H1 - Portfolio Marie Agger

TYSKLAND 

Tyskland er i øjeblikket Europas solstråle- 

økonomi. Mens det meste af euro-zonen 

lider under lav vækst og høj gæld, udgør 

tyskerne den stabilitet, der ikke får euro- 

en til at gå itu. 

Den tyske vækst var sidste år den hø- 

jeste siden genforeningen i 1990. Efter et 

dybt fald i 2009 på 4,7 pct., voksede øko- 

nomien i 2010 med 3,6 pct. Lidt over 3 mil- 

lioner tyskere er arbejdsløse, svarende til 

lidt over 7 pct. af arbejdsstyrken, hvilket 

er lavt i tysk sammenhæng -faktisk det la- 

veste niveau i 18 år og markant under top- 

pen på 12,5 pct. i marts 2005. 

Den tyske vækst er drevet af kombi- 

nationen af en stærk eksport og en so- 

lid indenlandsk efterspørgsel. Industrien 

– for eksempel bilindustrien og dens un- 

derleverandører – oplever et boom i ef- 

terspørgslen fra lande som Kina, Indien og 

Brasilien. Den indenlandske efterspørg- 

sel er stærk og var sidste år den kraftigste 

drivkraft for den tyske økonomi. 

Som et af meget få lande i Europa und- 

gik Tyskland en boligboble, de offentlige 

finanser er rimelig sunde og tilliden til den 

tyske økonomi høj. Landet er den sunde 

storebror i et kriseramt Europa. 

STORBRITANNIEN 

Siden premierminister David Cameron 

overtog magten fra Gordon Brown i maj 

2010 er han primært blevet kendt for en 

ting: blodige nedskæringer. Sammen med 

finansminister George Osborne har han 

ført en økse gennem de britiske statsbud- 

getter: Op mod en fjerdedel af budget- 

terne er skåret væk på de fleste ministe- 

rieområder – med undtagelse af blandt 

andet forsvaret og sundhedssektoren. 

Nedskæringerne blev mødt af et rama- 

skrig og grupper af utilfredse briter har 

protesteret i Londons gader. Særligt det 

første budget, som Osborne præsentere- 

de i juni sidste år, var blodigt. Og finansmi- 

nisterens hårde hånd har sammen med en 

hård vinter betydet, at den britiske øko- 

nomi faktisk skrumpede i 0,6 pct. i fjerde 

kvartal af 2010. 

Mens den nye regering har taget godt 

fat om statens økonomiske problemer, så 

er britisk økonomi stadig sårbar. Væksten 

ventes blot at blive 1,7 pct. i 2011, selvom 

den britiske centralbank, Bank of England, 

fortsat holder renterne historisk lave. Ca- 

meron har sendt hele Storbritannien på 

en hestekur. 

AKTUELT 

ER VÆKSTEN 

VENDT TILBAGE? 

Krisen startede i USA, men er det også 

her den slutter? Hvordan kan det være, 

at Sverige og Tyskland buldrer frem, 

mens Danmark kun sløvt trisser fremad? 

Og kan Kina – der stort set ikke blev 

ramt af krisen – holde dampen oppe? 

Af Kenneth Praefke 

USA 

Finanskrisen var „made in the US“. Derfor 

blev USA også ramt særligt hårdt af den 

efterfølgende nedtur. Recessionen varede 

officielt fra december 2007 til juni 2009, 

har et uafhængigt råd af økonomer fast- 

slået, og selvom der i sommeren 2010 var 

frygt for et såkaldt double dip har op- 

svinget vist sig sløvt, men solidt og bæ- 

redygtigt. 

Udfordringen i USA har hidtil primært 

været to ting; et arbejdsmarked, der ikke 

skabte nye jobs, og et boligmarked i dyb 

krise. Begge dele ser dog endelig ud til at 

gå mod bedre tider. 

Fra at have ligget mellem 9 og 10 pct. i 

21 måneder fra sommeren 2009 er ledig- 

heden nu faldet til under 9 pct. Men det 

har kostet dyrt. amerikanerne har meget 

længe fastholdt et højt budgetunderskud 

og lave renter netop for at sparke gang 

i arbejdsmarkedet. Selv med den nuvæ- 

rende bedring svarer det fortsat til at 13,5 

millioner amerikanere står uden job, og 

det vil tage lang tid før ledigheden når 

tilbage under de 5 pct., der var gældende 

inden krisen. 

Boligmarkedet har været den føde- 

rale regerings anden store hovedpine. 

Der har siden subprime-krisen antændte 

den finansielle krise været dårlige nyhe- 

der over hele linjen; faldende priser, flere 

tomme boliger, få bolighandler og et sti- 

gende antal dårlige betalere og tvangs- 

auktioner. Alle føderale tiltag for at vende 

udviklingen er mislykkedes. Analytikere 

mener dog nu, at boligpriserne efterhån- 

den har nået bunden, selvom aktiviteten 

stadig er lav. 

Den aktuelle udfordring i USA be- 

gynder derfor at ligne den europæiske: 

en dybt forgældet offentlig økonomi, 

der kører med store budgetunderskud 

og en galopperende gæld. Budgettet 

for 2011 – som Republikanere og Demo- 

krater enedes om efter en intens nerve- 

krig – indeholder dog nedskæringer for 

38,5 mia. dollar i forhold til 2010-bud- 

gettet, hvilket måske signalerer, at de 

amerikanske politikere nu endelig er pa- 

rat til at spare. Opsvinget ser stærkt nok 

ud til at kunne klare en offentlig knap- 

hedskur, selvom det vil påvirke væksten 

negativt. 

Delstaterne kæmper med en blødende 

økonomi. Et krav om at deres budgetter 

skal balancere fra år til har tvunget stater- 

ne til enten at skære ned eller hæve skat- 

terne i takt med, at krisen slog igennem. 

Skatteindtægterne forsvandt og udgifter- 

ne steg for hver ny arbejdsløs amerikaner. 

Hestekuren i delstaterne er langt fra slut 

– der skæres ned, offentlige ansatte fyres 

og skatterne sættes op. 

KINA 

I 2010 bragede Kina forbi Japan og over- 

tog pladsen som verdens største økonomi. 

Kineserne gik stort set fri af finanskrisen 

og vokser stadig med omkring 10 pct. om 

året – til gengæld er der spændinger på 

mange andre fronter. 

Boligmarkedet i de større byer er rød- 

glødende. I byer som Hong Kong er pri- 

serne på lejligheder i nogle bydele steget 

med op mod 50 pct., mens Den Interna- 

tionale Valutafond, IMF, også har advaret 

mod en massiv boble på markeder som 

Shanghai, Shenzhen, Beijing og Nanjing. 

Det er ikke mindst krisepolitikken i den 

vestlige del af verden med meget lave 

renter og løs pengepolitik, der har ført 

rigeligt med frie penge til Asien på jagt 

efter højere afkast end i det kriseplagede 

vest. Særligt den amerikanske krisepoli- 

tik er blevet kritiseret – også fra officielt 

hold i Kina. Så sent som i efteråret 2010 

lancerede centralbanken, the Federal Re- 

serve, en ny runde kvantitative lempelser, 

hvor banken trykker penge og køber ob- 

ligationer for at sænke renterne. Denne 

gang sendte de $600 mia. ud i systemet. 

Pengestrømmen til bl.a. det hurtigt vok- 

sende Kina har udover at sætte fut i bo- 

ligpriserne også fået inflationen til at stige 

markant og medført, at de kinesiske myn- 

digheder har forsøgt at stramme grebet 

om finansmarkederne og tage lidt damp 

af kedlerne. 

Selvom træerne heller ikke vokser ind 

i himlen for kineserne, så ser de økonomi- 

ske prognoser fortsat lovende ud. Selv- 

om den kinesiske regering fortsat har sine 

fingre dybt nede i økonomien, lyder de 

fleste prognoser på en vækst frem til 2015 

på i underkanten af 10 pct. om året. 

SVERIGE 

Først skrev medierne om, hvordan dan- 

skerne valfartede over Øresundsbroen for 

at udnytte den lave svenske krone. Nu er 

trafikken over sundet vendt den anden 

vej – og svenskernes krone er snart lige 

så meget værd som den danske. 

