TEMA: Børn og unge med hjerneskade – tilbage ... - Servicestyrelsen

Videnscenter for Hjerneskade 

9. årgang 

Nummer 3 

Aug 2002 

TEMA: Børn og unge med hjerneskade 

– tilbage til hverdagen

FOKUS 

Nyhedsbrev fra 

Videnscenter for Hjerneskade 

9. årgang nr. 3, august 2002 

Udkommer fire gange om året. 

Oplag: 4000 

ISSN 1601-8257 

Trykt på 140 gram Tauro Offset 

Typografi: Meta 

3 Leder: 

Et eksempel til efterfølgelse? 

Tema: Børn og unge med 

erhvervede hjerneskader 

– tilbage til hverdagen 

Videnscenter for Hjerneskade: 

Ansvarshavende: Brita Øhlenschlæger 

Sanatorievej 26, 7140 Stouby 

Tlf.: 75 89 78 77 

Fax: 75 89 78 79 

Email: info@vfhj.dk 

Internet: www.vfhj.dk 

Fotos: 

Mette Trier 

9. årgang 

Nummer 3 

aug 2002 

4 Samarbejde og atter samarbejde 

Det er et af nøgleordene bag det canadiske 

rejsehold PABICOPs succes, der 

rehabiliterer børn med erhvervede 

hjerneskader ude i lokalsamfundet. 

6 Børn og unge med erhvervede 

hjerneskader i Canada 

I Canada kendes i lighed med Danmark 

ikke det endelige antal børn med erhvervede 

hjerneskader. 

8 En sammenhængende rehabilitering 

Om hvorfor organiseringen af en 

sammenhængende rehabiliteringsindsats 

i Danmark endnu ikke er til stede. 

10 Arbejdet som school liaison 

I det canadiske PABICOP-team har flere 

af de ansatte foruden deres fagtitel 

betegnelsen 'school liaision'. 

12 Intensiv rehabilitering af børn 

På Klinik for Traumatisk Hjerneskade på 

Hvidovre Hospital arbejder alle faggrupper 

på lige fod med hinanden. Også forældrene 

er med i processen. 

Redaktion: 

Sekretariatschef Brita Øhlenschlæger, 

informationsmedarbejder Mette Trier, 

akademisk medarbejder Helle Baagøe 

Saager, faglig medarbejder Hanne Pallesen 

og sekretær Anni Nielsen – alle fra 

Videnscenter for Hjerneskade. 

Design, produktion og tryk: 

Datagraf Auning A/S 

14 Fynske tilbud til senhjerneskadede børn 

R-klassen på Rosengårdsskolen er et 

specialtilbud til børn med hjerneskade. 

16 Specialrådgivningen 

Siden 2001 har Fyns Amt ydet specialrådgivning 

om børn og unge til kommunens 

fagpersoner og sagsbehandlere. 

16 Forening for senhjerneskadede børn 

Forening vil hjælpe forældre med at 

finde ud af, hvor tilbuddene til deres 

hjerneskadede barn er – for de kan 

være vanskelige at finde. 

17 Bofællesskabet Selmersvej 

Selmersvej tilbyder boliger til yngre 

hjerneskadede mennesker med lettere 

bevægelseshandicap. 

18 Fjordbo – ti års tilbageblik 

Siden Fjordbo blev oprettet er der 

kommet mere fokus på de unge 

hjerneskadedes ressourcer i forhold 

til deres fremtidige beskæftigelse. 

20 'Det er min sidste chance' 

Efter en hjerneskade er Bo på vej 

mod en ny tilværelse: Alligevel er 

ikke alt ubetinget glæde. 

21 Hovedtropperne – ungdomsafdelingen 

for unge hjerneskadede 

22 Boganmeldelser: 

Toppen af Isbjerget 

At finde ressourcer 

23 Kalender 

Eftertryk med kildeangivelse tilladt 

Deadline næste nummer: 

fredag den 11. oktober 2002 

Indsendt stof: 

Videnscenter for Hjerneskade modtager 

gerne artikler, eller forslag til artikler. 

Du kan læse en vejledning til manuskripter 

på www.vfhj.dk/fokus/manuskript.asp. 

Redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne 

i indlæg i FOKUS. Redaktionen 

forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller 

redigere indsendte indlæg. 

Debatindlæg, der forholder sig til navngivne 

personer, vil forinden optagelsen blive 

forelagt disse til eventuelle kommentarer.

Et eksempel til efterfølgelse? 

I øjeblikket diskuterer vi, hvordan indsatsen overfor børn med erhvervede hjerneskader kan 

organiseres i Danmark. På konferencen 'Børn med erhvervede hjerneskader' fortalte et 

tværfagligt canadisk team, hvordan de efter børnenes hospitalsindlæggelse følger op med 

besøg i hjem og skole. De hjælper med at få præciseret, hvordan barnets følger af hjerneskaden 

viser sig i hverdagen. Og de hjælper med at organisere tilværelsen i hjem, skole og 

fritid, så barnet får indsigt i sine problemer og lærer strategier for at klare de krav, der stilles. 

Alt efter behov kan teamets medlemmer sætte ind med vurdering af barnets problemer, 

med råd og støtte til familien eller f.eks. med supervision af lærere. Men målsætningen er 

at skabe åbenhed og en fælles tilgang til problemerne hos både familie, skole og barnet, 

så der skabes optimale rammer for barnets fremtidige udvikling. 

Herhjemme overlader vi ofte problemerne med senfølger efter hjerneskaden til skole og 

familie. 

Børn med erhvervede hjerneskader kommer sig ofte hurtigt fysisk. Det giver indtryk af, 

at barnet er som før skaden. Ændringer af personlighed og adfærd eller indlæringsvanskeligheder 

viser sig først efter udskrivelsen. 

I Danmark vil der i det enkelte amt og den enkelte kommune være få senhjerneskadede 

børn. Så få, at man kun de færreste steder lokalt råder over den specialviden, som er nødvendig 

for at få tilrettelagt en specialiseret indsats og opfølgning. Men det er en nødvendig 

indsats, hvis vi ikke fortsat skal overlade problemerne til familien og forpasse vigtige udviklingsmuligheder 

for barnet. 

Det canadiske PABICOP-team gav en kompetent og inspirerende beskrivelse af, hvordan 

de rykkede ud i et stort område og byggede bro mellem hospital og barnets efterfølgende 

tilværelse med ekspertise, vejledning og supervision. 

Det satte mange diskussioner i gang blandt de danske tilhørere: Kunne vi på samme 

måde etablere for eksempel to danske rejsehold, som med den nødvendige specialviden 

kunne hjælpe familier og fagfolk lokalt med at tilrettelægge den fortsatte indsats for det 

skadede barn? Skulle denne indsats iværksættes og følges op af et børnesamråd i pågældende 

amt? Vi har allerede ekspertise på børnehjerneskadeområdet herhjemme. Spørgsmålet 

er, om vi kan skabe de organisatoriske muligheder for, at denne ekspertise kan styrkes 

og gøres tilgængelig for hele landet? 

Samtidig har vi valgt at sætte fokus på unge med erhvervede hjerneskader. Det er en 

gruppe, som rammes i en meget sårbar livsfase, ved overgangen fra barn til voksen og i en 

periode, hvor de er i gang med at finde deres identitet. Med hjerneskaden bringes de tilbage 

til en tilværelse, hvor de igen er afhængige af voksne. I første omgang afhængige i en 

sådan grad, at det handler om overlevelse, senere drejer det sig om genoptræning. Efter 

endt genoptræning skal de måske for anden gang løsrive sig fra forældrene, som er trådt 

hjælpende til. Samtidig skal der ske en afklaring af, om den unge er i stand til at klare et 

arbejde, om der er uddannelsesmuligheder, eller måske bare om den unge er i stand til at 

klare at bo i en selvstændig bolig. 

Også her kræves en specialindsats for at hjælpe den unge igennem disse processer og 

samtidig styrke dem til selvstændigt at tage vare på deres fremtidige tilværelse. Som det 

fremgår af dette nummer af Fokus, arbejdes der flere steder på at udbygge vores specialviden 

også på dette område. Der ses stadig et stort antal ulykker blandt de 15 til 18-årige, 

og ofte rammes unge som i forvejen har sociale tilpasningsvanskeligheder eller for eksempel 

misbrug. 

Arbejdet med unge med erhvervede hjerneskader er et krævende arbejdsområde, og vi 

mangler i høj grad flere kvalificerede tilbud på området. 

Lars Engberg 

Formandens spidse pen 

LEDER 3

4 

AF ANNE BROCKENHUUS-SCHACK, 

JOURNALIST 

Lederen af PABICOP – Paediatric 

Acquired Brain Injury Community 

Outreach Program, Jane Gillett 

TEMA: BØRN & UNGE 

Samarbejde og atter 

Teamet bag det canadiske, opsøgende rehabliteringsprogram PABICOP 

fremlagde engageret vigtigheden af at støtte familien, ofte med individuelt 

tilpassede løsninger, altså at være lydhør og fleksibel, men ikke 

mindst at kunne samarbejde med alle de involverede parter. 

Fleksibilitet, lydhørhed, individualisering med udgangspunkt 

i familien samt ikke mindst samarbejde 

og atter samarbejde. Det var nøglebegreberne i 

den fremlæggelse, som lederen af PABICOP – Paediatric 

Acquired Brain Injury Community Outreach 

Program – Jane Gillett, og hendes tre teammedarbejdere, 

Janice Gray, Elizabeth Skiving og Ann Fitzhenry 

Bedard, den 13. maj gav på konferencen 'Rehablitering 

af børn med erhvervede hjerneskader' 

på Hotel Nyborg Strand. Gang på gang understregede 

de fire canadiske oplægsholderne den sårbarhed, 

der præger de pårørende, og den byrde, der 

hviler på familier med hjerneskadede børn og unge. 

Gennem det seneste halvt hundrede år har provinsen 

Ontario i det sydøstlige Canada arbejdet 

med genoptræning og systematisk rådgivning af familier 

med hjerneskadede børn, men først i 80-erne 

blev programmet 'selvstændiggjort'. Der skulle gå 

yderligere en årrække før programmet i 1998 var 

fuldt i gang og yderligere to år, før det i 2000 modtog 

faste, offentlige bevillinger. I dag behandler 

programmet årligt ca. 300 børn og unge, mens andre 

400-500 er såkaldt 'hvilende', dvs. at de er 

kendt af programmet og kan vende tilbage i behandling, 

hvis der opstår problemer. Af de 300 'aktive' 

børn er de fleste blevet fulgt gennem flere år 

eller er nytilkomne patienter. Hvert år modtager 

programmet mellem 60 og 80 nye børn og unge i 

behandling. 

Kontakt med 60-70 pct. 

Jane Gillett, der er børneneurolog, siger til 'Fokus', 

at man regner med at have kontakt med 60-70 pct. 

af provinsens børn og unge med erhvervet hjerneskade, 

hvoraf nogle henvises med skader, der opstod 

flere år tilbage. To andre steder i provinsen arbejder 

man med at udvikle lignende, men ikke 

identiske programmer. Og mens Canada tidligere 

'eksporterede' deres hjerneskadede børn og unge 

til behandling i USA, går det nu den anden vej: I 

USA, der ikke har noget, der svarer til PABICOP, arbejdes 

der for at få et lignende system op at stå. 

PABICOP er et opsøgende program for børn og 

unge i alderen 0-19 år og er tænkt som et tilbud 

der er sideløbende med andre tilbud til disse patienter 

i provinsen. Programmet bygger på, at fremfor 

at familierne skal komme til klinikken, kommer 

teamet til dem. Men også på en viden om, at børn 

og unge med erhvervede hjerneskader har brug for 

tilbud, der både er komplekse og ofte langvarige. 

PABICOPs formål er at bygge bro mellem familien 

og de professionelle, mellem hospital og hjem – 

"hvor hospitalerne ikke hurtigt nok kan få børnene 

og de unge udskrevet" – mellem familielæge og 

specialister, mellem private og offentlige bevillinger, 

mellem tilbud for børn og for voksne, mellem 

sundhedsvæsnet og skolen og mellem sundhedsmyndighederne 

og det øvrige offentlige system. 

"Vi ved meget om, hvad der sker for voksne med 

erhvervede hjerneskader, men vi ved meget lidt om, 

hvordan det går børn med erhvervede hjerneskader 

på længere sigt. Men der er en begyndende erkendelse 

af, at det er nødvendigt at sætte ind med 

en specialiseret indsats overfor børnene og deres 

familier for at sikre, at børnene får en ordentlig 

fremtid,” siger Jane Gillett. 

