Slægten fra Gyldenholm - Christensen, Erichsen, Thorsager ...

åbenbart klar over, at der kunne opstå en uønsket situatione. Omgående kørte Morath til Missionshotellet,
hvor han for øjnene af menneskemængden fjernede sig med provokatøren. Efter nogle dages ophold på
Galløkken blev han sendt tilbage til København.
På ”Drabssager i Danmark” oplyses:
Torsdag den 15. september 1949 klokken 01.00 blev den 32-årige Arno Oskar Hammeken
(11. november 1906 - 15. september 1949) henrettet ved skydning i København.
Han var under krigen tolk og medhjælper ved Gestapo i København. Desuden deltog han i flere drab, og var
med ved aktionen den 26. februar 1945, hvor 20 frihedskæmpere fra Holger Danske-gruppen blev anholdt i
Skindergade 44 i København. Senere blev seks af dem henrettet i Ryvangen af Gestapo;
Erling Kristiansen fortæller om ”En Bornholmsk sognepræst”:
Da jeg i efteråret 1950 blev lærer ved Bornholms Højskole, kom jeg til at bo i Åker sogn. Min sognekirke var
den store grå bygning, jeg havde set både fra toget og fra landevejen. Selvsagt havde jeg også læst om Å Kirke,
bl.a. om den prægtige gotlandske døbefont med billederne af Jesu fødsels- og lidelseshistorie og teksten, som
er skrevet med runer.
En af de første søndage jeg var på højskolen, var jeg for første gang inde i kirken. Jeg har været der mange
gange siden. Jeg er ordineret i Å Kirke, og i flere år holdt jeg gudstjeneste i kirken engang om måneden. Jeg
har også været der ved andre lejligheder, ved kirkelige handlinger og som guide for besøgende.
Ikke desto mindre står denne første gang tydeligt for mig. Det var en mørk formiddag, ret kølig. I hvert fald
føltes det godt at komme i læ i den lune oplyste kirke. Det passede fint, syntes jeg, at vi skulle begynde med at
synge "Hyggelig, rolig, / Gud, er din bolig, / inderlig skøn" (DDS 378).
Der var mange i kirke. På hver bænk sad der nogle. Der var ægtepar og enlige, unge og ældre. Meget
forskellige mennesker, fælles om at være til gudstjeneste. Der var også en god sang. I nogle kirker hører man
kun kirkesangeren - eller koret. Her var der mange, der sang med.
For alteret stod sognepræsten, pastor H. K. Thorsager. En høj statelig mand med en kraftig stemme. Man
kunne tydeligt høre, hvad han sagde, både når han på menighedens vegne bad den såkaldte kollekt,
fællesbønnen, og når han læste epistelen og evangeliet.
Under sidste strofe af salmen før prædiken trådte kirkesangeren hen og åbnede døren til prædikestolen. Han
bukkede let, da præsten passerede, og lukkede derefter døren igen. Og nu stod præsten på prædikestolen. Han
begyndte med at bekende troen og læste derefter dagens tekst.
Af Kristine og Aksel Lauridsen på højskolen havde jeg fået at vide, at H. K. Thorsager var en betydelig
prædikant. Det havde de ret i, syntes jeg. Han havde noget på hjerte, og han havde omhyggeligt forberedt sig
på at få det sagt.
Engang imellem fremhævede han et ord, han ligesom understregede det, men ellers brugte han ikke sådanne
ydre virkemidler. Han gestikulerede ikke, og han hverken råbte eller hviskede. Ved at tænke tilbage kan jeg
endnu genkalde mig hans rolige stemme med den klædelige bornholmske accent.
Han udlagde dagens tekst, så tilhørerne følte, at her var noget, der kom dem ved. Derfor var der meget stille i
kirken. De forkølede glemte helt, at de skulle hoste! Efter prædikenen fulgte som andre steder kirkebønnen og
den apostolske velsignelse.
Før præsten forlod prædikestolen, havde man i Å Kirke den skik, at man sang Niels Brorsons vers: "Amen,
siger nu tilsammen: / Amen, Herren gøre så! / Amen, Jesus, svar nu amen! / Amen er dit segl derpå!/ Amen!
sig: Kom i min favn! / Amen! ja, i Herrens navn! " (DDS 394).