Samfundsfagsnyt 166 - FALS

More documents

Recommendations

Info

ARTIKEL - Medier og offentlighed i Mellemøsten Israel blev kritiseret, men også de arabiske landes vægelsindede kurs i forhold til Israel og USA. Flere lande forsøgte at lukke Al-Jazeera uden held, og i flere omgange er stationens kontorer blevet lukket rundt omkring i Mellemøsten. Gennembruddet for Al-Jazeera fandt sted omkring 2000-1, hvor de sendte en meget populær dokumentarserie om borgerkrigen i Libanon, men det helt store internationale gennembrud kom med deres udsendelse af video-meddelelser fra Osama bin Ladin og Al-Qaeda efter 11.09. 2001. Al-Jazeera er på mange måder et unikt tilfælde pga. sin enorme udbredelse og status som nyhedskanal nummer ét i den arabiske verden, men også fordi dens journalister næsten altid befinder sig i frontlinien i Irak, Afghanistan, Palæstina, England og USA og rapporterer til arabisktalende seere over store dele af verden, på nærmest samme måde som CNN gør det. Al-Jazeera er dog ikke længere den eneste kanal på markedet. Siden 2000 er antallet af satellitkanaler vokset enormt, og der findes mange forskellige typer fra nyhedskanaler over børnekanaler til islamisk TV. Al-Jazeera har også fået konkurrence på nyhedsfronten fra kanaler som Al- Arabia, Al-Manar og andre, der dækker både den arabiske verden, international politik og ’muslimske’ interesser over hele verden. Al-Arabia var direkte tænkt som en konkurrent til Al-Jazeera med 24 timers nyheder og debat, der præsenterer sig selv som den seriøse konkurrent, som ikke satser på sensationer og konflikter. Al-Arabia er placeret i Dubai Media City, som er en art mediemæssig frihandelszone, hvor internationale satellitstationer kan have deres mellemøstlige hovedkvarterer uden statslig indblanding. Generelt er Al-Arabia mere afdæmpet end Al-Jazeera og holder sig ude af politiske konflikter, men er samtidig også et udtryk for de nye frie medier, hvor den politiske profil er spørgsmål om image, før den er et spørgsmål om statslig censurering. Den libanesiske kanal Al-Manar, som er meget udbredt også i Europa, er en anden type, som decideret har sit udgangspunkt i Hizbollah-militsens ideologi og ikke stræber mod at blive accepteret af vestlige medier som seriøs og troværdig. Al-Manar er en ikke uvæsentlig kanal i Mellem- 24 østen og blandt muslimer i Europa, hvilket ses på med stor bekymring af både USA og Israel og sikkert også europæiske regeringer. Betydningen af Al-Manar kan også aflæses af, at Israel under denne sommers kampe i Libanon bombede kanalens lokaler og sendere. De satellitbårne tv-stationer er den mest udbredte kilde til information i Mellemøsten, og mange af dem opererer med et ’glokalt’ fokus, dvs. de sendes over satellit og kan ses i store dele af verden, men de er forankrede i en bestemt etnisk, religiøs og politisk kontekst som fx Al- Manar. I Libanon eksempelvis er samtlige seks Tv-stationer med licens til at sende transmitterede via satellit, samtidig med at de er tilknyttede bestemte etniske, religiøse eller politiske fraktioner. I det libanesiske tilfælde bidrager medierne ikke til samling af landets forskellige fraktioner, men nærmest det modsatte. Så selvom Al-Manar har udgangspunkt i Libanon og har et globalt publikum omkring fællesnævnere som kampen mod Israel og USA, er kanalen også et element i fraktionskampe i Libanon, hvor den repræsenterer shia-militsen Hizbollahs islamistiske og antivestlige position mod fx de libanesiske kristne. Satellitkanalerne er i udgangspunktet ikke censurerede af statsmagterne i Mellemøsten, men det vil alligevel være for meget at sige, at de er helt frie og uafhængige. Som nævnt ovenfor er kanalerne ofte elementer i fraktionskampe mellem etniske og religiøse grupper, men de er også som fx Al-Jazeera’s tilfælde afhængige af velvilje fra emiren af Qatar. Man kan ikke sige, at Al-Jazeera på nogen måde støtter Qatars udenrigspolitiske linie, men stationen undgår emner, der har nogen berøring med Qatar. Stationen Al-Arabia er støttet af saudiske og libanesiske pengemænd, som derfor også behandles med blid hånd. Det bør dog i denne forbindelse bemærkes, at det ikke er meget anderledes end vestlige private medier, som også undgår at kritisere dem, som betaler. Selvom udviklingen omkring digitale medier er gået stærkt i Mellemøsten siden 2000, halter regionen stadig bagefter de fleste andre regioner i verden. Ifølge den seneste ’Arab Human Development Report’ er Mellemøsten markant