Overgange 

De fire canadiere talte meget om 'overgange' og 

vigtigheden i at lette dem. Der er som nævnt ofte 

problemer med brobygningen mellem hospital og 

familie, mellem specialisterne og den praktiserende 

læge, mellem sundhedsvæsnet og skolen og 

mellem sundhedsmyndighederne og det øvrige offentlige 

system. Men problemerne opstår også ofte 

ved barnets overgange mellem forskellige livsstadier. 

Fra førskolebarn til skolebarn, fra teenager til 

voksen, fra gymnasiet til arbejde. Disse overgange 

kræver støtte såvel medicinsk, udredningsmæssigt 

som følelsesmæssigt. Familierne har et massivt be-

samarbejde 

hov for viden – og for hjælp til praktiske ting som 

henvendelse til forsikringsselskab og offentlige 

myndigheder. Men informationerne retter sig ikke 

alene mod familien. Der er også behov for en oplysningsindsats 

over for lokale myndigheder og til 

lokalsamfundet, for uddannelse af sundhedspersonale 

og for information om, hvordan man kan forebygge 

erhvervede hjerneskader. 

Til at udføre dette arbejde er der på deltid til 

teamet knyttet en børneneurolog, en opsøgende 

medarbejder, tre medarbejdere, som har deres arbejdsfelt 

i skolesektoren, en neuropsykolog, en 

psykometriker 1) , en beskæftigelsesvejleder, en talepædagog 

samt en sekretær. Børneneurologen Jane 

Gillett står bl.a. for den medicinske behandling og 

giver konsultationer som led i det opsøgende arbejde 

og foretager de fleste tests. I denne forbindelse 

skal også nævnes arbejdsopgaverne for 'skolemedarbejderne' 

(school liaisons). De hjælper til 

ved barnets tilbagevenden til skolen, og er medvirkende 

til at familien og skolen forstår de indlærings- 

og adfærdsmæssige problemer, der opstår 

som følge af den beskadigede hjerne – "mange 

børn begynder i skolen på nedsat tid og er bagud, 

og vor opgave er at sikre, at de atter kan integreres 

i skolen. Eller der opstår pludselige problemer 

senere, når de bliver unge". Disse medarbejdere 

yder også bistand til udarbejdelse af undervisningsplaner. 

"Teamet er specialister i erhvervede hjerneskader 

og de har troen på familien som de primære 

eksperter i, hvordan deres børn skal behandles. 

Samtidigt arbejder vi ud fra, at rehabiliteringen skal 

ske der, hvor barnet eller den unge bor og går i 

skole, og at dette ikke skal ske på en specialinstitution. 

Og endelig går vi ind for samarbejde både 

internt og eksternt. Man kan altid søge nye veje for 

at nå målet. Det forudsætter fleksibilitet, at vi kan 

kommunikere, er opmærksomme på kulturelle forskelle 

og ikke mindst har humor. Det er så hårdt 

at beskæftige sig med disse børn og unge både for 

familierne og for os professionelle. Derfor skal der 

1) Psykometri: Anvendelse af målinger (og matematisk 

behandling) i psykologien, spec. i forbindelse 

med testning jf. intelligenstest, klinisk psykologi 

og personlighedspykologiske undersøgelsesmetoder. 

også være plads til, at vi har det sjovt og kan nyde 

at være sammen med børnene". 

Jane Gillett har også en enkelt kæphest: "Hvis 

familierne ikke længere kan klare barnet, kommer 

det i pleje. Så rulles hele hjælpeapparatet ud for 

plejefamilierne, der får megen ekstra støtte. Ikke 

mindst økonomisk. Hvorfor får den biologiske familie 

ikke tilsvarende støtte; en støtte der måske 

kunne gøre, at de kunne beholde deres barn hjemme?,” 

spørger hun. 

Teamet har en lang liste af samarbejdspartnere, 

der bl.a. også omfatter advokater og forsikringsselskaber 

samt politi, ungdomsfængsler og domstole, 

idet de unges adfærd kan medføre kriminalitet, 

slagsmål mv. Endnu et udtryk for samarbejdet 

er, at vigtige konferencer i PABICOP-regi videoudsendes 

til resten af provinsen, så indhøstede erfaringer 

kan nå videst muligt ud. 

For de medicinstuderende er der nu på andet 

studieår indført et obligatorisk kursus i de længerevarende 

konsekvenser af hjerneskader hos børn. 

Men på ét punkt ønsker PABICOP-teamet stadig 

væsentlige ændringer: Skolevæsnet anerkender 

ikke hjerneskader som noget 'usædvanligt', som 

man fra skolens side skal lægge særlig vægt på. ■ 

Læs mere på www.tvcc.on.ca./newdocs/ 

progspabicop.html 

Hent også PABICOP materiale på: www.vfhj.dk/ 

materialer/boernekonference/default_boern.asp 

Evaluering 

PABICOP-programmet er ved at blive eksternt 

evalueret og resultaterne vil foreligge 

om ca. tre år. Jane Gillett håber, at evalueringen 

vil vise, at programmet gør en 

væsentlig forskel for, hvordan forældrene 

klarer problemerne med deres hjerneskadede 

børn, men også at det sikrer, at børnene 

får en bedre livskvalitet med færre 

adfærdsmæssige problemer, opnår bedre 

resultater i skolen og i højere grad kan se 

en fremtid i møde som nyttige samfundsborgere. 

TEMA: BØRN & UNGE 5

6 

I Canada har man som herhjemme svært ved at bestemme det nøjagtige antal børn og 

unge med en erhvervet hjerneskade. Det har dog ikke forhindret provinsen Ontario i 

at iværksætte PABICOP – en tværfaglig, koordinerede indsats for denne gruppe børn, 

som siden starten i 1999 har haft stor og stabil efterspørgsel. 

AF HANNE PALLESEN, 

FAGLIG MEDARBEJDER, OG 

BRITA ØHLENSCHLÆGER, 

SEKRATARIATSLEDER, 

BEGGE VIDENSCENTER 

FOR HJERNESKADE 


Børn og unge med erhvervet 

hjerneskade i Canada 

Børneneurolog og leder af PABICOP, Jane Gillet, 

skønner, at der pr. 100.000 indbyggere hvert år i 

Canada er mellem 200 og 220 nye tilfælde af erhvervede 

hjerneskader i alderen fra 0 og op til 19 

år, hvoraf ca. 90 pct. skyldes traumer. Dette skøn 

baseres på publicerede statistiske data fra Canada, 

USA og andre lande. Præcise tal for, hvor mange 

børn, der lever med en erhvervet hjerneskade findes 

heller ikke i Canada. De registreres ikke i skolesystemet 

og oplysningerne fra hospitalsregisteret 

er mangelfulde, fordi en del børn med multiple 

kvæstelser udskrives med koder udelukkende for 

frakturer eller indre kvæstelser – og hjerneskadesymptomerne 

overses derfor. 

Ca. 20 pct. af de traumatiske hjerneskader får 

en dødelig udgang. I den resterende gruppe vil ca. 

4 pct. få svære skader; 8 pct. moderate skader, 

mens ca. 88 pct. vil få lette skader 1) . 

De tidlige skader 

I Canada har man udvidet definitionen på en erhvervet 

hjerneskade til at omfatte børn skadet helt 

ned til syv dage efter fødslen, hvor man internationalt 

først betragter en skade efter det 2. leveår 

som en erhvervet hjerneskade. Jane Gillet udtrykker 

endda bekymring for, om grænsen på syv dage 

er for restriktiv, da den f.eks. udelukker børn, der 

har fået alkohol- eller narkotikaskader i fosterstadiet 

fra en specialindsats. 

Hospitalsindlæggelserne 

Childrens Hospital of West Ontario (CHWO) har et 

befolkningsunderlag på 1,75 millioner. Der findes 

også andre børnehospitaler og -afdelinger i området, 

ligesom størstedelen af børnene med lette skader 

sendes hjem fra skadestuen efter kortvarig observation. 

Så selv om CHWO er områdets specialafdeling 

for børn med erhvervede hjerneskader, ser 

man langt fra alle. 

På CHWO indlægges årligt 150 til 200 børn med 

erhvervet hjerneskade. Heraf dør 10 til 15, mens 40 

til 50 børn overføres til Pediatric Critical Care Unit 

(PCCU), da de har en Glasgow Coma Scale 2) på under 

12. Dette er ‘slow recovery’ børnene, som er 

langvarigt bevidstløse, og som ofte har behov for 

at få indlagt mavesonde. Indlæggelsestiden er her 

4 til 6 uger i gennemsnit. 

De fleste af de øvrige børn, der ikke overføres 

til PCCU, er indlagt i mindre end 4 dage. Afdelingen 

har tradition for at udskrive børnene, når de er i 

stand til at gå på trapper og kan spise selv, således 

at den videre optræning foregår i det hjemlige 

miljø. 

Gradering af hjerneskader 

I Canada klassificeres hjerneskaden i tre sværhedsgrader: 

svær, moderat og let i forhold til resultatet 

af Glasgow Coma Scale (GCS) i den akutte fase og 

længden af post-traumatisk amnesi3) (PTA). 

Generelt får patienter, der har været i dyb coma, 

eller har haft en langvarig periode med post-traumatisk 

amnesi, længerevarende eller permanente 

senfølger af hjerneskaden. Men det er et særligt 

problem, at hele 30 pct. af de børn, der klassificeres 

som 'let skadet' – får vedvarende problemer 

som følge af hjerneskaden. Man kan derfor spørge, 

om det er rimeligt at tale om en 'let' skade. 

Langtidsfølger af hjerneskaden 

En meget stor del af børnene lider af spændingshovedpine 

eller migræne. Hovedpinen kommer ofte 

ved skoledagens slutning eller efter en krævende 

opgave, og behandlingen er derfor at forsøge at 

mindske omgivelsernes krav til barnet snarere end 

at ordinere piller. 

Ikke sjældent får barnet spændingshovedpine 

længe efter skadestidspunktet, nemlig når det typisk 

i de større klasser stilles over for større intel-

lektuelle eller sociale krav end det kan honorere. 

Når børnene kæmper for at leve op til de øgede 

krav, starter hovedpinen. 

En anden meget hyppig klage er træthed. Den 

optræder ofte i skolen eller sidst på dagen og kan 

være med til at forværre barnets adfærdsmæssige 

problemer. 

Fra 60 til 70 pct. af de børn, der følges af 

PABICOP-teamet, har en eller flere depressive perioder. 

For en let hjerneskadet opstår depressionen 

typisk 2 år efter skaden, hvor barnet erkender, at 

det ikke kan leve op til sit tidligere niveau og ikke 

kan følge med kammeraterne. De alvorligere skaders 

depressive episoder ligger ofte flere år senere, 

måske fordi det tager længere tid før de erkender, 

at de er anderledes end andre. I nogle tilfælde 

har depressionerne ført til hospitalsindlæggelse 

pga. selvmordsforsøg, og teamet anvender 

mange ressourcer på forebyggelse på dette 

område. 

I den første periode efter skaden kan barnet 

have forskellige typer af anfald. Iflg. Jane Gillet sjældent 

egentlige epileptiske anfald, men snarere 'en 

kort periode, hvor computeren (hjernen) sætter ud'. 

Anfaldene aftager som regel med tiden. Bevægelsesmæssige 

begrænsninger, søvnproblemer og smerter 

er ligeledes typiske følger for den hjerneskadede. 

PABICOP-teamet hjælper endvidere mange børn 

og unge med at håndtere hukommelses– og opmærksomhedsproblemer, 

langsommelighed, manglende 

motivation og initiativ, og problemer vedrørende 

de executive funktioner (dvs. vedr. planlægning, 

dømmekraft og problemløsning) opstået som 

følge af hjerneskaden. 

Hvor mange børn er der? 

Hverken i Canada eller i Danmark findes et dokumenteret 

talmateriale for, hvor mange hjerneskader 

hos børn, der opstår om året. 

Men det ser ud til, at der i Danmark henvises 

procentvis langt færre børn til de to nye intensive 

genoptræningsenheder i Hvidovre og Hammel end 

i Ontario-området. 

På konferencen opstod en livlig debat. Jane 

Gillet mente, at det i Danmark overvejende er et 

udsnit af børnene med moderat til svær erhvervet 

hjerneskade, der henvises, nemlig ‘slow recovery’ 

børnene. En stor del af de børn, der kommer sig 

hurtigt af bevidstløsheden, mente hun derimod 

udskrives direkte til hjemmet fra det lokale sygehus. 

Flere danske læger mente, at de få henvisninger, 

man modtager i øjeblikket, er udtryk for, at der 

i Danmark findes færre børn med erhvervet hjerneskade 

end forventet. Der er så stor viden og accept 

af det intensive genoptræningstilbud, at stort 

set alle børn i Danmark med moderate til svære 

skader henvises hertil. 

Et debatindlæg redegjorde for en for nyligt afsluttet 

undersøgelse på en population i Vestsverige 

på 1,2 mil., hvor man fandt 12 svært skadede børn 

op til 18 år pr. 100.000 indbyggere. Såfremt denne 

undersøgelse er pålidelig og sammenlignelig med 

danske forhold, støtter undersøgelsen antagelser 

om, at ikke alle børn med moderate til svære hjerneskader 

henvises til de intensive enheder. 

Vi fik megen information på konferencen, og der 

er ingen tvivl om, at vi herhjemme skal overveje, 

om vi skal fortsat skal afgrænse erhvervede 

hjerneskader til skader opstået efter det 2. leveår, 

samt overveje hvordan vi forbedrer indsatsen over 

for de børn og unge, som klassificeres som 'lettere' 

skader, sådan at der i tide ydes hjælp til de ca. 

30 pct., som får vedvarende problemer som følge 

af skaden. ■ 

Læs mere om PABICOP side 8. 

1) Talmaterialet bygger på 

databaser, der er samlet af 

Ontario Trauma Registry og 

Canadian Institute of Health 

Information. De er behæftet 

med nogen usikkerhed, idet 

kun børn og unge, der er 

har været indlagt på hospital 

er registreret. 

2) Sværhedsgraderne inddeles 

ud fra skalapoint: 

Lette traumer og skader, 

GCS:14-15. Moderate skader, 

GCS:9-13, og svære skader 

mindre end 9. 

3) PTA dækker over perioden 

fra coma og til patienten 

er orienteret og igen 

kan fastholde opmærksomheden 

så længe, at man 

vurderer, at der er en sammenhængende 

hukommelse. 


8 

Videnscenter for Hjerneskade og Børnecenter for 

Hjerneskade afholdt i maj måned en konference om 

rehabilitering af børn med erhvervede hjerneskader. 

Et canadisk team præsenterede deres program for 

arbejdet med børn i provinsen Ontario. På konferencens 

sidste dag var der lagt op til paneldiskussion om, 

hvordan vi i Danmark på lignende måde kan organisere 

et sammenhængende rehabiliteringsforløb fra hospital 

ud til barnets nære miljø. Diskussionen afslørede dog, 

at vi endnu ikke er klar til at forholde os til dette 

spørgsmål – forudsætningerne for organiseringen af 

en sådan sammenhængende rehabiliteringsindsats er 

af flere grunde endnu slet ikke til stede i Danmark. 

AF LISE ANKERSTRØM, 

PSYKOLOG, 

BØRNECENTER FOR HJERNESKADE, 

ET UDVIKLINGSPROJEKT UNDER 

EGMONT FONDEN. 


En sammenhængende 

PABICOP 1) er en del af det officielle tilbud om rehabilitering 

til børn med erhvervet hjerneskade i 

provinsen Ontario i Canada. Et tværfagligt team 

sammensættes efter behov af eksempelvis læge, 

psykolog, ergoterapeut eller talepædagog. De følger 

børnene fra hospitalet og ud i samfundet til 

barnets hverdagsmiljø og sikrer derved kontinuiteten 

i rehabiliteringen udfra det enkelte barns og families 

behov. Af stor betydning er det, at man dermed 

undgår, at vigtig information om barnet går 

tabt undervejs. Der er flere grunde til, at der i Danmark 

endnu ikke på tilsvarende måde i offentligt 

regi er organiseret et sammenhængende rehabiliteringstilbud 

og dermed skabt betingelser for optimale 

rehabiliteringsforløb for hjerneskadede børn 

og deres familier. 

Børnetal 

Tilsyneladende er der meget få børn med erhvervede 

hjerneskade i Danmark2) . Hverken på Hvidovre 

Hospitals Traumeafdeling, Geelsgård eller på Børnecenter 

for Hjerneskade får man det antal henvendelser, 

man kunne forvente ud fra skandinaviske 

undersøgelser af, hvor mange børn med erhvervede 

hjerneskader, der reelt findes3) . Heller ikke 

forespørgsler i kommunernes PPR-kontorer har løst 

gåden om, hvor disse børn gemmer sig. Det er derfor 

meget vanskeligt at tage stilling til, hvordan vi 

kan organisere et sammenhængende rehabiliteringstilbud 

i Danmark, før det reelle behov er af- 

dækket. Og hvordan det gøres, er et spørgsmål, der 

foreløbig ikke er noget godt svar på. 

De eksisterende tilbud 

En anden grund til at forudsætningerne for at skabe 

et sammenhængende rehabiliteringstilbud endnu 

ikke er til stede i Danmark er derfor, at de allerede 

eksisterende tilbud er for få, for spredte og 

meget sjældent målrettet mod børn og unge med 

erhvervede hjerneskader. Dette betyder, at der sjældent 

findes tilstrækkelige tilbud i hjemamt og – 

kommune, og at man derfor heller ikke har mulighed 

for at tilbyde barnet og familien den hjælp, de 

indlysende har behov for. F.eks. er et barns behov 

for ergoterapi ikke ensbetydende med, at der er en 

ergoterapeut indenfor rækkevidde – og slet ikke en 

ergoterapeut med erfaring indenfor hjerneskadeområdet. 

Spredt viden og erfaring 

Hvad enten man går ud fra de officielle tal eller 

estimerer antallet ud fra de foretagne undersøgelser 

er gruppen af børn og unge med erhvervede 

hjerneskader i Danmark relativt lille og geografisk 

er de spredt ud over hele landet. Derfor er mulighederne 

for at akkumulere viden og erfaring på området 

meget små. Og den ekspertise, der i hvert enkelt 

sag udvikles lokalt, bliver derfor sjældent genudnyttet 

og udviklet videre. Hvad nytter det, at en 

talepædagog i Grindsted har gjort nogle værdifulde 

erfaringer, hvis der næste gang er brug for erfaringerne 

i Gilleleje? Den dybe tallerken skal derfor 

opfindes igen og igen – blot af nye fagpersoner 

andet steds i Danmark. 

Manglende sammenhæng 

At der er så få børn – og bl.a. derfor endnu ikke er 

udviklet noget sammenhængende rehabiliteringstilbud 

– har alvorlige konsekvenser for de familier, 

der rammes. Noget af det, der går igen i familiernes 

fortælling, om hvordan forløbet har været omkring 

deres barns erhvervede hjerneskade, er således 

ofte frustrationer over ikke at have fået den 

nødvendige hjælp i tide. Der findes procedurer og 

støtte til familien i forbindelse med selve hospitalsindlæggelsen 

og den optræning, der foregår på 

hospitalet (fase 1 og 2). Men derefter (i fase 3) er 

familierne som regel helt afhængige af de lokale 

forhold i deres hjemkommune. Dette gælder både 

omfanget af viden om erhvervede hjerneskader hos 

fagfolk i kommunen, antallet og kvaliteten af tilbud 

i kommunen, prioriteringen af økonomiske res-

ehabilitering 

sourcer og graden af kommunikation de forskellige 

kommunale instanser imellem. Familierne må almindeligvis 

selv bruge mange kræfter på at indhente 

information om, hvilken hjælp deres barn har 

brug for og – ikke mindst – har mulighed for at få. 

Det kan være meget frustrerende, da der lokalt jo 

langt fra altid eksisterer relevante tilbud. Dernæst 

skal der bruges mange kræfter på at skabe forståelse 

for barnets behov, på at få de nødvendige 

bevillinger igennem og ikke mindst på at koordinere 

de forskellige instansers indsats. 

Timing 

Når man har med rehabilitering af børn og unge at 

gøre, er den manglende kontinuitet i rehabiliteringsforløbet 

meget uheldig. Børn og unge er uanset 

alder midt i en intensiv udvikling, hvor der ikke 

er råd til for mange pauser. Der er mange ting, der 

hele tiden skal læres, og det er vigtigt i størst mulig 

grad at holde trit med de jævnaldrende. Når et 

barn får en hjerneskade rives det for en tid ud af 

dette normale udviklings– og læringsforløb, og et 

vigtigt mål for rehabiliteringen vil derfor altid være 

at få barnet eller den unge hurtigst muligt og i 

størst mulig grad tilbage i sit normale miljø og livsforløb. 

Under de nuværende omstændigheder koster 

det dog oftest meget tid, før de relevante rehabiliteringsindsatser 

igangsættes. Der opstår på 

den måde let store forsinkelser og 'huller' i barnets 

Foto: Hanne Pallesen 

rehabiliteringsforløb, og ofte står 

familierne uden relevante tilbud i 

længere perioder. Det kan have 

alvorlige følger for barnets rehabilitering 

og samlede udviklingsforløb. 

Bevidstheden om dette er 

noget af det, der særligt i starten 

er meget vanskeligt for forældre, 

hvis barn har fået en hjerneskade. 

Mobil ekspertise 

På Børnecenter for Hjerneskade 

har vi igennem de sidste 3 år fungeret 

som opsamlings– og formidlingscentral 

for viden og erfaring 

inden for området og vi har 

udviklet en arbejdsmåde, der 

skulle kunne råde bod på det 

tomrum, der ofte eksisterer med 

hensyn til organiseringen af rehabiliteringsindsatser 

i mellem fase 

2 og 3. Vi forsøger således at bygge 

bro mellem sygehus og barnets 

lokalmiljø, og en stor del af vores arbejde er 

koncentreret om at undervise og uddanne lokale 

fagfolk i familiens hjemkommune til at varetage de 

behov, der eksisterer hos en familie med et hjerneskadet 

barn. Vi har på den måde forsøgt at opbygge 

en form for mobil ekspertise, der kan rykke 

ud og skabe de optimale rammer for hvert enkelt 

barns rehabilitering. Den måde vi arbejder på har 

således mange fællestræk med PABICOP. Det var 

derfor også for Børnecenteret meget bekræftende 

og opmuntrende at høre om PABICOP-teamets arbejde, 

og om hvordan et sådant arbejde indgår og 

finansieres i offentligt regi 4) . Måske noget lignende 

en gang bliver muligt i Danmark også. ■ 

1) PABICOP: Paediatric Acquired Brain Injury Outreach Program. 

Se mere på http://www.tvcc.on.ca./newdocs/progspabicop.html 

2) Denne problemstilling kender man slet ikke i Ontario. Man vurderer 

her, at der i aldersgruppen fra 0-19 år til hver en tid er fra 200 til 

220 erhvervede hjerneskader pr. 100.000 indbyggere og der henvises 

ca. 5-7 børn og unge til PABICOP om måneden. 

3) F.eks. Emanuelson, I.: Epidemiology and Management of 

Traumatic Brain Injury in Children. Department of Child 

Neurology Hospital for Children and Adolescents, 

University of Helsinki, Finland, 1999. 

4) Se artiklen: ‘Samarbejde og atter samarbejde’ 

side 8 her i Fokus 


10 

I det canadiske PABICOP-team har flere af de ansatte – foruden deres fagtitel – 

betegnelsen ‘school liaison’! Det er den person, der skal formidle viden om hjerneskader 

og genoptræningsmetoder til barnets skole og familie. Psykolog Janice Grey 

fortalte på konferencen 'Børn med erhvervede hjerneskader' i maj om det arbejde, 

der udføres af PABICOP-teamet og specielt om ‘school liaisonen's’ opgaver. 

Arbejdet som 

'school liaison' 

AF NICOLAJ HØGSBRO, 

LÆRER, 

BØRNECENTER FOR HJERNESKADE, 

ET UDVIKLINGSPROJEKT UNDER 

EGMONT FONDEN. 

Psykolog og school 

liaison, Janice Grey. 


Når et barn har fået en hjerneskade, kommer der 

lykkeligvis før eller siden en dag, hvor det ikke længere 

har behov for at være på hospitalet. Barnet 

kommer hjem og genoptager det liv og skolegang, 

som for en kortere eller længere periode har været 

afbrudt. Det kan være vanskeligt at vurdere, hvordan 

barnet kommer til at fungere ud fra scannings– 

og andre undersøgelsesresultater, som foreligger, når 

barnet bliver udskrevet. Derfor er det også svært 

at forudse skadens konsekvenser for barnets skolegang, 

og om det overhovedet kan klare at komme 

tilbage til den gamle skole. Den medicinsk set 'milde' 

hjerneskade viser sig i nogle tilfælde at give 

massive indlæringsvanskeligheder og adfærdsproblemer. 

Omvendt er der eksempler på, at den svære 

hjerneskade giver færre problemer end forventet. 

