Bidrag til regionplanlægningens historie - Naturstyrelsen

3. Historien i provinsen
Planlovsreformen
Zoneloven
Første del af det, der efterhånden blev benævnt »Planlovsreformen«,
var Lov om By- og Landzoner. Loven
blev vedtaget af Folketinget i 1969, og den trådte i
kraft pr. 1. januar 1970.
Loven var banebrydende for al senere fysisk planlægning
derved, at den én gang for alle, og for hele
landets areal, gjorde op med grundejeres principielle,
hævdvundne ret til at udstykke og bebygge deres ejendomme,
som det passede dem.
Det var et grundprincip i loven, at anlæg og byggeri
skulle foregå på grundlag af en offentlig planlægning,
og at »spredt og tilfældigt« (uplanlagt) byggeri i det
åbne land skulle forhindres. Den offentlige planlægning
fik derved en helt nødvendig håndsrækning.
Efter lange og svære overvejelser fandt man ud af, at
det nok var for centralistisk at sætte Staten ind som
den myndighed, der skulle administrere loven. At sætte
kommunerne til det blev betragtet som »at sætte ræven
til at vogte gæs«. Derfor blev det de nye folkevalgte
amtsråd, som startede deres virksomhed parallelt med
lovens ikrafttrædelse, som fik overdraget opgaven.
I Hovedstadsområdet blev det fra 1974 Hovedstadsrådet,
der blev zonemyndighed. Det skete også efter
mange politiske overvejelser om kompetencefordelingen
mellem amter, kommuner og denne nydannede
regionale myndighed.
Oprindeligt var det hensigten, at amtsrådene også
skulle være zonemyndighed i Hovedstadsområdet fordi
man ville undgå at belaste Hovedstadsrådet med mange
enkeltsager. Når Hovedstadsrådet alligevel blev valgt,
var det med den begrundelse, at rådet »som regionplanorgan
bør have indseende med, at regionplanen ikke
gennembrydes som følge af konkrete tilladelser i strid
med regionplanens sigte«.
Amtsrådene og Hovedstadsrådet fik dermed den første
væsentlige rolle i det, der senere er blevet kaldt »rammestyringsprincippet«,
og princippet om en decentral
planlovsadministration blev født.
Den opgave, amtsrådene og Hovedstadsrådet fik, gik
ud på at støtte kommunernes planlægning ved at forhindre
byggeri m.v. uden for de arealer, som ifølge
kommunernes planlægning var udlagt til formålet.
Dette skulle gøres for at beskytte landskabet og landbrugserhvervet
mod en spredt og tilfældig byudvikling
(som man jo havde set grimme eksempler på i nogle år)
18
og for at sikre en fornuftig udnyttelse af kommunernes
investeringer i arealopkøb, byggemodning m.v.
Zoneloven – og administrationen af loven - er siden
blevet kritiseret fra mange sider, og den er blevet beskyldt
for at fremme afviklingen af landdistrikter og
landsbyer.
Reelt har loven sikret en håndhævelse af kommunernes
planlægning, og lovens betydning for på den ene side
at styrke kommunernes planlægning og på den anden
side at beskytte værdifulde landskaber og landbrugets
investeringssikkerhed kan ikke overvurderes.
Blandt andet kommer dette til udtryk i den udbredte
misundelse i udlandet, hvor man mange steder fortsat
savner en lovgivning med et tilsvarende indhold, og
hvor resultaterne i form af uhensigtsmæssig byspredning
og ødelæggelse af værdifulde landskaber kan iagttages.
I 2002 blev administrationen af lovens bestemmelser
(som nu indgår i planloven) overført til kommunerne,
som nu – endelig kan man sige – er sat til at administrere
og virkeliggøre deres egen planlægning inden for
rammerne af regionplanlægningen.
Lands- region- og kommuneplanlægning
I 1973 vedtog Folketinget så, som anden etape af planlovsreformen,
to love om regionplanlægning – Lands-
og Regionplanloven og Lov om Regionplanlægning i
Hovedstadsområdet. Lovene trådte i kraft pr. 1. april
1974.
3. etape af reformen, som omfattede Lov om Kommuneplanlægning,
blev vedtaget af Folketinget i 1975, og
trådte i kraft pr. 1. februar 1977.
Med disse love institueredes et sæt af sammenfattende,
fysiske planer omfattende hele landets areal, som siden
principielt har været gældende.
Der skal udføres en sammenfattende, fysisk landsplanlægning.
Amtsrådene skal udarbejde og vedligeholde
regionplaner for amternes arealer og kommunalbestyrelserne
kommuneplaner for kommunernes arealer.
Regionplanerne skal tillige afspejle statslige hensyn og
interesser.
I hovedstadsområdet fik institutionaliseringen med
regionplanloven et særligt videre forløb, emnemæsigt,
myndighedsmæssigt og med hensyn til de statslige intereser.
Sammenfattende kan det udtrykkes således, at
regionplanen for Hovedstadsområdet kom emnemæs-