Magtens opdeling (synopse om aktindsigt) - RASMUSSEN / Data

Magtens Magtens opdeling
opdeling
Uwe Manuel Rasmussen
Cpr 141174-3051
Offentlighedens tilsyn med forvaltningen ved
hjælp af offentlighedsloven og aktindsigt
Hold 12, gruppe 16
Vejleder: Nina Krarup

Indholdsfortegnelse
Indledning..............................................................................................................................4
Emnet aktindsigt og offentlighed i forvaltningen...................................................................4
Problemformulering .................................................................................................................5
Offentlighedsprincipper ...........................................................................................................5
Valg af metode og systematik .................................................................................................6
Undersøgelsen ......................................................................................................................7
Embedsmænds holdning.........................................................................................................7
Politi og socialforsorgen
Bygningsfrednings kontoret i Skov- og Naturstyrelsen
Udenrigsministeriet
Forvaltningshøjskolen
Borgernes holdning............................................................................................................... 11
Befolkningen
Massemedierne
Tolkning .............................................................................................................................. 13
Diskussion ............................................................................................................................. 13
Selvkritik ................................................................................................................................ 14
Konklusion............................................................................................................................. 14

Indledning
Emnet aktindsigt og offentlighed i forvaltningen
Den, der har været part i en sag under behandling i den offentlige
forvaltning, har allerede siden 1866 haft en vis – om end begrænset – adgang
til aktindsigt i den pågældende sag1. I 1964 fik parterne i en forvaltningssag
ved partsoffentlighedsloven en mere vidtgående ret til aktindsigt i den
pågældende sag, og i 1970 blev der ved offentlighedsloven givet enhver en
almindelig adgang til aktindsigt i den offentlige forvaltning.
Den nye offentlighedslov – lov nr. 572 af 19. December 1985 om offentlighed i
forvaltningen – indebærer en yderligere styrkelse af offentlighedsprincippet i
den offentlige forvaltning. Lovens § 4 lyder: ”Enhver kan med de undtagelser,
der er nævnt i § § 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er
indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed”. Dermed kan enhver
borger gå til en forvaltningsmyndighed og forlange at se dokumenterne for en
tilfældig sag som skulle have fanget borgerens interesse.
Ideen med loven var at skabe en mere gennemsigtigt administration, men den
har været en omvæltning for de offentlige myndigheder, og resten af Danmarks
befolkning, som vi måske ikke var helt forberedte på. Det har betydet at der
kom langt mere information ud til befolkningen end vi var vandt til og det har
til tider virket som selv offentlige myndigheder har været usikre på hvad der
var pligt at udlevere og hvad som gik ud over loven.
Det har resulteret i mange sager hvor offentlighedsloven kom til diskussion.
Senest om aktindsigt i personalemappen, da det har vist sig at en myndighed
ofte udleverede hele deres medarbejderes personalemappe på forlangende.
Denne indeholder måske både embedsmandens privat adresse, hans
lønniveau og andre stærkt personlige oplysninger. Dette forfærdede mange
embedsmænd og måske nok især dem som i deres hverdag fik personlige
trusler af vrede borgere som fx politifolk og sagsbehandlere i socialforsorgen.
1 Lov af 2. Februar 1866 om erklæringers meddelelse til ansøgere og klagere
4

