. Episoden betød, at den britiske
regering gik direkte til den danske og truede med at
overtage St. Thomas, hvis man ikke lukkede piratreden
øjeblikkeligt.
Straks sendte danskerne en ny guvernør, Gabriel Milan,
en mand af fornem jødisk slægt, men han var heller ikke
rigtig klog. Han opførte sig som en Som afløser sendte
man i 1688 Adolph Esmit, jo, piraten fra før. Han havde
stillet i udsigt, at han kendte en stor skat. Den kunne
han alligevel ikke finde, og så blev han afsat for anden
gang.
Flere guvernører afløste, men ingen kunne holde styr på
noget, de øvrige embedsmænd
var stort
set altid berusede, for
det hele var så trist.
Den første guvernør,
der var hæderlig og
skabte en vis fremgang
på øen, var
Johan Lorentz, der
indtil 1702 fik handlen i gang ved at købe slaver af skibe
og sælge dem videre med fortjeneste. Der var penge i
afrikanere.
Slaveriet
Slaver var gode handelsobjekter, for de var nødvendige
på plantagerne, som efterhånden gik over til sukkerproduktion.
En afgrøde, der krævede robuste folk, for
arbejdet var hæsligt
Historien
I Guinea på Afrikas vestkyst (nu Ghana) havde danskerne
i 1661 fået høvdingen Aquambons tilladelse til at
etablere en handelsstation og to forter, Fredensborg og
Christiansborg. Her begyndte man at købe slaver af de
lokale høvdinge. Danskerne gik ikke selv på slavejagt, det
var alt for farligt.
Trekantshandlen kunne begynde: Skibe med geværer,
krudt, spiritus og klæder sejlede fra Danmark til Guinea
som betaling for mennesker. Skibene sejlede derfra med
afrikanere til Vestindien, hvor de blev byttet med sukker
og andre eksotiske varer, der blev sejlet tilbage til Danmark.
Hele trafikken blev hjulpet godt på vej af naturen,
for passatvindene, der blæser i en cirkel om Atlanterhavet,
passede perfekt til turen.
Kompagniets første slaveskib ankom i 1698 med 280
afrikanere i lasten. I 1699 kom 353. I 1700 kom 238
slaver. Tabene undervejs var enorme, for man pakkede
afrikanerne som sardiner i dåse. Men potentialet var
ikke til at overse, og i 1701 besluttede kompagniet at
give slavehandlen fuld skrue. For selv om selve slavehandlen
ikke gav den store fortjeneste, så var afrikanerne
blevet en betingelse for produktionen.
Da handelen var på sit højeste, blev 75.000 afrikanere
sejlet til Amerika om året. Indtil 1850 blev det til 12-
15 mio. afrikanere – ca. halvdelen til Caribien, resten
fordelt på Nord- og Sydamerika. Danmark stod for
omkring 100.000 afrikanere, altså et antal som svarede
til Københavns indbyggertal på den tid. Selv om det ikke
var meget i forhold til andre lande, regnes Danmark i
dag som den 7. mest profitable slavehandels-nation.
Slaverne
Slaveriet blev ikke opfundet på dette tidspunkt, det havde
altid eksisteret – også blandt indianere og afrikanere, og
i Danmark var man heller ikke fremmed over for trælle
og stavnsbånd. Men i Caribien blev det storindustri.
Afrikanerne blev handlet på markeder som kvæg. De
blev fedet op i ugerne op til auktionerne, hvor de også
blev tvunget til at drikke rom, så de kunne virke muntre.
På auktionen skulle de hoppe og danse for at vise, hvor
vitale de var, og de måtte lade sig inspicere overalt på
kroppen.
74 Rejseavis Dansk Vestindien Ekspedition Rejseavisen Dansk Vestindien Ekspedition
75