For Sverige er buldret frem efter kri- 

sen i noget, der bliver sammenlignet med 

et asiatisk tigerspring. Mens Danmark 

lige klemte sig op på 2,1 pct. vækst i 2010 

sprang svenskerne 5,5 pct. frem sidste år. 

Alene i sidste kvartal af 2010 steg velstan- 

den med syv procent – den største frem- 

gang siden 1960’erne. 

Men hvorfor går det, som det går i 

Sverige? Der er flere grunde. En flyden- 

de valutakurs svækkede den svenske kro- 

ne i takt med krisen og kickstartede der- 

med eksporten. Svenskerne er lykkedes 

godt med at styre de offentlige udgifter 

– og lykkedes med en portion heldigt ti- 

mede skattelettelser, der satte ekstra fut i 

opsvinget. Samtidig har svenskerne ikke 

de samme udfordringer med en sløv pro- 

duktivitet som Danmark. Og endelig er 

den svenske eksport ret konjunkturfølsom 

– det gælder for eksempel eksporten af 

biler, der følger humøret på verdensmar- 

kedet: Når verdensøkonomien vender 

mundvigene opad, følger den svenske 

eksport med op. 

Men netop den konjunkturfølsomme 

eksport er også med til at sætte det sven- 

ske højdespring lidt i relief. For inden be- 

gejstringen løber løbsk, så kan det godt 

betale sig at kigge lidt længere tilbage i 

statistikkerne. Faktisk har svenskerne ikke 

klaret sig specielt meget bedre end Dan- 

mark siden 2008. På eksporten står det 

stort set uafgjort, da svenskernes fald i 

2009 var større end danskernes. Derfor 

blev stigningen i Sverige i 2010 tilsvarende 

større – men primært fordi den kom fra 

et lavere niveau. Til gengæld ser den høje 

svenske vækst ud til at fortsætte, hvor den 

danske kun lige er kommet i gang. 

4 5 UDVIKLINGSPOLITIK 

HVAD DANMARK VIL 

MED VERDEN 

Fra 1965 til 1995 gik Danmark fra at være nummer sjok 

i udviklingsbistand til at være – verdensmester. 

Skiftende regeringer opretholdt en særlig 

– og særligt stor – bistand. 

Det vendte i 2001: 

Politikerne bruger færre bistandskroner 

– og vil have mere for dem. 

Af Peter Johan Brunbech 

Udenrigsminister Jens 

Otto Krag og hans hustru 

Helle Virkner besøger FN’s 

fredsbevarende styrker 

i Egypten, 1961. Til højre 

ambassador Amin Hilmy II, 

fra den daværende Forenede 

Arabiske Republik (unionen af 

Ægypten og Syrien, 1958-61). 

Foto: FN 

Med en ny udviklingsstrategi og en ny 

markant politiker på udviklingsminister- 

posten kunne 2010 for en overfladisk be- 

tragtning ligne et nybrud i Danmarks ud- 

viklingspolitik. Udviklingsminister Søren 

Pind lagde da også fra starten en mere 

aktiv linje på det retoriske plan end langt 

størstedelen af sine forgængere på po- 

sten. Med et glimt i øjet udnævnte han 

sig selv til „frihedsminister“, men ordene 

kom også på papir i form af udviklings- 

strategien „Frihed fra fattigdom – Frihed til 

forandring“, der blev præsenteret i 2010. 

Her lagde regeringen vægt på, at frihed er 

et absolut gode samt en afgørende forud- 

sætning for udvikling. Samtidig blev det 

slået fast, at dansk udviklingspolitik også 

er realpolitik, dvs. at danske udenrigs- og 

sikkerhedspolitiske interesser også skal va- 

retages af udviklingspolitikken. Den tradi- 

tionelle opfattelse af dansk bistand som 

fattigdomsorienteret faldt ikke bort, men 

blev nedtonet i forhold til de nye prio- 

riteter. Der lægges også op til, at der nu 

skal ske en mere aktiv politisk styring af 

den danske bistand. Støtten til den priva- 

te sektor skal opprioriteres, og Danmark 

skal være klar til at gøre en særlig indsats i 

fejlslagne stater som fx Somalia og Afgha- 

nistan, hvor bistanden evt. kan samtænkes 

med militær tilstedeværelse. Samtidig skal 

Danmark anlægge en mere udogmatisk 

tilgang til, hvad der virker og ikke virker, 

og være klar til at trække sig ud af lande 

og samarbejder, hvor bistanden ikke har 

nogen synlig effekt. Man kan overordnet 

sige, at ulandsbistanden nu skal være et 

mere smidigt udenrigspolitisk instrument, 

men også et redskab, der kan bruges i en 

indenrigspolitisk sammenhæng til at sig- 

nalere dansk aktivitet på en række af re- 

geringens mærkesager. 

Samtidig med de store ord er der dog 

også sket en nedprioritering af udviklings- 

bistanden. Regeringen og Dansk Folkepar- 

ti har valgt foreløbigt at fastfryse bistan- 

den på 2010-niveau. Det betyder, at den i 

2013 vil være faldet til 0,76 % af BNI, lavere 

end regeringens tidligere målsætning om 

at give mindst 0,8 % i bistand og væsent- 

lig lavere end de godt 1 %, der blev givet i 

1990’erne. Samtidig skal udviklingsbistan- 

den dække forøgede indsatser på fx miljø 

og flygtningemodtagelse. Som en naturlig 

konsekvens heraf er regeringen da også 

ved gradvist at skære ned på antallet af 

hovedmodtagerlande af dansk bistand. 

Der er ikke tvivl om at VK-regeringen 

efter 2001 og Søren Pind i 2010 har slå- 

et nye toner an i dansk bistandspolitik. 

Spørgsmålet er dog, hvor markant brud- 

det er, og hvor store omvæltninger der 

rent faktisk er foregået? Dansk udvik- 

lingspolitik har fx altid fungeret i et sam- 

spil med dansk udenrigspolitik. Og de 

danske indenrigspolitiske interesser, der 

i høj grad har præget VK-regeringens bi- 

standspolitik, har også altid været en væ- 

sentlig faktor i udformningen af dansk ud- 

viklingspolitik. 

1949-1965: FRA INGENTING TIL 

FAST POLITISK VÆRKTØJ 

Dansk bistand til ulandene begyndte i 

1949, hvor Danmark gav sit første bidrag 

til FN’s nyoprettede tekniske udviklings- 

program, det senere UNDP. Baggrunden 

for det danske engagement var ikke no- 

get bredt udtalt ønske blandt danskerne 

om at hjælpe folk i det, der dengang blev 

kaldt „underudviklede lande“. Snarere var 

det et ønske om at støtte FN som insti- 

tution og som en global magtfaktor, der 

kunne bidrage til at skabe mere stabile 

internationale forhold. Beløbet var da 

også relativt beskedent: 660.000 kr. for 

det første halvandet år. Frem til slutningen 

af 1950’erne var disse FN-bidrag hoved- 

bestanddelen i dansk ulandsbistand, og 

de voksede med tiden til tre-fire millioner 

kroner årligt. Omregnet til procent af BNI 

(bistandsprocenten) lå den samlede dan- 

ske ulandsbistand i 1959 omkring 0,01%. 

At Danmark ikke selv udviste den sto- 

re interesse for ulandsbistand i 1950’erne, 

var ikke overraskende samtiden taget i 

betragtning. Økonomisk bistand til andre 

lande var før 1960 et stormagtsinstrument, 

som blev brugt til at understøtte politisk 

allierede eller vedligeholde internationale 

netværk som fx tidligere og eksisterende 

kolonier. I sidste halvdel af 1950’erne skete 

der dog en forskydning mod egentlig ud- 

viklingsbistand. Årsagerne var den frem- 

adskridende afkolonisering, USA og Sov- 

jetunionens kamp om de alliancefri landes 

gunst samt udviklingen i samtidens øko- 

nomiske og udenrigspolitiske tænkning. 

I 1960 udgav økonomen Walt Rostow 

sin The Stages of Economic Growth 

med den sigende undertitel A Non- 

Communist Manifesto. Her argumen- 

terede han for, at velplaceret økonomisk 

bistand kunne have afgørende indflydelse 

på ulandes økonomiske udvikling og der- 

ved vaccinere dem mod kommunisme og 

totalitarisme. Tankerne afspejlede samti- 

dens forestilling om, at økonomisk udvik- 

ling kunne anspores af bistand, og at den 

på sigt kunne bidrage til at skabe stabile 

demokratiske stater. Da han blev præsi- 

dent, gjorde John F. Kennedy Rostow til 

en af sine nøglerådgivere, og han fik af- 

gørende indflydelse på Kennedy-admini- 

strationens satsning på udviklingsbistand i 

begyndelsen af 1960’erne. 