Men offentlighedsloven er borgernes mulighed for at føre tilsyn med
forvaltningen, og diskussioner om denne lov bliver ofte en ”dåseåbner” for
diskussioner om magts opdeling mellem forvaltningen og befolkningen.
Problemformulering
Synopsen vil forsøge at undersøge befolkningens og embedsmænds holdning
til aktindsigt. Da terminologien ”embedsmand” kan spænde meget vidt vil der
blive undersøgt flere forskellige embedsmands typer. Det er dog værd at huske
på at embedsmænd ved siden af deres offentlige job naturligvis også er ganske
almindelige borgere i Danmark.
På borgernes side vil også pressens holdning blive undersøgt, da de ofte
optræder i en situation hvor det bliver deres lønnet arbejde at undersøge og
føre tilsyn med forvaltningen som stedfortrædere for borgerne.
Synopsen vil benytte sig af interviews og spørgeskema undersøgelser for at se
om der kan siges noget konkret om befolkningens holdninger. Det vil samtidigt
juridiske beskrives hvilke muligheder for aktindsigt forvaltningsloven rummer.
Det er så mit håb, at opgaven vil bidrage til en lidt større indsigt i
arbejdsvilkårene for den nutidige forvaltning, og borgernes holdning til den.
Offentlighedsprincipper
Princippet om offentlighed i forvaltningen er rodfæstede i demokratiet, og en
klar nødvendighed i et demokrati, hvor det er borgerne der i sidste ende er
ansvarlige for forvaltningen og styringen af landet.
Offentligheds princippet kan spores i grundloven. § 22 bestemmer at alle love
skal offentliggøres af den udøvende magt, så når en myndighed griber ind
overfor en borger, så kan det kun ske gennem en lov som borgerne allerede er
gjort bekendt med. Ifølge grundlovens § 49 er Folketingets møder offentlige, og
ifølge dens § 65 gennemføres retsplejen i offentlighed og mundtlighed i videst
muligt omfang. Som en fælles betegnelse for de to sidste offentlighedsprincipper
bruges ordet mødeoffentlighed.
Det spores klart i grundloven at det var vigtigt at sørge for at borgerne kunne
følge med i administrationen af landet. Men grundloven har ikke noget
5

almindeligt princip om mødeoffentlighed i forvaltningen. Dette skal også ses i
sammenhæng af, at store dele af forvaltningens arbejdsgang er skriftlig. Det
som imidlertid er sket siden grundlovens stadfæstning fra 1849, er at
mængden af dokumenter som forvaltningen benytter er vokset til enorme
mængder. 2 Og hvis det ikke var nok, så bliver der i dag afgjort langt flere sager
rent administrativt end i dagene hvor man skrev grundloven. Dette har gjort
det nødvendigt for borgerne at blive gjort bekendt med forvaltningsmyndighedernes
dokumenter, hvis de skal gøre sig noget håb om at kunne føre tilsyn
med dem.
Dette er muligt med offentlighedsloven fra 1986. Det offentlighedsprincip som
den dækker kaldes dokumentoffentlighed i forhold til den tidligere nævnte
mødeoffentlighed.
Valg af metode og systematik
Dataindsamlingen startede med surveyundersøgelser i et meget struktureret
spørgeskema for at det kunne være muligt at sætte tal på hvor begejstrede folk
var for offentlighedsloven. Men da det ofte var meget forskellige oplevelser folk
havde haft med aktindsigt var det også nødvendigt med interview hvor der var
større spillerum til at folk fortalte om enkelte oplevelser. Det var dog på
forhånd besluttet kun at bruge de enkelte eksempler til en mere kvalitativ
bedømmelse og ikke lave deciderede casestudies. Casestudies er især gode til
at dykke ned i meget komplicerede emner, men den rige variationer i
aktindsigt findes ikke i en enkelt case, men derimod blandt forskellige
myndigheder.
Embedsmanden var god til at udtale sig om hvordan offentlighedsloven
fungerer i dag og hvilke vanskeligheder de i deres arbejde så ved den.
Borgerne skulle være surveyundersøgelsens centerpunkt, hvor det var
meningen at få en svar af høj generaliserbar værdi, først og fremmes ved
”strøget” undersøgelser.
Pressen er taget med da de som regel er meget interesseret i
offentlighedsprincipper og ofte indtager en meget progressiv holdning.
2 Frøbert 1997 side 7.
6

