Slægten fra Gyldenholm - Christensen, Erichsen, Thorsager ...

Gudstjenesten fortsatte med altergang. Der var slet ikke så få, som gik til alters, hvad der i 1950 var noget af et
særsyn. I løbet af 1930'erne og 1940'erne var antallet af altergæster mange steder gået stærkt tilbage. Der var
de kirker, hvor der på grund af manglende tilslutning kun blev holdt altergang med flere måneders
mellemrum.
Anderledes i Å Kirke. Her var der tradition for altergang ved gudstjenesten. Det var et af højdepunkterne,
mærkede man, også for præsten. Pastor Thorsager anvendte en meget enkel liturgi, han var ikke højkirkelig,
endsige ritualist, men over hans tjeneste ved alteret var der en egen værdighed.
Da jeg gik fra kirke den dag, var det med en beslutning om at komme igen. Det havde været en god oplevelse
for mig at deltage i gudstjenesten i min sognekirke. Jeg var også glad for det indtryk, jeg havde fået af min
sognepræst.
Harald Koefoed Thorsager var født den 15. juli 1893 i Svaneke som søn af købmand Carl Nikolaj Jensen
Thorsager og hustru Anine Helene Koefoed. I 1910 blev han student fra Statsskolen i Rønne og godt otte år
senere teologisk kandidat fra Universitetet i København.
Han blev ordineret den 11. maj 1919 i Helligåndskirken i København og kunne derefter overtage sit første
embede som, hvad der kaldtes "præsteviet medhjælper" på Thurø i Svendborgsund. Her var han til 1923, da
han blev sognepræst i Herrested på Østfyn. I 1926 blev han gift med den fire år yngre præstedatter Johanne
Ilsøe, som var født og opvokset i Jylland.
I Gylling har jeg mødt en af hans konfirmander fra Herrested, en ældre mand, som døde for nogle år siden. Når
han fortalte om sin barndom, plejede han også at komme ind på den tid, da han gik til præst. Det havde været
en meget givende periode, forstod jeg.
I efteråret 1933 blev H. K. Thorsager sognepræst i Åker-Åkirkeby. Det var et større og derfor også mere
krævende embede med mange kirkelige handlinger. Det sled på sin mand. Men trods arbejdsbyrden og en
tiltagende skrøbelighed fik han alligevel kræfter til at blive i embedet i godt femogtyve år - til januar 1959, da
han tog sin afsked og til fleres overraskelse igen forlod Bornholm for sammen med sin kone at bosætte sig i
Næstved. Her døde han den 20. august 1971.
Teologisk følte pastor Thorsager sig hjemme i den grundtvigske fløj af folkekirken. "Døbefonten er dog stedet
i menigheden", skrev han engang til mig. I sine første præsteår var han også blevet påvirket af Karl Barth. Ikke
uden et vist glimt i øjet kunne han sige: "I dag er vi jo alle barthianere!"
Da han var kommet til Åkirkeby, viste det sig hurtigt, at også andre end grundtvigianerne kunne bruge ham.
Mellem de trofaste kirkegængere var der medlemmer af såvel Luthersk som Evangelisk-luthersk
Missionsforening. Han havde også venner i Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Ved hans død
skrev en af dem - J. Kjær Frederiksen - bl.a. følgende:
"Da jeg i 1947 kom til Åkirkeby som indremissionær, mødte jeg straks pastor Thorsager. Han blev min
sjælesørger. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret opgaven som missionær i Åkirkeby, om ikke jeg
havde haft ham at tale med.
"Hvor var det festligt hver søndag til højmesse i Å Kirke, når pastor Thorsager prædikede. Han var en meget
dygtig prædikant, og kirken var fyldt af en lovsyngende menighed. Vi var næsten naboer, og tit fulgtes vi ad
fra kirke. Undertiden var jeg med indenfor i præstegården, og jeg har set, hvordan han tog det lille
prædikenmanuskript, han havde i lommen, og puttede det i kakkelovnen. Det skulle brændes. Jeg undrede mig
derover, men han kunne ikke bruge den samme prædiken mere end én gang."
J. Kjær Frederiksen nævner også et eksempel på Johanne og H. K. Thorsagers gæstfrihed: "Missionsboligen
var solgt, og en overgang så det ud til, at vi ingen steder havde at bo. En dag jeg var i præstegården, sagde
pastor Thorsager: De kan flytte ind hos os. På det tidspunkt havde vi fire børn hjemme. Den kærlighed og det
vennesind, vi dér mødte, glemmer vi ikke i vor familie." (Indre Missions Tidende 10.oktober 1971)