Forberedelse 

Når det er besluttet, at barnet skal tilbage til skolen 

er det alfa og omega, at skolen er forberedt og 

gearet til at undervise et barn, der har fået en hjerneskade. 

Skolen er nu ikke kun det sted, hvor faglige 

færdigheder skal udvikles og sociale bånd knyttes, 

sammen med familien udgør den nu den væsentligste 

rehabiliteringsenhed. Det er hovedsagligt 

her, at barnets kognitive og sociale færdigheder 

skal genoptrænes, kompenseres for og videreudvikles. 

Og hvad enten der er tale om en almindelig 

skole eller specialskole, er det vigtigt, at skolen 

er klædt på til denne opgave. At berede vejen for 

dette er school liaisonens første opgave. 

Samarbejde 

Når skolen har påtaget sig rehabiliteringsfunktionen, 

fortsætter school liaisonen med at rådgive og 

supervisere skolelederen, lærerne og pædagogerne. 

Det kan være en udfordring at etablere et samarbejde 

mellem skolens personale og school liai- 

sonen, som jo er ekspert i rehabilitering af børn 

med erhvervede hjerneskader. Erfaringsmæssigt viser 

det sig da også, at det bedste samarbejde med 

skolen opnås, hvis school liaisonen respekterer, at 

lærerne og pædagogerne er de reelle eksperter i 

forhold til barnets daglige gøren og laden. Hvis 

lærerne, pædagogerne og school liaisonen puljer 

deres samlede viden og erfaringer, kan der opnås 

et kreativt miljø, hvor de i fællesskab kan afdække, 

hvilke rehabiliteringstiltag skolen kan tilbyde 

det hjerneskadede barn. Afdækningen skal helst 

ske inden barnets tilbagevenden til skolen. 

Kortlægning 

Den første konkrete samarbejdsopgave er derpå at 

kortlægge barnets hverdag i forhold til dets nye 

funktionsniveau. Det skal vurderes, om barnet har 

energi og udholdenhed til at klare alle timerne? Om 

det er blevet støjfølsomt? Om der er for meget larm 

i frikvarterne eller timerne? Om barnet overhovedet 

kan klare transporten til og fra skole osv. School 

liaisonen tilpasser sig altså skolemiljøet samtidigt 

med, at vedkommende i tæt samarbejde med skolens 

personale forsøger at forme skolens miljø, så 

det tilpasses barnet bedst muligt. 

Sparringspartner 

School liaisonens videre funktion er at fungere som 

en slags neuropsykologisk, fagligt funderet sparringspartner 

for skolepersonalet, som herefter selv 

skal være problemløserne. 

Der lægges op til en hypoteseafprøvende arbejdsfacon, 

hvor alle omkring barnet byder ind på, 

hvordan de enkelte problemer løses mest optimalt. 

ABC-modellen 

Et særligt følsomt område i forhold til en succesfuld 

rehabilitering i skolen er barnets sociale kom-

petencer. Er der store problemer på dette område, 

kan det få massiv indflydelse på de i forvejen negativt 

påvirkede kognitive funktioner. 

Alle specialpædagogiske tiltag i skolen sker (forhåbentlig!) 

ud fra en nøjagtig forståelse og kortlægning 

af problemet og dets omfang. Hvad end 

læreren eller pædagogen er bevidst om det eller ej, 

anvendes som regel en analyse-model tilsvarende 

modstående ABC-model: 

A: Antecedent (det forudgående) 

Hvad gik forud for den uhensigtsmæssige adfærd, 

og hvad var årsagen til dens opståen? 

B: Behaviour (adfærden) 

Hvad var barnets opførsel i den givne situation? 

C: Consequence (konsekvensen). 

Hvad skete der på baggrund af adfærden: Medelevers 

og læreres reaktion? Traditionelt behandles 

adfærden ud fra en model, hvor der lægges mest 

vægt på konsekvenserne af adfærden. Se firgur 1. 

Eksempelvis forklarer læreren: "Det er ikke rart 

for Lars, når du råber ham i øret!,” eller læreren 

iværksætter en konsekvens: "Du bliver sendt ned 

til skolelederen næste gang, du brøler Lars i øret!" 

Begge disse handlinger kan selvfølgelig være nødvendige, 

men sagen er, at mange hjerneskadede 

elever ikke husker konsekvenser og har svært ved 

at sammenkoble konsekvensen med selve adfærden. 

Derfor er det generelt nødvendigt med en anden 

form for adfærdsregulering (management) i forhold 

til barnet med erhvervet hjerneskade, forklarede 

Janice Gray og henviste til metoden: ‘Antecedent 

focused approach’. Her vendes pyramiden på 

hovedet og energien lægges i det forebyggende arbejde 

omkring barnets adfærd. Der spørges i stedet: 

"I hvilke situationer er det, at Mads ofte kommer 

til at råbe Lars i øret?" Ud fra denne viden tilrettelægges 

barnets hverdag så vidt muligt. Samtidigt 

med dette bør der skabes en alternativ løsning, 

hvis det alligevel skulle gå galt. Se figur 2. 

Misforståelser og stress 

Misforståelser og gniderier opstår let, når man arbejder 

med hjerneskadede børn, ofte forårsaget af 

usikkerhed og stress. Ikke sjældent er det school 

liaisonens opgave at mægle imellem skole og hjem. 

I et af Janice Greys eksempler anklagede en mor 

skolen for ikke at have taget sig af mobning af hendes 

søn. Det viste sig, at en del af problemet lå i, 

at sønnen ikke ville angive sine skolekammerater. 

School liaisonen løste derpå problemet ved at gøre 

skolelederen til drengens allierede, som han kunne 

betro sig til uden derved at "sladre" om klassekammeraterne. 

Situationen her kunne lige så godt have været 

afhjulpet af en almindelig lærer. Det nye i situationen 

var, at school liaisonen reelt hjalp med at undgå 

en videreudvikling af et mistillidsforhold mellem 

skole og hjem. Denne konfliktløsende funktion bli- 

Figur 1 

Figur 2 

A: Antecedent 

B: Behaviour 

C: Consequense 

A: Antecedent 

B: Behaviour 

C: Consequense 

ver således ikke så sjældent en del af school-liaisonens 

arbejde. 

Vifte af arbejdsfunktioner 

Foruden ovennævnte opgaver består school liaisonens 

funktion i at støtte skolen i at blive bevidste 

om hjerneskader. Vedkommende skal også vise forståelse 

for, at det ikke kun er barnet og familien, 

der kan være i krise, men at læreren, som måske 

står med et hjerneskadet barn for første gang, kan 

være presset. 

School liaisonen tager også på klassebesøg og 

informerer og forsøger at afmystificere om hjerneskaden 

og dens følger. Overordnet sigter school liaisonens 

brede vifte af opgaver på én ting: At sørge 

for at barnet af skolen tilbydes en så optimal 

rehabiliteringsindsats som muligt. 

Et dansk PABICOP-team 

Der er store lighedspunkter mellem det idegrundlag 

og de arbejdsmetoder, som anvendes af det canadiske 

PABICOP-team og Børnecenter for Hjerneskade. 

Det er tankevækkende, at man både i Danmark 

og Canada er nået frem til at bygge bro mellem 

hospitalet og den videre rehabilitering i skolen 

og hjemmet ved hjælp af et rejsehold bestående af 

eksperter. Dette bestyrker os i, at den model, vi arbejder 

ud fra i Danmark, er den rigtige metode, som 

i fremtiden skal bestyrkes og udbygges. ■ 

Se også de foregående 

artikler om PABICOP-teamet. 

Se mere om Børnecenter for 

Hjerneskade på hjemmesiden: 

www.bcfh.dk 


12 

Intensiv rehabilitering af børn 

På Klinik for Traumatisk Hjerneskade på 

Hvidovre Hospital arbejder et tværfagligt team 

med rehabilitering af børn med erhvervede 

hjerneskader. Forældrene til det hjerneskadede 

barn indgår i dette team, og alle faggrupper 

arbejder på lige fod med hinanden. 

AF OVERLÆGE IAN TH. WESTPHALL, 

KLINIK FOR NEUROREHABILITERING 

OG BØRNEAFDELINGEN, 

HVIDOVRE HOSPITAL 


Behandlingen af det hjerneskadede barn på afdeling 

for Klinisk Traumatisk Hjerneskade sigter på at 

fremme opvågningen og optimere barnets funktionsevne. 

Men en lige så vigtig del er at behandle akutte 

komplikationer, som opstår hos ca. 25 pct. af patienterne 

– f.eks. luftvejsinfektioner og epileptiske 

anfald. 

Der arbejdes efter et 24-timers koncept med systematisk 

observation, behandling, pleje, stimulation 

og genoptræning, idet alle faggrupper arbejder 

hen imod samme mål efter et fælles koncept, 

men med hver deres faglighed. Afdelingen arbejder 

efter Affolter-Bobath-Coombes-princippet (ABC-konceptet) 

med intensiv træning med flere daglige træningsseancer 

med mange gentagelser, da indlæring 

og korttidshukommelse hos den alvorligt hjerneskadede 

patient er svært læderet. Optræningen foregår 

som indøvning af daglige færdigheder med 

udgangspunkt i legen som en lærende proces. Problemerne 

løses sammen med og ikke for patienten. 

Til forskel fra en almindelig børneafdeling ligger vor 

styrke i en høj personalenormering, der er højt kvalificeret, 

og som kan yde patienterne den nødvendige 

behandling de fleste af ugens dage. 

Spisetræning 

Ved indlæggelsen laves en kostplan for barnet, som 

korrigeres løbende i takt med at barnet kommer sig. 

Hvis barnet ikke selv kan spise og drikke, får det evt. 

indlagt en mavesonde, en såkaldt gastrostomisonde. 

Den indopereres ved et enkelt, kirurgisk indgreb direkte 

i mavesækken gennem bugvæggen. Sonden 

generer ikke og kan let fjernes igen, når barnet selv 

er i stand til at spise. Mavesonden mindsker gener- 

ne hos barnet og gør at ergoterapeuten meget lettere 

kan arbejde med mundstimulation uden en 

næsesonde, som ofte generer barnet. 

Botulinumtoxin-behandling 

Ca. 75 pct. af vores patienter kan ved indlæggelsen 

ikke gå selv og har behov for daglig ståtræning. 

Denne træning er med til at nedsætte spasticitet, 

hindre udviklingen af muskelforkortninger (kontrakturer), 

mindske afkalkning af knoglerne og kan 

i bedste fald forhindre ortopædkirurgiske indgreb 

på grund af kontrakturer. Hvis kontrakturer i en arm 

eller et ben ikke kan behandles fysioterapeutisk, 

behandles der med indsprøjtning af Botulinumtoxin, 

som virker særdeles effektfuldt. Stoffet er faktisk 

giften fra pølseforgiftningsbakterien Clostridium 

Botulinum, som indsprøjtes i små, ufarlige doser. Det 

medfører en delvis lammelse i den spastiske muskel 

i ca. 3-6 måneder, hvorved fysioterapeuten lettere 

kan udspænde musklen og dermed opnå bedre 

funktion og førlighed for barnet. Metoden anvendes, 

hvis barnet har så svær en spasticitet af 

f.eks. lægmusklen, at der opstår en spidsfod, som 

ikke kan rettes ud på den traditionelle måde. Få 

dage efter indsprøjtningen af Botulinum aftager 

spasticiteten, og barnet vil efterhånden komme ned 

på flad fod, hvilket er altafgørende for den fortsatte 

rehabilitering. 

Forældreinddragelse 

På afdelingen arbejder vi i tværfaglige, faste teams 

omkring barnet. Barnets forældre indtager en central 

rolle i rehabiliteringsarbejdet og mindst én af 

forældrene tilbydes ophold på afdelingen sammen 

med barnet i hele indlæggelsesforløbet. 

Forældre til et barn med en nyerhvervet hjerneskade, 

får hele deres livssituation radikalt ændret. 

Det er en ekstremt vanskelig og en langvarig, smertefuld 

proces for forældrene først at skulle erkende, 

at de nu står med et hjerneskadet barn og dernæst 

at acceptere, at familiens samlede situation 

er helt ændret i forhold til tidligere. Ved at inddrage 

forældrene i beslutningsprocessen giver vi dem 

et medansvar for barnets rehabilitering uden at 

skubbe ansvaret for genoptræningsforløbet over på 

deres skuldre. 

Under hele indlæggelsesforløbet på afdelingen 

holdes der løbende teammøder, hvor både forældre 

og behandlere deltager. Her gøres der status

Fakta 

Afdelingen modtager børn fra Østdanmark 

i alderen 2 til 15 år med erhvervet svær 

traumatisk hjerneskade. Da tilgangen af 

børnepatienter har været mindre end forventet, 

modtages nu også børn med medicinsk 

erhvervet hjerneskade, f.eks. iltmangel 

efter operation og nærdrukning, 

samt børn med hjerneblødning og følger 

efter meningitis og encefalitis. 

