11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

More documents

Recommendations

Info

olig ind mellem to mægtige Klippebarme og skar dybt ind i Kystlandet. I Mundingen hvid og rummelig som et Sund, fuld af smaa Øer og klippefulde Skjær, trængtes den bestandig i sit Leje smallere indefter, mellem høje, bratte, nøgne Fjældvægge, der stod der: tavse og graa, Tinde over Tinde, i et trøstesløst Øde, – indtil den tilsidst, helt inde, atter videde sig ud, idet den endte som i en hel lille fredelig Indsø paa Bunden af en stor og dyb Kjedel, hvis mere jævnt skraanende Sider og mosgrønne, gullige eller med Krægebærris bevoxede Klipperevner spejlede sig i dens stille, fredelige Vande. Det kunde vel, af og til, i den korte Sommer hænde – især mod Storm – at et Hvalfangerskib fandt Vej herind mellem Fjældene og vakte Ekkoet op med sine Ankerkjættinger og sine Menneskestemmer. Eller at en af Havets store Hvaler forvildede sig ind gjennem Skjærene og piskede Vandet i Vrede, indtil den med Sprøjt og Larm slap ud igjen. Men ellers laa Stilheden dyb og slumrende mellem de rolige Fjælde, Nat og Dag uden at brydes, - blot ligesom sat i Musik af Midnatssolens summende Myggesværme, der stod derude over Vandet som sorte, dansende Slør, hvor igjennem Solstøvet faldt. Nu og da lød et lille Plask ude fra Dybet, hvor en sort, blank Ryg skjød sig op og forsvandt. Brede, buttede Snuder stak hist og her op i Vandskorpen for at drikke Luft, og dukkede under. Ned ad Fjældsiden kom den blaagraa Ræv med langsomme, søvnige Skridt. Paa en Afsats i Klippen standsede den, saa' sig ligegyldigt om, rystede Pelsen, og begyndte endelig med Snuden at rode om mellem en Bunke gamle, afgnavede Ben, der laa uden for Indgangen til en forladt, halvt sammensunken Hule, bygget af Sten og Græstørv, ind i hvis Kjølighed den tilsidst selv forsvandt. Thi rundt omkring Søen laa der spredt som hel lille By af disse Jættestuer eller sammensunkne Jordkuler – de Indfødtes kummerlige Vinterboliger, som de ved Vaarens første Solglimt i Huj og Hast havde forladt for at ty op til den glade Rensdyrjagt inde paa de store Højsletter - efterladende Dalen til dens Sommersøvn og Ræven til dens Kjedsomhed. rolig ind mellem to skyhøje Klippebarme og trængte sig dybt ind i Kystlandet. I Mundingen var den hvid og rummelig som et Sund, fuld af smaa, snedækkede Øer og klippefulde Skjær, over hvilke Tusinder af snehvide Fugle kredsede og fyldte Luften med Skrig. Men efterhaanden som den naaede ind, blev den bestandig smallere, trængtes i sit bugtede Leje bestandig snevrere sammen mellem de høje, bratte, nøgne Fjældvægge, der stod dér, Tinde over Tinde, i et graat, tavst og trøstesløst Øde, – indtil den tilsidst, inderst inde, paa ny videde sig ud og endte som i en lille fredelig Indsø, der dækkede Bunden af en mægtig, dyb Klippekjedel, hvis mere jævnt skraanende Sider og mosgrønne, gullige eller med Krægebærris bevoxede Klipperevner spejlede sig i dens stille, krystalklare Vande. Det kunde vel af og til i den korte Sommer hænde – især imod Storm – at et Hvalfangerskib fandt Vej herind mellem Fjældene og vakte Ekkoet op med sine klirrende Ankerkjættinger og sine Menneskestemmer, . . . . eller at en