Last ned - Unima

På med vanten
av Jane Rasch
Når jeg indleder ved forestillingsseminarer
i forbindelse med
festivaler, har jeg tre roller: Jeg
oplever, jeg undersøger, og jeg
formidler. De tre roller er uløseligt
forbundne, og dermed også min
tilgang til seminarerne. Ideen er at
åbne, stille spørgsmål, opstille mulige
sammenhænge: inspirere.
To tilståelser: 1. Mit udgangspunkt er
barnligt: Jeg nyder at lære, at opleve,
at suge til mig, at udvide min forståelse
for teater i rummet, at nulstille mig
før hver forestilling. 2. Jeg har ikke
speciel forstand på Figurteater. Det
betyder, at jeg mest af alt føler mig
som en dramaturgisk rejsende – der
ikke helt ved, hvad der sker, men
prøver at fi nde ud af det. Glimt af
rejsen fremlægger jeg på seminarerne,
og de bliver diskuteret af deltagerne.
Her vil jeg ikke referere seminarerne,
da de er en mundtlig form, der opstår,
udfolder sig og dør. Rudimenterne
ville ligne teateranmeldelser og ikke
rumme det element af usikkerhed og
udforskning, som er min egentlige
drivkraft som dramaturg. Men
jeg kan dog nævne, at emner som
dukkeførerens holdning til dukken,
hvorfor dukker, af enkelheden
udspringer det komplekse, tabuer og
grumhed, ord overfor visualisering
og meget andet fl øj rundt i teltet.
Men denne artikel begynder med en
anekdote.
Ikke til forveksling
Under en revyforestilling i København
blev en mandlig skuespiller sendt
ind på scenen. En kollega havde fået
forfald, og et hul skulle fyldes ud.
Med hvad som helst. Skuespilleren,
der havde en medspiller med sig,
fandt på, at nu ville han parodiere
en navngiven kendt skuespillerinde
(der havde en meget karakteristisk
teaterdiktion). Han gjorde sig klar,
publikum ventede spændt på at høre
ligheden, men han fortsatte med at
tale med sin egen stemme. Makkeren,
der ikke rigtig var klar over, hvad der
foregik, indvendte, at det jo ikke LØD
som den pågældende skuespillerinde.
”Rigtigt”, lød svaret. ”Men det skal jo
ikke være til forveksling”.
Legen
Hvad har det at gøre med min rejse?
Jo, i min praktiske dramaturgi er jeg
optaget af forskellige holdninger
til teaterfi ktion: Den legende, den
efterlignende, den performative og
den dekonstruktive for eksempel.
Figurteater har – for mig at se
– rigtig meget med den legende
fi ktionsindstilling at gøre. Den
legende indstilling foregiver ikke,
at dette er VIRKELIGHEDEN,
eller at den vil kopiere (i anekdoten
Nummer 2-3/4 årgang 28
parodiere) virkeligheden. Hvor den
efterlignende vil søge at portrættere
en alvorlig mand som en alvorlig
(men interessant og kompliceret)
mand, kunne den legende f.eks. vise
en tekop, der klaprer (alvorstungt).
Spilleren giver tekoppen liv, og
selv om den er en tekop (en død
ting), forvandles den. Bliver en
levendegørelse - en besjæling - der i et
enkelt, koncentreret og fokuseret glimt
viser os essensen af et alvorligt væsen.
Til publikums latter, genkendelse m.v.
Men ligesom moralen i anekdoten:
ikke til forveksling.
Skuespilleren
Nu nævnte jeg spilleren, og det er så
min næste station på rejsen. Teatret er
et tidsmedie, hvor de medvirkende og
publikum er sammen i et møde og i
en række af nu’er. Jeg har altid været
optaget af skuespillerens forunderlige
energi (eller mangel på samme), der
befordrer eller ikke befordrer mødet.
I dette energifelt har skuespilleren
ofte til opgave at levendegøre en
karakter ud fra en tekst. I Figurteatret
er spilleren en multikunstner, for ikke
at sige en tryllekunstner, og det kan
lære dramaturgen meget om et – lad os
kalde det – udvidet skuespillerbegreb.
Skuespilleren som fortæller, som
”sig selv” eller et scenisk jeg, som
besjæler af objekter, som publikums
agent. Altså en kunstner, hvis øjne,
55