Bille, en af den gamle danske Adels største og mest ... - Verdens kultur

Bille, Ove. 47
Kongen alligevel saa lidt som 1526 lod sig bevæge til Indskriden over
for de lutherske Prædikanter, vovede O. B. ikke videre Demonstrationer
over for den under Omstændighederne uundværlige
Konge. Udbyttet for Prælaterne blev da kun en Reces, der i
begrænset Omfang bekræftede Tiendepligten, men hvis Gennemførelse
kun blev mangelfuld, og O. B. oplevede i sit Stift et
Bonderøre med Nægtelse af de kirkelige Afgifter og skarpe Krav
om bedre Betjening. Derimod maatte Bisperne finde sig i, at
Kongen ved »Ordinanser« paalagde dem at sørge for Evangeliets
Forkyndelse og faktisk ophævede deres Jurisdiktionsret over for
Prædikanterne, Klosterforløberne og Cølibatsbryderne. 1527—30
voksede da Lutheriet sig saa stærkt, at Romerkirken alvorlig var
truet med Opløsning. I Jylland viste O. B. og hans Kolleger deres
Evneløshed ved de forgæves Forsøg 1527 paa at indkalde de
bekendte tyske Modstandere af Reformationen, Dr. Eck og Cochlæus,
og i 1530, da man samlede sig til en ny Kraftanstrengelse
for at slaa Røret ned paa Herredagen i Kbh., var det O. B., der
havde indkaldt den Dr. »Stagefyr« og andre tyske Lærde, som
skulde føre Beviset for, at Lutherdommen var Kætteri. Allerede
her var Splittelsen blandt Prælaterne kendelig, idet Roskilde-»Skinbispen«
Joakim Rønnow, som O. B. dog 1530 var med til at forpligte
sig til at opretholde i Embedet »uden ydermere Stadfæstelse
af Romerkirken«, var villig til at reformere evangelisk i sit Stift.
Efter Nederlaget i Kbh. samlede O. B. Tyskerne, Paulus Heliæ
og sine egne Teologer i Aarhus for ad litterær Vej at bekæmpe
Lutheriet, og fra Poul Reffs Trykkeri her udgik saa flere Skrifter
til Forsvar for den katolske Sag; men Opløsningen var alligevel
stadig voksende. Kun lykkedes det for O. B. at redde for Bispestolen
noget af Klostergodset i sit Stift.
Paa Herredagen i Kbh. 1533 efter Frederik I.s Død dannede
Bille-Slægten en Falanks om O. B. og satte en Udsættelse af
Kongevalget igennem. Men Spliden imellem Prælaterne, blandt
hvilke Odensebispen Knud Gyldenstierne, O. B.s Fætter, allerede
havde begyndt en decideret luthersk Generalvisitats i sit Stift, og
Rønnow var mod en yderliggaaende Reaktion, medførte, at den
Reces om de kirkelige Forholds Ordning, som udstedtes, fik en
langt mere svækket Form end oprindelig paatænkt fra O. B.s og
hans Venners Side. Forholdet til Kurien genindførtes ikke, derimod
det kirkelige Enhedsstyre ved Bisperne; men det fastsloges,
at den danske Kirke havde »Evangeliet« som Norm, og den katolske
Messes Eneret i dens ægte Form hævdedes ikke.
O. B.s Haab om, at en paatænkt fælles dansk-norsk Herredag