Verdens Smukkeste Sørejse Ring til os - LungePatient.dk

Fru Anne Ege sad med et brev fra udlandet i sine hænder.
Det var noget uvant. Hun og hendes mand var
skovriderfolk under det store gods Egedal. De havde
godt nok en del familie og nogle gode venner, men der
var ikke lang vej mellem dem, så de kom ofte sammen
eller brugte telefonen, når de havde noget at dele med
hinanden. Fru Ege var derfor meget forbavset over brevet
med det udenlandske frimærke. Hun undersøgte det
nøje, før hun åbnede det, men adressen var rigtig.
Beograd, Jugoslavien stod der på frimærket. Det blev
hun ikke klogere af. Det blev hun heller ikke af at se på
brevet. Der var fire sider, sirligt skrevet på et fremmed
sprog, som hun ikke kunne læse en stavelse af.
Men fru Ege var blevet nysgerrig, brevet skulle selvfølgelig
oversættes. Om eftermiddagen skyndte hun sig til
byens skole for at spørge læreren til råds. Han rystede på
hovedet og måtte opgive at læse det fremmede sprog.
”Men jeg vil gerne få brevet oversat til Dem, hvis der
må gå lidt tid”; sagde han.
”Det må jeg finde mig i, selv om det ser spændende
ud”, sagde fru Ege. ”Men måske haster det heller ikke
med opklaring af gåden. Nu får vi se”.
Nogle dage senere fik fru Ege sit brev tilbage, ledsaget
af en maskinskrevet oversættelse. En skolepige havde
det med, da hun på hjemvejen skulle forbi skovridergården.
Fru Ege satte sig hen ved vinduet. En sær spænding
fik hendes hænder til at ryste en smule, da hun foldede
brevet ud og gav sig til at læse:
Beograd, 27. september 1947
Meget ærede fru Anne Ege!
Jeg, der er Dem ganske ukendt, må skrive til Dem og
takke Dem for det tøj, som jeg gennem Røde Kors har
modtaget fra Dem!
I frakkens lomme fandt jeg en seddel med Deres
adresse. Jeg takker Dem også meget for denne hilsen.
Den og tøjet fortæller mig, at der langt fra vort lidende
folk lever mennesker, som vil række os en hjælpende
hånd i vor nød.
Jeg kender kun lidt til Deres land, men har dog lært
lidt om Danmark. Og denne viden sammen med Deres
gave har tegnet et smukt billede for mit indre blik, et
billede af høj kultur og menneskelig forståelse over alle
landegrænser.
DER ER SKET ET MIRaKEL
aF a. th. Geertsen
ILLUSTRERET aF inGeBOrG stranGe-Friis
Vort folk har lidt meget under krigen, mange bærer på
dyb sorg, og fattigdom og nød er over os alle. Min far
faldt i krigen. Vi havde et lille gartneri uden for byen og
havde gode kår i fredens dage, men da far ikke vendte
hjem fra krigen, kunne mor ikke beholde gartneriet, der
også var meget ødelagt. Vi flyttede ind i et lille hus, og
mor gik ud og arbejdede, hvor hun kunne tjene til livets
ophold. Men for et år siden blev hun syg af tuberkulose
og måtte holde op med at arbejde for fremmede. Det
går stadig tilbage med helbredet. Vi er derfor meget
fattige.
Jeg kom ikke med i krigen, dertil var jeg for ung, så jeg
kunne passe min skolegang. I år fylder jeg 18 år og bliver
student. Jeg er begyndt på en uddannelse til læge, det
har længe været min store drøm, og vort folk trænger
hårdt til læger. Men nu ser det meget mørkt ud for mig.
Hvis jeg ikke får hjælp, må jeg opgive mit studium, for
da bliver jeg nødt til at tage arbejde for at hjælpe min
mor og min lillesøster, der er 12 år. Måske kunne jeg
skaffe mig et fattigt udkomme for mig selv under min
læsning, men min mor og søster har ingen mulighed for
at eksistere, hvis jeg ikke hjælper dem. Det er ikke alene
os der er fattige, det er vore naboer også, ja hele byen,
hele landet. Alle må klare sig som de kan, og mor har
ingen anden at stole på end mig.
Men jeg er meget ked af at skulle opgive mit studium.
Så må jeg tage arbejde ved jorden eller byggeri, og så
bliver jeg aldrig læge. Fremtiden ser da meget trist ud
for mig, for så kan jeg ikke tjene mit folk, som jeg gerne
ville.
Mon De kan hjælpe os i vor nød? Nu har De hjulpet
mig med tøj, og Deres hilsen får mig til at råbe til Dem.
Jeg ved ingen andre steder at sende min bøn.
Jeg beder Dem, at De ikke bliver vred over dette
nødskrig. Kan De ikke række os en hjælpende hånd, ville
jeg dog aldrig blive vred på Dem, og jeg beder Dem da
undskylde min bøn.
Med oprigtig tak og broderlig hilsen
Iven Pacaki, Skadarska 37 Beograd, Jugoslavien.
Fru Ege sænkede brevet og så ud i haven og videre ud i
skoven, hvor alt var skønt med brogede farver, belyst af
den synkende sol. Hvor har vi meget Haven i at Glamsbjerg takke for, sagde
hun stille. Så læste hun brevet en gang til. Hun huskede
LungePatient.dk BM-Julen 2011 7