Undersøgelsen
Embedsmænds holdning
Embedsmænd har generelt meget forskellige attitude til aktindsigt. Opdelingen
af de offentligt ansatte i forskellige kategorier er foretaget helt efter mit eget
skøn.
Politi og socialforsorgen
Politiet og offentligt ansatte indenfor socialforsorgen har den særlige situation
indenfor embedsmænd at de ofte er i ”skudlinien” hvor de modtager direkte
trusler i deres arbejde. Dette fordi de oftest møder borger der har begået en fejl
som skal straffes eller på anden måde er meget hårdt trængte psykisk og/eller
økonomisk.
Jeg viste mit spørgeskema på politigården i København og på Station 1, men
der var faktisk ingen der havde lyst til at udfylde den, selvom de ofte var meget
villige til at udtale sig på en mundtligt dialog form og diskuttere
spørgeskemaet. Jeg var nød til at snakke med tillidsmand Claus Redder
Madsen fra station 1 for at høre politiets officielle holdning til aktindsigt.
Politiets manglende lyst til at deltage i en spørgeskemas undersøgelse hænger
måske sammen med, at det er et aktuelt, sprængfarligt emne i
massemedierne; at jeg spurgte dem i deres arbejdstid og det, at embedsmænd
måske ofte foretrækker at være lidt anonyme i samfundsdebatten.
De sager som politiet producere dokumenter i adskiller sig fra andre
myndigheder ved at de ofte er korte sager med en beskeden mængde af
dokumenter, især fordi der ikke kan søges aktindsigt i straffesager. Andre
myndigheder har ofte længere sager som skal til høring hos mange organer og
kommer til at fylde mange dokumenter. Politiet har derfor ikke mange sager
hvor der forlanges aktindsigt, og det har ikke givet vanskeligheder at overholde
de krav som loven stiller. De synes derimod at aktindsigt er godt, da den sikrer
åbenhed i forvaltningen.
Derimod er alle politifolk jeg har snakket med bekymret for aktindsigt i
personalemappen, dette fordi de ikke ønsker at deres privat adresse udleveres
til personer som de i deres arbejde har været i kontakt med. De har ofte flere
7

gange oplevet trusler og tager det som del af deres arbejde, men ønsker ikke at
skulle bekymre sig videre om det derhjemme.
På Station 1 i København havde der, så vidt Redder Madsen kunne huske,
aldrig været en sag om aktindsigt. Men siden Forbundet for tjenestemænd og
Funktionærer i januar måned i år gjorde opmærksom på problematikken
omkring aktindsigt i personalemappen gennem deres medlemsblad, har dette
ført til stor pressebevågenhed og en eksplosion i antallet af ansøgninger om
aktindsigt i personalemappen hos politifolk.
Bygningsfrednings kontoret i Skov- og Naturstyrelsen
Bygningsfrednings kontoret afgør sager om fredning og hvilke ændringer der
må foretages til en allerede fredet bygning. Det er en myndighed med høj grad
af kontakt til befolkningen, og har højere grad karakter af en service kontor
hvor befolkningen er kunder. De har modsat politiet sjældent omgang med
borgere i pressede situationer.
Der findes ca. 9.000 fredede bygninger i Danmark, og i forvaltningen af dem
har aktindsigt stor betydning og det bliver brugt meget. Kontoret modtager ca.
2 aktindsigts sager om ugen, og de giver sjældent grund til problemer. Oftest
udleverer kontoret hele sagsmappen inklusive de interne papirer og notater
som går ud over hvad som er obligatorisk, blot for at sikre at borgerne er
tilfredse og kan forstå afgørelsen.
Når der bliver bedt om aktindsigt er ansøger som regel selv part i sagen og han
gør derfor brug af forvaltningsloven. Men der er gennem offentlighedsloven
mulighed for at enhver har mulighed for at bede om den samme aktindsigt og
at sagen skulle udleveres til en ikkepart synes ikke at ændre noget.
Der har kun en gang været forlangt aktindsigt i en af bygningsfrednings
kontorets medarbejderes personalemappe. En ejer af et fredet hus havde fået
afslag på at skifte nogle døre af arkitektoniske årsager, hvorefter ejeren bad
om personalemappen på arkitekten som havde taget beslutning. Kontoret var
af den opfattelse at ejeren i højere grad forlangte aktindsigt ud af vrede mod
arkitekten, snarere end at han havde en begrundet mistanke om at arkitekten
var inhabil.
8

