Det gør en blivende forskel

3
2. Hvordan skabe tid og rum til vejledning?
3. Hvordan kan jeg få de studerende til at undre sig og udvise refleksiv adfærd?
4. Kommunikation i vejledning – cirkulære og refleksive spørgsmål
5. Den svære samtale med studerende
6. Hvordan organisere vejledning?
7. Hvordan inddrage det øvrige personale i klinisk vejledning?
8. Selvforvaltning – hvordan gør vi hver især og hvilke ønsker er realistiske?
9. Studieredskaber, der kan tydeliggøre det læringsmæssige fokus for de studerendes
praktiske arbejde.
Resultater
Data fra de kliniske vejlederes og de studerendes vurderinger blev bearbejdet ved hjælp af
sammentælling, procentudregning, meningskondensering og kategorisering. Først blev data
bearbejdet for henholdsvis de kliniske vejledere og de studerende. Efterfølgende blev
resultaterne sammenlignet for at identifice forskelle og ligheder.
De studerendes afsluttende vurdering var den neutrale indikator på om udviklingsprojektet
reelt havde betydet en udvikling og forbedring af den vejledningsmæssige kvalitet. Hertil var
svaret tydeligt et ja. Specielt i den kvantitative del af vurderingen viste der sig meget målbare
resultater i positiv retning, idet besvarelserne flyttede sig skalamæssigt fra:
• ”ikke tilfredsstillende – mod -> ”meget tilfredsstillende”
• ”i meget lav grad” – mod -> ”i meget høj grad”
Tilsyneladende var der forskellige forhold på spil i de to sæt af vurderinger:
• I den første vurdering var det frustrationer i forhold til manglende tid og rum som
vejleder samt brug af studerende som regulær arbejdskraft, der fremstod som
kategorier
• I den afsluttende vurdering var det snarere overblik, ro, bevidsthed, handlekraft og de
studerendes læring, der fremstod som kategorier
Der var i den afsluttende vurdering langt mindre fokus på ønsket om mere tid sammen – både
fra de studerendes og de kliniske vejlederes side. Dette blev forklaret ved, at de studerende og
de kliniske vejledere rent faktisk var mere sammen. Det blev også forklaret ved, at når de
studerende ikke var sammen med vejlederen, så var det uddannelsesmæssige fokus alligevel
tydeligt. Derfor blev det praktiske arbejde ikke opfattet som brug af studerende som regulær
arbejdskraft. Måske indgik det øvrige personale mere aktivt i de studerendes uddannelse i
kraft af det fokus, som projektet havde på den kliniske vejledning.
Der var i besvarelserne fortsat store ønsker om mere rum og tid til vejledning – det
væsentligste var, at frustrationerne var omsat til praktisk handling indenfor de mulige rammer.
Midlerne var primært: en ændret organisering, struktur, planlægning, synlighed samt flere
vejledningsmetoder og en øget bevidsthed om anvendelse af tid og rum.
Resultaterne påpegede, at de kliniske vejlederes relationer i praksisfællesskabet havde betydet
udvikling af en øget vejlederprofessionalitet gennem:
1. en øget bevidsthed om vejlederfunktionen og hermed også en øget prioritering af
denne
2. et fokusskifte fra ”vi mangler tid og rum” – til – > ”hvordan får jeg mest ud af tiden og
rummet til vejledning ”
3. at de anvendte metoder og trygheden i praksisfællesskabet supplerede hinanden
positivt
4. at kunne dele erfaringer i dagligdagen og en større tværgående sammenhæng udløste
større sikkerhed og øget vejlederprofessionalitet
De konkrete tiltag, der havde væsentlig betydning for de kliniske vejledere var:
1. at vejlederfunktionen var synliggjort på arbejdsplanen
2. en øget selvforvaltning i forhold til kliniske forløb, der blev organiseret, struktureret og
planlagt bedre: