11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

- alt ledsaget af de frygtelige, underjordiske Drøn rundt om fra
Kysten – Skud paa Skud – hvor Isfjælde brød sig løs og satte Havet
i et Oprør, der hver Gang sporedes herinde i Søen.
Nede mellem Hulerne var der stor Travlhed for at komme afsted
til Fjælds. Mange af Familjerne var allerde forsvundet, dels gjennem
Fjorden i Baade og Kajakker, dels op ad Bjergsiden til Sletterne
under Højlandsisen. Hvert Øjeblik blev en ny Hule tom, og de faa,
der endnu var tilbage, løb omkring for hurtigst muligt at følge efter.
Oppe under Klippeblokken paa Klippeskrænten, paa en Bænk
uden for den lille Bjælkehyttes Dør, sad Thorkild.
4) 24.1.1884
Isbjørnen.
Et Portræt
af
Henrik Pontoppidan.
------
Han sad – efter gammel Vane – med Hagen i Haanden, Albuen
støttet paa Knæet, og saa ud over det bevægede Liv dernede.
Men der var som en Feber i hans hede Øjne og over de hule
Kinder, hvor Rødmen kom og svandt som paa en Jomfru; en
brændende Uro gjennem hele hans Blod, der meddelte sig til enhver
af hans Miner eller Bevægelser, mens Blikket usikkert flakkede om
mellem den travle Opbruds-Færd nede omkring Hulerne, mellem
Bylterne, blev snørt; Hundene, der blev koblede; Slæderne, der blev
pakkede . . . Der var ikke den Ting, der undgik hans aarvaagne Øje.
Han fangede hver munter Lyd, der steg op til ham gjennem den
stille, stærke Luft; fulgte som med hele sit Legeme hver Flok eller
Familje, der endelig blev færdig og snakkende, kjævlende, leende
kravlede op efter; slap dem ikke et Øjeblik ud af Syne, men fulgte
Rolig og majestætisk gled disse Polarhavets mægtige Sejlere
hen under den vinfarvede Himmel . . . som Æventyrslotte . . . som
svømmende Krystalpaladser, med Tinder og kuplede Taarne,
solrøde, azurblaa eller ligesom dryppende af Blod og Guld.
Der var noget usædvanligt paa Færde nede omkring Søen.
Folk løb ilsomt frem og tilbage paa Strandbredden, halede ud af
Hulerne de Pjalter af Huder, Skind og sammensyede Tarme, som
de i Vinterens Løb ikke havde fortæret, samlede deres Fangeredskaber
og Køkkentøj og pakkede det altsammen paa de kajakformede
Hundeslæder eller i de store, gule Konebaade, der i Række
stod opskudt bag "Fjøren".
Det var Vinterkolonien, der var i Færd med at bryde op. Nu,
da Solen endelig var kommen, hastede man for at komme op til
den glade Renjagt paa de vide Højsletter under Indlandsisen.
Enkelte af Hulerne var allerede tomme, Beboerne draget tilfjælds.
Og de, der var tilbage, tænkte blot paa at gjøre sig færdig til
hurtigst mulig at følge efter.
Oppe paa Klippeskrænten, paa en Bænk uden for den lille
Bjælkehyttes Dør, sad Thorkild.
Han sad – efter gammel Vane – med Hagen i Haanden,
Albuen støttet paa Knæet, og fulgte spændt med Øjnene denne
travle Opbruds-Færd dernede omkring Søen: Slæderne, der blev
pakket og snøret, Hundene, der blev koblet, de syge og svage, der
blev baaret ud og lagt tilrette ovenpaa Skindbylterne.
4
svømmende Krystalpaladser, med Tinder og kuplede Taarne,
solrøde, azurblaa eller ligesom dryppende af Blod og Guld.
Der var noget paa Færde nede omkring Søen. Folk løb frem
og tilbage paa Strandbredden, halede ud af Hulerne de Pjalter af
Huder, Skind og sammensyede Tarme, som de i Vinterens Løb
ikke havde fortæret, samlede deres Fangstredskaber og pakkede
det altsammen paa de kajakformede Hundeslæder eller i de store,
gule Konebaade, der i Række stod opskudt paa "Fjøren".
Vinterkolonien var i Færd med at bryde op. Nu, da Solen
endelig var kommen, hastede man for at komme op til den glade
Renjagt paa de vide Højsletter under Indlandsisen. Enkelte af
Hulerne var allerede tomme, Beboerne draget tilfjælds. Og de, der
var tilbage, tænkte blot paa hurtigst muligt at gøre sig færdig for at
følge efter.
Oppe paa en Bænk udenfor den lille, højtliggende Bjælkehytte,
der tjente til Præstebolig, sad Thorkild.
Han sad i sin vante, foroverbøjede Stilling med Hagen i Hænderne
og fulgte med stigende Spænding den travle Opbruds-Færd dernede
omkring Søen, saae paa Slæderne, der blev pakket og snøret,
Hundene, der blev koblet, de syge og svage, der blev baaret ud og
lagt tilrette ovenpaa Skindbylterne. Han skulde selv tilbringe
Sommeren paa en Handelsplads ved Kysten nogle Mil sydefter og
ventede netop paa Bud fra det Baadmandskab, der skulde sejle
ham derhen .
Hele Dagen havde han siddet saaledes og holdt Udkig. Han
havde med Blikket fulgt hver Familje, der omsider var bleven
færdig til Afrejse og under Latter og Snakken begyndte den besværlige
Vandring op over Klippebrokker og stejle Mosskrænter,
indtil de efter Timers Forløb forsvandt som smaa, mørke Prikker
bag de hvide Fjældkamme. Og selv, naar de forsvandt, var han
bleven ved at stirre efter dem, som om Bjærget havde aabnet sig
for hans Øjne, og han bag Klippetinderne skuede ud over de vide,
frodige Højsletter . . . saae Teltene, der blev rejst under Skrænterne
med deres lange Træstager og det smukke Tarmskindstæppe
foran Indgangen; saae de store, rygende Tranbaal, hvorom de
16