Ved indgangen til 1960’erne stod 

spørgsmålet om udviklingsbistand såle- 

des højt på den internationale politiske 

dagsorden, hvilket også fik stor betydning 

i Danmark. Ud over en større satsning på 

bilateral amerikansk bistand satsede Ken- 

nedy-administrationen også på „burden- 

sharing“ mellem de vestlige allierede. Der 

kom nu amerikansk pres på de vesteuro- 

pæiske lande for at forøge deres bistand, 

som altså blev set som et samlet bidrag til 

sikringen af Vesten mod verdenskommu- 

nismen. De mange nye stater i FN var også 

med til at sætte bistanden på dagsorde- 

nen, og generelt var der i den internatio- 

nale offentlighed stor fokus på dette nye 

indsatsområde i udenrigspolitikken, der 

tilbød at løse verdens globale problemer 

på en langt mere positiv måde end den 

militære oprustning. 

Ligesom en række andre vesteuropæ- 

iske lande etablerede Danmark derfor 

for alvor sin ulandsbistandsindsats i be- 

gyndelsen af 1960’erne. Ofte var udvik- 

lingen i de enkelte lande delvist drevet 

frem af folkelige organisationer, i Danmark 

fx Mellemfolkeligt Samvirke og en række 

ungdomsorganisationer, der havde store 

forventninger til dette nye humane uden- 

rigspolitiske instrument. I Danmark fandt 

de folkelige kræfter ydermere en allieret i 

den socialdemokratiske statsminister Vig- 

go Kampmann (1960-62), der varmt støt- 

tede op om tankerne om en større dansk 

indsats. 

Med ulandsbistandsloven fra 1962 fik 

Danmark et egentligt bistandsprogram, 

der indbefattede bistand til en række 

internationale organisationers program- 

mer, samt muligheden for at give bilateral 

dansk bistand gennem en dansk bistands- 

administration (det senere Danida). Hvad 

et land som Danmark så skulle med et bi- 

standsprogram, var et mere åbent spørgs- 

mål, som datidens politikere ikke altid for- 

måede at svare helt klart på – andet end 

at de skulle sikre verdensfreden. Men at 

bistanden både havde et udenrigs- såvel 

som et indenrigspolitisk sigte, slog Viggo 

Kampmann fast allerede i 1960, hvor han 

præsenterede ulandsbistanden som en 

art vaccination mod den overdrevet ma- 

terialistiske indstilling, velfærdsstatspro- 

jektet risikerede at give danskerne. I et 

interview i Information 25/6 1960 udtalte 

han således, at beløbene skulle være af en 

sådan størrelse, at de vakte politisk diskus- 

sion, samt at danskerne ville have moralsk 

godt af at hjælpe. Derfor skulle hjælpen 

være så stor, at den „vækker den enkelte af 

hans sløvhed“. Udviklingsbistanden havde 

således fra starten både et udenrigspoli- 

tisk og et folkeopdragene aspekt. 

På grund af usikkerheden over, hvad 

man egentlig ville med bistanden, fik det 

„folkeopdragende“ eller indenrigspoliti- 

ske aspekt forrang i de første år efter 1962. 

En række danske ngo’er fik tilskud til egne 

små, men ofte højt profilerede udviklings- 

projekter. Herudover iværksatte men et 

stort fællesnordisk projekt i det senere 

Tanzania, hvis formål dog nok i lige så høj 

grad var at vise succesfuldt nordisk sam- 

arbejde, som det var at skabe økonomisk 

udvikling. 

Den nye bistandsadministration i 

Udenrigsministeriet iværksatte også en 

mængde små projekter i en lang række 

ulande og i de tidlige 60’ere blev ulands- 

bistand på få år et fast indslag i det inter- 

nationale diplomatis værktøjskasse. Ved 

ministerbesøg i de varme lande blev det 

kutyme, at man havde bistandsprojekter 

med i kufferten, og ulandsbistand sup- 

plerede ofte de nipsgenstande, der blev 

overrakt statsledere ved officielle lejlig- 

heder. 

Med sit bistandsprogram kunne Dan- 

mark i midten af 1960’erne leve op til in- 

ternationale forventninger, anspore øko- 

nomisk udvikling, skabe politisk goodwill 

i en række lande og måske også hive en 

kontrakt eller to hjem til danske virksom- 

heder. Samtidig gav man stadig større bi- 

drag til det FN-system, der stadig var en 

hjørnesten i dansk udenrigspolitik, og 

man imødekom et indenrigspolitisk krav 

om en dansk indsats på et område, der 

havde mange folkelige bevægelsers be- 

vågenhed. 

PROCENTMÅLET BLIVER 

STYRENDE PRINCIP 1965-1985 

Frem til midten af 1960’erne agerede Dan- 

mark som et typisk medlem af det inter- 

nationale donorsamfund dets størrelse, 

historie og geografiske placering taget i 

betragtning. De små beløb, det endnu 

drejede sig om, signalerede internationalt 

engagement, men afspejlede også Dan- 

marks relativt begrænsede geopolitiske 

interesser. Dette ændrede sig imidlertid i 

1965, hvor Danmark slog ind på den kurs, 

der skulle gøre landet til verdensmester i 

ulandsbistand små tredive år senere. 

Som et led i de amerikanske burden- 

sharing-bestræbelser blev der i 1960 

etableret en bistandskomite (DAC), under 

det nydannede OECD, som skulle koordi- 

nere og anspore medlemslandenes udvik- 

lingsbistand. I første halvdel af 1960’erne 

begyndte DAC at publicere sammenlig- 

nende statistikker over medlemslande- 

nes bidrag. Hertil kom, at FN i 1960 havde 

vedtaget en dagsorden, der anbefalede, 

at de rige landes skulle øge deres udvik- 

lingsbistand, og at deres samlede økono- 

miske overførsler (dvs. ikke kun bistand) 

til ulandene burde udgøre mere end 1 % 

af BNI. Det var denne målsætning, der ti år 

senere i 1970 blev til den stadig gældende 

anbefaling af at yde minimum 0,7 

% af BNI i „ren“ udviklingsbistand. 

I Danmark havde 1 %-målet væ- 

ret nævnt som en uforpligtende 

langsigtet målsætning ved søsæt- 

ningen af det nye bistandsprogram i be- 

gyndelsen af 1960’erne, men var aldrig 

blevet udnævnt til officiel dansk politik. 

Ikke desto mindre udløste det et offentligt 

ramaskrig, da en DAC-statistik i 1965 viste, 

at Danmark trods de store stigninger siden 

1960 ikke gav 1 % af nationalindkomsten, 

men snarere 0,1 %, og lå som et af de lavest 

placerede vestlige lande. Den store folke- 

lige opmærksomhed omkring Danmarks 

nye bistandssatsning i 1962 gav nu poli- 

tisk bagslag. I mangel af sammenlignings- 

muligheder havde de fleste haft den op- 

fattelse, at Danmark allerede var en slags 

verdensmester i bistand. Denne opfattelse 

var blevet yderligere forstærket af, at Dan- 

mark var den største bidragyder per ind- 

bygger, til et enkelt af FN’s bistandspro- 

grammer, hvilket ofte blev fremhævet fra 

politisk side, uden at man samtidig gjorde 

rede for dette programs beskedne betyd- 

ning for den overordnede ulandsbistand. 

Afsløringen af Danmarks bundplace- 

ring affødte krav fra en lang række ngo’er, 

ungdomsbevægelser og folketingsmed- 

lemmer om, at der måtte rettes op på 

den uværdige bundplacering. Daværen- 

de statsminister Jens Otto Krags påpeg- 

ning af, at flere af de lande, som toppe- 

de bistandsstatistikken, såsom Portugal 

og Frankrig, gjorde det, fordi de plejede 

deres interesser i tidligere og eksisteren- 

de kolonier, slog ikke igennem. Der blev 

hurtigt sat ekstrabeløb af. I 1967 pålag- 

de Folketinget regeringen at fremlægge 

en plan for, hvordan Danmark kunne nå 

1 %-målet, og få måneder senere forelå 

der en plan for, hvordan det kunne være 

opnået i 1973. 