Traumepatienter overflyttes fra neurokirurgisk 

afdeling, så snart de hjernemæssige 

forhold er stabile, og når barnet 

selv kan trække vejret, mens den medicinsk 

skadede patient typisk overflyttes 

fra en børneafdeling, når den tilgrundlig- 

over barnet, og samtidigt sættes der nye mål og 

lægges behandlingsplaner for den nærmeste periode. 

Alle beslutninger afgøres i enighed. 

Under hospitalsindlæggelsen vil der i det akutte 

forløb være fokus på barnets overlevelse og på 

at begrænse skaden mest muligt ud fra en somatisk, 

d.v.s. medicinsk/kirurgisk synsvinkel. I takt med at 

rehabiliteringen skrider frem lægges vægten mere 

og mere over på det sociale og samfundsmæssige 

perspektiv: At give barnet og familien en hverdag 

efter hospitalsindlæggelsen med så høj livskvalitet 

som muligt. Det vigtige i denne fase er at se på de 

medicinske, sociale, samfundsmæssige, (neuro)psykologiske 

og pædagogiske perspektiver, når det 

skal vurderes, hvilke tilbud og støtteforanstaltninger, 

der skal iværksættes i forhold til barnet og familien. 

Denne fase kan være kortvarig eller strække 

sig gennem hele barndommen afhængigt af hjerneskadens 

følgevirkninger. 

Samarbejdet med kommunen 

Overgangen fra hospital til fortsat rehabilitering i 

hjemmet optimeres ved, at der etableres et tidligt 

og tæt samarbejde mellem hospitalsafdelingen og 

de kommunale myndigheder. Sagsbehandleren og 

den lokale børneafdeling bliver de hovedansvarlige 

i forhold til at koordinere den fortsatte indsats 

over for barnet og familien. Familiens sagsbehandler 

kontaktes allerede ved barnets indlæggelse. Der 

gives en kort orientering om barnets tilstand og en 

tidsramme for det forventede forløb. 

Under indlæggelsen og ca. halvvejs henne i forløbet 

indkaldes den kommunale sagsbehandler og 

læge fra den lokale børneafdeling til orientering om 

gende sygdom er afklaret. Barnet er oftest 

bevidsthedspåvirket eller i egentlig 

koma og med lammelser og/eller styringsbesvær 

i arme og ben. 

Målet med selve neurorehabiliteringen 

er, at barnet genvinder det højst mulige 

funktionsniveau fysisk, færdighedsmæssigt, 

mentalt og socialt. Der er ikke ventetid 

efter henvisningen, og man satser på 

at påbegynde genoptræningen så tidligt 

som muligt, idet resultater fra udlandet og 

nu også fra vor egen afdeling viser, at den 

tidlige indsats ikke alene forkorter liggetiden, 

men også giver et bedre slutresultat 

for patienten. 

det forventede rehabiliteringsforløb. Derved sikres, 

at de nødvendige hjælpeforanstaltninger iværksættes 

i god tid før udskrivelsen. Når barnet udskrives 

har afdelingen udfærdiget en handleplan, som fortæller 

om barnets aktuelle status og giver anbefalinger 

fra afdelingens tværfaglige team til den videre 

rehabilitering i hverdagen. Ved udskrivningsmødet 

deltager afdelingen, de kommende behandlere 

samt repræsentanter fra barnets daginstitution 

eller skole. Ansvarsfordelingen for det fortsatte forløb 

fastlægges, og der aftales tid for en opfølgende 

ambulant kontrol. Afdelingen tilbyder at revurdere 

barnet første gang seks måneder efter udskrivelsen. 

Denne revurdering foretages af det samme 

tværfaglige team, som har fulgt barnet igennem 

hele indlæggelsesperioden og kan evt. anvendes i 

den fremtidige rehabilitering. 

Repræsentanterne for afdelingens personale har 

deltaget i en række arbejdsgrupper under projekt 

Hjerneskade i Københavns Kommune, hvor der er 

fastlagt retningslinjer for, hvordan man sikrer kontinuititet, 

kommunikation, koordination og kvalitet 

i de enkelte genoptræningsforløb! 1) ■ 

1) Se mere på om dette på: 

www.vfhj.dk/projekter/satspulje/D2.asp 

Se også artiklen: Afdeling 123 – 

på Hvidovre Hospital i Fokus 2 2002. 

Den kan også læses på internettet på: 

www.vfhj.dk/fokus/arkiv/artikler/2002_2_from.asp 

Kilder: 

1. Afsnit for Traumatisk Hjerneskade. 

Hovedstadens Sygehusfællesskab. 

September 2000. 

2. Projekt Erhvervet Hjerneskade 

i Københavns Kommune: 

Anbefalinger vedr. indsatsen 

for børn med erhvervet hjerneskade. 

Marts 2002. 


AF HELLE SAAGER, 

AKADEMISK MEDARBEJDER, 

VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE 

14 

Fynske tilbud 

til senhjerneskadede børn og unge 


Midt i formiddagstimerne syder det af aktivitet 

hos R-klassen på Rosengårdskolen i Odense. 

I køkkenet kreeres der kokoskager, mens andre 

børn er i gang med at tegne eller lave læderskede 

til en dolk. Umiddelbart ligner det en ganske 

almindelig aktiv folkeskoleklasse. Men der er den 

forskel, at R-klassen kun har fire elever. Og de har 

det til fælles, at de har en erhvervet hjerneskade. 

Andreas i R-klassen får hjælp af speciallærer 

Birgitte Block Nielsen. 

Rosengårdskolen er en folkeskole i Odense 

Kommune med 770 elever. Men 80 af 

børnene hører under skolens Undervisningscenter 

for Handicappede – en opgave 

som skolen løfter for Fyns Amt. Undervisningscentret 

er en integreret del af 

skolen. Centret består af funktionsklasser, 

bevægelsesklasser, dialogophold og endelig 

R-klassen, som er et tilbud til nyskadede 

børn med erhvervet hjerneskade 

i den undervisningspligtige alder. 

Børnene i R-klassen er visiteret fra deres 

lokale PPR (Pædagogisk psykologisk 

rådgivning). Oftest kommer de til skolen 

efter endt behandling på Odense Universitets 

Hospital. I andre tilfælde kommer barnet til 

Rosengårdsskolen, efter at den lokale skole eller 

specialskole ikke har kunnet give barnet det rette 

tilbud. Lige nu er der fire børn mellem 12-15 år i 

klassen. Tilbuddet i R-klassen kan enten bestå i afdækning 

af barnets undervisningsmæssige problemer 

eller et mere permanent undervisningstilbud. 

Afdækningsfunktion og permanent tilbud 

"Afdækningsfunktionen varer fra 3 til 12 måneder. 

I den tid prøver vi at klarlægge elevens funktionsniveau 

og undervisningsbehov," fortæller speciallærer 

Birgitte Bloch Nielsen, som har arbejdet i Rklassen 

siden 1995, hvor tilbuddet om afdækningsfunktionen 

startede. 

Et tværfagligt team bestående af fysio-og ergoterapeut, 

lærere, socialpædagog, svømmelærer og 

psykolog evaluerer børnene løbende. Desuden er der 

mulighed for at knytte en talepædagog til teamet. 

"Det er teamets opgave at udrede de undervisningsmæssige 

konsekvenser af skaden. Indledningsvist 

gennemgås børnenes journaler og den neuro-

psykologiske test, hvis en sådan foreligger, ligesom 

der også laves pædagogiske prøver. På baggrund 

af evalueringerne af børnene laves der individuelle 

undervisningsplaner, som afprøves og løbende 

evalueres,” siger Birgitte Bloch Nielsen. 

Igennem hele forløbet afdækkes børnenes undervisningsbehov 

gennem observation, iagttagelser 

og pædagogiske tests. 

"Fordelen ved at have R-klassen placeret centralt 

på en almindelig folkeskole er, at det giver mulighed 

for at integrere en elev i andre klasser i udvalgte 

timer. Det kan eksempelvis være at give en 

elev – som er stærk i det musikalske – lejlighed til 

at følge musikundervisningen i en almindelig klasse 

eller en anden centerklasse. Det giver også mulighed 

for at trappe op og ned på undervisningstilbudet 

alt efter, hvordan det går,” fortæller Birgitte 

Bloch Nielsen. 

Når afdækningsperioden er ved at være slut kontaktes 

den lokale PPR, der sammen med teamet og 

forældrene finder et passende undervisningstilbud 

til den fortsatte skolegang. Ofte indledes overgangen 

til en ny skole med et såkaldt praktikophold, 

hvor én af lærerne fra Rosengårdskolen så vidt muligt 

følger barnet ud i det nye tilbud. 

Siden 1995 har 19 børn gået i Rosengårdsskolens 

R-klasse. Af dem er kun én vendt tilbage til den oprindelige 

skole – resten har efterfølgende fået specialtilbud 

i kommunalt eller amtskommunalt regi. 

"Fra i år har vi oprettet et permanent tilbud her 

på skolen. Det har vist sig at nogle af eleverne har 

haft så komplekse skader, at det har været svært 

at finde egnede tilbud til dem uden for skolen. Visitation 

til det permanente undervisningstilbud er 

dog ikke ensbetydende med, at barnet ikke på et 

tidspunkt udvikler sig og kan komme videre i skolesystemet. 

Det betyder blot, at de har muligheden 

for at blive her i en længere periode, hvis de har 

behov for det,” fortæller Birgitte Bloch Nielsen. 

Dialogophold og fremtidige ønsker 

Indtil videre har der ikke været mulighed for egentlig 

opfølgning af børnene, når de forlader Rosengårdskolen. 

Men med ordningen 'dialogophold' får 

børnene mulighed for at komme tilbage til Rosengårdskolen 

på kortere ophold i op til fem uger. 

"Det betyder, at elever som er integreret i folkeskolen 

kan komme tilbage hertil og blive testet – 

og i forlængelse af et sådan dialogophold kan der 

laves en ny undervisningsplan til dem. Det er for 

eksempel relevant, hvis læreren på skolen opdager, 

at eleven 'står stille' og ikke udvikler sig. Men indtil 

videre er tilbuddet ikke rigtigt blevet brugt." 

Birgitte Bloch Nielsen synes, at tilbuddet på Rosengårdskolen 

er rigtig godt, men hun peger også 

på nogle områder, som kan blive endnu bedre. 

"Vi kunne godt tænke os at starte undervisningen 

allerede mens børnene ligger på sygehuset. Det 

ville reducere antallet af undervisere, som børnene 

møder igennem behandlingen og den senere udredning/undervisning. 

Desuden ville vi gerne have psykologen knyttet 

mere til stedet, således at vi bedre kan gå ind i en 

bearbejdning af sorg og krise – både i forhold til eleven, 

men også i forhold til forældre og søskende." 

Som en sidste ting nævner Birgitte Bloch Nielsen 

ønsket om at få løbende tværfaglig supervision 

af børnene og de unge indtil deres 18. år. 

Hun erkender, at man ikke ved, hvad der sker med 

børnene på længere sigt, fordi der mangler opfølgning. 

Men hun håber, at de nye tilbud om specialrådgivning 

i Fyns Amt er med til at sikre, at der er 

en rød tråd i de tilbud, der gives til børn og unge 

i amtet. ■ 

Fotos: Helle Saager 

Yasser og Mette fra Rosengårdsskolens 

R-klasse er i gang med 

de kreative udfoldelser. 


16 

AF HELLE SAAGER, 

AKADEMISK MEDARBEJDER, 


Socialrådgiver Lene Klinkvort 

varetager sekretariatsfunktionen 

i specialrådgivningen. 


Specialrådgivning om børn og unge 

Siden 1. august 2001 har Fyns Amt i henhold til Servicelovens 

§34 tilbudt specialrådgivning om børn 

og unge med erhvervede hjerneskader til fagpersoner 

og sagsbehandlere i kommunen. 

Tilbuddet gives af to rådgivnings– og koordineringsteams, 

som er tværfagligt sammensat bestående 

af repræsentanter fra sygehus-, undervisnings– 

og socialsektorerne. 

