11) [16.1.1884 Isbjørnen. Et Portræt af Henrik Pontoppidan. ------ I ...

Men mellem Provsten og Bispen løb hemmelige Skrivelser og
Klager. Snart var det i Anledning af, at Thorkild Müller havde kastet
sig over Landvæsenet og Dyrkningen af sin Jord med en Iver og
Lidenskab, der var usømmelig for en Kirkens Tjener. Snart var det
Provstens Beklagelse over at maatte meddele Hs. Højærværdighed,
at Præsten i Søby igjen var bleven set i Hundeløse Kro, drikkende Øl
med et Par der i Egnen temmelig berygtede Skovarbejdere; eller at
han paany ved et folkeligt Møde havde opført sig paa en Maade, der
ikke stemmede overens med den præstelige Værdighed, samt at hele
hans Færd og besynderlige Levemaade kun kunde vække Forargelse
Kapellan Ruggaard formelig skummede af indædt Raseri.
Han havde tænkt at vinde en let Sejr over denne uvidende
Grønlænder, der ikke kunde mere end sine tre Troesartikler, ja
næppe en Gang disse helt korrekt. Men de dumme Mennesker lo
ham lige op i Ansigtet, naar han talte til dem om sine sine Studier og
sit Universitetsliv; de viste ikke mindste Respekt for hans fortrinlige
Examiner og imponeredes end ikke af hans store Bogsamling, naar
de en sjælden Gang beærede ham med deres Besøg.
Tilsidst var det end ikke langt fra, at de, smittet af Müllers
Exempel, begyndte at behandle ham paa en overlegen Maade, ja
enddog gjøre sig lystig paa hans Bekostning. De kaldte ham rent ud
"Hr. Madsen", blot for at drille ham. Og ved en Lejlighed, hvor
ogsaa Pastor Müller var til Stede, havde en ung Fyr pludselig rejst
sig op og sagt:
"Dér har vi saamænd Hr. Kapellan Rugbrød!"
Denne dumme Vittighed havde de saa alle let af; og Müller selv
havde sendt en Lattersalve op mod Loftet og senere ved enhver
Lejlighed, hvor der var mange til Stede, gjort sig en Fornøjelse af
med Højtidelighed at forestille ham for Forsamlingen som:
"Min højærværdige Foresatte – Hr. Biskop Madsen-Rugbrød!"
I det hele var Paster Müller bleven om mulig endnu galere end
nogen Sinde før. Baaret oppe af Bøndernes bestandig stærkere
Tilslutning, hentede ligesom nye Kræfter af hver Haan og Modstand,
han vakte omkring sig, og med et stedse klarere Syn for, hvad det
egentlig var for en Kamp, han – uden ret selv at vide det – havde
rejst; hvor det egentlig var, Tampen brændte – skridtede han frem i
sit Overmod uden at lade sig anfægte.
Der løb hver Dag de frygteligste Rygter. Og i sin afmægtige
Harme skrev Kapellan Ruggaard dem allesammen samvittighedsfuldt
op – i sikker Fortrøstning til, at Retfærdigheden og den hellige
Sag dog alligevel tilsidst vilde bringe Sejren hjem.
Snart fortaltes det, at Pastor Müller var sét at dukke ind til en
berygtet Enkekone ude paa Marken, i hvis Hus han derefter havde
opholdt sig i flere Timer; – snart, at han havde siddet en hel
Eftermiddag i Hundeløse Kro og drukket Brændevin og Øl sammen
med et Par fordrukne og ildesindede Skovarbejdere, der var hele
Egnens Skræk.
Men Ulykken vilde nu, at Konen siden den Dag førte et
skikkeligt og sædeligt Liv. Og hvad de to Skovarbejdere angik, saa
saa's de en Søndag ikke længe efter til alles Forbavselse i Kirken,
hvor de sad meget stille og andægtige og hørte baade efter Salmesangen
og Prædiken.
Det var saa langt fra, at den Bevægelse, Thorkild Müller mere og
mere vakte rundtom, havde virket afskrækkende paa hans Sognebørn,
at de tværtimod sluttede sig til ham med des større Stolthed, jo
mere Modstand og Opsigt han vakte.
Kapellanen var da efterhaanden bleven rasende. Han havde tænkt at
vinde en let og hurtig Sejr over den uvidende Grønlænder, der —
han vidste det bestemt! — end ikke kunde sine tre Troesartikler helt
nøjagtigt. Men Sognets Bønder vilde slet ikke høre paa ham, naar
han begyndte at udkramme sin Universitetsvidenskabelighed for
dem, og lod sig ikke i mindste Maade imponere af hans store
Bogsamling.
Det var tilsidst end ikke langt fra, at de, smittede af Müllers Eksempel,
begyndte at behandle ham paa en overlegen Maade og gøre
sig lystig paa hans Bekostning. De kaldte ham oftest blot "Madsen",
alene for at drille ham, — ja ved en Lejlighed, hvor ogsaa Pastor
Müller var tilstede, havde en ung Fyr raabt til ham, da han kom:
"Der har vi saamænd Hr. Kapellan Madsen-Rugbrød!"
Denne dumme Vittighed havde de saa alle let af; og Mill ler
havde sendt en Lattersalve op mod Loftet og senere ved alle
Lejligheder gjort sig en Fornøjelse af med Højtidelighed at forestille
ham med de Ord:
"Min højærværdige Foresatte — Hr. Biskop Madsen-Rugbrød!"
36