INDSIGT & UDSYN - Psykiatrien - Region Nordjylland

Kommunerne har et ansVar
Vi skal begrænse arbejdet på de områder,
hvor det efter loven er kommunernes ansvar
at løse opgaverne, men der vil også
fremover være brug for socialrådgivere i
Psykiatrien.
Af psykiatridirektør
Per Lund Sørensen
Socialrådgivere har bestemt en fremtid i
Psykiatrien i Region Nordjylland, og det
kan ikke udelukkes, at der på sigt bliver
flere af dem.
Der, hvor der i vores regi skal udføres mindre
socialrådgiverarbejde, er på det, man
socialrådgiVerne tæller iKKe med
kan kalde de traditionelle socialrådgiveropgaver
(Servicelov m.v.) og altså konkret
de opgaver, som efter loven skal udføres af
kommunerne. Der er vi nødt til at begrænse
vores indsats. Jeg er helt på det rene med,
at virkeligheden mange steder i vores organisation
opleves således, at kommunerne
ikke har de nødvendige kompetencer til
arbejdet med psykisk syge borgeres sociale
sager, og at det derfor kan være hensigtsmæssigt,
at ”vi selv løser opgaven”. Det kan
vi bare ikke blive ved med, når der ikke er
penge til alt. Så den type opgaver skal der
blive færre af i de kommende år.
Andre opgaver
Når jeg så samtidig siger, at socialrådgiverne
har en fremtid i Psykiatrien, skal det
ses i lyset af, at de til andre typer af opgaver
kan være særdeles værdifulde medarbejdere.
Her tænker jeg fx på typer af opsøgende
arbejde i ambulante enheder, indsamling
af information ved anamnese samt visse
koordinerende opgaver i forhold til enkelte
patienter eller grupper af patienter
- og der kan sikkert findes flere og andre
eksempler.
For mig – og for psykiatriledelsen – er
budskabet blot, at vi skal begrænse ar-
Når en psykiatrisk patient mødes med fx en læge eller en sygeplejerske tæller
det som et ambulant besøg, der udløser penge fra staten, men er det en
socialrådgiver, patienten mødes med, kommer der ingen penge.
Det skyldes, at man i Sundhedsstyrelsen ikke definerer socialrådgiverne som
sundhedsfagligt personale, og derfor kan deres besøg ikke indberettes til
det såkaldte Landspatientregister (LpR) – og honoreres efter en given takst,
sådan som det sker, når fx lægens og sygeplejerskens afholdte besøg bliver
registreret.
Giver denne skarpe skelnen fortsat mening, når personalemangel indenfor andre faggrupper
gør, at socialrådgiverne i tiltagende grad deltager i udredning og behandling?
INDSIGT & UDSYN
tema: socialrådgivere i grænseland? 15
bejdet på de områder, hvor det efter loven er
kommunernes ansvar at løse opgaverne.
Alle ydelser har værdi
Vi står så med en særlig problemstilling,
idet bl.a. socialrådgiveres aktiviteter og
ydelser i forhold til den enkelte patient
ikke ”tæller med” i de aktivitetsopgørelse,
der laves i diverse statistikker m.v. Sådan
er det - men det er ikke i orden, og i psykiatriledelsen
ser vi meget gerne, at reglerne
bliver lavet om. Vi påpeger problemet ved
enhver given lejlighed og argumenterer i
forhold til både Danske Regioner (og tidligere
Amtsrådsforeningen), Sundhedsstyrelsen
og Sundhedsministeriet.
Senest har vi i et høringssvar til Danske
Regioner og Sundhedsministeriet vedr.
den nye lov om udvidet behandlingsret
for voksne psykisk syge klart anført, at de
gældende regler bør ændres, så det bliver
muligt at tælle alle ydelser med - uanset
hvilken faggruppe, der har udført aktiviteterne.
For alles ydelser er værdifulde.
- Dialogen med kommunerne i forbindelse
med fx udskrivning er i hvert fald ikke
blevet lettere efter kommunalreformen.
Selv for os professionelle er det vanskeligt
at navigere i det kommunale system med
den høje grad af specialisering. Vi skal
ofte udfinde i hvert fald to aktører i det
kommunale system, når vi skal udskrive.
Vi har også besvær med at ”afsætte” de
udskrivningsklare patienter, fordi tilbud i
det offentlige til netop vores målgruppe
ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang. Det
medfører let en tilbøjelighed til at ”sande
til” i afdelingerne, hvor der samtidig er et
modsatrettet krav om hurtigere flow.
Tommy Kjær Rask Jensen,
ledende socialrådgiver, Retspsykiatrisk afdeling