af Storhavets Hvaler forvildede sig ind mellem Skjærene og piskede Vandet i Vrede, indtil den med Sprøjt og Larm slap ud igjen. Men ellers laa Stilheden dyb og slumrende mellem de rolige Fjælde, Nat og Dag uden at brydes, . . . . kun ligesom sat i Musik af Midnatssolens summende Myggesværme, der stod derude over det gyldentfarvede Vand som sorte, dansende Slør, hvor igjennem Solstøvet sigtedes. Nu og da lød et lille Plask ude fra Dybet, hvor en sort, blank Ryg skjød sig op og forsvandt. Brede, buttede Snuder stak op hist og her op i Vandskorpen for at drikke Luft og dukkede derpaa lydløst under. Ned ad Fjældsiden kom den blaagraa Ræv med langsomme, søvnige Skridt. Paa en Afsats i Klippen standsede den, saa' sig ligegyldigt om, rystede Pelsen, og gik videre, . . . . fulgte derpaa et Stykke langs med Søbredden, hvor smaa, mangefarvede Kiselsten glimtede fra Bunden af det klare Vand, snappede dovent efter en Myg, gabede rødt og begyndte endelig med sin spidse Snude at rode om mellem en Bunke gamle, afgnavede Ben, der laa uden for Indgangen til en forladt, halvt sammensunken Hule af Mostørv og Sten, ind i hvis Kjølighed den tilsidst selv forsvandt. Men rundt omkring Søen, spredt under Klippeskrænterne, laa en hel lille By af saadanne smaa, sammensunkne Jordkuler – de Indfødtes kummerlige Vinterboliger – som de ved første Glimt af Vaar og Sol i Huj og Hast havde forladt for at ty op til den glade Rensdyrjagt inde paa de store Højsletter under Indlandsisen. Ogsaa en Slags tarvelig Stenkirke fandtes her, bygget op mod selve Klippesiden og med et simpelt Trækors over Indgangen. Og oppe paa Fjældskrænten, i Ly af et Par store, af gulligt Lav beklædte Klippeblokke, hang en rødmalet Bjælkehytte med hvide Vinduesrammer, Bræddetag og en indhegnet Gaard for Hundene. I Mundingen var den hvid og rummelig som et Sund, opfyldt af smaa, snedækkede Øer og klippefulde Skær, over hvilke Tusinder af snehvide Fugle kre[265]sede og fyldte Luften med Skrig. Men efterhaanden trængtes den i sit bugtede Leje bestandig snevrere sammen mellem høje, bratte, nøgne Fjældvægge, der — Tinde bag Tinde — løftede sig mod Himlen og forsvandt i dens Skyer. Men inderst inde udvidede Fjorden sig paany og endte som en næsten cirkelrund Indsø, der dækkede Bunden af en mægtig Klippekedel, hvis mere jævnt skraanende Sider og mosgrønne, gullige eller med Krægebærris bevoksede Klipperevner spejlede sig i dens stille Vande. Det kunde af og til under den korte Sommer hænde — især imod Storm — at et Hvalfangerskib fandt Vej herind mellem Fjældene og vakte Ekkoet op med sine klirrende Ankerkættinger og sine Menneskestemmer, . . . eller at en af Storhavets Hvaler forvildede sig ind mellem Skærene og piskede Vandet i Vrede, indtil den med Sprøjt og Larm slap ud igen. Men ellers laa Stilheden dyb og slumrende mellem de rolige Fjælde, Nat og Dag uden at brydes, kun ligesom sat i Musik af Midnatssolens summende Myggesværme, der stod derude over det gyldenfarvede Vand som sorte, dansende Slør, hvorigennem Solstøvet sigtedes. Nu og da lød et lille Plask ude fra Dybet, hvor en sort, blank Ryg skød sig op og forsvandt. Brede, buttede Snuder stak op hist og her i Vandskorpen for at drikke Luft