Specialrådgivningen for småbørn, Kultur– og 

Specialundervisningensafdelingen varetager funktionen 

for de 2 til 6-årige og tager udgangspunkt i 

før-skole behov. Hjerneskaderådgivningen, Handicapafdelingen 

varetager funktionen for de 7 til 18årige 

og fokuserer på skolebørnenes behov samt 

på overgangen fra barn til voksen. Fælles for de to 

teams er, at de skal rådgive om hjerneskadens om- 

En gruppe forældre tog for halvandet år siden initiativ til at 

starte en ny forening. Den skal hjælpe andre forældre med at 

finde de tilbud, der er til deres hjerneskadede barn. Desuden 

hjælpe med at gøre opmærksom på, hvor der er mangler i rehabiliteringen 

– ikke mindst i perioden efter hospitalsindlæggelsen. 

AF METTE TRIER. 


1) Geelsgårdskolen, 

en frisørsalon og 

Dansk Portservice. 

Efter et rehabiliteringsophold på Geelsgårdskolen 

besluttede en gruppe forældre at fortsætte med at 

mødes, når opholdet var slut. Forældrene var i processen 

blevet opmærksomme på, at de tilbud, der er 

til hjerneskadede børn efter perioden med rehabilitering, 

tilsyneladende er spredte, tilfældige og svære 

at få et samlet overblik over. Formålet med foreningen 

er derfor blandt andet at skabe mere kvalitet i 

behandlingen af senhjerneskadede børn, at henlede 

opmærksomhed på mangler efter rehabiliteringsperioden, 

samt at medvirke til at skabe alternative 

rammer for de skadede børn og deres familier. 

I dag mønstrer foreningen 50 medlemmer fra 

hele landet, og den samarbejder med tre institutioner 

og firmaer 1) . Børnene i foreningen har typisk 

fået skader som følge af fx trafikuheld, drukneulykker 

og blodpropper i hjernen. 

Samarbejde med Geelsgårdskolen 

Foreningen har, i den tid den har eksisteret, haft et 

udbytterigt samarbejde med Rehabiliteringsafdelingen 

på Geelsgårdskolen. Den har været med til at 

fang og efterfølgende rehabiliteringsmuligheder og 

medvirke til at udarbejde handleplaner for børnene, 

der sikrer koordinering og videre opfølgning af 

forløbet. 

Specialrådgivningen skal være med til at sikre, 

at der sker en koordinering specielt mellem hospitalsrehabiliteringen 

og den videre rehabilitering, 

undervisningsindsatsen og støtten i hjemmet. Den 

skal sikre, at der er en ordentlig overgang mellem 

tilbuddene, og at forældrene ikke står alene med 

ansvaret for, om der er sammenhæng i tilbuddene, 

eller om enderne kan mødes til sidst. 

Henvisninger til rådgivningen kan kun ske via 

det kommunale system, hvor den største kompetence 

ligger. Dette sikrer desuden, at kommunen er 

medaktør fra starten. ■ 

Forening for senhjerneskadede børn 

videregive erfaringer og ønsker mht. til forbedring af 

rehabiliteringstilbud til børnene og deres forældre. 

For at få beskrevet et godt og relevant undervisningstilbud 

var foreningen i 2000 med i en eksternt 

ledet arbejdsgruppe, som sammen med ledelse og 

personale på Geelsgårdskolen fik udarbejdet en 

rapport. Heri blev det beskrevet, hvordan et godt 

undervisningstilbud til børn med hjerneskade kunne 

'skrues sammen'. Rapporten blev sendt til behandling 

i Københavns Amt. Af mangel på økonomiske 

midler er forslaget dog ikke blevet realiseret. 

Temaaftner og sociale arrangementer 

En gang om måneden holdes der temaaftner eller 

netværksmøder i foreningen med emner som undervisningstilbud, 

sagsbehandling, søskendeproblematik 

m.m. Bagefter er der mulighed for en god snak. 

Fire gange om året mødes børn, forældre og 

søskende til uformelle, sociale arrangementer. 

Almindeligvis arrangeres der udflugter med fællesspisning 

efterfulgt af leg og spil. Disse arrangementer 

har ikke mindst vist sig at være udbytterige 

for søskende til det skadede barn. Til næste år 

planlægges et weekendophold på en campingplads, 

hvor der vil være større mulighed for at skabe 

sociale relationer og fordybelse i udvalgte emner, 

end dagligdagen tillader. ■ 

For at få mere at vide om foreningen og dens 

arbejde kan formand Birgithe Veistrup-Petersen 

kontaktes på tlf. 48 14 47 57. eller pr mail på: 

birgithe.vp@get2net.dk

I foråret 2002 var Bofællesskabet 

Selmersvej på rejse til Thailand. 

Bofællesskabet Selmersvej 

Bofællesskabet Selmersvej i Hørsholm er for yngre mennesker fra 18-års 

alderen med en erhvervet hjerneskade og lettere bevægelseshandicaps, 

der har brug for personlig– og pædagogisk vejledning til igen at blive i 

stand til at klare en selvstændig tilværelse. 

I Bofællesskabet Selmersvej arbejder vi med pædagogisk 

vejledning i botræning, socialisering, beskæftigelses– 

eller uddannelsesafklaring og videre 

genoptræning af de unge hjerneskadede i et miljø 

sammen med andre unge. Begrebet botræning dækker 

over alle de ting hverdagen indeholder, når man 

skal bo for sig selv. Ved indflytning i bofællesskabet 

må brugerne ikke have behov for personlig pleje. 

Formålet med at bo her er at træne de unge til 

en hverdag med livskvalitet i egen bolig. 

Opholdet på Selmersvej er midlertidigt og indtil 

videre har ingen boet i fællesskabet mere end fire år. 

ADL-træning 

Bofællesskabet er brugernes hjem, og en del af 

træningen foregår derfor udenfor bofællesskabet. 

Det kan være i fysioterapien, hos talepædagogen 

eller (neuro)psykologen. Desuden benytter brugerne 

Frederiksborg Amts handicapidræt til fx ridning, 

svømning, håndbold og bordtennis. 

For at lære at klare almindelig daglig levevis (ADL) 

trænes der i fx madlavning og i de delfunktioner, 

der går forud for madlavningen. Den mere udadrettede 

ADL-træning sker ved at lade brugerne selv 

tilrettelægge og udføre aktiviteter udenfor Bofællesskabet. 

Fritiden bruges til selvvalgte og lystbetonede 

ting. De fleste brugere er medlem af 'Hjerneskadeforeningen' 

og deltager i deres ungdomsafdeling 

'Hovedtroppernes'1) aktiviteter i København. I bo- 

træningen lægges der desuden vægt på, at de sociale 

færdigheder skal udvikles, så netærket kan 

fastholdes og udvides. Den personlige udvikling 

går bla. ud på at blive bevidst om ens egen situation 

og de vanskeligheder, der følger med det at 

have fået en hjerneskade. 

Kompenserende metoder 

Hver bruger har to primært tilknyttede vejledere i 

Bofællesskabet, som i deres rådgivning tager udgangspunkt 

i den unges særlige behov og forudsætninger. 

I botræningen benytter vi os af kompenserende 

metoder bla. udfra en stor viden om 

de kognitive funktioner. Vi lægger desuden vægt 

på at drage fordel af medarbejdernes personlige 

egenskaber: fleksibilitet, kvalifikationer og tværfaglighed. 

I bofællesskabet har vi i øjeblikket ansat 

folk med uddannelser som socialpædagog, ergoterapeut, 

socialrådgiver og pædagogmedhjælper. 

Ansættelsesudvalget består, foruden lederen af bofællesskabet, 

af afdelingslederen og to brugere. 

Bofællesskabet består af otte lejligheder på hver 

ca. 28 m 2 , inkl. bad og toilet. Hver lejlighed har et 

lille køkken med to kogeplader, et køleskab og udgang 

til egen terrasse. Ud over lejlighederne er der 

et fælles– køkken, spisestue og opholdsstue. ■ 

1) Se artiklen om Hovedtropperne 

side 21 her i bladet. 

AF MALENE SKOV, 

AFDELINGSLEDER, 

BOFÆLLESKABET SELMERSVEJ 

Interesserede kan få mere 

at vide om bofællesskabet 

på tlf. 45 76 45 28 eller ved 

at kontakte afdelingsleder 

Malene Skov på tlf. 20 22 30 56. 


18 

Fjordbo – ti års tilbageblik 

AF ANNI OKSEN, 

LEDER AF FJORDBO 

Når vejret tillader det nyder 

Fjordbos unge frokosten i 

det grønne. 


I de 10 år Fjordbo har eksisteret er der kommet mere fokus på de unge hjerneskadedes 

ressourcer i forhold til fremtidig beskæftigelse. Kombineret med 

Aktiv Loven fra 1998 har dette betydet, at der i dag er flere unge, der udsluses 

til et selvstændigt liv. Desuden har der i de senere år været en tendens til, 

at flere unge med dobbeltdiagnoser henvises. Det komplicerer billedet af, 

hvilke metoder der skal til for at hjælpe de unge på den bedste måde. 

I de ti år Fjordbo har eksisteret har vi registreret 

hvilke bo-, uddannelses– og beskæftigelsesforhold, 

forsørgelsesgrundlag og støtteforanstaltninger de 

unge udskrives til efter Fjordbo opholdet. Frem til 

1998 blev samtlige unge på nær én udskrevet til 

en pensionsordning på trods af, at nogle af de unge 

faktisk havde potentiale til at tage en uddannelse 

eller få beskæftigelse. Men efter 1998 og Lov om 

Aktiv Socialpolitik skete en række ændringer. I 

højere grad fokuseres der nu på aktivering og udnyttelse 

af de unges resterende ressourcer, hvilket 

er en positiv udvikling, da de fleste unge ønsker et 

liv med størst mulig grad af selvforsørgelse og meningsfuldt 

arbejde. 

Efter 1998 

Efter 1998 har vi set en tendens til at de unge efter 

Fjordbo-opholdet kan inddeles i tre forskellige 

kategorier: 

1. Unge med så massive følgevirkninger 

efter hjerneskaden 

af både kognitiv og fysisk karakter, 

at der skal iværksættes 

vedvarende, personlige støtteforanstaltninger 

og forsørgelsesgrundlag 

i form af en pensionsordning. 

De unges fremtid 

retter sig i denne gruppe 

mod vedligeholdelse af funktionsniveau 

og livskvalitet frem 

for selvforsørgelse. 

2. Unge, som har potentiale 

til uddannelse eller beskæftigelse, 

og som har de nødvendige sociale kompetencer 

til at indgå i sociale relationer. De får praktikstillinger 

eller begynder på uddannelser helt i 

overensstemmelse med intentionerne i loven og 

Fjordbos formål. Ofte vælger de at bo i egen bolig 

uden eller med ganske få støttetimer. De formår at 

kompensere for de varige skadesfølger i en sådan 

grad, at de stort set klarer at leve et selvstændigt 

liv. 

3. Unge, som har potentiale til uddannelse eller 

beskæftigelse – hvis de fik den nødvendige støtte 

over tid, men som pga. kombinationen af manglende 

praktiske, uddannelsemæssige og sociale 

kompetencer og de kognitive følgervirkninger – ikke 

er i stand til at erkende nødvendigheden af denne 

støtte i hverdagen. 

Risikogruppen 

Fjordbos erfaringer viser, at denne sidste og tredie 

gruppe unge i høj grad udgør en risikogruppe. De 

forsøger at udnytte deres ressourcer i det etablerede 

system, men de magter det ikke og er dermed 

i stor fare for at ende i social deroute. Disse unge 

har behov for en flerårig boform med den nødvendige 

støtte og opbakning til uddannelse og beskæftigelse 

og mulighed for at være sammen med 

ligestillede. Dens slags bosteder findes der kun meget 

få af, men det største problem er imidlertid, at 

selv om de unge tilbydes et sådant bosted, fravælger 

de det ofte, fordi de ikke har selvindsigt nok 

til at forstå, at de har behov for det. 

Etisk dilemma 

Dette er en tilbagevendende problemstilling for 

mange behandlere. Intentionerne i lovgivningen er 

sammen med vores grundlæggende demokratiske 

holdning herhjemme med til at sikre, at den enkelte 

behandles individuelt, og at der tages udgangspunkt 

i vedkommendes egne ønsker og behov 

– uanset handicap. 

Som behandlere står vi i dag ofte i det dilemma, 

at vi – qua vores viden og erfaringer – mener 

at vide, hvad der tjener den unge bedst, men ikke 

kan overbevise den unge om det rigtige i dette. Vi 

er derfor ofte vidne til, at de hjerneskadede unge 

træffer beslutninger, som får alvorlige, negative konsekvenser 

for dem både på kortere eller længere

sigt. For den hjerneskadede opleves det som et 

'overgreb', når omgivelserne forsøger at gribe ind, 

mens det omvendt af omgivelserne opleves som et 

svigt, når det ikke lykkes at få den unge til at ændre 

standpunkt. 