I bygningsfrednings kontoret er aktindsigt hverdag og der er meget stor
forståelse for dens nødvendighed. Men alligevel er der enighed om på kontoret
at aktindsigt i personalemappen er ubehageligt, at brugen måske oftest er
chikanøs og at den til stor grad griber ind i områder som de ikke mener er
offentlige anliggender.
Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet var heller ikke begejstret for offentliggørelse af private
forhold til offentligheden. Et særkende ved udenrigsministeriet var at flere
adspurgte medarbejdere også var bekymrede for det almindelige princip om
dokumentoffentligt. 3 ud af 4 svarede bekræftende på at det var sværere som
embedsmand at forvalte sager når man havde aktindsigt i baghovedet.
Ved at spørge nærmere til dette forhold, så var grunden at aktindsigt var et
meget tidskrævende arbejde. Udenrigsministeriets sager er normalt ikke
afsluttet på kort tid og vil ofte indeholde mange dokumenter og ofte involvere
flere parter end blot en borger og myndigheden. Sagerne har derfor tendens til
at være væsentlig mere komplicerede end de tidligere nævnte
forvaltningssager. De inkluderer næsten altid en fremmed stat og det er
betyder at der skal gås varsomt. Dokumenter som der søges aktindsigt i skal
efterses meget nøjagtigt og dobbelttjekkes, for at være sikker på at ikke meget
følsomme oplysninger som udenrigsministeriet ligger inde med bliver
offentliggjorte hvis offentlighedslovens undtagelsesparagraffer kan benyttes.
En anden ting som vakte bekymring hos udenrigsministeriet, var at mange
embedsmænd af loyalitet til systemet (for deres karrieres skyld) måtte passe
på hvad de udtalte til pressen. Aktindsigten har medført at embedsmænd i
højere grad i dag bliver hængt ud ved navns nævnelse i massemedierne, men
hvor embedsmanden stadig føler han skal holde sig loyalt til systemet og
derfor ikke har mulighed for at fremlægge sagens faktiske forhold. De tvinges
til at sluge kritikken for ikke at blive anklaget for at være illoyal, hvilket i
dagens kompetetive offentlige administration er det samme som en brat
afslutning på den fortsatte karriere. Når pressen begynder at interessere sig
for embedsmanden som har forvaltet sagen så skulle hensigten være at finde
ud af om personen er inhabil. Men offentlighedsloven og forvaltningsloven har
også gjort det muligt at sætte et navn på en person som var ansvarlig for den
9

