Slægten fra Gyldenholm - Christensen, Erichsen, Thorsager ...

Almuen i høj Måde er forbitret uden dog egentlig at vide hvorfor.
Landboforeningen i Holbæk skal have udsendt Emissairer i alle Retninger i Amtet, men hvad de skal
undersøge, er nok endnu ikke blevet bekendt; at denne Landboforening, hvis Formand Skolelærer Gleerup er,
agiterer hvor den kan, er nok uden for al Tvivl; men intet gør større Skade end det infame Blad Almuevennen,
som er særdeles meget udbredt. At dette Blad ikke bliver beslaglagt som så mange andre Blade, mener Almuen
er Tegn på at Regeringen bifalder de Grundsætninger, som deri udtales; det skal gå så vidt, at man i
Nærheden af Holbæk skal ytre, at hvad der kunde gå an i Frankrig, kunde vel også lade sig gøre her, og at
man kommer til at gå fra Dør til Dør og nedhugge dem, der ej holder Trop. Her i Egnen udgår Agitationen
egentlig fra en Gårdmand, Skræder Hans Jensen i Fårevejle, og en Snedker sammesteds, Ejlertsen. De skal
være engagerede af Landboforeningen og erholde 9 Mark daglig i Diæter. Det skulde være mig en sand
Fornøjelse at få fat på disse Karle; men de er for snu til, at man let skal komme efter dem. Den første har et
godt Øje til mig og skal flere Gange have gjort Bemærkninger om mig i Almuevennen; men da jeg ikke holder
Bladet og ellers aldrig ser det, ved jeg ikke rigtig, hvad Beskyldningerne går ud på. Efter hvad andre derom
har fortalt mig, har jeg ikke fundet mig foranlediget til at røre ved det Snavs, uagtet dets løgnagtige Foredrag.
Jeg kan i øvrigt ikke begribe, hvorfor Kancelliet ikke forbyder disse Forsamlinger og giver Ordre til at
arrestere disse omflakkende Agitatorer, som kun vil fiske i oprørte Vande. Man har for øvrigt fortalt herude, at
de, som har foranlediget Optøjerne på Frydendahl og Aggersvold, skal have konsuleret Balthazar
Christensen, og at han skal have fundet, at det var godt, hvad de havde gjort.
Hermed har du vel nok af denne Slags! Tænker I selv ikke i København på disse Uroligheder, eller kender I
dem ikke, eller betragter I dem som Småting, der ikke engang er Opmærksomhed værd? Det er vel muligt, at vi
herude betragter dem med mere Ængstelighed eller Alvor, end de egentlig er værd, men at de slet intet har at
betyde, det tror jeg ikke.
Det var en übegrundet Frygt, at Regeringen i København ikke skulde tillægge »Urolighederne« nogen
Betydning. Det var i Sandhed rystende Ting, der nu kunde fortælles fra Sjælland. Uroen omkring på Godserne
gik så vidt, at den tog Skikkelse af ligefremme Strejker, Opsætsighed og Vold. Zytphen-Adelers Hø rådnede
på Marken, fordi han ikke kunde komme overens med sine Husmænd, og værre Ting var altså foregået på
Godserne Aggersvold og Frydendal. Hvad var det egentlig, der var sket på disse Godser? Derom gav
»Fædrelandet« en Beretning, der var i stand til at vække Bestyrtelse på allerhøjeste Sted.
For det første skulde på Aggersvold Fæsterne i sluttet Trop have henvendt sig til Godsejeren og forlangt
Selvejendom på tålelige Vilkår. De var trængt gennem flere Værelser for at finde Herremanden, og da de
endelig havde fundet ham ude i Gården, havde de omringet ham og forebragt ham deres Ønsker på en meget
indtrængende Måde. Denne unægtelig krasse Optræden af Bønder overfor et »Herskab« vakte ingen
Forargelse hos det liberale Hovedstadsorgan, der blot lod det være et Spørgsmål, »hvorvidt det er lykkedes
dem at gøre noget virksomt Indtryk på denne vistnok ikke meget folkeligsindede Herremand.«
På Frydendal skulde være sket følgende: Godsejer, Kammerherre van Deurs havde efter en Husmand og
Sadelmagers Død opsagt hans Enke og Børn fra deres Lejehus, i øvrigt var Herremanden optrådt ganske
humant overfor Enken, men Sagens Kærne blev, som Bønderne straks så, at nu var det dem, der i Fremtiden
skulde sørge for denne Familie, skønt Manden, medens han levede, havde ofret sin Kraft i Herremandens
Tjeneste. Efter Bøndernes egen, som »Fædrelandet« siger, »i sin Enfold og Simpelhed meget karakteristiske
Fremstilling« var der to Husmandsenker fra Herregården, som tyngede Sognet »med uopdragne Børn«, skønt
Bønderne for ikke at få dem ud at gå »på Omgang« hos sig gerne vilde betale Husleje for dem til Mikkelsdag.
Også en Husmand var blevet opsagt af sit Hus og måtte hjemfalde til Bøndernes Forsørgelse, da der ikke
kunde bygges noget nyt Hus i Sognet, fordi alle Beboerne var Fæstere eller Lejere. Forbitrelsen blev meget
stor hos Bønderne over de nye Byrder, som skulde lægges på dem for Herremandens Skyld. »Det er, som
Sognefogden ved en Samtale med nogle Mænd ytrede, at Godsejeren piller Sul og Kød af Husmændene og
smider Benene over på Sognet.«
Frydendal Fæstebønder skred til Handling. I Flok og Følge begav de sig til »Hr. Kammerherren«, af hvem de
forlangte Selvejendom for samtlige både Gårdmænd og Husmænd. Henvendelsen førte til, at van Deurs
fremsatte bestemte Vilkår for Imødekommen af Bøndernes Ønske, Vilkår, som dog af »Fædrelandet« blev