Selvom Danmark først nåede det ned- 

justerede FN mål på 0,7 % i 1978, betød 

debatten i 1965-67 en eksplosiv udvikling 

i midlerne til dansk ulandsbistand. Alene i 

årene 1965 til 1971 voksede bistandsudgif- 

terne fra 61 millioner kr. til 462 millioner kr. 

(løbende priser). „Afløbsproblemer“, det 

vil sige, hvordan man fik de mange penge 

kanaliseret ud på en fornuftig måde, blev 

et tilbagevendende problem for Danida. 

Ikke mindst fordi antallet af Danida-med- 

arbejdere ikke voksede i samme hast som 

bevillingerne. Forøgede bidrag til interna- 

tionale organisationer løste en del af pro- 

blemet, men der var en øvre grænse for, 

hvor mange penge der kunne kanaliseres 

igennem her, også fordi man ønskede, at 

Danmark skulle gøre en selvstændig ind- 

sats for en stor del af pengene. 

I midten af 1960’erne fik dansk ulands- 

politik på denne måde det overordnede 

letforståelige formål, man hidtil havde sav- 

net: at nå op på 1 % af BNI i udviklingsbi- 

stand. Også selvom det mere havde karak- 

ter af et udgiftsmål end et egentlig politisk 

mål. I samme periode som Danmark (og 

de øvrige nordiske lande) øgede deres 

bistand, skar de fleste øvrige lande ned 

på deres, og målsætningerne tabte i inter- 

national betydning. USA, som havde søsat 

burden-sharing-princippet, oplevede selv 

denne hjælpetræthed, dels fordi de for- 

ventede hurtige resultater udeblev, dels 

fordi Vietnamkrigen i stadig højere grad 

kom til at dominere den udenrigspoliti- 

ske dagsorden. 

Trods administrative problemer med 

at bruge de voksende bevillinger lykke- 

des det Danmark og Danida at opbygge et 

bistandsprogram i slutningen af 1960’erne 

og 1970’erne, der både kunne kanalise- 

re store beløb til økonomisk udvikling 

og samtidig blev kendt for at tage sær- 

50 51 

lamiske Republik, tidligere præ- 

sident Akbar Hashemi Rafsanjani. 

Rafsanjani er en af de mest 

magtfulde af præsident Ahma- 

dinejads rivaler og hjalp i 2009 

med at finansiere alle Ahmadinejads tre 

valgmodstandere ved hjælp af sin private, 

kolossale formue. Indtil marts i år var han 

formand for det magtfulde Eksperternes 

Råd, der er ansvarlig for at overse, udpe- 

ge og eventuelt afskedige den Øverste 

Leder. Khamenei, der har en lang og til 

tider anstrengt historie med Rafsanjani, 

har udset sig sin egen søn som sin afløser. 

Rafsanjani var uenig. Ved formandsvalget 

i marts blev han slået af den 79-årige Mo- 

hammad-Reza Mahdavi Kani. Officielt trak 

Rafsanjani sig, men givetvis blot fordi han 

ikke havde udsigt til genvalg. Med hans 

afgang er en af den konservative magte- 

lites mest konsistent moderate stemmer, 

og en i øvrigt mere respekteret lærd end 

Khamenei, blevet svækket. Hans afgang 

kan ikke have været orkestreret uden den 

Øverste Leders samtykke. 

Religionen i sig selv bliver i stigende 

grad brugt som politisk våben. Eksempel- 

vis bliver politiske modstandere straffet 

og intimideret med anklager, der i forfat- 

ningen er religiøst funderede. En af de al- 

vorligste anklager i Den Islamiske Repu- 

blik er således moharebeh – at føre krig 

mod Gud – som straffes med døden. Det 

er i sagens natur en anklage, der er svær 

at konkretisere, men som i stigende grad 

bruges med det ene formål at afskrække 

oppositionsaktivister. Under shahen var 

kritik af regimet en forbrydelse. I dag er 

det en krigserklæring mod islam. 

Det vigtigste slag, oppositionen har 

vundet siden 2009, er således slaget om 

legitimitet, og den har det islamiske styre 

uigenkaldeligt mistet ved at udvande reli- 

gionens autoritet og troværdighed. 

ARBEJDERNE MANGLER I 

OPPOSITIONEN 

Ahmadinejad har iscenesat sig selv som en 

mand af folket. Med dårlige jakkesæt, dår- 

lig frisure, sin vindjakke og en insisteren 

på at blive boende i et arbejderkvarter 

som sin far, der var smed. Sådan en mand 

er der mange, der ikke bryder sig om at 

blive regeret af. Når man taler med eliten 

i det nordlige Teheran, hvor Den Grønne 

Bevægelse udspringer fra, får man let ind- 

trykket af, at bevægelsen er repræsentativ 

for befolkningen. At det iranske folk for 

længst havde nakket præsidenten og ja- 

get mullaherne over alle bjerge, hvis ikke 

Ahmadinejad og hans bonderøve af nogle 

håndlangere havde så mange våben. Så- 

dan hænger det naturligvis ikke sammen. 

Der er i Iran stadig en stor opbakning 

til princippet om en islamisk stat, om end 

der er stor uenighed om denne stats kon- 

krete udformning. En islamisk stat behøver 

ikke være rabiat. Tænk over det: Fjern is- 

lam og behold dogmerne og de moralske 

spændetrøjer, afholdenheden og den to- 

talitære kyskhed, og så vil Iran være gan- 

ske tiltrækkende for ganske mange kristne 

evangelister. Faktisk har Ahmadinejad i fle- 

re omgange foreslået at slække på de mo- 

ralske tøjler – som at give kvinder adgang 

til fodboldkampe og tillade en mindre ri- 

gid påklædning – men er blevet bremset. 

Flere iranere ser endda i Ahmadinejad et 

større reformistisk potentiale – berettiget 

eller ej – end i den gamle premierminister 

Mousavi og mullahen Karroubi. 

En af Den Grønne Bevægelses store 

udfordringer har været manglen på fol- 

kelig opbakning, særligt fra arbejderne. 

Bevægelsen har primært været et middel- 

klasseprojekt. Iran har omtrent dobbelt så 

høj BNP per capita som Egypten, og nogle 

mener, at iranske arbejdere ikke har det 

hårdt nok til at ville risikere liv og lemmer. 

Men Irans økonomi er præget af korrup- 

tion, arbejdsløshed og faldende produk- 

tivitet, og de næste to år vil blive helt af- 

gørende for landets fremtid. 

ØKONOMIEN KAN SKABE 

SOCIAL URO 

Med undtagelse af nogle af årene under 

den otteårige krig mod Irak i 80’erne har 

Den Islamiske Republiks økonomi aldrig 

haft det værre. Officielt spås inflationen at 

ramme 15 procent i løbet af 2011, men vur- 

deres af uafhængige analytikere til allere- 

de at ligge på mindst 30. Iran pøser af sine 

udenlandske valutareserver for at holde 

den lokale valuta, rialen, på en fast 

kurs, og samtidig visner den ene 

hjemlige produktionssektor efter 

den anden. 

Det skyldes til dels de vestli- 

ge sanktioner mod landets atom- 

program, som gør det svært at 

importere industrimaterialer. 

Konsekvensen heraf er en stadig 

større koncentration af økonomien 

i den magtfulde Revolutionsgardes 

hænder, og på kort sigt hjælper 

Vesten således til at konsolide- 

re magten omkring præsidenten. 

Men i et længere perspektiv kan 

de økonomiske vanskeligheder få 

vækket arbejderne, der bliver fat- 

tigere og fattigere. Sanktionerne 

går også ud over landets vigtigste 

økonomiske kilde, olieproduktio- 

nen, som falder med mellem 10 og 

15 procent årligt. 

De regionale uroligheder har 

midlertidigt sendt oliepriserne i 

vejret, så de tjener som en redningsvest 

for den iranske regering. På kort sigt styr- 

ker oliepriserne således styret, som ikke er 

afhængig af skatteopkrævning og derfor 

relativt immunt over for strejker. Truslen 

fra en udenlandsk forbrugerboykot eksi- 

sterer reelt ikke, og i forhold til Egypten, 

som var afhængig af turisme og udenland- 

ske investeringer, er Iran langt mere selv- 

forsynende og vant til isolation. 