og dukkede derpaa lydløst under. Ned ad Fjældsiden kom den blaagraa Ræv med søvnige Skridt. Paa en Afsats i Klippen standsede den og gabede rødt . . . rvstede derpaa Pelsen og gik videre, . . . fulgte saa et Stykke langsmed Søbredden, hvor smaa, mangefarvede Kiselsten glimtede 'rem fra Bunden af det klare Vand, snappede dovent efter en Myg og begyndte endelig med sin spidse Snude at rode om mellem en Bunke afgnavede Ben, der laa udenfor Indgangen til en forladt, halvt sammensunken Hule af Mostørv og Sten, ind i hvis Kølighed den tilsidst forsvandt. Rundt omkring Søen, spredt under Klippeskrænterne, laa en hel lille Koloni af saadanne smaa sammensunkne Jordkuler — de Indfødtes kummerlige Vinterboliger — som de ved første Glimt af Vaar og Sol havde forladt i Huj og Hast for at ty op til den glade Rensdyrjagt inde paa de store Højsletter under Indlandsisen. Ogsaa et tarveligt Stenkapel fandtes her, bygget op mod selve Klippesiden og med et Trækors over Indgangen. Og oppe paa en Fjældskrænt hang en rødmalet Bjælkehytte med hvide Vinduesrammer, Bræddetag og en indhegnet Gaard for Hundene, — Præsteboligen. 12
Men naar de lange Vinternætter nærmede sig, og Sneen havde lagt sig tæt over Landet, begyndte de igjen at vise sig på Højderne. Fra Øst og Syd kom de ind Fjældsiderne med deres Hunde og tungt belæssede Slæder, vinkende, raabende til hinanden paa lang Afstand gjennem den snetykke Frostluft. Andre paa Ski – i flyvende Fart ned over Skraaningerne! Samtidig kom de gjennem Fjorden i Baade og Kajakker - to, tre Familjer i Følge; snakkende, kjævlende, leende, klodsede og ubehjælpsomme i al deres stive Skindtøj - styrede lige ind i “Fjøren”; Konerne ved Aarerne, nogle med Patteglutter bag Amauten, og Baadene fulde af Skindbylter, Spæk, Klumper af Sælhundekjød, og Rensdyrmaver med Brændevin, som de havde tusket sig til paa Handelspladsen sydefter. Hver Dag bragte nye Familier til Kolonien. Der blev et Liv og en Færd Søen rundt af disse smaa, muntre, skindklædte Skikkelser, der endnu var som halvt berusede af Sommerens Sol og den vilde Jagt oppe under Højlandsisen. Vinterboligen skulde ordnes, eller maaske en helt ny sættes op. Sten blev der samlet, de nye Huder spredt ud for at vindtørres; oppe fra Klipperevnerne blev Græstørven hentet - alt med det samme lykkelige Smil i de brede, godmodige Ansigter . . . . Og inde i Hulerne vraltede de gamle, krogede Koner omkring og havde travlt med at lægge Skindene til rette paa Brixen, fylde Tran i Vægstenslampen og ordne Gryden over den, alt imens sank Solen dybere og dybere under Horisonten og tilsidst helt forsvandt. Men selv i denne Vinternattens maanedlange Mørke, naar Landet laa begravet under taarnhøje Driver og Havet ispakket, saa langt Øjet naaede, saa levede man dog heroppe under Sneen. Hist og her faldt et lille bitte rødt Skjær hen over den fra en Hules Tarmrude; og nu og da kom en Skindbylt krybende paa alle fire ud fra den lange, lave, stensatte Gang, der fra Hulen førte ud i det fri. Men ogsaa denne var nu forladt. Kun Ræven luskede nu og da ved Aftentid herop med Pelsen fuld af Myg og gav sig dovent til at gnubbe sig op ad Hjørnestolperne. Men naar den lange Vinternat nærmede sig og Sneen