Bidrag til regionplanlægningens historie - Naturstyrelsen

2. Forhistorien
Byerne i halvtredserne og tresserne
Samfundets udvikling i de første årtier efter Anden Verdenskrig
var præget af en hidtil uset velstandsstigning.
Det satte i høj grad sit præg på byernes udvikling.
Vandringen fra land til by var stigende, efterspørgslen
på boliger var voldsom, især steg efterspørgslen på
individuelle boliger, parcelhuse som de efterhånden
blev kaldt.
Hvor det årlige antal færdiggjorte boliger i 40´erne
var 10.000 så steg dette tal til 20.000 i halvtredserne,
30.000 i begyndelsen af tresserne og helt op til omkring
50.000 boliger omkring 1970.
Baggrunden for det hele var bl.a. en kraftig vækst i
industrierhvervene og efterhånden også både i private
og offentlige serviceerhverv. Det betød også, at byernes
industriområder blev for små og for indeklemte, så
virksomhederne måtte flytte ud på nye og mere rummelige
erhvervsarealer i byernes udkant.
Det voldsomme byggeri var vanskeligt at håndtere med
den foreliggende lovgivning og med den daværende
kommunale struktur med mere end 1300 kommuner
og 27 amter af meget varierende størrelse. Tilmed var
mange af købstadskommunerne arealmæssigt så små,
at byudviklingen begyndte at foregå i nabokommunerne.
Denne spredte, »afledte« byudvikling blev et stigende
problem. Landkommunerne op ad de store byer »huggede«
de gode skatteydere, ved at tilbyde billige grunde
på naturskønne arealer, mens bykommunerne sad
tilbage med nedslidte bolig- og industriområder og de
dårligst stillede skatteydere.
Behovet for at tage nye arealer i brug til byernes vækst
var større end nogensinde og dermed behovet for en
bedre fysisk planlægning.
Planlægningen i kommunerne
Den byplanlægning, der forekom, var baseret på
Byplanloven af 1938, der pålagde alle kommuner med
over 1000 indbyggere at udarbejde en byplan. Det
drejede sig dengang om ca. 230 ud af landets ca. 1300
kommuner.
Byplanloven blev suppleret i 1939 med et cirkulære,
der opfandt begrebet »Dispositionsplanen«, som en
overordnet, ikke bindende plan for hele kommunen og
»Byplanvedtægten«, som en bindende plan for et specifikt
område.
8
En række kommuner udarbejdede dispositionsplaner
og byplanvedtægter i overensstemmelse med denne
lovgivning og helt op til begyndelsen af halvfjerdserne
blev der udarbejdet dispositionsplaner for mange af de
nye storkommuner der opstod på det tidspunkt.
Men et af de store problemer med byplanloven af 1938,
var, at dispositionsplaner og byplanvedtægter kunne
fastlægge, hvor der kunne bygges; men ikke, hvor der
ikke måtte bygges. Byplanloven foreskrev heller ikke
et bestemt indhold af planerne og endelig skulle dispositionsplaner
og byplanvedtægter godkendes af de
statslige myndigheder.
Problemet var naturligvis størst omkring de større byer
og allerede i 1949 gennemførte Folketinget byreguleringsloven.
Loven muliggjorde udarbejdelse af »byudviklingsplaner«
på tværs af kommunegrænser med en
inddeling af områderne i »inderzone, mellemzone og
yderzone«.
I første omgang blev der udarbejdet sådanne byudviklingsplaner
for de 4 største byer i landet, København,
Århus, Odense og Ålborg, men siden hen blev der, op
gennem halvtredserne og tresserne, udarbejdet byudviklingsplaner
for 38 andre områder i landet, hvor en
planlægningsindsats på tværs af kommunegrænsen var
nødvendig.
Planlægningen foregik som en fælleskommunal planlægning,
med deltagelse af de berørte kommuner i
de til lejligheden nedsatte byudviklingsudvalg. Den
lokale, øverste statslige embedsmand, amtmanden var
typisk formand for udvalget.
Staten styrer
I det hele taget var planlægningen i byudviklingsudvalgene,
såvel som planlægningen i landet i øvrigt stærkt
påvirket oppefra.
Indenrigsministeriet, senere boligministeriet skulle
godkende såvel byudviklingsplaner som dispositionsplaner
og byplanvedtægter. Af mange kommuner blev
dette oplevet som en uheldig statslig indblanding i helt
lokale spørgsmål.
I praksis havde staten nedsat et særligt organ, Indenrigsministeriets
Kommitterede i Byplansager, senere
Boligministeriets Kommitterede i Byplansager. Det var
et fagligt organ, der skulle rådgive om planlægningen
og afgive indstilling til ministeriet i de enkelte byplansager.
I 1975 blev Den Kommitterede nedlagt, og opgaverne
overført til Planstyrelsen.