Men det er en stakket frist, og som et 

måske nødvendigt men vovet træk for at 

øge statens indtægter og nedsætte det 

vanvittige energiforbrug har præsident Ah- 

madinejad iværksat en stor subsidiereform, 

der gradvis fjerner de statslige subsidier til 

en lang række sektorer. Priserne på energi, 

benzin og enkelte basale madvarer er al- 

lerede steget med flere hundrede procent 

siden december. Som kompensation for 

de højere priser udbetaler regeringen hver 

anden måned omtrent 85 dollars per per- 

son. I en arbejderfamilie med mange børn, 

hvor forsørgeren tjener mindstelønnen på 

omkring 300 dollars per person, rækker 

det beløb langt, og formålet er tydeligvis 

at holde de underbemidlede klasser i lan- 

det fra at blive for politisk bevidste. Men 

pengene til denne udbetaling skal komme 

et sted fra, og det går ud over investeringer 

i den hjemlige industri. 

For at følge med de store generatio- 

ner fra krigsårene i 80’erne skal Iran skabe 

knap en million arbejdspladser hvert år. 

Men der er stort set ingen virksomheder, 

hverken statslige eller private, der ansæt- 

ter, ingen investerer og arbejdsløsheden 

stryger opad. Ahmadinejad har lovet at 

skabe 2,5 millioner arbejdspladser i løbet 

af det kommende år, men har ikke spun- 

det de store forklaringer på, hvordan det 

skal lade sig gøre. 

Regeringen er på den måde i færd med 

at opbygge en hel klasse af arbejdsløse, 

der er afhængige af en overførselsind- 

komst, som regeringen kun i en begræn- 

set periode vil være i stand til at udbetale. 

Og det er i denne almisseøkonomi, det 

virkelige potentiale for social uro ligger. 

HISTORISKE PARALLELLER 

Selv om propagandaen er skinger, når ira- 

nerne hævder, at de egyptiske demon- 

stranter er i gang med at importere Den 

Islamiske Revolution, så har de en pointe, 

som er værd at dvæle ved. Nemlig at Iran 

allerede har været igennem en revolution. 

Det har skabt nogle fundamentalt ander- 

ledes vilkår for en folkelig magtovertagel- 

se i Den Islamiske Republik end der var i 

Egypten eller Tunesien. Og det giver os 

en historie at lære fra. 

En succesfuld revolution kræver andet 

og mere end blot en utilfreds befolkning. 

Den Islamiske Revolution i 1979 havde kla- 

re paralleller til tidligere historiske revolu- 

tioner, navnlig den franske (1789-99), den 

russiske (1917) og den kinesiske (1949), som 

sociologen Theda Skocpol har sammenlig- 

net i sit arbejde med sociale revolutioner. 

I alle fire revolutioner kan man identifice- 

re en række forhold, der i sidste ende var 

med til at muliggøre en folkelig magtover- 

tagelse, og som også var til stede i Egyp- 

ten i 2011. Helt enkelt handler det om, at 

disse lande alle var underlagt internt pres 

og samtidig led under internationale han- 

dicap, militært og politisk såvel som ide- 

ologisk: 

Frankrig var gennem sin intense kon- 

kurrence med England røget ind i en vold- 

som recession, der endte i statsbankerot. 

Rusland havde fået bank i Første Verdens- 

krig og økonomien var til rotterne. Kina, 

Iran og Egypten var stærkt politisk afhæn- 

gige af udenlandske magter, hvilket må ses 

som det alvorligste internationale handi- 

cap overhovedet. 

En vigtig faktor for en ny stats stabilise- 

ring i en postrevolutionær periode er krig. 

Staten kan sådan set godt tabe krigen, 

som Frankrig gjorde med Napoleonskri- 

gene, men krigsmobilisering er med til at 

skabe en stabil, centraliseret stat med et 

stærkt bureaukrati til rådighed, som også 

kan bruges til effektivt at lægge låg på 

fremtidige interne uroligheder. Desuden 

er krig med til at konsolidere den ideologi, 

der lå til grund for revolutionen, og hvor 

landet tidligere led af internationale han- 

dicap, stiger det nu i graderne, og bliver 

måske endda rollemodel for andre stater. 

Det gjaldt Rusland efter Anden Verdens- 

krig, mens den kinesiske revolution kom 

umiddelbart efter krigen med Japan. Og 

det gjaldt Den Islamiske Republik Iran, der 

ganske vist ikke selv startede den otte år 

lange krig (1980-1988) med nabolandet 

Irak, men som i 1982, efter at have gene- 

robret næsten alt territorium, afviste at 

indgå våbenhvile. 

I republikkens første år blev krigsmod- 

standere, som i høj grad var islamisternes 

revolutionsfæller fra venstrefløjen, elimi- 

neret, mens politisk shiaislam blev bekræf- 

tet og styrket som national ideologi. Ikke 

mindst i kraft af martyrkulturen, som blev 

fremavlet under Khomeini, der sendte 

unge drenge ud i marken som mineryd- 

dere med en nøgle til himmerige om hal- 

sen. Iran fik hurtigt status som internatio- 

nal paria, men det var blot med til at sikre 

revolutionens mål om national autonomi. 

Det var også krigen, der gav fødselshjælp 

til Revolutionsgarden. 

Den Islamiske Republik har i sine 32 år 

erhvervet sig nogle internationale handi- 

cap, der spiller sammen med det interne 

pres fra befolkningen. I takt med at „den 

tyrkiske model“ vinder indpas, mister Irans 

version af politisk islam en del af sin kon- 

kurrenceevne på det ideologiske marked. 

Men islam er som kommunismen universa- 

listisk, og i modsætning til sekulær natio- 

nalisme er det muligt for Iran at tiltrække 

støtte på tværs af regionen. Som når Hiz- 

bollah-fodfolk hentes til teltlejre i udkan- 

ten af Teheran for at hjælpe med at kvæle 

en folkelig opstand. 

Gennem sin isolation er Iran politisk 

uafhængig af det internationale sam- 

fund. Og selv om Vesten kan skrue på nog- 

le knapper i den økonomisk samhandel, 

har Iran en trumf i olien, der som nævnt 

på kort sigt gør den iranske økonomi re- 

lativt stabil. 

Modsat er Egypten økonomisk udsat 

i form af sin afhængighed af internatio- 

nal turisme og investeringer, der styrt- 

dykker, i samme øjeblik den mindste uro 

spirer. Det var med til at styre Mubaraks 

håndtering af demonstranterne. På grund 

af manglen på dialog mellem Iran og de 

vestlige lande har Iran har intet at miste 

rent diplomatisk, og udfasningen af vest- 

lige investeringer er med til lukke styrets 

jernnæve endnu fastere om demonstran- 

terne. 

IRANS FORGÆVES FLIRT 

For hvert vindstød, den arabiske storm 

af folkelige protester har sendt over re- 

gionen, har et globalt publikum hujet og 

krævet diktatorernes afgang. Kun Israel 

har iagttaget udviklingen med ængste- 

lige miner. Et demokratisk Mellemøsten 

er langt farligere for Israel end medgør- 

lige diktaturer, og israelerne har hele ti- 

den ét øje på araberne og et øje på ira- 

nerne. 

En bekymring er, at repræsentative re- 

geringer vil følge folkestemningen i især 

Egypten og gå i konfrontation med Is- 

rael. En anden bekymring er, at Iran vil 

øge sin indflydelse i regionen, hvis mus- 

limske partier og organisationer i stil med 

Hamas og Hizbollah kommer til magten. 

Som den eneste shiamuslimske stat, den 

eneste stat, der utvetydigt støtter pa- 

læstinensernes sag, og den eneste stat 

i Mellemøsten med en vellykket folkelig 

revolution bag sig, har Iran nydt en sta- 

tus som det undertrykte mellemøstlige 

folks forsvarer. 

Den status blegner nu. Hvis blot én 

arabisk befolkning formår at komme ud 

på den anden side af et oprør mod en 

diktator med et nogenlunde repræsenta- 

tivt demokrati i hænderne, vil Irans – såvel 

som al-Qaeda og ligesindedes – funda- 

mentalistiske eksempel miste sin fascina- 

tionskraft og sin berettigelse for mange. 