specifikke sag hvor der skete en administrativ fejl. Det har gjort at det måske i
højere grad bliver embedsmænd som får ansvaret for fejl som måske i
virkeligheden beror i systemet, i komplicerede forvaltningsprocedurer.
Massemedierne er mere enkeltsags orienterede og det bliver derfor ofte en
enkelt embedsmand der kommer til at sidde med sorteper - på trods af at han
ikke handlede anderledes end andre embedsmænd ville have gjort. Han skal
nu til at vælge om han vil udtale sig og kaste yderlige lys på ”skandalesagen”,
og så måske miste sit job, eller, som en anden mulighed, slet ikke at udtale sig
og i stedet håbe på at karrieren ikke er helt fortabt endnu.
Forvaltningshøjskolen
Forvaltningshøjskolen uddanner de nye embedsmænd, og jeg mente derfor at
det ville være interessant at høre personer som lige har truffet valg om at blive
embedsmænd hvad de synes om aktindsigt. De elever jeg snakkede med synes
stort set at offentlighedsloven var god nok. De mente at der i loven var
tilstrækkelig beskyttelse af offentligt ansattes privat liv m.v., og de
tvivlsspørgsmål der havde været i høj grad byggede på manglende information
omkring fortolkningen af offentlighedsloven.
Det er da også korrekt at offentlighedsloven giver rig mulighed for at udtage
information af personlig og privat art, og mulighed for at udtage endnu mere
så lang tid det ikke synes at være væsentligt for forholdet i den enkelte sag.
Jeg kan kun give Erik Albrechtsen fra Forvaltningshøjskolen ret.
Personalemappe problematikken er blevet konkretiseret ved spørgsmål i
Folketingssalen nu hvor sagen har haft høj mediebevågenhed, og her fremgår
det klart at der ikke burde være grund til bekymring fra offentligt ansatte. Der
er taget hensyn til både offentlighedens adgang til at følge med i, hvad der sker
i den offentlige forvaltning, og til offentligt ansattes privatliv m.v. og til
myndighedernes personalepolitik. Se bl.a. folketingsspørgsmål S 1293 fra
Anne Baastrup, S 1440 fra Tom Behnke og S 1447 fra Sonja Albrinck,
folketingsåret 1996-1997. Endvidere havde Justitsministeriet tidligere
redegjort nærmere for sagen i en udtalelse af 14. Oktober 1996 til Centralrådet
for Statens Samarbejdsudvalg J. nr. 191996-760-0251. Dette er alt sammen
information som man får tilsendt gratis fra Justitsministeriets Lovkontor ved
at ringe til dem og man modtager informationen med posten næste dag. Denne
10

effektivitet er naturligvis blevet styrket nu hvor personalemappen er blevet en
stor sag, men før det var Justitsministeriet også meget villig til at forklare om
muligheden for aktindsigt i personalemappen. Der burde ikke have været så
mange tvivlsspørgsmål.
Et forhold vakte dog stadig bekymring for Erik Albrechtsen. Det er de tjeneste
forhold som normalt ikke kan udtages fra personalemappen (se vogter s. 190),
men som alligevel er ubehagelige for embedsmanden som fx tjenesteforsømmelser.
Borgernes holdning
Borgerne er naturligvis en meget bred definition da den også inkludere
embedsmændene selv. Men med borgerne menes alle dem som har
muligheden for at søge om aktindsigt gennem offentlighedsloven, og som
derfor har mulighed for at føre tilsyn med forvaltningen.
Befolkningen
Jeg oplevede her at folk var mindre interesserede i at udtale sig. Det var svært
at bede folk om at deltage i en spørgeskema undersøgelse da de ikke havde tid
når det tog mere end fem minutter at gennemføre, og det gjorde det hvis
adspurgte ville have mulighed for at læse spørgsmålene ordentligt og give sig
tid nok til at svare. Jeg mærkede også en vis usikkerhed hos folk når de blev
bedt om at udtale sig om aktindsigt.
Alle adspurgte enten ”helt bestemt” eller ”overvejende ja” til at aktindsigt var
en god idé. I spørgsmål 3 ”Hvis du var embedsmand ville det så bekymre dig at
enhver kan forlange at se din personalemappe, med de få undtagelser der er
nævnt i indledningen?” var der faktisk ingen som svarede ”oftest ikke” eller
”overhoved ikke” hvilket tydede på at det var bekymrende for dem hvis de var
embedsmænd og folk ville se deres personalemappe. Dette selvom flere havde
svaret positivt i om de synes det var en god idé med aktindsigt i
personalemappen, altså på trods af bekymring.
Endvidere var folk mindre tilbøjelige til at indrømme at de ville føle et større
ansvar hvis de var embedsmænd pga. aktindsigt, mens de godt ville indrømme
at det kunne bekymre dem når andre kiggede dem over skulderen vha.
11

