Bille, en af den gamle danske Adels største og mest ... - Verdens kultur

IO Bille, Anders.
det ved Instruktioner og Ordrer til Guvernører og Troppechefer
navnlig i Grænseprovinserne. I formel Henseende blev det fastslaaet
i Frederik III.s Haandfæstning, at i Krigstid stod Marsken
umiddelbart under Kongen — altsaa at f. Eks. ingen udenlandsk
General kunde skydes ind over Marsken.
Allerede 1648 viste det sig, at Midlerne til Forsvaret ikke indgik
som forudsat, og Hannibal Sehested fik sat igennem, at den Del
af de norske Skatter, der hidtil var gaaet til Militsen i Danmark,
skulde forblive i Norge. Dette modsatte A. B. sig paa det bestemteste
og fremsatte endog Formodning om, at Sehested havde misbrugt
sin Stilling i Norge til egen Fordel, og androg paa en Undersøgelse,
hvad der nu indbragte ham Sehesteds Fjendskab. Under
Omstændighedernes Tryk foreslog Rigsraadets Flertal, meget mod
A. B.s Villie, en Reduktion af Hæren, som A. B. gennemførte.
Ogsaa med Landkommissærerne, der forvaltede de til Forsvaret
bevilgede Midler, kom A. B. gentagne Gange i Konflikt angaaende
Pengenes Udbetaling. Efter haarde Kampe fik han dog sat igennem,
at hans Anvisninger »udisputerlig, uden Ophold« skulde
honoreres. I de otte Aar indtil 1650 havde A. B. i Embeds Medfør
skaffet sig mange Uvenner: begge Kongerne, Dronning Sophie
Amalie og Hofpartiet (ved Protester mod de store Hofudgifter),
den holstenske Adel, Hannibal Sehested, til Dels ogsaa Corfitz
Ulfeldt, en Del af den fynske Adel, nogle af Landkommissærerne
og en Del af Kollegerne i Rigsraadet. Men han havde ogsaa
Venner, og han var navnlig den jyske Adels Mand.
1650 gav Kong Frederik Stødet til nye Overvejelser i Rigsraadet
om Landets Forsvar. A. B. blev Formand i det nedsatte Udvalg;
men med Skuffelserne fra de foregaaende Aar i frisk Erindring
viste han sig i Begyndelsen meget tilbageholdende under Forhandlingerne.
Ligesom tidligere herskede der dybe Uoverensstemmelser
om Formen for en ny Forsvarsordning. Den ene Part
holdt paa en Ordning med en lille hvervet Fredsstyrke som
Stamme for Opstilling ved truende Fredsbrud af Regimenter med
hvervede Folk fra Ind- og Udland, medens det indfødte Mandskab
kun skulde have en kortvarig Uddannelse. En anden Part fulgte
A. B., der bestemt holdt paa, at Forsvaret burde grundlægges paa
et rimeligt Antal udskrevne Regimenter, hvis Mandskab allerede
i Fredstid uddannedes til virkelige Soldater. Ogsaa denne Gang
blev Resultatet et Kompromis. Fodfolket blev kun uvæsentlig
forøget og forbedret, medens derimod Rostjenesten af Lenene og
Adelsgodset blev noget nær fordoblet, hvortil kom en betydelig
Forøgelse med de saakaldte Sogneryttere samt Præste- og Foged-