begyndte at lægge sig tæt over Landet, vaagnede der Liv i denne øde Stenkjedel. Fra Øst og Syd kom smaa, skindklædte Skikkelser ned over Fjældsiderne med Hundekobler og tungt belæssede Slæder, vinkende og raabende til hinanden paa lang Afstand gjennem den tykke Sneluft. Nogle paa Ski – i strygende Fart ned over Skraaningerne! Samtidig kom andre vestfra, ind igjennem Fjorden, i deres store, gule Skindbaade og smaa Kajakker . . . . to, tre Familjer i Følge, snakkende, kjævlende, leende, klodsede og ubehjælpsomme i al deres stive Skindtøj . . . . Fruentimmerne ved Aarerne, gulbrune og sortøjede, nogle med Patteglutter bag paa Ryggen i Amauten . . . . og alle Baadene fulde af Skindbylter, Spæk, Klumper af blodigt Sælhundekjød, Fuglevildt, stinkende Huder og store, opspilede Rensdyrmaver fyldte med Blandinger af Mel, Gryn eller Ærter, som de havde tusket sig til paa Handelspladsen sydefter. Hver Dag bragte nye Familier til Kolonien. Der blev et Liv Søen rundt af disse smaa, travle, skindklædte Skikkelser, der endnu var som halvt berusede af Sommerens Sol og den vilde Jagt oppe under Højlandsisen. Vinterboligen skulde ordnes, Sten og Mos skulde samles, de nye Huder spredes ud over Klipperne for at vindtørres. Oppe i Fjældrevnerne, paa afsides Steder, blev Vinterforraadet nedlagt i Stendysser og omhyggelig tildækket med Huder og Sne. Og inde i Hulernes Mørke vraltede de gamle, krogede og skaldede Koner snakkesalige omkring og bredte Skindene over Sovebrixerne, fyldte Tran i Vægstenslampen og hængte den store, sorte Kogegryde op over denne under det lave, vaadt dryppende Loft. Alt imens sank Solen for hver Dag dybere og dybere under Horisonten, og Mulmet gled ind fra Nord med tætte, kolde Snefald og bidende Isvinde. Men selv i Vinternattens maanedlange Mørke, naar Landet laa begravet under de favnehøje Driver og Havet stod ispakket og mørkt, saa langt Øjet naaede, saa levede man dog, om ogsaa ofte fattigt nok, heroppe under Sneen . . . . Hist og her faldt et lille bitte rødligt Skjær fra en Hules Tarmrude hen over det hvide, tavse Dække, der gjærne havde sænket sig lidt over en saadan Plet paa Grund af det ophedede Rum nedenunder. Nu og da kom en Skindbylt krybende ud paa alle fire fra den lange, lave, stensatte Gang, der fra Hulen førte ud i det fri. Og altid gik de store, slunkne Hunde søgende omkring og hylede klagende i de bitterkolde Nætter. Ude paa Fjorden, skjult i Frosttaager, stod stivfrosne Fangere paa Vagt ved Sælhundenes Blæsehuller . . . . urokkelige i timevis, Men ogsaa denne var nu forladt. Kun Ræven luskede ved Aftentid derop med Pelsen fuld af Myg for at gnubbe sig op ad Hjørnestolperne. Men naar den lange Vinternat nærmede sig og Sneen begyndte at lægge sig over Landet, vaagnede der Liv i denne øde Stenkedel. Fra øst arbejdede smaa, skindklædte Skikkelser sig ned over Fjældsiderne med Hundekobler og tungt belæssede Slæder. Nogle kom paa Ski — i strygende Fart ned over Skraaningerne! Samtidig kom andre vestfra, ind igennem Fjorden, i store, gule Skindbaade og smaa Kajakker . . . to, tre Familjer i Følge, snakkende, kævlende og leende. Fruentimmerne sad ved Aarerne, gulbrune og sortøjede, nogle med Patteglutter bag paa Ryggen