aktindsigten. Dette på trods af at det på en måde er samme sag. Der er en
forståelse for at det er bekymrende med aktindsigt, men sådan skal det være
hvis man vil have offentlighed i forvaltningen.
Interessant var det, at trods at mange synes aktindsigt øgede deres
retssikkerhed, var der få der kunne se sig selv gøre brug af muligheden, hvis
de fik nej i en administrativ afgørelse. Ofte lød argumentet for at de ikke ville
benytte sig af aktindsigt at de jo ikke ville være til besvær.
Massemedierne
Massemedierne er i denne undersøgelse repræsenteret gennem interview med:
Kim Minke, rektor på Danmarks Journalisthøjskole; Niels Nørgaard,
indenrigsredaktør på Politiken; og bogen Frøbert 1997.
De adspurgte var glade for aktindsigt, da det giver dem større muligheder i
deres arbejde, og de mener det er klart nødvendigt for at føre en åben
forvaltning. Når det kommer til aktindsigt i offentligt ansattes
personalemappen mener Minke at han nok godt vil overgive sig i diskussionen
og droppe denne mulighed. Nørgaard derimod vil gerne beholde den, men ser
dog visse problemer i sagen hvorfor han også selv bruger meget spalteplads på
emnet i hans avis.
Men offentlighedsloven måtte for Minkes skyld gerne udvides. Han kaldte
sågar loven for meget konservativ og slet ikke op til det moderne samfund, og
nævnte at andre landes offentlighedslov er meget bedre, og at især Sveriges
burde være et eksempel til efterlevelse. Det som især ønskes er åbne postlister
(som er lister over al post som en myndighed sender og modtager) og
dokumentoffentlighed også i Folketinget og domstolene trods de ikke er
forvaltningsmyndigheder. Endvidere kunne Minke godt tænke sig at alle
dokumenter bliver lagret elektroniskt og det gøres muligt at søge i denne
database uden at man på forhånd har kendskab til en bestemt sag.
Hvad angår postlister så har det kørt som et forsøg i Kolding Kommune og det
har også medført at pressen i stigende omfang beder om at få indsigt i de
kommunale sager. 3
3 Artikel i DJØF 21/1995 ”Inviterer til aktindsigt”
12

Tolkning
Diskussion
Aktindsigt i personalemappen synes at være det mest omdiskuterede
spørgsmål i undersøgelsen. Mange kan se at privatlivet for embedsmænd
bliver krænket på en måde som det ikke sker for de andre borgere, hvilket
naturligvis er utilfredsstillende for de offentligt ansatte. Men jeg selv mener at
hvis man vil have åbenhed i forvaltningen må man også vide hvem der sidder i
denne og personale oplysninger om rent tjenstlige forhold skal ikke kunne
udelukkes fra aktindsigt. Dette kan man også se af forarbejderne til
offentlighedsloven, Betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision
side 253.
Aktindsigt i andre dokumenter synes som regel ikke at blive noget problem for
nogen parter, bortset fra Udenrigsministeriet hvor aktindsigt ofte var en stor
arbejdsbyrde. Her kunne forslaget om elektronisk lagring måske hjælpe med
en hurtigere fremskaffelse af en sags dokumenter.
Embedsmandens vilkår under den tiltagende mængde af ”skandalesager”
sammenkoblet med muligheden for at hænge enkelte embedsmænd ud som
har arbejdet med en sådan en sag synes at være speget. Embedsmænd er ofte
ikke rimeligt stillet, da der ikke er tradition for at de udtaler sig mod andre af
deres kollegaer eller politikeren, og er derfor med aktindsigt blevet mere
sårbare. Erik Albrechtsen fra Forvaltningshøjskolen mener at embedsmænd
må tage det som et vilkår ved jobbet. Kim Minke mener at tjenestemændene
selv nok skal forstå at beskytte sig selv gennem deres forbund. Noget tyder på
at han har ret da jeg fra Politiken fik at vide at HK Kommunal indkalder til et
stort møde om aktindsigt.
Om borgernes forhold til embedsmænd kan der siges mange forskellige ting.
Men generelt kan spores at befolkningen mener det er nødvendigt at føre tilsyn
med embedsmændene. Den mistro håbede en medarbejder fra
Udenrigsministeriet kunne forsvinde med offentlighedsloven. Men hun
ønskede dog at folk i stedet for bare at forlange aktindsigt, prøvede den
13