underviklet, hvad angår adgang til computere og internet, og befolkningernes ’teknologikompetencer’ ligger generelt på et lavt niveau, hvis vi ser bort fra enkelte Golf-stater som Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. I 2001 var der 18 computere pr. 1000 mennesker i Mellemøsten mod 78,3 computere pr. 1000 i globalt gennemsnit. Tallene viser med al tydelighed, at Mellemøsten er langt bagefter, hvad angår den almindelige udbredelse af digital teknologi og daglig brug af medier som internettet. Så selvom internettet har en stigende betydning for informationsspredning og især for forskellige også kritiske virtuelle fællesskaber, som samles om hjemmesider og internetprædikanter, så er det stadig en rimelig begrænset del af befolkningerne i Mellemøsten, som har den daglige adgang til nettet og færdighederne til at kunne udnytte det. Den primære årsag til den ringe udbredelse af digital teknologi er politisk. De mellemøstlige autoritære regimer er simpelthen bange for den frie informationsspredning, som internettet medfører. Satellitkanalerne har de fleste regimer lært at leve med, men internettet er stadig genstand for forsøg på kontrol. De mellemøstlige stater forsøger at kontrollere nettet gennem deres generelle kontrol med informationsspredning og deres involvering i den private økonomi. I Syrien eksempelvis har staten monopol på internetudbuddet gennem det statslige telefonselskab, hvorimod man i Saudi-Arabien kontrollerer ’resurserne’ gennem en ’national gateway’, som ISP-licenserne (Internet Service Provider; internetudbyder) tilknyttes. Det betyder, at udbuddet af internetadgang og indtjeningsmulighederne derigennem er tæt kontrolleret mange steder i Mellemøsten, hvilket begrænser både internettets udbredelse og dets potentielle funktion som statsuafhængig informationsdistributør. En række studier udført af Jon W. Anderson og Michael Hudson viser, at forsøgene på kontrol medfører, at kun eliterne i de enkelte samfund har relativt let adgang til internettet gennem deres arbejdsfunktion i staten, i internationale firmaer eller på universiteterne, som er de første steder, hvor lokale netværk (LAN) blev etableret for at modernisere og globalisere ARTIKEL - Medier og offentlighed i Mellemøsten 25 deres informationsinfrastruktur. Disse eliter er tæt på magtcentrene og kan ikke siges at udgøre en opposition til regimerne, men de repræsenterer den næste generation af ledere, som med stor sandsynlighed vil have et andet forhold til informationsteknologi. Man kan dog ikke sige, at internetudbredelsen i Mellemøsten er udtryk for en privatisering af mediebilledet på samme måde som satellit-tv. Overordnet er medieinfrastrukturen i Mellemøsten underudviklet ikke kun i forhold til Europa og Nord-Amerika, men også i forhold til andre udviklingsregioner. Satellitbaseret TV er en primær informationskilde, og kanalerne er i vid udstrækning uden for statskontrol. Det medfører dog ikke, at vi har set den positive udvikling, som mange observatører håbede på, da Al-Jazeera begyndte at sende i 1996. Der er meget, som tyder på, at satellitkanalerne faktisk ikke bidrager synderligt til en pluralisering og demokratisering af offentligheden i Mellemøsten, selvom de er udtryk for moderne massemediers spredning i regionen og er relativt uafhængige af staterne. Medier og handling På samme måde som teateret er de nye medier koncentrater af mulig social handlen, der opererer med og på baggrund af deres publikums forventninger. Medierne fungerer således i og med en kontekst, hvor der allerede på forhånd er en masse forskellige kulturelle, identitetsmæssige og politiske dagsordner på spil. Mediernes rolle bliver, som vi så i Muhammed-konflikten, gennem deres valg af begivenheder, som dækkes og diskuteres, at skære de mangeartede dagsordner ind til benet og uddrage essensen. Gennem mediernes egen logik vil denne essens kunne fremhæves og anvendes som forklaringsramme for forskellige handlinger, der alle vil være rettet mod publikums forestillinger om sammenhæng og dermed understrege fællesnævneren for et forestillet fællesskab i komprimeret form. Som det afgrænsede rum, teaterets scene fastsætter for handlinger og begivenheder, etableres også mediernes scene som en afgrænsede størrelse, hvis begivenheder og handlinger fast-
Page 1 and 2: SAMFUNDSFAGSNYT FORENINGEN AF LÆRE
Page 3 and 4: Eksamen står for døren. Hvordan s
Page 5 and 6: NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsule
Page 7 and 8: 7 - veje - til veje vid
Page 9 and 10: præsident Ahmadinejad eller en lan
Page 11 and 12: modetøj; skal efterligne vestlige
Page 13 and 14: ordeller eller - som beskrevet i de
Page 15 and 16: - veje - til veje viden til viden
Page 17 and 18: egrebet til sig, og de har, uden at
Page 19 and 20: vold over for børnene kan godt hav
Page 21 and 22: tidig legitimere en lang række af
Page 23: Muhammed blev det ikon, hvorigennem
Page 27 and 28: og visioner disse medier egentlig t
Page 29 and 30: ARTIKEL - Samfundsfag på polsk, es
Page 31 and 32: FALS’s bestyrelsesmøde søndag 2
Page 33 and 34: g. Irlandskursus (Morten, Bente). D
Page 35 and 36: ANMELDELSER - Global politik - en g
Page 37 and 38: de ændrede magtstrukturer og EU’
Page 39 and 40: hænger ikke tilstrækkeligt sammen
Page 41 and 42: kongemagt nu suppleret med en kirke
Page 43 and 44: er DJØF-forlaget og Gads juraredak
Page 45 and 46: Peter Nielsen (red): Økonomi og sa
Page 47 and 48: og nuanceret måde. Desuden er der
Page 49 and 50: ADRESSER Bestyrelse Formand: Bent F
Page 52: Afsender: Samfundsfagsnyt Lone Bent

Samfundsfagsnyt 166 - FALS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?