i Amauten. Og alle Baadene var fulde af Skindbylter, Spæk, Klumper af blodigt Sælhundekød, Fuglevildt, stinkende Huder og store, opspilede Rensdyrmaver fyldte med Blandinger af Mel, Gryn eller Ærter, som de havde tusket sig til paa Handelspladsen sydefter. Hver Dag bragte nye Familjer til Kolonien. Der blev et støjende Liv rundt om Søen af smaa, skindklædte Skikkelser, der endnu var som halvt berusede af Sommerens Sol og den vilde Jagt oppe under Højlandsisen. Vinterboligen skulde ordnes, Sten og Mos skulde samles, de nye Huder spredes ud over Klipperne for at vindtørres. Oppe i Fjældrevnerne, paa afsides Steder, blev Vinterforraadet nedlagt i Stendysser og omhyggeligt tildækket med Huder og Sne. Og inde i Hulernes Mørke vraltede de gamle Koner snakkesalige omkring og bredte Skindene over Sovebrikserne, fyldte Tran i Vægstenslampen og hængte den store Kogegryde op under det lave, vaadtdryppende Loft. Alt imens sank Solen dybere og dybere under Horisonten, og Mulniet gled ind fra Nord med tætte, kolde Snebyger og bidende Isvinde. Men selv i Vinternattens maanedlange Mørke, naar Landet laa begravet under favnehøje Driver og Havet stod ispakket og mørkt, saa langt Øjet naaede, saa levedes der dog, om ogsaa ofte fattigt nok, heroppe under Sneen. Hist og her faldt et rødligt Skær fra Hulens Tarmrude hen over det hvide Dække, der i Almindelighed havde sænket sig lidt over en saadan Plet paa Grund af det ophedede Rum nedenunder. Nu og da kom en Skindbylt krybende ud paa alle fire fra den lange, lave, stensatte Gang, der fra Hulen førte ud i det fri. Og altid gik de store, slunkne Hunde søgende omkring og hylede i de bitterkolde Nætter. Ude paa Fjorden, skjult i Frosttaager, stod stivfrosne Fangere paa Vagt ved Sælhundenes Blæsehuller. Urokkelige stod de der i Timevis med Harpunen parat i den højre Haand, . . . løftede kun 13
Page 1 and 2: 11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portr
Page 3 and 4: Her var ikke saa meget som en Klud
Page 5 and 6: ge Mavedraaber? Dersom mine Lugteor
Page 7 and 8: Gjærderne og i alle Sænkninger. M
Page 9 and 10: Time efter Time, uden at røre sig
Page 11: laa som en Mare og tyngede ham næs
Page 15 and 16: Her havde, i rolige, stille Dage, d
Page 17 and 18: dem med stigende Uro - Skridt for S
Page 19 and 20: Kun en eneste Gang havde Moderen n
Page 21 and 22: Og da endelig de Folk, han havde le
Page 23 and 24: af Henrik Pontoppidan. ------ Det k
Page 25 and 26: sig endnu en Gang om og raabte op,
Page 27 and 28: 6) Isbjørnen. Et Portræt af Henri
Page 29 and 30: dumpede ned som en Forskrækkelse i
Page 31 and 32: Et Portræt af Henrik Pontoppidan.
Page 33 and 34: dryppede, Draabe for Draabe, sin he
Page 35 and 36: om, hvad hans Opgave her i Sognet f
Page 37 and 38: landt alle rettænkende ristne, der
Page 39 and 40: Søndagen forud lod han ved Kirkest
Page 41 and 42: Men da han kom hjem til sin Hule og
Page 43 and 44: "Jamen . . . Tienderne", begyndte d
Page 45 and 46: lan Basse med dette Smil, der lyste
Page 47 and 48: Da Bispen næste Søndag kom til S
Page 49 and 50: Alteret stod endnu tom. Man kunde n
Page 51: 2.18 Anmarsch: enkorrektør gør op

11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?