mulighed blot at ringede til ministeriet og spørge hvordan det står til med den
bestemt sag.
Selvkritik
Min brug af strukturerede spørgeskemaer var ofte et problem. Ikke så meget at
de var for strukturerede, men at folk der ikke ville bruge for meget tid på at
udfylde skemaerne ordentligt sprang ting over og den derfor ikke kom til at
være udtømmende eller dække emnet godt nok.
Det var nemmere med de kvalitative forskningsinterview som gav en større
grad af mening fra de udforskede, men hvor min egen stemme måske havde
stor indflydelse. Jeg er fx ikke sikker på at hvis man spurgte Kim Minke fra
Journalisthøjskolen en gang til om han mente at aktindsigt i personalemappen
burde afskaffes at han så ville svare ja. Da jeg ikke er vandt til at føre
forskningsinterviews kan det være jeg ikke har lagt nok neutralitet i stemmen.
Det havde oprindeligt været et ønske hos mig at forske i emnet med et
fokusgruppe interview, da det er en sag med flere mennesker med mange
forskellige observationer. Men det var svært at gøre professionelt. Det syntes
bedre at spørge mennesker der ofte beskæftigede sig med aktindsigts
problematikken enkeltvis når de havde tid til det, end at lave et fokusgruppe
interview med folk jeg kunne skaffe sammen til at mødes et par timer. Men nu
hvor jeg har interviewet folk enkeltvis ville det være interessant at se om der
ville komme andre ting frem hvis man kørte samme diskussion med de samme
mennesker, men hvor de er samlet som en fokusgruppe omkring et bord.
Konklusion
Jeg synes at undersøgelsen var vellykket, og jeg selv har lært en masse om
aktindsigt og hvordan forvaltningen og befolkningen forholder sig til hinanden,
og håber at jeg også har formået at formidle dem gennem synopsen.
14

Litteratur
Balvig 1997
Flemming Balvig m.fl.: ”Retten i samfundsmæssig belysning”, Det
juridiske Fakultet, Københavns Universitet, 1997
Frøbert 1986
Knud Aage Frøbert: ”Offentlighed i forvaltningen”, Akademisk Forlag,
1986
Frøbert 1997
Knud Aage Frøbert, Kim Minke, Nils Mulvad: ”Aktindsigt hos offentlige
myndigheder i den informationsteknologiske tidsalder”, Danmarks
Journalist Højskole, 1997
Gammeltoft-Hansen 1994
Hans Gammeltoft-Hansen, ”Forvaltningsret”, 1994
Jensen 1986
Asbjørn Jensen, Bo Vesterdorf, John Vogter: ”Offentlighedsloven”, Juristog
Økonomforbundets Forlag, 1986
Launsø 1997
Laila Launsø og Olaf Rieper: ”Forskning om og med mennesker”, Nyt
Nordisk Forlag Arnold Busck, 1997
Nielson 1987
Poul Nielson: ”En belysning af udviklingstendenser og problemstilling i
forholdet mellem politikere og embedsmænd” i bogen ”Politikere og
Embedsmænd”, Danmarks forvaltningshøjskole, 1987
Palludan 1994
Uffe Palludan: ”Den offentlige sektors fremtid”, Danmarks
Forvaltningshøjskoles Forlag, 1994
Vogter 1992
John Vogter: ”Offentlighedsloven med kommentarer”. Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, 1992
15