Der er ingen facitliste på dette dilemma. Erfaringerne 

viser dog, at hvis behandleren og de involverede 

parter har øget bevidsthed om deres 

egen rolle, kompetence og begrænsning i forhold 

til den unge, kan der i bedste fald skabes et tillidsforhold, 

som påvirker den unge til – på trods af 

manglende selvindsigt – at lytte til omgivelserne. 

Dette kan danne grundlag for, at den unge træffer 

beslutninger med størst mulig overensstemmelse 

mellem kompetencer og tiltag. 

Flere med tunge problemer 

På Fjordbo har vi også set en tendens til at flere 

og flere af de unge kommer med massive problemer 

oveni hjerneskaden. Disse unge kan inddeles 

i tre grupper: 

a) Unge med en belastet opvækst eller personlighedsproblemer. 

b) Unge, hvor skaden har givet uhensigtsmæssige 

følgevirkninger. Det har betydet at mange af 

de unge er ‘vandret’ rundt i systemet med betegnelser 

som ‘adfærdsvanskelige, misbrugere, samspilsramte’ 

osv., mens den oprindelige årsag til 

skaden – f.eks. et fald fra en hest som 13-årig – i 

mellemtiden er blevet ‘glemt’. Der er nu større opmærksomhed 

på ‘glemte’ hjerneskader, hvilket 

måske kan tilskrives indsatsen fra Amternes Hjerneskadeteams. 

c) Unge som tidligt har været meget målrettede, 

ressourcestærke og fremadrettede. De har ofte – 

forstærket af omgivelserne – haft høje forventninger 

til fremtiden. Ved hjælp af en meget hurtig og 

intensiv indsats har de gjort fantastiske fremskridt 

i fase 1 og 2 (hospitalsfasen), men herefter er deres 

udvikling stagneret, og de har vanskeligt ved 

at acceptere, at de ikke kan nå længere. Disse unge 

har brug for tid, professionel støtte og afprøvningsmuligheder, 

så de kan orientere sig i forhold 

til nye fremtidsmuligheder. 

At der er problemer oveni hjerneskaden påvirker 

naturligvis genoptræningsindsatsen, eftersom 

det er vigtigt at kunne skelne hjerneskaden fra de 

præmorbide forhold, og derved sætte ind bedst 

muligt i forhold hertil. 

Forandring og udvikling 

Fjordbos 10-årige historie har været præget af, at 

der på lands- og internationalt plan har været meget 

fokus på hjerneskadeområdet både på videns– 

og metodedelen. Samfundsforholdene har ændret 

sig, og der er kommet ny lovgivning, nye intentioner 

på området og ikke mindst fokus på at yde så 

tidlig en indsats som muligt. Og Fjordbo har ændret 

sig i takt med denne udvikling. 

I starten fokuserede vi meget på løsrivelsesprocessen 

fra forældrene. Vi lagde vægt på at give de 

unge en meget struktureret hverdag med megen 

praktisk træning for at støtte dem bedst muligt til 

livet efter Fjordbo. Langsomt har vi måttet erkende, 

at forældre eller andre nære pårørende er en 

væsentlig del af den unges liv på godt og på ondt. 

Ofte står vi i en situation, hvor vi pga. manglende 

ressourcer må lade forældrene være bindeleddet 

imellem de forskellige tiltag. Det kræver et meget 

højt informations niveau til de pårørende, men 

også at vi respekterer deres indsats og viden. 

Udviklingen er desuden gået i retning af, at vi i 

dag inddrager de unge mere og mere i behandlingen. 

Til forskel fra tidligere forventer de unge i dag 

hurtig udvikling og forandring – de zapper væk, 

hvis tilbuddet ikke er spændende eller underholdende 

nok. Det stiller store og nye krav til os som 

behandlere. Men overordnet har ti år med Fjordbo 

vist, hvor vigtigt det er at tilbyde mennesker med 

hjerneskade støtte hele livet igennem. ■ 

Michala er yngste elev 

og eneste pige blandt 

Fjordbos nuværende 

seks unge. Fra Fjordboe 

1. sal er der fin udsigt 

ud over Vejle fjord. 

Læs mere om Fjordbo på: 

www.vejlefjord.dk/fjordbo.htm 

Læs også interviewet side 20 

med en af Fjordbos unge. 


20 

Bo fik for to år siden en hjerneskade. Siden har han lidt 

af vredesudbrud, når overblikket svigter. Efter ni måneders 

optræning på Fjordbo er han på vej til læreplads og egen 

lejlighed i hjemkommunen. Det er stadig svært for Bo at 

acceptere sine vanskeligheder og afhængighed af støttepersoner 

og faste rammer i fremtiden. Men det er opgaven 

nu, hvis ikke hans voldsomme temperament skal slå 

tingene i stykker for ham. Her fortæller han om nogle af 

sine overvejelser ved udflytningen til et selvstændigt liv. 

AF METTE TRIER 

I netudgaven af Fokus kan 

du læse en artikel med 

direktøren for den virksomhed, 

hvor Bo er kommet i lære på: 

www.vfhj.dk/fokus/arkiv/ 

artikler/2002_3_ansaettelse.asp 

“Det er min allersidste chance” 


"Hvis jeg ikke klarer det her forløb, kan jeg lige så 

godt melde mig ind i Hells Angels. Så ryger lejligheden 

og lærepladsen, og så er der kun HA tilbage, 

der vil have mig. Det her er min absolut sidste 

chance,” siger Bo bekymret. 

I februar i år fik John et års betinget dom for 

vold for i en stiv brandert at have smadret en flaske 

i hovedet på en anden fyr. Den anden var tilfældigvis 

hans allerbedste ven, og det piner ham at 

tænke på nu, men samtidigt minder det ham om, 

hvor meget han har på spil. Og at han skal holde 

sig fra alkohol, der virker som gift på grund af hjerneskaden. 

Mindst et halvt år endnu står den på 

tvungen antabus. 

Så normalt som muligt 

Bo er en høj muskuløs fyr på 21 år med lyst, affarvet 

hår. Intet i hans ydre afslører, at han til tider 

har et ustyrligt temperament og en betinget dom 

for vold, tværtimod ligner han lidt af en charmør. 

Bo er fuldt bevidst om, at han har en hjerneskade, 

men vil helst ikke tænke på det. 

"Nu vil jeg bare ud og leve så normal en tilværelse 

som muligt." 

Og det sker allerede om fire dage: Ungkarlehyblen, 

lærepladsen og en tilværelse som andre unge 

venter forude. John skal for alvor prøve at stå på 

egne ben. 

Ulykken skete for to år siden, da Bo var på vej 

hjem efter en glad aften i byen. Han kom kørende 

på knallert uden styrthjelm, da en taxa pludselig 

dukkede frem af mørket. Det næste han huskede 

var fra hospitalet, hvor han havde ligget bevidstløs 

i flere dage. I næsten et år var han indlagt på forskellige 

sygehuse, hvor han blev genoptrænet og 

langsomt genvandt sin hukommelse. For ni måne- 

der siden fik han bevilliget genoptræningsopholdet 

på Fjordbo, hvor har 

han har været lige til i dag. 

Ingen advarselslamper 

På spørgsmålet om, hvad han har fået ud 

af at bo på Fjordbo, svarer han: 

"Jeg har købt mig en playstation, og 

hver uge har jeg været i fitnesscenter i 

Vejle. - Jeg har også fået par venner. Eller 

i hvert fald én,” tilføjer han. "Det kan 

også godt være, at Fjordbo har hjulpet 

lidt med at styre mit temperament. Men 

det med hukommelsen, det har jeg selv 

klaret. Det er bare kommet af sig selv." 

Som så mange andre hjerneskadede 

må Bo leve med, at skaden ikke er synlig udadtil. 

Den har givet ham hukommelsesproblemer og problemer 

med at styre sit temperament. De fleste andre 

mennesker har en advarselslampe, som aktiveres, 

når deres temperament er ved at koge over; i 

Bos tilfælde er den meget svag, eller helt ude af 

drift, som når der er alkohol med i billedet. 

"Selv små ting kan hidse mig op,” indrømmer 

han. "For ikke så længe siden smadrede jeg en af 

Fjordbos stole. En anden gang blev jeg sur, fordi jeg 

ikke måtte tjekke programmet på en anden kanal i 

fjernsynet. Det gik ud over fjernbetjeningen og kostede 

mig lige 500 kr. i erstatning,” fortæller han. 

De seneste par måneder har Bo fået botræning 

i en lejlighed 100 meter fra Fjordbo for at afprøve, 

hvordan det er at bo alene og selv skulle stå for 

alt det praktiske. 

"Jeg har da også overlevet,” siger han med et 

skævt smil og hentyder til, at maden i den periode 

ikke altid har været lige regel- eller forskriftsmæssig. 

På mandag starter et nyt kapitel hans liv: Lærepladsen 

venter forude, og det glæder han sig til. ■ 

Fakta 

Bo er et eksempel på en ung hjerneskadet, der tilhører 

den sårbare gruppe, som beskrevet i artiklen 

Fjordbo - 10 års tilbageblik side 18. Dette er Bos 

oplevelse af situationen. Den er ikke nødvendigvis 

i overensstemmelse med Fjordbos. Bo er et opdigtet 

navn, det rigtige navn er redaktionen bekendt.

Hovedtropperne 

Hovedtropperne er en ungdomsafdeling af Hjerneskadeforeningen og 

dertil en af verdens første foreninger for unge med hjerneskader. 

“Jeg blev spået et liv som 'grønsag'. Min venstre 

fod var knust, jeg var lam i højre side af kroppen 

og led at svær afasi,” fortæller Jennifer Nielsen. 

Hendes kæreste, som hun havde kendt i fem år 

og troet, hun skulle dele en fremtid med, kom på 

besøg en enkelt gang med en buket blomster for 

aldrig siden at dukke op. Vennerne, som indtil da 

altid havde flokkedes om hende, forsvandt som 

dug for solen. Ingen af dem har hun kontakt til i 

dag. Og Jennifers erfaringer er langt fra enestående. 

De fleste unge med hjerneskader kan berette 

om lignende erfaringer. 

Jennifer Nielsen blev hjerneskadet for 5 år siden. 

Hun vågnede pludselig op på intensiv afdelingen 

efter have været udsat for en trafikulykke og huskede 

kun, at hun altid havde ligget her. 

Aktive hjerneskadede 

Som formand for lokalafdelingen af Hovedtropperne 

i Århus koncentrerer Jennifer Nielsen sig om, at 

hjælpe andre unge i samme situation som hun selv. 

Hun udtænker ideer til, hvordan de unge hjerneskadede 

mellem 17 og 35 år kan mødes om noget 

socialt eller fagligt. Foruden sit formandskab for lokalafdelingen 

er hun næstformand i landsdelsforeningen 

af Hovedtropperne. Derudover plejer hun sit 

medlemskab af DSI-ungdom. 

I øjeblikket er hun sammen med andre bestyrelsesmedlemmer 

– der alle er skadet lige som hun 

selv – i gang med at planlægge en delfintur til efteråret 

til Israel og en uges idrætshøjskole for unge 

med hjerneskader fra hele Europa, der skal finde 

sted i løbet af sommeren. 

I lokalafdelingen i Århus holdes der arrangementer 

hver 14. dag. Antallet af unge, der møder 

op skifter lidt i forhold til årstiden, fortæller Jennifer. 

“Om efteråret er det som om, der er større behov 

for samvær med andre i samme situation,” smiler 

hun. 

Inden sommerferien bød lokalafdelingen i Århus 

på en travetur ud i det fri med afslutning på en 

cafe. Men ellers har programmet gennem året budt 

på spil – fx bowling eller petanque – biografture, 

foredrag eller musikaftner. Som regel indledes sammenkomsterne 

med et måltid mad. 

Lokalafdelinger 

I Hovedtropperne arbejdes der på at skabe lokalafdelinger 

over hele landet, så alle – uanset hvor 

de bor – har en chance for at mødes med andre 

hjerneskadede unge. Foreløbigt er det blevet til lokalafdelinger 

i Århus og København. Foreningen 

blev startet i 1999 og har i alt 200 medlemmer foruden 

300 tilmeldt en e-mail tjeneste, der giver oplysninger 

om arrangementer m.m. i foreningen. 

Århus-afdelingen alene har omkring 50 medlemmer. 

Frygten for at man går amok 

“Folk er bange, de tror man er tosset eller pludselig 

går amok, fordi man har fået en hjerneskade. 

Måske ville jeg også selv have reageret sådan. Men 

derfor er det godt, at der findes en forening som 

Hovedtropperne. Her kan unge med hjerneskader 

mødes med andre unge i samme situation og danne 

netværk og få nye venner. Vi skal ikke hele tiden 

lade som om vi er 'normale'. Vi kommer med 

lige præcis det humør, vi er i den dag. Og når vi 

snakker sammen, hjælper det som regel på humøret,” 

siger hun. 

