Spoudogeloion. Et komparativt studie af Platons Symposion og

More documents

Recommendations

Info

Aristofanes regnede Sokrates som værende blandt sofisternes skare. I komedien Skyerne latterliggør han filosoffen, der fremtræder som en hårkløver, der studerer loppeskridt og dyrker tågesnak. I sin afhandling ”Om begrebet Ironi” fremhæver Søren Kierkegaard imidlertid at ironikeren Sokrates selv fandt fremstillingen overordentlig morsom: ”Opførelsen af Skyerne beæredes med Nærværelsen af den i den henseende strængeste Kritiker, Socrates selv, der til Publikums Fornøielse stod op under forestillingen, for at den i Theatret forsamlede Mængde kunne overbevise sig om den behørige Lighed.” [Ironi, s. 169] Vi kommer nok ikke til bunds i forholdet mellem Platon og Aristofanes inden for en overskuelig fremtid, men det er ikke umuligt at der har hersket et slags had/kærligheds-forhold imellem dem og at komikeren har kunnet grine med over det portræt, Platon tegner af ham i Symposion, som en hikkende mytisk digter, med angst for ikke at blive taget alvorligt. Agathon Med Aristofanes når vi Symposions parodiske ”højeste gode”, og allerede den næste talers navn er en videre krølle på ironien: Agathon betyder ”Det Gode”, men den populære digter er næppe legemliggørelsen af Platons drøm om hvad der findes for enden af hulens mørke. Agathon er vært for Symposion. Han er dramatiker, og har netop sejret til tragediefesten, foran 30.000 atheniensere. Fra dialogen Protagoras kendes han som Pausanias kærestedreng, og der hentydes ironisk til deres uadskillelighed i Aristofanes’ tale. Hvis denne kærlighed imidlertid skal tages for pålydende, fremstår han noget troløs i Symposion, hvor han lader til at være mest interesseret i at ”få fingre” i Sokrates. Agathons repræsenterer i Symposion retorikken. Han er en folkets og mængdens mand, med ordet i sin magt, men med en begrænset dybde. Sokrates kører drilsk om hjørner med ham i et kort mellemspil, og får drejet Agathons ord til dels at miskreditere hans gæsters intelligens, og dels at betyde at han anser det for uproblematisk at tale skammeligt for mængden – Her afbryder Faidros dog Sokrates og redder Agathon. Agathon og Faidros er forbundne ved begge at være ”kærestedrenge”, og Symposiets to yngste talere, men indholdet af deres respektive taler står i dialektisk modsætningsforhold til hinanden. Agathon fortæller at Eros ikke er den ældste, men den yngste af guderne, og intet har at gøre med krig og død, men er indstifter af fred og venskab. Hvor Faidros’ Eros var ufrugtbar er Agathons Eros frugtbar, og han hylder gudens skabende kraft, poesis.
Dramaturgisk udpeger denne antitese Symposions vendepunkt og katabasis begynder. Egill A. Wyller beskriver det samme poetiske kunstgreb i Staten: ”Efter denne store ”digresjon” (543 c), som topper sig i transcendensutsagnet om det Gode i slutten av bok 6, vender tankens gang fra bok 8 av tilbake til hulen igjen, nu for at avdekke u-rettferdighedens natur (bok 8-9). Og bok 10 bringer oss helt ned til den situasjon vi utsprang fra: dagens Athen med dets åndelige (for-)førere, dikterne. Hulelignelsens såvel vei opp (”anabasis”) som vei ned (”katabasis”) er tilendebragt.” [Staten, S. 449] Katabasis er anabasis’ antitese: alt hvad der var godt i første dels opstigning, bliver forvrænget i anden dels ”tilbagevenden”. Agathon er den perfekte taler til at indlede Symposions katabasis: Han er elev af retorikeren Gorgias, som Platon har viet en hel dialog til, og hvis floromvundne stil var belæsset med antitetiske konstruktioner. Agathons komiske overforbrug af antiteser og gentagelser ses i denne passage xv : ”Han [Eros] er den, som tømmer os for det, der er fremmed, og fylder os med det, der er vort eget, idet han sørger for, at vi kommer sammen ved alle disse sammenkomster med hinanden (…)” [Ordet, s. 98] Agathon er også indholdsmæssigt inspireret af Gorgias. Eller rettere: Uinspireret. Gorgias er nemlig advokat for verdens tomhed. Hans eneste filosofiske værk hedder ”Om det Ikke-værende” xvi . Verdens manglende meningsfuldhed blev for Gorgias argumentet for at retorikkens kunst kunne skamrose alt, uanset emne, og han er berømt for at skrive en provokerende hyldest til Iliadens Helena, der almindeligvis blev betragtet som en hetære, der svigtede sin mand, og bragte landet i krig. Agathons lovtale til Eros er Platons parodi på Gorgias skønne, men indholdsløse tale. Eros overlæsses med superlativer, og tillægges evner, der er næsten komiske i deres kontrast til erotikken, for eksempel besindighed og retfærd. Tragedieforfatteren bliver en selvmodsigende vittighed og Platon lader Agathons tale ende med ordet ”spøg”, i modsætning til Faidros tragiske ”De døde”. Sokrates Ved Symposions begyndelse sendte Eryximachos fløjtespillersken væk, og erotikken som hidtil har været behandlet har handlet om det pæderastiske forhold mellem mænd og drenge, der blev betragtet som stærkere end kvinder både fysisk og intellektuelt. Sokrates drejer overraskende samtalen væk fra denne mandeverden, og fortæller om sin læremester, en kvinde ved navn Diotima
Page 1 and 2: SPOUDOGELOION Et komparativt studie
Page 3 and 4: Om anledningen til denne opgave Min
Page 5 and 6: tragedieforfatter Agathon. Scenen e
Page 7 and 8: Det er i dag en almen opfattelse at
Page 9: “Tilfældet” I Symposion kurere
Page 13 and 14: Væsentligst sker dette i dialogen
Page 15 and 16: Kierkegaard finder at ironien indst
Page 17 and 18: sager til guderne og gudernes til m
Page 19 and 20: Arven fra Grækenland I lyset af de
Page 21 and 22: Scenen er traditionelt blevet læst
Page 23 and 24: emne i talerne. Alligevel finder vi
Page 25 and 26: ”Hvis du spiller Lucretia, skal d
Page 27 and 28: The Superiority Theory er mere spec
Page 29 and 30: Noter i Bakhtin, M. M.: The Dialogi

Spoudogeloion. Et komparativt studie af Platons Symposion og

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?