Og lige nu er det de færreste, der lader 

sig kurtisere af iranerne. 

Indtil videre må Iran nøjes med Hizbol- 

lah og Hamas. Men det er vigtigt at huske 

på, at støtten til Hizbollah og Hamas ikke 

er en folkelig vindersag i Iran. Som en af 

parolerne ved de nylige demonstrationer 

lød: „Ikke for Gaza eller for Libanon, jeg 

vil kun ofre mit liv for Iran.“ 

I Irak har Iran forsøgt at tale til den shi- 

itiske befolknings hjerter gennem tv og 

radio og med finansiel støtte til shiagrup- 

per. Men præstestyret har ikke kunnet 

holde sig fra på klodset vis at støtte ud- 

valgte grupper som Asaib Ahl al-Haqq, 

der er opfostret som en art Hizbollah- 

kloner, og dét har splittet de irakiske 

shiitter. Stik imod hensigten. Læg dertil 

dumpningen af iranske, subsidierede va- 

rer, der underminerer det irakiske føde- 

varemarked, og lejlighedsvise bombnin- 

ger af kurdiske områder i Nordirak, og 

det er let at se, hvorfor irakerne – sunni 

som shia – ser på Iran med en vis mis- 

tænksomhed. 

I Egypten var Det Muslimske Broder- 

skab efter Mubaraks fald straks ude og 

understrege, at den egyptiske revolution 

ikke var en islamisk, men en „folkets revo- 

lution“. Og den tunesiske oprørsleder Ra- 

shid Ghannoushi understregede som no- 

get af det første til pressen, da han vendte 

hjem fra eksil, at han ikke var nogen aya- 

tollah Khomeini. Araberne kunne selv, og 

Iran, den evige bøhmand, blev pludselig 

ignoreret. 

Indtil Bahrain. 

KAMP OM FORTÆLLINGEN 

Uroen i den lille østat har fået Golflan- 

dene til at stå på stikker af nervøsitet, og 

det uden at iranerne har foretaget sig no- 

get. Det er primært det bahrainske styre 

selv, der har pustet til ilden ved at spille 

på de sekteriske splittelser i landet, hvor 

den shiamuslimske majoritet i høj grad er 

sat uden for indflydelse. Givetvis for at 

lokke Saudi-Arabien til at intervenere på 

vegne af kongefamilien – hvilket lykkedes 

– og for over for USA at udstille Bahrains 

modsætning til Iran. 

En øget indflydelse til de bahrainske 

shiitter, som er med til at antænde uroen, 

vil være til Irans fordel, men ikke så enty- 

digt, som mange tror. De tre største shiiti- 

ske grupper i Bahrain er godt nok af iransk 

oprindelse, men de ser ikke Ali Khame- 

nei som deres spirituelle leder, men deri- 

mod ayatollah Ali al-Sistani i Irak. Al-Sistani 

vurderes at være den mest indflydelses- 

rige shia-leder i verden, og han 

er, trods sin moralske og kulturel- 

le konservatisme, modstander af 

et præstestyre. 

Ifølge Wikileaks-dokumenter 

har den amerikanske ambassade i Bah- 

rain desuden aldrig set beviser for, at 

Iran har støttet bahrainske grupper med 

hverken våben eller penge siden midten 

af 90’erne. Og med sin beskedne størrelse 

virker Bahrain for ubetydelig til, at Iran vil 

risikere at sætte sit i forvejen anstrengte 

forhold til Golflandene, for ikke at tale om 

Tyrkiet, på spil. 

Irans støtte til oprørerne i Bahrain 

har da også været mådeholden, og selv 

da Saudi-Arabien sendte tropper ind 

i østaten, svingede iranerne sig ikke op 

over de forudsigelige diplomatiske for- 

dømmelser. Således kom der heller ingen 

af de vante proklamationer om, at Bahrain 

egentlig er en iransk provins. Og selv om 

de proklamationer skulle komme, er det 

stærkt usandsynligt, at Golflandene vil til- 

lade, at Iran overhovedet lægger an til at 

gøre Bahrain til en shiitisk republik. Så hel- 

lere annektere skidtet. 

Når det er sagt, så er der næppe tvivl 

om, at Iran ser ud på regionen med for- 

nyet og oprigtig selvtillid. Og iranerne 

vil søge indflydelse, hvor de kan. Der er 

en fare for, at demokratiet ikke gennem- 

trumfes i de arabiske lande, og at be- 

folkningerne ender med at blive end- 

nu mere desillusionerede. Det kan åbne 

op for ekstremistiske organisationer, og 

Iran kan vinde noget af sin tabte pre- 

stige tilbage. 

Uroen i Syrien kan forstærke den sek- 

teriske knitren i regionen, som umiddel- 

bart er til det iranske styres fordel. Ira- 

nerne beskyldes nu af amerikanerne for 

at bidrage med våben til Bashar al-Assads 

overlevelseskamp. Tilstedeværelsen af 

saudiske tropper (læs: amerikanske laka- 

jer) i Bahrain styrker den fortælling, som 

både Iran og Gaddafi i Libyen ynder at 

propagandere for: at regionens stabilitet 

er evigt truet af udenlandsk, imperialistisk 

indblanding. 

Men lige nu råder den demokratiske 

ånd og fortællingen om folkets kamp for 

demokratiske rettigheder mod deres dik- 

tatoriske regimer. Styrken ved oprørene 

i Egypten og Tunesien, samt ved Den 

Grønne Bevægelse, var netop fraværet af 

udenlandsk indblanding. Men det var ikke 

en kamp mellem øst og vest. De globale 

reaktioner på de arabiske oprør har be- 

vist, at civilisationer i deres udgangspunkt 

ikke støder frontalt sammen. Frihed har 

vist sig som den altoverskyggende univer- 

selle værdi. 

Dét er den største trussel mod det iran- 

ske præstestyre. 

Teheran (arkivfoto) 

Yazd (Foto: Vladimir Melnik) 

Jameh-moskéen (Foto: senk) 

IRANERNE VIL SØGE 

INDFLYDELSE, HVOR 

DE KAN. DER ER EN 

FARE FOR, AT DEMO- 

KRATIET IKKE GEN- 

NEMTRUMFES I DE 

ARABISKE LANDE, OG 

AT BEFOLKNINGERNE 

ENDER MED AT BLIVE 

ENDNU MERE DESIL- 

LUSIONEREDE. 

26 27 

Udvalgte opslag fra 

RÆSON nr 01/11 

FINANSIERINGSPROBLEMET: DET 

VÆSENTLIGSTE PROBLEM FOR 

DEN ØKONOMISKE POLITIK 

Den umiddelbare årsag til underskuddet 

på de offentlige budgetter er finanskrisen 

og det drastiske omsving i den økonomiske 

aktivitet. Der er med rette et stort aktuelt 

fokus på at vende denne udvikling og få 

bragt underskuddet ned. Dette er vigtigt i 

sig selv, men også for at imødekomme hen- 

stillinger fra EU-kommissionen. 

På grund af de demografiske forskyd- 

ninger vil der imidlertid være systematiske 

underskud i fremtiden: Finansministeriets 

egne skøn viser et støt stigende under- 

skud fra nu og flere årtier frem. I 2040 vil 

underskuddet udgøre ca. 3.5 % af BNP og 

uden udsigt til at blive mindre. Kort sagt 

betyder det, at dagens skattesystem ikke 

kan finansiere de kendte velfærdstilbud, 

når befolkningens alderssammensætning 

ændres. 

Dette systematiske finansieringsunder- 

skud er det væsentligste problem for den 

økonomiske politik, og det er ikke korrekt, 

når det i den politiske debat fremstår som 

om, vi er havnet i denne situation pga. fi- 

nanskrisen. Problemerne var kendt før 

krisen, men den politiske vilje til at gøre 

noget ved problemerne var ikke stor. Kri- 

sen bruges nu som en undskyldning – men 

kendsgerningen er, at problemerne har 

været kendt længe og er blevet større 

pga. den manglende politiske vilje til at 

tage initiativ. 

