11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

Præster. Og de dumme Mennesker vilde slet ikke indlade sig paa,
hvad Kapellan Basse pg andre i Hemmelighed søgte at indsmugle
hos dem: nemlig at Müller ikke var rigtig til at stole paa - rent ud
sagt ikke helt ved sine fulde fem, og at det overhovedet kun var en
stor Fejltagelse, der havde skaffetdem ham paa Halsen.
Bønderne smilte blot paa deres sindige Maade, og mente at han
var god nok, som han var; d e forlangte ham nu ikke bedre. Og
efterhaanden som Tiden gik, sluttede de sig netop bestandig tættere
til ham og var glad ved, at de dog nu endelig havde faaet en Mand,
som de kunde forstaa og som de kunde gaa til med deres smaa
Bekymringer og store Sorger som til en af deres egne.
Thorkild Müller var - og det var sagen - ikke fremmed for noget
af, hvad der rørte sig hos dem. Han kunde af Hjærtens Lyst deltage
i alle deres Glæder, drikke en Snaps med dem uden at blive forlegen
og føle sig selv-femte i Stuen uden strax at begynde at holde Taler.
Deres syge, deres Barselskvinder eller døende fyldte han - af gode
Grunde - ikke med uforstaaelige Bibelsprog og højtidelige Forklaringer,
men satte sig stille paa Sengkanten og talte jævnt og beroligende
til dem ud af den inderlige Medfølelse, som ved saadanne Lejligheder
helt brød frem af sin Skal, læste for drm et Stykke af Bibelen
eller en Salme og sørged ellers for paa bedste Maade at mildne deres
Smærter og gjøre deres Sind let.
Det kunde heller ikke nægtes, at der virkelig var kommet
Bevægelse i Søby=Sognets døde Masser, der fra Arilds Tid havde
været berygtede blandt alle embedssøgende Præster paa Grund af
deres ringe Sans for alt højere Liv. Disse Folk, der i et Aarhundrede
havde troet at afjøre deres Salighedssag ved blot nøjagtig og korrekt
at betale Præsten hans Tiender til den bestemte, fastsatte Tid, de var
- det kunde ikke fragaas - virkelig vaagnede og fyldte i bestandig
tættere Masser de Kirker, som de forhen Søndag efter Søndag havde
ladet uænsede og tomme. Og saa langt fra at lade sig afskrække af
den Forargelse, det mer og mer blev Thorkild Müller en Trang at
vække rundt om mellem Velærværdighederne, fulgte de ham
tværimod med stedse stigende Stolthed, jo mere Modstand han
vakte.
Men en Bevægelse mellem Bønder forplanter sig hurtig. Og da
en skjønne Dag Gjæringen slog over i et af Nabosognene, kjendte de
kjære Embedsbrødres Forbitrelse ingen Grænser.
I afmægtig Harme gjentog og gjentog de det for sig selv, at n u
maatte der gjøres noget, at n u var Bægeret fuldt. Gang efter Gang
gav de hinanden højtidelig Hænder paa, at n u skulde Pletten vaskes
af deres hidtil hæderlige Stand; og Kapellan Basse, der i Tidens Løb
var bleven aldeles skummende, listede omkring i Sognet og
Han kunde komme ind i deres Stue som en af deres Jævninge,
sætte sig med Gemytlighed ved deres Bord og ret af Hjærtens Lyst
stille sin Sult ved deres daglige Retter, drikke en Snaps med dem
uden at blive forlegen, slaa ind paa selv den saftigste Spøg og føle
sig selv-fjerde i en Stue uden strax at begynde at holde Foredrag
eller prædike. Deres syge eller døende fyldte han – af gode Grunde
– ikke med uforstaaelige Bibelsprog og højtravende Forklaringer;
men han satte sig stille ned paa Sengekanten og talte jævnt og
beroligende til dem, læste et Stykke for dem af Testamentet eller et
Par Salmevers og sørgede for Resten for paa bedste Maade at mildne
deres Smerter og gjøre deres Sind let og fortrøstningsfuldt.
"I skal ikke være forknytte," plejede han gjærne ved slige
Lejligheder at sige. "I har jo ikke saadan gjort noget videre ondt, vel?
Og dersom I har, saa er jeg sikker paa, at I fortryder det nu. Vorherre
er saamænd heller ikke saadan en gammel Gnavpotte, der sidder og
regner den saa nøje ud paa Regnebrædtet. I skal se – han er saamænd
helt skikkelig og vil nok tage godt imod jer."
