11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

"Ja saa," sagde Bispen med en uhyggelig Betoning; hvorpaa han
gik ind i Kirken, fulgt af sit pibekravede Følge.
Mikkelsen og Mortensen saa' spørgende paa hinanden og derpaa
forbløffede ud i Luften.
"Hvad mente han med det?"
"Ja. Gu' véd."
"Hvad var det egentlig, han sa'e?"
"Sa'e han noget?"
"Næ."
"Det var da løjerligt."
12
Der blev stor Bevægelse inde mellem Kirkens mange tætpakkede
Hoveder, da den lille Bisp i Silkekjolen og med Kommandørkorset
om Halsen traadte ind i Koret og – efter at have kastet et hastigt,
ligesom mønstrende Blik ud over Forsamlingen – satte sig tilrette i
den broderede Kurvestol.
Præsterne anbragte sig i Tavshed paa Rørstolene bag ved ham,
og et Øjeblik blev der saa stille i Kirken, at man kun hørte Klokkens
Summen oppe i Taarnet.
Saa tav endelig ogsaa den.
Den lille Skolelærer stak Hovedet ud af sit Aflukke og saa'
spørgende hen paa Kapellan Ruggaard. Denne saa' igjen paa
Provsten, og denne igjen paa Bispen, der imidlertid sad ganske
ubevægelig med Hænderne løst foldede i sit Silkeskjød og saa' stift
og utilgjængelig frem for sig.
Først i dette Øjeblik gik det op for Folk nede i Kirken, at
Thorkild Müller endnu ikke var kommen, og at det var ham, man
ventede paa.
Der blev almindelig Bestyrtelse. Hvad skulde dette sige? Hvorfor
var han ikke kommen? Kunde der være hændet ham noget? Eller
. . . skulde han mon virkelig have til Hensigt at holde Bispen for
Nar? . . . Det kunde man dog ikke tro. Det vilde dog ved Gud være
at drive Spasen lovlig vidt . . . Men hvad kunde Meningen være? . . .
Alles Øjne samlede sig efterhanden paa Bispen. Over hele
Kirken strakte man Hals og løftede sig paa Tæerne for at iagttage det
bestandig mørkere og mere tillukkede Udtryk i dennes Ansigt.
Endelig stak han sin Haand inden for Kjolen, trak sit Guldur
frem og gav derpaa et Vink til Kapellan Ruggaard, der spændt stod
som paa Kattespring ved Siden af Alteret.
Kapellanen lod øjeblikkelig Vinket gaa videre til Degnen, der
derpaa traadte frem og indledede Gudstjenesten.
Alle bøjede Hovedet; Bønnen blev holdt, og Salmesangen
begyndte. Men for hvert Vers steg Spændingen i hele Forsamlingen;
thi Thorkild Müller lod sig vedvarende ikke se, og Pladsen foran
spurgte forundret:
"Er Pastor Müller ikke til Stede?"
Kapellan Ruggaard kom nu krybende ud fra Præsteklyngen —
med de farveløse Øjne formelig væltende ud over Brillerne af ydmyg
Tjenstivrighed. Han meddelte, at Hr. Pastor MillIer desværre endnu
ikke havde indfundet sig men at der øjeblikkelig skulde blive sendt
Bud efter ham.
Bispen saae koldt paa ham med et Udtryk, der i det hele ikke
tydede paa Forelskelse.
"De skal ingen Ulejlighed gøre Dem. Pastor Müller veed, at
Gudstjenesten er berammet til Klokken ti. Den mangler endnu et
Minut . . . Lad os gaa ind."
I det samme fik han Øje paa den tykke Skolelærer Mortensen,
der paraderede ved Indgangen — ganske bleg og forpustet af den
Anstrengelse, som den uvante oprejste Stilling voldte ham.
Efter at have betragtet ham lidt spurgte Bispen temmelig hvast:
"Hvad er Deres Navn?"
Mortensen fik af Forfjamskelse sit eget Navn forkert i Halsen,
saa den anden Degn, der i dyb Ærbødighed stod ved Siden af ham
med en Cylinderhat foran paa Maven, tilsidst fandt sig foranlediget
til at svare for ham.
Bispen flyttede da hurtig sine gennemtrængende Øjne hen paa
denne og sagde endnu mindre blidt:
"Kan den Mand ikke svare for sig selv? Hvad hedder da De
selv?"
"Mikkelsen!"
"Ja saa," sagde Bispen med en foragtelig Betoning; hvorpaa han
gik ind i Kirken, fulgt af sit pibekravede Følge.
Mikkelsen og Mortensen saae spørgende paa hinanden og
derpaa forbløffede ud i Luften.
"Hvad mente han med det?"
"Ja — Gu' veed."
"Hvad var det egentlig, han sa'e?"
"Sa'e han noget?"
"Næ."
"Det var da løjerligt."
— — —
[290]Der rejste sig en mægtig Bevægelse inde mellem Kirkens
tætpakkede Skarer, da den lille Bisp i Silkekjolen og med
Kommandørkorset om Halsen traadte ind i Koret og — efter at have
kastet et hastigt mønstrende Blik ud over Forsamlingen — satte sig
48