11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

Men i disse Aar hændte det just, at en usædvanlig streng
Vinter bortrev flere af Præsterne i det nordlige Grønland. Og
Thorkild Müller derfor en skjønne Nat kom hjem fra Beværtningen,
fandt han sit "blaa Brev" liggende paa Bordet.
Det var første Gang i sit Liv, han følte Knæene vakle under
sig. Han læste Skrivelsen to Gange helt igjennem og satte sig
derefter ned paa en Stol med den i Haanden.
Da den stærkeste Bevægelse var ovre, slog det ham ligesom
pludselig gjennem de fortumlede Tanker: at han i al denne Tid
ikke havde aabnet en theologisk Bog; ja at selv den Smule Skolelærdom,
han en Gang havde faaet banket ind, næsten helt var
dunstet bort,
saa han var fuldstændig “bar”.
Han greb sig i at lede op i sin Hukommelse efter Aarstal og
Navne; indtil det hele atter flygtede bort for ham, og han blot sad
tilbage med en dump, ubestemt Følelse af, at der nærmede sig
noget . . . noget mere end almindeligt ... noget helt galt ...
Men da han tilsidst havde slaaet det fast hos sig selv, at han
var “bar” - s a a bar, at han ikke vilde blive hjulpen, om han sad i
Bøgerne Nat og Dag hele Resten af Tiden - gik han, ligesom
beroliget, i Seng, og sov tungt og uden Afbrydelse til den næste
Dags Middag.
Men da han var kommen til Besindelse og hans Øjne traf
Brevet paa Bordet, faldt Søvnen strax over ham paa ny. Og han
sov, og sov igjen, hele Natten, uafbrudt, indtil den næste Morgen.
De følgende Dage drev han ene omkring i Gaderne, nede ved
Havnen og rundt paa Pladserne, hvor Arbejdet var stærkest og
Tummelen størst. Men Søvnigheden vilde ikke forlade ham. De
Et vildt, rødligt Skæg groede ham efterhaanden ud af det store,
fregnede Ansigt, mens de plumpe Lemmer og den tunge Krop
voxede indtil det latterlig uformelige . . . . "Bjørnen" kaldtes han
allerede dengang af Kammeraterne. Og virkelig mindede han,
naar han saaledes sad imellem dem, hensunken i sin Dvaledøs,
med de store røde Labber for Munden og det lodne, ludende
Hoved ned over Brystet, – virkelig mindede han da om en mægtig,
tæmmet Vildbams, for hvis sløvt stirrende Øjne taagede Drømmesyner
og uklare Billeder af Barndomsegnens Skove, Moser eller
vidtstrakte Enge nu og da gled forbi.
. . . . Men nu hændte det just i disse Aaringer, at en usædvanlig
streng Vinter bortrev et Par af de danske Præster i det nordligste
Grønland. Og da Thorkild en Nat kom hjem til sin tomme
Kvist, fandt han derfor – længe før han havde ventet det – ved
Spiddelyset sit "blaa Brev" liggende paa Bordet.
Det var første Gang i sit Liv, at han følte Knæene vakle under
sig. Tre Gange læste han Skrivelsen helt igjennem, inden han
fuldt havde forstaaet den. Saa lod han sig synke ned paa Sengekanten,
med Brevet mellem Hænderne, og faldt i dybe Tanker.
Men som han saaledes sad, fødtes en Idé i hans Hjærne, – en
Idé, hvis Snildhed overraskede ham selv paa samme Tid, som han
ikke kunde forstaa, at ingen anden havde faaet den for længe
siden. Det gik nemlig op for ham, at man jo umulig kunde gjøre
ham til Præst. Han vidste med sig selv, at han var blottet for
enhver theologisk Kundskab. Han havde i alle disse Aar ikke
aabnet en Bog, og siden hint mislykkede Forsøg paa at liste sig
ind til en Forelæsning havde han næppe set Universitetets Mure.
Han var fuldstændig "bar" . . . . Og nu var det, han havde regnet
ud, at ifald han ved den skriftlige Examen afleverede alle sine
Opgaver ubesvarede og ved den mundtlige Prøve ikke sagde et
levende Muk, saa kunde man umulig give ham nogen Karakter –
og følgelig vilde man blive nødt til, i alle Fald foreløbig, at lade
ham blive hjemme.
I hele den Maaned, han af Fakultetet havde faaet tilstaaet som
Frist, gik han nu og pønsede paa Iværksættelsen af denne Plan,
uden at betro den til nogensomhelst enddog af sine nærmeste
Kammerater. Og da Tiden kom, fulgte han den samvittighedsfuldt
og uden Blinken.
Der blev en ordentlig Latter rundt paa Studenterknejperne, da
det fortaltes om den grønlandske Bams, at han havde leveret alle
sine skriftlige Opgaver "isblanke" op.
Liv; men Tanken paa Moderen havde bestandig holdt hans Haand
tilbage.
Hvad hans Ydre angik, saa blev han nu hellerikke smukkere
med Aarene, hverken i andres eller i sine egne Øjne. Et vildt,
rødligt Skæg groede ham ud af det fregnede Ansigt, og de plumpe
Lemmer voksede indtil det latterligt uformelige. "Bjørnen" kaldtes
han allerede den Gang blandt Kammeraterne; og virkelig mindede
han, naar han sad imellem dem, hensunken i sin Dvaledøs, med de
store, røde Labber for Munden og det lodne Hoved ludende ud
over Brystet . virkelig mindede han da om en stor, tæmmet Vildbams,
for hvis halvlukkede Øjne taagede Drømmesyner med
skiftende Billeder af Barndomsegnens store Skove og Moser gled
forbi.
Nu hændte det just i disse Aar, at en usædvanlig streng Vinter
bortrev et Par af de danske Præster i det nordligste Grønland, og
da Thorkild en Nat kom hjem til sin tomme Kvist, fandt han
derfor — længe før ventet — sit "blaa Brev" under Spiddelyset
paa Bordet.
Det var første Gang i sit Liv, at han følte Knæene vakle under
ham. I tre Dage sad han indelukket paa sit Værelse uden at se
nogen; en dobbeltløbet Rytterpistol laa paa Bordet ved Siden af
ham.
Men under disse Dages Grublen fødtes en lysende Tanke i
hans Hjærne, — en Tanke, hvis Snildhed overraskede ham selv
paa samme Tid, som han ikke kunde forstaa, at ingen anden havde
haft den for længe siden. Det gik nemlig op for ham, at man jo
umulig kunde gøre ham til Præst. Han havde i de forløbne fem
Aar næppe aabnet en Bog, og siden hine mislykkede Forsøg paa at
trænge ubemærket ind i det teologiske Avditorium havde han ikke
set Universitetets Mure. Han var fuldstændig "bar" . Og nu var
det, han havde regnet ud, at ifald han ved den skriftlige Eksamen
afleverede alle sine Opgaver ubesvarede og ved den mundtlige
Prøve ikke sagde et levende Muk, saa kunde man umulig give
ham nogen Karakter — og følgelig vilde man blive nødt til, i hvert
Fald foreløbig, at lade ham blive hjemme.
Da Eksamen kom, gennemførte han sin Plan for den skriftlige
Dels Vedkommende uden en Blinken; der blev en sand Jubel
mellem Studenterne, da Rygtet fortalte om den grønlandske Bams,
der havde leveret alle sine Opgaver "isblanke" op.
10