Jennifer har med sin ukuelige optimisme og glade 

sind gjort lægernes dom om, at hun ville ende 

som en grønsag til skamme. Men hendes drøm om 

at blive lærer har hun dog foreløbigt måttet opgive, 

fordi hendes helbred ikke kunne holde til det. 

Til gengæld lægger hun nu så meget desto større 

energi i foreningsarbejdet. 

“Og her er nok at tage fat på,” smiler Jennifer. ■ 

Læs mere om foreningens aktiviteter på 

www.hjerneskadeforeningen.dk/ 

03000_hovedtropperne/03_Hovedtropperne.htm 

Man kan også læse om Hovedtropperne i 

midtersektionen af Hjerneskadeforeningens 

nyhedsblad "Hovedcirklen". 

Jennifer Nielsen har siden årsskiftet været 

formand for Hovedtropperne i Århus. 

AF METTE TRIER 


22 

Boganmeldelse 

AF BENTE JUUL, 

HJERNESKADERÅDGIVNINGEN, 

FYNS AMT. 

1) Medfødt hjerneskade 

eller hjerneskade opstået 

i de første leveår 

BOGANMELDELSER 

Toppen af isbjerget 

– at leve med et 'let' handicap 

Toppen af isbjerget er en ny bog og alene titlen inspirerer 

til fordybelse og pirrer til nysgerrigheden. 

Layoutet, inkl. det lille digt på forsiden, inspirerer 

i høj grad til læsning. 

Lægger du mærke til at jeg er hel? 

Eller ser du kun en lille del? 

Toppen af isbjerget er ikke alt jeg er 

For bag det, du ser, findes der meget mer 

Bogen er skrevet af henholdsvis en mor og en bror 

til Jens og Hjalte, to spastikere, i tæt samarbejde 

med disse. Jens og Hjalte er i dag 21 og 15 år. Et 

af bogens budskaber er, at der mangler relevant litteratur 

om spastikere og deres verden. 

Den henvender sig primært til familier, pædagoger, 

lærere og behandlere, men kan med fordel læses 

af alle med interesse for handicappedes vilkår. 

Jens og Hjalte har selv valgt at stå frem og fortælle 

deres historie, og de har således været en aktiv 

del af forfatterskabet, hvilket gør bogen nærværende 

og troværdig. 

Hvert hovedafsnit er inddelt i emner, og hvert 

afsnit indeholder et kort resumè. Bogen er også 

velegnet som opslagsværk. 

I den første del redegøres for hjernens geografi, 

og man får herigennem bedre forståelse for Jens og 

Hjaltes handicaps. 

Vi får beskrevet problemstillinger og glæder, der 

følger med det at have cerebral parese 1) eller andre 

former for handicaps. Overordnet set mener forfatterne, 

at synlige lammelser giver problemer, men at 

disse jo kun udgør ‘toppen af isbjerget’. Der er 

mange andre følgevirkninger, først og fremmest de 

usynlige handicaps, som folk har svært ved at forholde 

sig til. Og spørgsmålet stilles: Hvor går 

grænsen mellem det at være handicappet og at 

være normal? 

Bogen giver indblik i overvejelser omkring skolevalg, 

skolegang, erkendelse, selvfølelse, identitet, 

og hvordan et spastisk barn kan lære at mestre tingene. 

Man kommer tæt på familiens situation. Det 

er forfatternes erfaring, at mange mennesker gerne 

vil hjælpe, men at det er svært, fordi handicappet 

nogle gange er usynligt. Og spørgsmålet stilles – 

om den handicappede altid ønsker at få hjælp? Alt 

for ofte er personer omkring den handicappede for 

hurtige og utålmodige og ender med selv at udføre 

opgaverne, men det lærer den handicappede jo 

ikke selv at 'mestre' tingene af. Der gøres desuden 

opmærksom på vigtigheden af at opnå balance 

mellem barnets træningsliv og øvrige liv. 

Der slås til lyd for, at også handicappede skal 

behandles som hele mennesker. At der ikke bør fokuseres 

på handicap og træning, men lige så meget 

på, hvordan barnet har det, og hvad det ønsker 

frem for, hvordan barnet 'virker' på andre. 

Bogen er desuden et ihærdigt opgør med myten 

om, at disse mennesker er intellektuelt reducerede 

eller dumme, sådan som det etablerede behandlingssystem 

ofte kommer for skade at opfatte dem. 

Forfatterne opfordrer behandlerne til at betragte dem 

som hele mennesker og ikke som en 'sagsakt'. 

Behandlersystemets journalføring får endvidere 

et skud for borgen. Aktindsigt er 'skrap kost' 

erfarer Hjaltes mor, journalerne 

er ofte behæftet 

med fejlcitater og 

ukonkrete oplysninger. 

Og der fokuseres 

mere på barnets fejl 

og mangler end på dets 

ressourcer. 

"Toppen af isbjerget" 

er en bog, der giver anledning 

til eftertænksomhed, 

ikke mindst på grund 

af de mange små digte forfatteren 

Steen Frederiksen 

har skrevet. Nogle af dem 

har jeg læst flere gange, og 

jeg er sikker på, at jeg vil 

tage dem frem igen, når den 

rigtige anledning byder sig. ■ 

Toppen af isbjerget 

Af Steen K. Frederiksen og Anne-Marie Rytter 

Forlaget Systime 

128 sider 

128 kr. ekskl. moms


– praktisk socialpædagogik 

Hvem har brug for et spejl 

Der kun kan læse fejl 

Prøv at se 

Hvad der kan ske 

Når der bliver åbnet for de sluser 

Der gemmer på evner, talent, 

mulighed og ressourcer. 

I bogen 'At finde ressourcer' prøver forfatteren at 

kombinere viden og teori om forskellige handicaps 

til brug i specialpædagogik og kreative sysler. 

Formålet med bogen er at sikre, at enhver aktivitet 

baseres på et teoretisk fundament, så det kan 

dokumenteres, hvad man gør og hvorfor. 

Bogens første del omhandler, hvordan brugere 

og personale på arbejdspladser kan inspireres til 

at tage de kreative udfoldelser alvorligt for derigennem 

at støtte og genopbygge vigtige evner og 

funktioner hos hver enkelt deltager. 

Der tages udgangspunkt i brugerens stærke 

sider, dvs. motivation, ressourcer og behov. 

Hjernens 'geografi' og følgevirkninger beskrives, 

og der redegøres for pædagogiske 

strategier, som umiddelbart kan anvendes 

uanset årsagen til handicappet. 

Forfatteren klargør, hvordan hele familiens situation 

påvirkes, når et familiemedlem pådrager sig en 

hjerneskade. 

Et teorietisk udgangspunkt i Howard Gardners 

teori om 'de syv intelligenser' sikrer, at personen 

vurderes fra flere sider, så man herved kan finde 

ressourcer, der er værd at bygge videre på. 

Bogen kommer ind på Mogens Hansens 'mesterlærerbegreb: 

at det at arbejde praktisk med ting 

indebærer, at læringen bliver mere konkret og lettere 

at forstå. 

Anne-Marie Rytter har selv i mange år arbejdet 

med handicappede og udviklingshæmmede og beskriver 

på den baggrund, de tanker hun har gjort 

sig om begrebet 'leg og læring'. Leg opfattes som 

læring og omvendt og det understøttes med 

Grundtvig citatet: "Der ikke er nogen, der har lært 

noget, som de ikke først har lært at elske." Det sjove, 

positive, interessante og meningsfulde må være 

en forudsætning for at ny viden kan tilegnes. En 

væsentlig ting er dog, at man holder af de mennesker, 

man skal arbejde med, skaber den fornødne 

ro og giver sig tid. 

Jeg finder bogens indhold yderst relevant, der 

findes så mange teorier, men der gives sjældentpraktiske 

anvisninger på, hvordan man så skal gøre 

helt konkret. 

Anvisningerne i denne bog er så præcise, at enhver 

med interesse for området kan sætte en aktivitet 

i gang og samtidig være bevidst om, hvilke 

områder i hjernen, der herved stimuleres. 

Bogen kan bruges af alle, og kan fungere som 

'idekatalog', når relevante og meningsfulde aktiviteter 

skal iværksættes for de svært skadede brugere. 

Den er anvendelig som inspirationskilde, men 

giver samtidig en detaljeret anvisning i brug af materialer 

og redegør for, hvem der kan have gavn af 

en sådan aktivitet og hvorfor. 

'At finde ressourcer' er fyldt med små historier 

blandt andet oplevet af Anne-Marie Rytter selv. Den 

sætter budskaberne i relief og gør dem forståelige. 

Hvert afsnit afsluttes med et resúme og der er henvisninger 

til, hvor yderligere litteratur om emnet 

kan findes. 

Det er mit håb at denne bog må blive læst af 

praktikere for herigennem at skabe flere aktive 

handlinger til gavn for handicappede. ■ 

AF BENTE JUUL, 

HJERNESKADERÅDGIVNINGEN, 

FYNS AMT 


Anne-Marie Rytter 

Forlaget Systime 

207 sider 

196 kr. eks. moms 

BOGANMELDELSER 23

Postbesørget blad 

8245 ARC 

Aktiviteter 

På vores hjemmeside: www.vfhj.dk kan du se mere om 

de enkelte arrangementer. For tilmelding af nye aktiviteter 

benyt gerne: “Tilmeld arrangement” på hjemmesiden. 

Eller send en mail til os på: info@vfhj.dk 

Konference 

National Academy 

of Neuropsychology 

Tid: 8. – 12. oktober 2002 

Sted: Loews Miami Beach Hotel, USA 

Arrangør: National Academy of 

Neuropsychology, USA 

Telefon: 206-685-4035 

Email: atroster@u.washington.edu 

Kursus 

Guiding af hjerneskadede 

patienter i hverdagssituationer 

Sted: 21. – 24. oktober 2002 

Tilmelding: 30. sept. 2002 

Arrangør: Hammel Neurocenter 

Telefon: 87 62 35 01 

Email: neulrp@sc.aaa.dk 

www.hammelneurocenter.dk 

Kursus 

Neurodynamik. Et 2-dages introduktions- 

og inspirationskursus 


Sted: Hammel Neurocenter 



Telefon: 87 62 35 00 

Email: neukts@sc.aaa.dk 


Videnscenter for Hjerneskade, 

Sanatorievej 26, 7140 Stouby, 

tlf.: 75 89 78 77, 

e-mail: info@vfhj.dk, www.vfhj.dk 

Kursus 

Neuropædagogisk kursus trin II 


Sted: Vejlefjord, DK 

Arrangør: Faglig Uddannelsesafdeling, 

Vejlefjord 


Telefon: 45 76 82 33 88 

Email: lfl@vejlefjord.dk 

www.vejlefjord.dk 

Kursus 

Kognitive dysfunktioner 

i daglige aktiviteter 

Tid: 4. – 7. november 2002 

Sted: Dianalund, DK 

Arrangør: Uddannelse- og udviklingsafdelingen, 

Kolonien Filadelfia 

Tilmeldingsfrist: 16. sept. 2002 

Telefon: 58 26 42 00 

Email: kfuddannelse@vestamt.dk 

www.filadelfia.dk 

Kursus 

Introduktion til behandling af 

hjerneskadede patienter 

– inspireret af Affolter metoden 

Et tværfagligt basiskursus 

Tid: 4. – 7. november 2002 


Tilmeldingsfrist: 14. okt. 2002 


Telefon: 87 62 35 00 



Kursus 

Hydroterapi 

Tid: 28.okt. – 1. november 2002 




Telefon: 87 62 35 00 


Kursus 

Affolter – Bobath Konceptet – 

opbygning 

Tid: 9. – 11. december 2002 



Arrangør: Uddannelses- og udviklingsafdelingen, 


Telefon: 58 26 42 00 


www.filadelfia.dk 

Kursus 

Observation og behandling 

af depressioner hos 

senhjerneskadede patienter 

Tid: 12. december 2002 


Tilmeldingsfrist: 21. nov. 2002 


Telefon: 87 62 35 01 

Email: neulrp@sc.aaa.dk 

Kursus 

Facio – Oral – Trakt – Terapi (FOTT) 

Tid: 7. – 8. januar 2003 


Tilmeldingsfrist: 19. nov. 2002 

Arrangør: Uddannelse- og udviklingsafdelingen, 


Telefon: 58 26 42 00 


www.filadelfia.dk

TEMA: Børn og unge med hjerneskade – tilbage ... - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?