Ikke heller kunde det jo – selv af Thorkild Müllers bitreste
Fjender – benægtes, at der virkelig var kommet Liv og Bevægelse i
Søby-Sognets døde Masser, der ellers altid havde været berygtede
blandt alle embedssøgende Præster paa Grund af deres ringe Sans for
alt, hvad der laa uden for deres timelige Velfærd. Disse Folk, der
hidtil havde skjøttet deres Salighedssag ved blot nøjagtig at Præsten
hans Tiende til den bestemte, fastsatte Tid og forøvrig møde til
Aarets tre store Højtider for at ofre og med Børnene til Daab og
Konfirmation, de begyndte nu – det kunde ikke fragaas – i bestandig
tættere Masser at strømme til de Kirker, som forhen ofte havde staaet
lukket mange Søndage i Træk af Mangel paa Tilhørere.
Og naar saa Thorkild Müller steg op paa Prædikestolen – med
sin sjælden helt propre Pibekrave – og strax paa sin joviale Maade
begyndte: "God Dag, Venner! Her har i mig igjen! Dejligt Vejr, men
koldt hva'? . . . . Naa! Saa var det vel for Resten, at jeg i Dag skulde
fortælle jer noget om den Gang, da Jesus kom hen til denne her Enke
– hvad var det nu, hun hed? – naa, det kan nu være lige meget . . . .
Skjønt, vent lidt! – lad mig se efter i Bogen; det kan jo dog alligevel
være ganske morsomt at se, hvad den Dame har heddet,"
– – saa kom der Liv i de mange velnærede Ansigter, Ørene
spidsedes og ikke en Sætning gik tabt for dem. Undertiden kunde
han i Talens Løb blive saa humoristisk, at man sad i højlydt Latter
over hele Kirkegulvet. Men til andre Tider kunde han saa igjen selv
blive saa grebet af Bevægelsen, at store Taarer gled ham ned i
Skjægget.
deres Præster, — en Mand nemlig, der ikke var fremmed for nogen
af de Følelser, som rørte sig i dem selv, og til hvem de derfor kunde
henvende sig med deres smaa Bekymringer og store Sorger som til
en af deres egne.
Han kunde komme ind i deres Stue som deres Jævninge, sætte sig
ved deres Bord og stille sin Sult ved deres daglige Retter, drikke en
Snaps med dem uden Forlegenhed og befinde sig selv-fjerde i en
Stue uden straks at føle sig forpligtet til at holde Foredrag eller
prædike. De syge og døende fyldte han ikke med Bibelsprog og
højtravende Forklaringer, men han satte sig stille ned paa Sengekanten
og talte jævnt og beroligende til dem, læste et Stykke for dem af
Testamentet eller et Par Salmevers og sørgede for Resten for paa
bedste Maade at mildne deres Smerter og gøre deres Sind let og
fortrøstningsfuldt.
"I skal ikke være forknytte," plejede han at sige. "For I har jo
ikke saadan gjort noget videre ondt, vel? Og dersom I har, saa er jeg
sikker paa, at I fortryder det nu. Vorherre er saamænd heller ikke
saadan en gammel Gnavpotte, der sidder deroppe og regner den saa
nøje ud paa Regnebrædtet. I skal se — han er saamænd helt
skikkelig og vil nok tage godt imod jer.
Ikke heller kunde jo selv Thorkild Müllers bitreste Fjender
benægte, at der virkelig var kommen Liv og Bevægelse i Søby--
Sognets døde Masser, der hidtil havde været ligefrem berygtede
blandt embedssøgende Præster paa Grund af deres ringe Sans for alt,
hvad der laa udenfor deres timelige Velfærd. Disse Folk, der hidtil
havde ment at skøtte deres Salighedssag ved nøjagtig at betale
Præsten hans Tiende til den fastsatte Termin og forøvrig møde til
Aarets tre store Højtider for at ofre,
de begyndte nu i bestandig tættere Masser at strømme til de Kirker,
som forhen ofte havde staaet lukket mange Søndage i Træk af
Mangel paa Tilhørere.
Og naar saa Thorkild Müller steg op paa Prædikestolen med Skægget
bølgende nedover den sjælden ganske propre Pibekrave og straks paa
sin joviale Maade begyndte: "God Dag, kære Venner! Ja, saa er vi
altsaa nu forsamlede her igen! . . . Hvad er forresten Klokken
bleven? Er der nogen af jer, der har Uhr paa jer? . . . Halv elleve! . . .
Naa! Ja, saa var det jo forresten, at jeg idag skulde fortælle jer noget
om den Gang, da Jesus kom hen til denne her Enke — hvad var det
32