KONKURRENCEEVNE: SKADEN 

ER SKET – OG POLITIKERNE 

KAN IKKE GØRE MEGET 

Over de sidste 10 år er konkurrenceevnen 

blevet forværret 20-25 %. Lønstigningerne 

har været større end hos vores konkur- 

renter, og produktivitetsudviklingen har 

ikke været stærk nok. I de gode år inden 

krisen var der ikke politisk vilje til trykke 

på bremsen, og nu skal regningen beta- 

les. Dette kommer til at ske via en længere 

periode med højere arbejdsløshed og en 

lavere lønstigningstakt. Danmark har væ- 

ret igennem sådanne perioder før, men 

det er uheldigt med en sådan zig-zag-ud- 

vikling, da det tager lang tid at rette pro- 

blemerne op. Det politiske dilemma er, at 

det er svært at gøre noget ved problemet. 

Skaden er sket og opretningen tager tid. 

ARBEJDSLØSHED: DE LANGTIDS- 

LEDIGE ER DET RIGTIGE PROBLEM 

En alvorlig konsekvens af finanskrisen er 

den øgede arbejdsløshed. Imidlertid er 

arbejdsløsheden fortsat lav – både i histo- 

risk perspektiv og i forhold til andre lande. 

Der er også fortsat stor omsætning på ar- 

bejdsmarkedet forstået på den måde, at 

mange kun er arbejdsløse i en kort pe- 

riode. Det reelle problem er at undgå en 

stigning i langtidsledigheden. Vedvaren- 

de arbejdsløshed betyder typisk en mar- 

ginalisering og udgang fra arbejdsmarke- 

det. Dette kræver meget mere målrettede 

tiltag end generelle tiltag rettet mod ar- 

bejdsløsheden. Det er sværere og mindre 

synligt. Der er ikke et enkelt tiltag man kan 

gribe til for at løse dette problem, da det 

skal tilpasses situationen for de sårbare 

grupper. 

VÆKST: STOR RISIKO FOR, AT 

POLITIKERNE SATSER FORKERT 

Væksten i Danmark er lav, og vækst- 

potentialet vurderes også at være lavt 

fremadrettet. Hvad skaber vækst? 

Grundlæggende drives vækst af pro- 

duktivitetsstigninger. Øget arbejdsud- 

bud (flere mennesker på arbejdsmarke- 

det, flere timer fra dem, der er der) kan 

give et højere niveau for produktionen, 

men det kan ikke være en vedvarende kil- 

de til vækst – for man kan ikke blive ved 

med at øge arbejdsudbuddet! Empirien 

viser meget klart, at den egentlige kilde 

til vækst er produktivitetsstigninger er ny 

viden, teknologi osv. Det politisk-økono- 

miske dilemma er, at det er meget svært 

at påvirke produktiviteten. Den drives af 

en række forhold, som kun indirekte kan 

påvirkes politisk og med et stort tidsef- 

terslæb. Tiltag for at øge vækstpotentia- 

let er ikke specielt synlige og giver først 

resultater efter en lang årrække. De opfyl- 

der derfor ikke det politiske krav til syn- 

lighed og handling her og nu. Det skaber 

en stor risiko for forkerte satsninger, hvor 

man politisk f.eks. udvælger områder, som 

man mener især vil give vækst. Politiker- 

nes muligheder for at finde fremtidens 

vindere er imidlertid minimale. Sandsyn- 

ligheden for succes er lille, mens sandsyn- 

ligheden er stor for fejlanvendelse af of- 

fentlige midler. 

FORHOLDET MELLEM PRIVAT OG 

OFFENTLIGT: VÆKSTEN LØSER 

IKKE VELFÆRDSPROBLEMET 

Det ville være behændigt, såfremt man 

kunne slå to fluer med et smæk. Ved at sat- 

se på vækst vil man så ikke også løse vel- 

færdssamfundets finansieringsproblem? 

Hvis svaret er ja, undgår man mere ubeha- 

gelige prioriteringsspørgsmål. Desværre 

er det ikke så enkelt. Vækst skaber øget 

velstand, 

men det lø- 

ser ikke auto- 

matiskvelfærds- samfundets 

finansierings- 

problem. Man 

kan derfor ikke 

undgå statens 


problemer ved at 

satse på en vækstdags- 

orden. Årsagen er enkel: 

Øget produktivitet 

og vækst skaber løn- og 

indkomststigninger og der- 

med et øget skatteprovenu. Men udgif- 

terne stiger også. Det offentlige har stort 

set kun to slags 

ET KORT OVER DANMARKS 

ØKONOMISKE PROBLEMER 

Af Torben M. Andersen 

POLITIKERNES 

MULIGHEDER 

FOR AT FINDE 

FREMTIDENS VINDERE 

ER MINIMALE. 

SANDSYNLIGHEDEN 

FOR SUCCES 

ER LILLE, MENS 


ER STOR FOR 

FEJLANVENDELSE AF 

OFFENTLIGE MIDLER. 

arbejdsløsheden fortsat lav – både i histo- 

risk perspektiv og i forhold til andre lande. 

Der er også fortsat stor omsætning på ar- 

bejdsmarkedet forstået på den måde, at 

mange kun er arbejdsløse i en kort pe- 

riode. Det reelle problem er at undgå en 

stigning i langtidsledigheden. Vedvaren- 

de arbejdsløshed betyder typisk en mar- 

ginalisering og udgang fra arbejdsmarke- 

det. Dette kræver meget mere målrettede 

tiltag end generelle tiltag rettet mod ar- 

bejdsløsheden. Det er sværere og mindre 

synligt. Der er ikke et enkelt tiltag man kan 

gribe til for at løse dette problem, da det 

skal tilpasses situationen for de sårbare 

VÆKST: STOR RISIKO FOR, AT 

POLITIKERNE SATSER FORKERT 

Væksten i Danmark er lav, og vækst- 

potentialet vurderes også at være lavt 

fremadrettet. Hvad skaber vækst? 

Grundlæggende drives vækst af pro- 

duktivitetsstigninger. Øget arbejdsud- 

bud (flere mennesker på arbejdsmarke- 

det, flere timer fra dem, der er der) kan 

give et højere niveau for produktionen, 

men det kan ikke være en vedvarende kil- 

de til vækst – for man kan ikke blive ved 

med at øge arbejdsudbuddet! Empirien 

viser meget klart, at den egentlige kilde 

til vækst er produktivitetsstigninger er ny 

viden, teknologi osv. Det politisk-økono- 

miske dilemma er, at det er meget svært 

at påvirke produktiviteten. Den drives af 

en række forhold, som kun indirekte kan 



påvirkes politisk og med et stort tidsef 

terslæb. Tiltag for at øge vækstpotentia- 

let er ikke specielt synlige og giver først 

resultater efter en lang årrække. De opfyl- 

der derfor ikke det politiske krav til syn- 

lighed og handling her og nu. Det skaber 

en stor risiko for forkerte satsninger, hvor 

man politisk f.eks. udvælger områder, som 

man mener især vil give vækst. Politiker- 

nes muligheder for at finde fremtidens 

vindere er imidlertid minimale. Sandsyn- 

ligheden for succes er lille, mens sandsyn- 



ligheden er stor for fejlanvendelse af of 

FORHOLDET MELLEM PRIVAT OG 

OFFENTLIGT: VÆKSTEN LØSER 

IKKE VELFÆRDSPROBLEMET 

Det ville være behændigt, såfremt man 

kunne slå to fluer med et smæk. Ved at sat- 

se på vækst vil man så ikke også løse vel- 

færdssamfundets finansieringsproblem? 

Hvis svaret er ja, undgår man mere ubeha- 

gelige prioriteringsspørgsmål. Desværre 

er det ikke så enkelt. Vækst skaber øget 

velstand, 

men det lø- 

ser ikke auto- 

matiskvelfærds- samfundets 


problem. Man 

kan derfor ikke 

undgå statens 


problemer ved at 

satse på en vækstdags- 

orden. Årsagen er enkel: 

Øget produktivitet 

og vækst skaber løn- og 

indkomststigninger og der- 



med et øget skatteprovenu. Men udgif 

terne stiger også. Det offentlige har stort 

set kun to slags 

ET KORT OVER DANMARKS 

ØKONOMISKE PROBLEMER 

POLITIKERNES 

MULIGHEDER 

FOR AT FINDE 

FREMTIDENS VINDERE 

ER MINIMALE. 


FOR SUCCES 

ER LILLE, MENS 


ER STOR FOR 

FEJLANVENDELSE AF 

OFFENTLIGE MIDLER. 

udgifter: løn til offentligt 

ansatte og overførsler. Løn- 

ningerne i den offentlige sektor 

må over tid følge lønudviklingen i 

det private marked ( jfr. regule- 

ringsmekanismen), og derfor 

stiger denne udgiftskompo- 

nent i takt med at væksten 

tager til. 

Hvis øget ulighed skal und- 

gås, skal overførselsindkomster- 

ne stige i takt med den generelle 

lønstigningstakt i samfundet, og 

denne udgiftskomponent stiger 

derfor også. Kort sagt: vækst i løn- 

ninger og indkomster vil øge offent- 

lige indtægter og udgifter i samme 

grad, og derfor ikke løse finansierings- 

problemet. Finansieringsproblemer er 

et fordelingsproblem, der ikke løses 

ved at gøre kagen større! 

VÆLGERNE: VI FORVENTER 

MERE OG MERE VELFÆRD 

Finansieringsudfordringen er stor, og vi 

står overfor systematiske finansieringsun- 

derskud. Det reelle problem er imidlertid 

meget større. For de fleste vurderinger ta- 

ger udgangspunkt i en videreføring af da- 

gens tilbud og standarder, dvs. de indreg- 

ner ikke plads til forbedringer. Men dette 

er urealistisk, og derfor er den reelle ud- 

fordring i en mere omfattende skala, end 

beregningerne umiddelbart lader ane. 

Hvordan skal man skabe plads til disse for- 

bedringer? Øget velstand har en tendens 

til at skabe større krav til f.eks. sundhed, 

og samtidig gør medicinske landvindinger 

behandlingsrummet meget større. Samti- 

dig vil øget velstand for mange betyde et 

ønske om mere fritid – dét presser også 

de offentlige finanser, da fritid som be- 

kendt ikke er beskattet. Når tilstrækkeligt 

mange vælger at holde mere fri, er det 

en konsekvens, at der kommer færre skat- 

tekroner i kassen. Bare det at holde en 

uændret arbejdstid er så- 

ledes en meget stor udfor- 

dring – at få arbejdstiden til 

at stige er selvsagt en endnu stør- 

re udfordring. Kort sagt: mere velstand 

belaster velfærdssamfundet ved at øge 

udgiftskravene og mindske indtægter- 

ne. Den politiske debat viger behændigt 

uden om disse problemer. 

UDGIFTSSTYRING: UDEN BEDRE 

KONTROL MED FORBRUGET 

DUER PLANERNE IKKE 

I den politiske debat har der været megen 

fokus på at fremlægge planer, der løser 

underskudsproblemet for den offentlige 

sektor. Dette er selvfølgelig vigtigt, men 

disse planer mangler alle et meget væ- 

sentligt element. En af hovedårsa- 

gerne til den aktuelle 

situation er, at tidligere planer – 2010-pla- 

nen lanceret af Nyrup regeringen og vi- 

dereført af Fogh samt Fogh- regeringens 

2015-plan – alle havde to store svagheder: 

For det første havde de som finansie- 

ringselement endnu ikke konkretiserede 

reformer til styrkelse af beskæftigelsen 

For det andet havde de måltal for ud- 

viklingen i det offentlige forbrug. 

Ingen af delene blev indfriet. 

Især er den manglende styring af de 

offentlige udgifter et stort problem. Det 

har det været historisk, og det vil det være 

fremadrettet både på grund af ændret 

demografi (flere ældre, færre unge) og 

velstandsdilemmaet (vælgerne vil have 

mere og mere velfærd). Det er en vigtig 

politisk prioritering at fastlægge størrel- 

sen af den offentlige sektor, men det er 

dybt problematisk, at man ikke har styr 

på udgifterne i forhold til denne priori- 

tering. Kort sagt: det er nødvendigt med 

en mere stram styring af de offentlige ud- 

gifter – og uden vilje til at gøre dette er 

planerne ikke troværdige. 

ARBEJDSMARKEDSREFORMER: 

HVORFOR DE BØR 

GENNEMFØRES NU 

Velfærdssamfundets finansiering afhæn- 

ger til syvende og sidst af at en stor del af 

befolkningen er i beskæftigelse. Jo flere, 

der arbejder, jo færre udgifter for det so- 

ciale sikkerhedsnet og jo større skatteind- 

tægter. En væsentlig grund til forbedrin- 

gerne i dansk økonomi gennem 1990erne 

var en række arbejdsmarkedsreformer 

med sigte på at styrke arbejdsudbud og 

beskæftigelse. Disse blev gennemført i en 

periode med højere arbejdsløshed end i 

dag, men de har bidraget til at styrke be- 

skæftigelse og vel- 

stand og forbed- 

re de offentlige 

finanser. Det er 

derfor påfal- 

dende, at en af 

de stærkeste my- 

ter i den økono- 

miske politiske 

debat er, at 

der er et 

givet antal jobs, og at struktur- 

reformer som ændringer 

i dagpengesystemet 

eller tilbagetræk- 

ningsordninger 

(efterløn) ikke har 

nogen effekt. Er- 

faringerne fra Dan- 

mark viser, om noget, 

at dette ikke er korrekt. Det er 

derfor meget problematisk, 

såfremt strukturreformer 

udskydes el- 

ler sættes i 

bero pga. 

den aktu- 

ellesituati- on på arbejdsmarkedet. 

Sådanne reformer vil ikke 

have den samme umiddel- 

bare effekt i en lavkonjunk- 

tur, som nu, men det er ikke no- 

get argument for at sætte denne 

dagsorden i bero. Sådanne reformer 

er netop vigtige for at skabe grund- 

lag for fremgang, når økonomien 

vender – kommer tiltagene først 

når økonomien har vendt, er det 

typisk for sent! 

ULIGHED: SITUATIONEN ER 

ALARMERENDE 

Den væsentligste kilde til at holde en ri- 

melig fordelingsprofil er at sikre at så man- 

ge som muligt har kvalifikationer, der sæt- 

ter dem i stand til at blive selvforsørgende 

på et rimeligt niveau. Nøglen er altså ud- 

dannelse. Skattesystemet og det sociale 

sikkerhedsnet kan reparere nogle proble- 

mer, men det kan ikke, på samme måde 

som uddannelse skabe et robust grundlag 

for en acceptabel fordelingsprofil. Dan- 

mark og de andre skandinaviske lande 

har også historisk været gode til at sikre 

forudsætningerne herfor. Imidlertid er si- 

tuationen på dette område alarmerende. 

Omkring 1/5 af en årgang har ikke fået en 

ungdomsuddannelse og har dermed me- 

get dårlige forudsætninger for at klare sig 

på arbejdsmarkedet – og sådan har det 

været i en årrække. Teknologi og globa- 

lisering har en tendens til især at fjerne 

jobs fra den lavere ende af kvalifikations- 

fordelingen, og derfor vil dette problem 

kun blive større. Den uddannelsesmæssi- 

ge restgruppe er den største udfordring 

for Danmarks sociale profil. 

KONKLUSION: POLITIKERNE 

MANGLER VIDEN 

Politik handler om prioritering. En priori- 

tering kræver en stillingtagen til to ting – 

det, man vil og dét, man helst vil undgå. 

Alligvel er det forbavsende, hvor uklare 

prioriteringsdiskussioner er. Fx kan man 

ikke lade en analyse, der viser, at man haft 

stor glæde af penge givet til et bestemt 

område stå alene. Man må tage stilling til 

den gavn, disse midler kunne have gjort 

på andre områder for at kunne lave en 

sammenligning og så tage stilling. Men 

den type sammenligninger er stort set 

fraværende i den politiske debat. Såvel 

forslag til udgiftskrævende aktiviteter som 

til skattelettelser fremsættes uden at anvi- 

se finansiering. Begge dele er problemati- 

ske – det politiske debat- og beslutnings- 

niveau bør være højere, og medierne bør 

være med til at sikre det. 

Torben M. Andersen (f.1956) er Profes- 

sor i Økonomi ved Aarhus Universitet. 

Har skrevet utallige artikler om arbejds- 

marked, finanspolitik og velfærdssam- 

fund, og har været aktiv i økonomisk 

politisk rådgivning både i udlandet og 

Danmark, bl.a. som Overvismand og for- 

mand for Velfærdskommissionen. 

6 7

Previous page

Next page

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

H1 - Portfolio Marie Agger

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?